Hogwarts 1 - Kagemagi og Eliksirkundskaber (færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2012
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Færdig
Jeg synes det kunne være sjovt at lave en lille fan fiction med Harry potters verden. Harry Potter og co. vil ikke være at finde i denne fan fiktion, men derimod vil personer som fx Dumbeldore, professor Snape osv. optræde.

Jeg skal dog have fundet en anden titel, men indtil videre må den hedde sådan.
En ting til... det er et stykke tid siden jeg har læst HP-bøgerne, så hvis jeg har lavet nogen fejl, er I velkomne til at smide en kommentar om det:)








Om selve historien:
Møder man den 11 årige Mathie Serverius, der skal til at starte på Hogwarts, hun har faktisk været der en gang før bare uden en officiel invitation.
Der er kun 2 problemer med hensyn til sin skolegang på Hogwarts:
1. Hun er fuldkommen elendig til magi
2. Hun blander sig konstant i Professor Snapes undervisning.




Coveret til denne movella er lavet af: tøzzzen herinde fra Movella:)


31Likes
124Kommentarer
6041Visninger
AA

15. Fanget part 1 - Spørgsmål og endnu flere spørgsmål...

Mathie vågnede ved at et eller andet køligt blev lagt på hendes pande og gav sig til at duppe panden nænsomt, hun rynkede panden og det kølige forsvandt. En lille dunken dukkede op i stedet. Der var et eller andet galt.

Det kølige blev lagt på igen.

Mathie slog øjne op og så op i et par ravgule øjne, der så først helt overraskede ud, men derefter blev alvorlige, det var dog kun til at Mathie forsøgte at smække ham en på siden af hovedet. Det blev dog til et ret tamt klask. Han tog rolig fat i hendes arme, holdt dem så hun blev tvunget op, at sidde på sine knæ sagde meget tydeligt med en dyb stemme: ” slap af…” Pigen så rasende på ham nu, mens han fornemmede hun alligevel ikke kunne lade være med at studere ham. Han bar en slags vest hen over den muskuløse overkrop, hans hår hang løst til skuldrene og var pyntet med to fjer, hans hestekrop havde samme farve som hans hår: en beskidt brun farve. Hvorfra hun hentede energien fra anede hun ikke, men det lykkedes hende at snerre: ”ikke før I slipper mig fri, lad mig gå!” Hendes blå øjne vedblev stædigt at stirrer ind i kentaurens blik, indtil hun måtte vende blikket ned i jorden, her så hun en mulighed: kentauren havde bene trukket op under sig for at kunne nå ned og duppe hendes pande.

Kentauren gav slip på hendes arme da han fornemmede hendes pludselig medgørlighed og pludselig strøg hun af sted forbi ham. Hun nåede faktisk et godt stykke ind i den forbudte skov hvis ikke hun var løbet ind i en kvindelig kentaur vagtpost, der var karryfarvet. Hun havde en slags lædertop på, der dækkede det nødvendige og hun havde et langt spyd i den ene hånd. Hun fik hurtig sat efter den lille rødhåret skikkelse, da hun hørte mere den brune kentauren end så ham, da han kom galoperende efter den lille pige fra den lille lysning. Hun fik med sin frie hånd fat i pigens kappe, der flagrede efter hende, som var hun en flagermus. Hun baskede næsten ligeså meget som en, i det hun forsøgte at få balancen, da kentaurkvinden blot standsede brat op og holdt godt fast i kappen. I sådan nogen situationer burde kappen ikke have været i så god kvalitet. Men resultatet kom ret hurtig i det pigen væltede baglæns ned på jorden og hun blev liggende, ømmede sig gevaldigt. Den brune kentaur nåede op til dem og så ned på pigen, der langsomt rejste sig op i det den kvindelig kentaur gav slip på hendes kappe. Menneskepigen børstede det værste skidt af sig, fjernede et par kviste, som havde sat sig fast i hendes røde hår og så derefter på de to kentaur foran sig, der holdt nøje øje med hendes mindste bevægelser: ”fint, jeg har fanget på pointet, men vil i det mindste ikke fortælle hvorfor?”  

Mathie synes selv at hun fortjente et svar, men det mente kentaurerne ikke, i stedet sagde den brune kentaur: ”du virker til at være frisk nok, kom…” Han gjorde tegn med den ene hånd og begyndte at ride en helt anden vej end den de var kommet fra selvom Mathie ingen ide om, hvor det var henne. Hun vidste bare, at hun var kommet meget langt ind i den forbudte skov og hun kunne kun håbe at hendes venner snart ville dukke op.

Bare nogen dukkede op.

Hun kiggede op mod himlen, men som forventet dækkede skovens træer for udsynet til himlen, de så levende ud, men der var så stille. Hun sukkede, mumlede for lavt til at hendes to fangevogtere kunne høre hende: ”venner hvor er I?” Selvfølgelig var der ingen, der svarede hende.

Intet ud over stilheden fra skoven.

De gik længe eller rettere sagt Mathie gik, mens de to kentaurer travede let på hver sin side af hende. Den kvindelig kentaur havde kastet flere blikke ned på den på lille rødtop, lignede mest en, der havde sådan en lyst til at sætte hende op sin ryg også spurte af sted mod deres bestemmelsessted. Det gik bare så langsomt i det her tempo. Den brune kentaur var i hvert fald sikker på at Mathie ikke fandt på at stikke af, for han havde ikke på noget tidspunkt kastet et blik ned på hende. Han forsatte endda videre da hun var ved at gå næsen over en trærod, der pludselig satte skød op af jorden lige i det hun skulle til at sætte foden der. Kun kentaurkvinden standsede brat op mens hun skød sine øjenbryn op i panden, da hun hørte de saftige gloser, der røg af pigens mund i det lå fuldt udstrakt på jorden med armene strakt over hovedet. Hun satte hænderne ned i jorden tvang sig op at stå igen. Hun var blevet godt rød i hovedet under skidtet, knurrede sagte og tørrede sin næse af sit ærme, inden hun forsatte med at gå. Kentaurkvinden grinede tavst, måske gjorde det ikke så meget at det gik så langsomt ved nærmere eftertanke og betragtede tavst ryggen af den lille pige i det hun trampede af sted.

Flere timer efter…

Sådan føltes det for Mathies fødder og ben, hovedet. Nøj man hendes hoved dunkede. Hun tørrede sveden af sin pande med bagsiden af sin hånd, kastede et blik på den. Jo alt jorden var væk fra hendes ansigt nu. Hun havde været så koncentreret om at sætte den ene fod foran den anden at hun ikke lagde mærke til at de to kentaurer ved hendes side var standset, så hun forsatte et godt stykke frem før hun opdagede at de ikke fulgte med. Hun kastede et blik tilbage på dem, de stod fuldkommen stille lige ved skovbrynet? Hvad hulen? Hun var midt inden i en lysning, men kunne det virkelig passe? Hun lagde nakken tilbage og så op på nattehimlen, der åbenbarerede sig for hendes blå øjne. Den dunkende fornemmelse i panden forsvandt øjebliklig, men det flotte blå mærke hun havde fået forsvandt dog ikke. (Hun anede dog ikke at hun havde et blåtmærke midt i panden, men det fortalte i hvert fald at hun var tykpandet.)

Hun var fuldkommen opslugt af at se op på nattehimlen, hvor alle stjernerne glitrede og månen skinnede mat og oplyste svagt lysningen op. Hun lagde slet ikke mærke til, at hun ikke var så alene i lysningen som hun troede. Lysningen var cirkelrund, ude i mellem træerne skjult af mørket, selvom deres øjnefarver afslørede deres tilstedeværelse, eftersom de lyste op i natten. Resten af kentaurflokken havde spredt sig i en cirkel omkring lysningen, efter ordre fra deres leder og rotereder en smule, da de to sidste kentaurer fra deres flok kom med menneskebarnet.

Lederen, der havde bedt dem om at hente netop denne menneskepige til ham, betragtede med sine lysende gyldnebrune øjne nogle minutter den lille pige, mens hun sugede himlen til sig med sine øjne. Han lagde hovedet en smule på skrå ved dette, men rettede sig så op inden han sagde med en dyb beroligende stemme: ”Mathie… datter af Hr. Severius…”
Pigen spjættede forskrækket, kiggede forvirret rundt, hun kneb øjne en smule sammen og fik så øje på ham, der talte, det var lige før hun ikke havde fået øje på ham eftersom hans hestekrop var mørke grå og hans menneskekrop var dækket af en sort skjorte, hvor ærmerne var blevet revet af, så man kunne se hans solbrune overarme. 

Det første som faldt Mathie ind, var at han nok ikke kunne have været i skjorten, før han rev stofærmerne af. Det var lige før hun rystede på hovedet af sig selv. Helt ærlig hun var blevet kidnappet af flok kentaur og hun stod, tænkte på en ødelagt skjorte? Hurtig fokusere hun på kentauren igen, trådte et par skridt tilbage, da han havde rykket sig tættere på. Hvordan kunne en kentaur, der havde hele fire ben at holde styr på, bevæge sig så stille? Nu gjorde hun det igen. Til sidst åbnede hun munden og slyngede de første ti tyve spørgsmål hun havde haft i tankerne ud, selvom nogen af dem var lidt.. specielle: ”Hvorfra kender du mit navn fra? Hvorfor? Hvem er du? Hvad laver jeg her? Hvorfor lyser jeres øjne? Har i mødt den anden kentaurflok? Hvorfor bor i her i den Forbudte skov? Er det kun midlertidig?” osv. Da hun endelig gjorde holdt trak hun gispende efter vejret, konstaterede samtidig at han var kommet tættere på under hendes talestrøm. Han var dog standset da hun løb tør for luft, stirrede på hende i nogen sekunder, mens hun stædig så på ham, inden han kastede sit hoved tilbage så hans lange sølvhår/manke fløj rundt og grinede. Nu var det hendes tur til at se total uforstående ud. Floklederen af kentaurflokken holdt inde med sin latter, men smilet sad der stadig, i det han roligt svarede: ”Af et menneskebarn at være stiller du usædvanlige mange spørgsmål, nogen af dem kommer slet ikke årsagen ved og andre betyder alt… Forstår du hvad jeg mener” Mathie havde stået fuldkommen stille og så meget forvirret op på kentauren, rystede så på hovedet af hans spørgsmål, så de røde krøller slaskede rundt.

Kentauren sukkede, smilet svandt en smule ind, inden han trådte tættere på hende så han kun var tre meter væk fra hende. Hun rykkede sig ikke ud af felten. Han sagde: ”Jeg kan fortælle dig at du er årsagen til at min flok og jeg overhovedet befinder os her i skoven…” Mathie så stadig uforstående på ham med et ansigtsudtryk, der sagde: ahva….? Kentauren så ned på pigen, tænkte et øjeblik på det samme som hendes venner tit spurgte dem selv om: Hvordan kunne den pige være i familie med den største nulevende og ikke fangede giftmorder i den magiske verden? Rynkerne i panden af den grå kentaur glattede sig nogenlunde ud i det han med en ganske blid stemme forsatte: ”Din far bad mig om at passe på dig mens du gik her på Hogwarts og…” Dette skabte endelig en reaktion fra pigen hun gik et skridt nærmere, mens hun pegede på ham med en løftet pegefinger og afbrød ham med et nyt spørgsmål: ”Du kendte min far?” Kentauren rakte sin hånd ud og greb forsigtig fat i pigens håndled, den løftede pegefinger forsvandt i det hun knyttede sin lille næve. Han kunne med et tryk med sin hånd kvase hendes håndled hvis han ville. Det gav et ryk i pigen, da dette gik op for hende, hun forsøgte at trække sin hånd til sig, men hun kunne ligeså godt have sat hånden fast i hurtigtørrende cement, der skete nemlig intet.

Selvfølgelig..

Kentauren så ned på den lille pige, fornemmede, at hun forsøgte at trække hånden til sig, han gav slip. Herefter iagttog han hvordan hun selvfølgelig faldt baglæns i det hun selvfølgelig havde brugt flere kræfter på at få sin hånd fri og landede med et bump ned på jorden. Hun ømmede sig, i det hun landede på sin rumpe og tog så med den anden hånd fat om det håndled han havde haft fat i. Hun rejste sig ikke særlig elegant op igen. Mathie rettede sig op i sin fulde højde og lod sine arme hænge langs siden af hende, mens hun træt gentog og lavede en opgivende bevægelse med skuldrene: ”Hvorfor?”

Kentauren lænede sig en smule forover og så direkte ned i pigens ansigt, inden han sagde ganske stille med et slags onkelartigt smil: ”Du kan ikke huske mig? Du var selvfølgelig heller ikke så gammel…” Tilsidst fik Mathie nok, det var trukket i langdrag længe nok. Hun stampede hårdt i jorden(rigtig barnlig reaktion) og så arrigt op på kentauren med frustrationen tydeligt aftegnet i ansigtet, mens hun brølede:

”Så kom da til sagen!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...