When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4078Visninger
AA

2. When my life is a mess

Jeg havde lige fået flyttet alt ud i vores nye hus. Min far, mor og jeg havde købt det mest bedårende hvide hus i udkanten af London. Men efter to uger blev der sat et "solgt" skilt op på vores grund. Jep, lige som vi havde købt huset, solgte vi det igen. Eller min mor og far gjorde, hvis det stod til mig, så boede vi der stadig. Men det gik jo ikke når ens forældre pludselig hadede hinanden som pesten. Så nu sad jeg her, i en to personers lejlighed i Dublin, som jeg delte med min far, han havde lovet at finde noget større, og jeg havde bare trukket på skulderne. Min far var oprindeligt herfra Irland af, men da han mødte min mor, som var englænder, flyttede han derover. Nu var han tilbage, med mig, jeg ville hellere være blevet i London, men siden min mor rejser meget, så var det bedste jeg boede hos min far. 

Det var som okay at bo her i Dublin, det var slet ikke det. Folk havde bare lidt en sjov accent, som jeg var så småt var  begyndt at få en kærlighed til. Min far plejede også at have den accent, men den var gået lidt af med årene over i England. Jeg gik igang med at pakke mine ting ud fra papkasserne, da jeg fandt en gammel fotografibog, eller gammel og gammel, den var et par år. Da jeg åbnede første side, fløj en masse minder igennem mit hoved, og jeg kastede bogen væk. Jeg kunne ikke klare at se alt det nu, jeg var allerede langt nok nede i forvejen, jeg ville ikke til at blive mindet om mit mislykket forhold med min ekskæreste. Eller det var vel ikke helt mislykket, vi var sammen i halvandet år. Tårene strømmede langsomt ned af mine kinder, mit liv var noget lort lige nu.

 

Min nye skole var o.k. Idet mindste slog folk ikke altid hinanden og råbte "ginger!" når de så mig, kun en enkelt gang havde det sket. Det var da altid noget.

"Hey Missa!" Var der en der råbte efter mig, Missa?

"Ja undskyld, men mit navn er Mira", sagde jeg og smilede til ham. Han så da sød ud, Josh, hed han vist, han var i min fysikklasse.

"Åh, det er jeg ked af Mira", sagde han og lagde ekstra tryk på mit navn. "Det okay", han smilede og rakte mig et orange penalhus, mit penalhus.

"Tak Josh", han nikkede bare, og jeg havde halvt forventet at han ville vende sig om og gå sin vej, men han blev ved at stå der. "Ehm... Vil du gå lidt rundt med mig?" Spurgte jeg, og han smilede stort og tog imod tilbuddet. 

Josh var min første rigtige ven her på skolen, her i Irland. Jeg var godt nok også lige startet, men alligevel, det var rart med noget selskab. Jeg savnede min bedsteveninde Kimi, vi var som søstre, og jeg var blevet revet væk fra hende. Mange sagde det kunne være kedeligt at være enebarn, og man hurtigt kunne føle sig alene, men jeg havde aldrig rigtig forsået dem der sagde det, jeg havde jo altid haft Kimi, hun havde været med mig på ferie og alt muligt, jeg havde aldrig følt mig alene. Men nu, nu da jeg var helt alene herover, så kunne jeg godt forstå hvad de mente med det, man følte sig ene og alene når man kun havde sig selv. 

 

"Hvad vil du have at spise?" Min far var på vej ud af døren for at handle ind til i aften. 

"ligeglad," informerede jeg ham om. Han ville have sagt noget mere da jeg råbte mit svar til ham, måske noget med at jeg måtte se at tage mig sammen, eller i det mindste hjælpe mere til, men han valgte at tie istedet.

Da jeg hørte døren blive lukket i, smed jeg mig ind på seng, jeg orkede absolut ingenting lige nu! Men som jeg lå der og ønskede mig tilbage til London, faldt mit blik på fotografialbummet fra igår. Hvorfor ikke? Jeg kunne alligevel ikke komme længere ned, så jeg rakte ud efter den. Det var dejligt at se på ham igen, jeg havde næsten glemt hvordan han så ud. Hans lyse hår og hans blå øjne, jeg havde sådan savnet at kigge på ham. Jeg kunne huske da vi stadig var sammen, jeg havde kigget albummet her igennem hver aften, og nogen gange satte jeg nye billeder ind. Det var billeder af vores forhold igennem tiden, både i medgang og i modgang. Åh, jeg savnede ham sådan, gad vide hvor han var henne nu? Sikkert i Amerika med de andre drenge fra bandet.

Første gang jeg så ham i x-factor efter bruddet, blev jeg sur og indebrændt på mig selv, men efter de første par uger blev jeg afhængig af at se det, af at se ham. Hver gang One Direction var gået på scenen, havde mit blik været som limet fast på Niall, også når de lavede video dagbøger igennem ugerne. Jeg følte mig tættere på ham, og nogen gange var det som om vi ikke havde slået op. Så da x-factor var over, og de ikke længere kom op på skærmen hver fredag, så gik det op for mig, hvad jeg havde mistet. I flere uger var jeg ked af det, men jeg lærte at leve med det, og jeg var også kommet mig over ham. Faktisk havde jeg været i et par andre forhold, men ingen af dem havde holdt. Så ikke før idag havde jeg skænket ham en tanke, og han havde sikkeret heller ikke tænkt på mig, det vrimlede jo om ham med piger!

 

***

Måske var det ikke en dårlig ide at tage ind til byen idag, jeg havde jo ikke rigtig så meget at lave. Det var lørdag, og min far var taget til møde over i England, han kom først hjem i overmorgen, så jeg havde huset for mig selv weekenden over. Hvis jeg havde været hjemme i London, så havde jeg ringet til en masse venner og fået dem til at komme, og så havde vi hygget os. Men nu, nu var der ingen jeg kunne invitere over, jo Josh, men ham kendte jeg ikke godt nok endnu til at gøre sådan noget. Så min far havde forslået, at jeg tog lidt ind i byen, og det havde jeg også tænkt mig at gøre!

Så jeg tog den næste bus til centrum, og begyndte ellers at shoppeamok. Det hjalp lidt på mit humør, selv om det også var pænt ensomt at gå og shoppe helt alene, og især når der gik vennepar overalt der grinede og hyggede sig.

Da det begyndte at blive mørkt, havde jeg bestemt mig for, at finde et sted at spise. Jeg kendte ikke rigtig nogen steder, så jeg valgte bare den første jeg fik øje på.

"Hvad skulle det være?" Spurgte en kvindelig tjener med en virkelig stærk, irisk accent. 

"En stor græsk salat, tak," bestilte jeg og tjeneren nikkede, og forsvandt derefter. Det havde været pinligt da hun havde dækket op til to, og jeg så havde sagt, at jeg altså var alene herinde. Det virkede bare alt sammen så trist.

Da jeg sad midt i min salat, kunne jeg pludselig høre en meget velkendt stemme. "Et bord til to tak," mit blik farrede op, og landede på Niall, hvad lavede han her? Okay, godt nok kom han fra Irland, men var han ikke på tour eller sådan noget? Det begyndte at boble inde i mig, men da jeg genfortalte det han lige havde sagt til tjeneren, blev jeg trist igen. Han havde bestilt et bord til to, Kom videre Mira! Det var han jo tydeligvis også! Så jeg begyndte bare at stikke til min salat igen. Lidt efter kom en yderst elegant kvinde ind, hun gik vrikkende ned mod Nialls bord, og han smilede flirtende til hende, det her ville jeg bare ikke være vidne til! Men jeg kunne ikke få mig selv til at rejse mig, så jeg skævede istedet derover. Han rejste sig op, rykkede stolen ud for hende, og hun kastede med sit lange brune hår. Irh! Hun havde en kort sort kjole på, og det måtte jeg give hende, hun var en af de få der ville kunne bære den. Hvor lang tid havde de datet? Var de kærester? Nej, så ville jeg da hørt om det, ikke?

Selv da jeg færdig med min salat kunne jeg stadig ikke gå herfra. Mens Niall sad og spiste på livet løs, så sad hun bare og nippet til noget salat og engang imellem til hendes vand, hvad var der galt med hende? Okay, jeg havde også bestilt en salat, men jeg sad da ikke bare og nippede til den, jeg kunne faktisk godt bruge en mere, men det havde jeg ikke penge til. Jo mere jeg så af pigen, jo mindre brød jeg mig om hende, og hvad værre var, hvad så Niall i hende? Jeg kunne ikke mere, hvis han havde ændret sig så meget, at han ville have sådan en dukke, så havde jeg da ingen interesse i ham mere, overhovedet. Selvom han faktisk så ret godt ud, ikke at han ikke gjorde det dengang, men nu var han blevet mere ja, voksen. 

 

***

Næste dag brugte jeg også i byen, jeg havde ikke så meget at give mig til, og jeg kunne ikke ringe til Kimi, hun var på ferie. Så jeg tog derind sent om formiddagen, og idag var der et rigtig lorte vejr, så jeg gad ikke gå fra butik til butik, jeg fandt mig bare en café og trak min computer op. Hvor heldigt der var gratis Wi-Fi, men hvad skulle jeg lave på den? Jeg havde bare taget den med for, at have noget et give mig til hvis jeg ikke gad at shoppe mere. Men hvad jeg skulle lave på den, havde jeg ikke rigtig tænkt over, så jeg endte bare med at surfe lidt rundt.

"Hey, bruger du den her stol?" Mit blik mødte et par dybe, blå øjne, Nialls. Hvad skete der lige for, at jeg kiggede i et album med ham den anden dag, og så begynder jeg at se ham? Der var et eller andet magisk over det her. Kunne han mon kende mig? Det burde han, vi har da for God sake været kærester i halvandet år!

"Ehm...du.." men jeg fik ikke lov at gøre min sætning færdig. "Beklager makker, her sidder jeg, hej Mina", hvor kom Josh lige fra?

"Nå, okay", sagde han, og gik! Hvad med et lille hej? Var jeg måske ikke det værd? Men jeg hilste heller ikke på ham, eller jeg var faktisk igang med at sige noget, indtil Josh kom. Hvad lavede Josh her?

"Mit navn er stadigvæk Mira, og hej Josh", hilste jeg, og holdte en lille latter tilbage, han burde snart have lært mit navn.

"Nå ja, undskyld", han fandt også sin computer frem og loggede ind på sin twitter.

"Hvad hedder du du på twitter?" Twitter? Mig?

"Jeg har ikke nogen twitter," han så overrasket ud. "Hvorfor ikke, det er da bare en must!" Jeg havde overvejet det engang, men jeg så ikke rigtig nogen mening i, at jeg gjorde det. Men det var måske slet ikke en dum ide?

"Så hjælp mig med at oprette en.", Han tænkte kort over det, "hvis du lover at følge mig, altså på twitter," krævede han, og jeg rystede bare grinende på hovedet og lovede ham, at jeg nok skulle følge ham.  

 

Twitter var bare lige mig! Jeg kunne skrive alt muligt meningsløst, uden at folk kommentere på det, hihi, nye ynglingsside på nettet! 

"Du kan også følge dem du er fan af," fortalte han og viste mig kendte som Justin Bieber og Lady Gaga's twitter.

"Andre ting jeg burde vide om le Twitter?" fniste jeg, og kiggede spørgende over på ham.

Han rystede på hovedet, "nix, ikke lige noget jeg kan komme på, men du skriver bare til mig hvis der er noget du har brug for hjælp til." Jeg takkede og kom så i tanke om, at jeg ikke havde hans nummer. Faktisk en god måde at få andres numre på, bare sige de kan skrive hvis de havde brug for hjælp, og så ville de jo spørge efter ens nummer. Smart, den måtte jeg huske. 

 

Regnen piskede mod min rude, tårene piskede ned af mine kinder, jeg savnede England, jeg savnede folk derovre. Godt nok havde jeg haft en god dag, men når jeg kom hjem og sad alene, så blev jeg mindet om hvor alene jeg egentlig var. Jeg loggede ind på twitter, skrev at jeg følte mig alene og trist, og at nogen gange kunne livet være for svært at overskue. Gad vide om Niall havde twitter? Det havde han, og han havde skrevet noget om idag og igår. Han kunne ikke forstå hvordan nogen mennesker kunne være så mærkelige og uægte overfor ham, han ville ønske de bare var dem selv. Hentydede han til mig? Nej umuligt, hvorfor skulle han også det? Skulle jeg skrive til ham? Nej, dum ide, hvad ville du også skrive Mira? "Hej Niall, det er mig Mira, din ekskæreste. Kan du huske mig?" Nej det tror jeg nok ikke lige jeg skulle gøre. Han ville alligevel heller ikke se min tweet blandt alle de andre millioner der fløj ind hvert sekund. Så jeg loggede af, gik ind og børstede tænder, og så gik jeg ellers i seng.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...