Hogwarts 1 - Kagemagi og Eliksirkundskaber (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Jeg synes det kunne være sjovt at lave en lille fan fiction med Harry potters verden. Harry Potter og co. vil ikke være at finde i denne fan fiktion, men derimod vil personer som fx Dumbeldore, professor Snape osv. optræde.

Jeg skal dog have fundet en anden titel, men indtil videre må den hedde sådan.
En ting til... det er et stykke tid siden jeg har læst HP-bøgerne, så hvis jeg har lavet nogen fejl, er I velkomne til at smide en kommentar om det:)








Om selve historien:
Møder man den 11 årige Mathie Serverius, der skal til at starte på Hogwarts, hun har faktisk været der en gang før bare uden en officiel invitation.
Der er kun 2 problemer med hensyn til sin skolegang på Hogwarts:
1. Hun er fuldkommen elendig til magi
2. Hun blander sig konstant i Professor Snapes undervisning.




Coveret til denne movella er lavet af: tøzzzen herinde fra Movella:)


31Likes
124Kommentarer
6176Visninger
AA

16. Fanget part 2 - Mødet

De stirrede på hinanden i noget tid, mens Mathie fik vejret igen efter sit udbrud.

Så lod kentauren kommentaren falde, mens han fastholdt pigens blik, der først glimtede af raseri indtil det blev erstattet af total forvirring, da hun hørte ordene:

 

”Jeg er din gudfar…”

Hun stirrede på kentauren, der så alvorlig på ham og det gik op for hende at han var faktisk seriøs. ”What?” spurgte hun så til sidst bare for at bryde den akavede stilhed, kentauren så forvirret på hende: ”vådt?” det var ikke lige det svar han havde forventet, ”Nej ikke vådt som vådt..” svarede hun og opdagede at det lød lidt tamt, forsatte, mens hun viftede forvildet rundt med armene: ”Glem det… det vigtige er øhm hvordan kan du være min gudfar, jeg troede at kentaurer holdt sig langt væk fra mennesker?”  Kentauren smålo til dette, uden at lægge mærke til det var han gået over i et tonefald, der indikerede at han ville give ikke kun et svar, men fortælle hvordan det hele startede: ”det gjorde vi også indtil vi stødte på din far. Han var rejst igennem vores territorium i det land som i mennesker har kaldt: Finland.” Mathie gjorde store øjne, hun havde dog ingen ide om hvordan Finland lå geografisk, men det var dog ikke det vigtige. Hun sank langsom ned satte sig på jorden, trak knæene op til sin hage og slog armene omkring sine ben imens hun kiggede op på kentauren og han fortalte videre på den tavse opfordring Mathie sendte ham med sine store nysgerrige blå øjne: 

Hvordan en lille underlig menneskemand havde rejst igennem hans territorium i nogle dage, som om han ledte efter noget. Kentaurens spejdere havde holdt øje med ham noget tid. En dag havde manden vendt sig mod spejderne og havde råbt til dem, at hvis de alligevel skulle holde øje med ham, kunne de i det mindste hjælpe ham med at finde sine briller..

Kentauren afbrød sig selv: ”hvorfor ser du sådan ud?” Mathie sad med åben, gloede op på kentauren, spurgte forvirret og gav slip på sine knæ og slog ud med sine arme: ”Hvordan kunne han vide at spejderne var der hvis han havde tabt sine briller?” Kentauren så ned på pigen og sagde: ”Jeg har ikke forstand på mennesker og slet ikke på magikere… ville du høre resten færdig?” Mathie nikkede ivrigt, kentauren forsatte:

Pga. han tydeligvis selv havde holdt øje med dem, besluttede spejderne sig for at tage manden med tilbage lejren. Han gik roligt med. Det måtte være skæbnen, der havde spillet ind, for havde de ventet en dag mere var kentaurenes eneste barn i flokken været død. 

”Siden han reddede min søn samt brugt flere dage på at jagte sine briller.. var vi…” et øjeblik så det ud til at kentauren ledte efter ord, pigen forslog stille: ”venner?” Kentauren nikkede, pigen forsatte i et mere spørgende tonefald: ”men jeg forstår stadig ikke, hvorfor er du blevet min gudfar?” kentauren kiggede op mod himlen og svarede stille: ”Det var heller ikke meningen… men da du kom til verden tog han den beslutning om at gøre mig til din gudfar…” Pigen lagde hovedet lidt på skrå og så nysgerrig på ham.

Han var fortabt i minderne fra den gang:

Mathie kunne tydeligvis ikke huske det, men da hun blev teleporteret sig ind på Hogwarts, fordi hun havde leget med sin fars tryllestav, havde hun faktisk befundet sig tættere på slottet end nogen af underviserne troede.

De havde nemlig været i den forbudte skov. Egentlig var det var bare et lille visit, det var ikke meningen, at de skulle have været der så længe. Hr. Serverius havde bare ville vise sin ven den skole, han ville ønske, han havde gået på. Så var alt det, han havde gennemgået måske aldrig sket. Han havde fortalt kentauren alt. Havde endda præsenteret ham for sin datter som han havde taget med, havde bedt kentauren om at blive sin datters gudfar, Hr. Serverius havde haft en del papirer med sig omkring dette, snart kunne kentauren sige, at han havde en guddatter, selvom han mente, at den ceremoni han havde forslået kunne have sparet hans ven for en masse papirarbejde. Men denne ville gøre alt korrekt. Det hang en smule sammen med at han ville bevise overfor sin muggler kone, at han da sagtens kunne passe på sin to år gamle datter.

Hvor svært kunne det være?

Det var faktisk svært at underholde sådan en lille størrelse. Til sidst havde han ved et uheld givet pigen hans tryllestav. Han indrømmede da også bagefter at det nok ikke havde været så god en ide. Han havde kastet et blik op mod Hogwarts, der tårnede sig op i mørket, vinduerne lyste varmt aftnen. Kentauren fornemmede hans længsel, men kommenterede det ikke. Hr. serverius sukkede, havde ganske stille bedt sin ven om endnu en tjeneste, han havde endda taget sine briller af noget han kun gjorde, for at vise at han mente det: ”Hvis mathie nogensinde kommer ind på Hogwarts, vil du så ikke holde øje med hende for mig, som hendes gudfar?” kentauren havde ikke ville svare på dette, det var et stort ansvar og han kunne jo ikke uden videre tvinge hele sin flok med herop og bo.  Hr. serverius så hans kvaler og havde sagt stille, der i hans verden var det samme som at trygle: ”Bare det første år, beskyt hende, jeg be’r dig Echion, men hvis hun kommer i farer må du først gribe ind når jeg siger til…”

Echion havde til sidst sagt ja.  

Mathie havde rejst sig op fra den kolde jord og var ved at overveje om det var forkert at give sig til at vifte med hænderne for, at fange kentaurens opmærksomhed. Han rystede dog selv på hovedet og så derefter fuldkommen følelseskoldt ned på menneskebarnet. Den reaktion havde Mathie ikke lige set komme. Hun mærkede kulden fra hans blik, kiggede ned mod jorden. Bange for at møde hans blik. 

Hun kunne… Hun ville ikke se op på ham. 
I det næste mærkede hun en hånd tog fat i hendes hage, tvang hendes ansigt op imod hans. Han stirrede ned i disse mørkeblå øjne, der så tilbage på ham med forvirring, var det en smule frygt, han kunne skimte? Mathie gav forskrækket et gib fra sig da den brune kentaur fra før greb fat i hendes skuldre så hun ikke ville kunne flygte.

Men hvorfor skulle hun flygte?

Echion sagde ganske stille mens han lod sin hånd glide hen over sit bælte for til sidst at standse ud for noget, der ligner en slagterkniv: ”Men jeg behøver faktisk ikke at passe på dig nu… du er bare et lille almindelig menneske…” Da han begyndte at trække kniven, gik det op for for pigen, hvad han ville. Hun gik i panik og udbrød skingert, mens hun forsøgte at vride sig fri: ”Nej.. nej.. nej.. nej!”

Men det hjalp ikke.

Mathie kæmpede som en gal for at komme væk. Helt ærlig hvorfor pokker kunne alle mytologiske dyr ikke være søde som enhjørninger? Hvorfor havde han egentlig ikke skåret halsen over på hende endnu, hun mærkede, at han gav slip på hendes hoved for at have begge hænder fri. Slagterkniven havde åbenbart sat sig fast. Uden at tænke over det, tog Mathie chancen, hun kunne lige bevæge sin ene hånd indenfor den beskidte kåbe, roede lidt rundt. I det samme fik Echion slagterkniven fri, febrilsk fandt Mathies småfingre frem til en aflang lomme, hvor en ganske særlig ting lå i, som hun ikke havde forventet, at hun nogensinde ville komme til at bruge eller have husket alligevel. Hun trak den ud fra kåben. Kentauren foran hende smilede skævt da han så tryllestaven i hendes hånd. Hun kunne kun bevæge armen en smule, men det var nok til den bevægelse hun skulle bruge til den besværgelse. hun havde tænkt sig.

Den eneste besværgelse hun kunne komme i tanke om her i mørket.                                                                                                                   

Da kentauren foran hende gjorde klar til at nærme sig hende med kniven, hviskede hun grådkvalt og holdt tryllestaven frem imod ham: ”Lumos…”

Først skete, der ingenting...

Mathie mærkede koldsveden gled ned over panden, Echion kastede sit hoved tilbage og lo af dette. Det gjorde den rødhåret pige rasende hvad bildte han sig ind? Først fik han hende kidnappet, så sagde han at han var hendes gudfar og nu ville hendes gudfar dræbe hende? Hun stirrede intens på tryllestaven, mærkede så den lette summen i sin krop, var det virkelig følelsen af...magi? Prøvende hviskede hun ordet, for i det næste at råbe så højt hun kunne:

”LUMOS!”

Skarp lys sprang frem for spidsen af tryllestaven, bølgede igennem skoven som ringe i vandet. Lysringe Mathie lagde ikke mærke til hvordan alle kentaurerne råbte forskrækket op eller at den brune kentaur havde givet slip på hende for at beskytte sine øjne. Hun lagde overhovedet ikke mærke til, at hendes gudfar havde smidt kniven for, at dække sine øjne med begge sine arme. Hun så bare på sin tryllestav i sin hånd. Lige så pludselig som lyset var kommet, lige så pludseligt svandt det. Mørket virkede tættere end før og efterlod kentaurene blindede i flere minutter. Men det havde ikke påvirket Mathie på nogen måde, selvom hun havde stirret med forundring og boblende vantro glæde på sin tryllestav. Hun sagde stille, mens hun forsat kiggede på tryllestaven i sin hånd, den føltes varm, hun lød næsten som om at ikke helt troede på det:

”Jeg kan godt… jeg blive på Hogwarts…” 

Hun kiggede op, så at hendes gudfar havde samlet sin slagterkniv op og sat i bæltet igen og hun pegede anklagende på ham med sin tryllestav, men huskede så på at hun jo kunne skade ham med den nu, tvang sin arm ned langs siden, men hun sagde stadig en smule anklagende: ”Du vidste det!” Gudfaren smilede, svarede: ”Jeg havde en teori om at, hvis jeg gjorde dig tilstrækkelig bange, ville den spærring du selv har lagt over magien blive sprængt.” Mathie så uforstående op på gudfaren, han forklarede kort: ”Da du var lille brugte du din fars tryllestav til at transportere dig selv indenfor Hogwarts murer, åbenbart har det forskrækket din krop temmelig meget, at den selv lagde et slags spærring hen over magien…” Han afbrød sig selv, da Mathie begyndte  at svaje frem og tilbage, for pludselig at falde sammen.

Hun så hele verden i slowmotion, mens hun sank ned mod jorden af.

Skyggerne i mellem træerne var blevet tydeligere i mørket og himlen var den ikke blevet lysere? Hun lukkede øjne, da hun mærkede jorden under sig, det havde ikke gjort ondt. Hun kunne fornemme hovslagene og en, der knælede ned ved hendes side lidt efter. Hun kunne høre hans åndedrag, det lød en smule panikslagen.

Var han bange?

Det sidste hun huskede, for at berolige sin gudfar var at hun mumlende havde sagt: ”Hjem…Hogwarts…” Hun kunne mærke nogen forsigtigt strøg hendes hår tilbage fra hendes ansigt og en stemme sagde stille, næsten hviskende: ”Hvil dig lille magiker, jeg får dig hjem…” Stemmen forsvandt, pludselig gyngede hun i luften. En varm følelse spredte sig i hende. Det var det sidste hun fornemmede.

Denne fornemmelse af tryghed, inden mørket endnu en gang gjorde krav på hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...