When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4101Visninger
AA

25. When love can't last forever

"Ja, nogen skal jo sørge for at du putter dit affald de rigtige steder," forklarede Niall og jeg skød det ene bryn i vejret.

"Skal jeg finde ansøgnings blanketten frem til min personlige skraldemand?" Spurgte jeg ironisk, men han smilede bare ad mig. 

Et eller andet sted var jeg glad for at han var her, Niall var den jeg ville være sammen med. Men når det så var sagt, så kunne det ikke lade sig gøre, og så havde jeg faktisk også bedt ham om ikke at opsøge mig, ligesom med Harry. Men her var han altså.

"Jeg vil gerne følge med op til en jobsamtale," jokede han og blinkede åbenlyst til mig. Jeg sukkede. Skulle jeg tage ham med op? Hvad kunne der ske? Hm, der kunne eventuelt ske det, at jeg endte med at give efter for ham ... not good.

"Det går ikke, Niall." Han så skuffet ud, men fattede sig ellers hurtigt igen og kiggede intenst på mig. 

"Det er ikke som du tror, jeg lover, det vil højst kun tage ti minutter," prøvede han og jeg var tæt på at sukke igen. Hvorfor var jeg så nem at overtale?

"Ti minutter," understregede jeg, og han nikkede lydigt. Han lod sine sorte raybane solbriller glide ned foran øjnene på ham, og gjorde tegn til mig om at lede os op. Det spændte i hele min krop, som vi bevægede os op af trapperne til min lejlighed. Niall gik lige bag mig, og jeg kunne ikke holde styr på mig selv, jeg havde lyst til at vende mig om og kaste mig i hans arme. Men jeg holdt mig selv i kort snor, og fumlede med nøglen, mens jeg prøvede at låse døren op, da vi nåede derhen. 

"Her, lad mig," tilbød han, og fik presset nøglen ind, og åbnet døren. Pinligt. Jeg kørte udmattet en svedig hånd gennem mit løse hår, og lod ham gå ind først, inden jeg selv gik indenfor og lukkede døren efter os.

"Dine ti minutter er begyndt," informere jeg ham om, og satte mig ned i den lyseblå sofa i stuen. Han satte sig ned på en matchende stol overfor. 

"Det brev du sendte mig," han fugtede sine læber, og kiggede mig i øjnene. -"det godtager jeg ikke." Godtager? Ville det sige, at han ikke ville glemme mig, lade mig svinde ud af hans liv? 

"Niall ..." begyndte jeg, men han cuttede mig af. 

"Mira, det her er mine ti minutter, lad mig snakke," kommandere han, og jeg klappede i. 

"Jeg har været et fjols," lagde han ud. - "Jeg droppede dig der ved x-factor, men jeg stoppede aldrig med at tænke på dig. Men så da jeg endelig var begyndt, at ligge dig bag mig, dukkede du pludselig op igen, men jeg var for skræmt til at gribe chancen," sagde han, men denne gang godtog jeg ikke svaret.

"Jeg greb den for dig, jeg kyssede dig, men du afviste mig, har du glemt det?" Spurgte jeg en smule irriteret, det havde været som at få et slag lige i maven.

"jeg var forvirret, jeg kunne ikke blive enig med mig selv hvad jeg ville, og da du så kyssede mig ... jeg var overbevist om, at det ikke ville gå mellem os igen," forklarede han, og jeg nikkede målløs med. Så han havde altså ikke bare totalt afvist mig? Han havde faktisk været i oprør med sig selv, overvejet hvad han ville.

"Jeg tror godt jeg kender enden på den her fortællingen," sagde jeg - "så da du endelig var fast besluttet på, at det ikke skulle være os, skete der noget. En af dine bedstevenner fik en interesse i mig, og så gik det pludselig op for dig, at du ville have mig," fyrrede jeg af, og han trak på skuldrene.

"Mere eller mindre, men Mira, jeg vil være sammen med dig." Og jeg ville så brandene være sammen med ham, men den mulighed var der ikke. 

"det ka..." begyndte jeg, "men det kan vi ikke, det ved jeg godt, det ved jeg nu." Nialls blik sagde alt, men hans ord rungede højt og tydeligt i mit hoved. 

"Godt," mumlede jeg, uden at mente det.

Der lagde sig en stilhed over os, og jeg overvejede om de ti minutter var gået, men det ville alligevel gøre lige meget, for jeg ville ikke sende ham ud. 

"Så det er derfor, at jeg er kommet," startede han med at sige, og jeg sank en klump, det her kunne føre begge veje. - "For at gøre det helt forbi." Da hans sidste ord havde forladt hans læber, stivnede jeg. Hvordan ... jeg forstod det ikke, men så på den anden side, så havde jeg jo også valgt ham fra, jeg havde valgt dem begge fra.

"Niall, det var forbi," sagde jeg, og ville have lydt kold og bestemt, men istedet kom det ud som en lille ynkelig klynken. 

"Jeg ved det, men det er bare som om, at det vi havde, det ikke blev afsluttet. Jeg genspillede aften hvor vi havde sex, om og om igen, jeg kunne ikke få dig ud af hovedet. Jeg tænkte på dig hele tiden, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage noget som helst initiativ" forklarede han. Jeg vidste ikke om det var fordi, at han var så ligefrem, eller om det var på grund af hvad han rent faktisk sad og sagde, at jeg blev så chokeret. Havde han virkelig tænkt så meget på mig? Og her havde jeg gået at roet, at han slet ikke ville have noget med mig at gøre. Latterlig, jeg følte mig virkelig latterligt, hvordan kunne jeg have været så blind for det? Men på den anden side, så havde jeg også lagt meget op til ham, han havde nok været for skræmt, måske tænkt, at det ville ende ud i at han ikke elskede mig på samme måde længere. 

"Okay," var det eneste jeg lod slippe over mine læber. Han havde nok forventet noget mere, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, jeg var overvældet. 

"Så jeg ville bare gerne snakke med dig ansigt til ansigt, få en ordenlig afslutning på det her, så vi begge kan komme ordenlig videre," sagde han håbefuldt, og jeg nikkede. Det var jo det jeg hele tiden gerne havde villet, komme mig over Niall. Men nu når han sad foran mig, og lagde det ud foran mig på den måde, virkede det alt sammen så urealistisk. 

"Jeg tror ikke jeg nogensinde kommer videre, Niall," afslørede jeg, og en tåre undslap mit ellers så stærke hold. 

"Du kan ikke bare sådan forlade mig! Jeg elsker dig!" Råbte jeg, og braste sammen i tåre.

"Mira, tror du selv at det her er nemt for mig? Tror du ikke også, at jeg ville ønske vi kunne være sammen?" Han løftede mit ansigt med sine hænder, og så mig i øjnene.  "Jeg elsker dig," hviskede han, klart og tydeligt.

Jeg nikkede, der var alligevel intet at gøre.

"Jeg kommer mig ikke over dig, Niall Horan," mumlede jeg. 

Han kiggede først en anelse skeptisk på mig, men så fik han et ømt og trist blik."Selvfølgelig gør du det, det skal du, og det vil du, det kan ikke være anderledes," Nialls stemme var også blevet lille og skrøbelig, og det gav mig en endnu større lyst til at bryde sammen. Det her var alt sammen min skyld.

"Undskyld," pev jeg. - "Undskyld Niall ,det her er alt sammen min skyld," mumlede jeg, men han rejste sig op, og gik hen til mig og tog mit ansigt i hans hænder. "Det er ikke din skyld, det er lige så meget min, vi er lige gode om det her. Jeg skulle have grebet chancen mens jeg havde den," sagde han sørgmodigt, og jeg nikkede. Det var vores begges fejl, og nu måtte vi leve med det. Han gav forsigtigt slip på mig, og sukkede så sørgmodigt. 

"Er det her nemt for dig, Niall?" Istedet for lille og svag, var min stemme nu blevet pludselig fjendtlig og kold. Det virkede bare som om, at det kun var mig der led her.

"Hvordan kan du sige sådan noget?" Spurgte han forundrende, men også en smule såret. 

"Du virker bare ikke spor ked af det. Ja, måske er du ked af det på en eller anden måde, men du er ikke ked af, at miste mig," det var mere spørgende, end en konstatering, men sådan svarede han ikke på det.

"Det er noget lort at lukke ud, Mira, og det ved du også godt selv," sagde han køligt, og lagde sine arme over kors. 

"Gør jeg det? Gør jeg virkelig det, Niall?" Måske tog jeg fejl af hele situationen, men lige nu følte jeg mig snydt, på en eller anden måde. 

"Hvis du ikke selv kan se det, så gider jeg heller ikke spilde mere af min tid her. Du kan se mine ti minutter som overstået." Køligt vendte han sig om, og uden at se på mig gik hen af mod udgangen. 

"Niall!" Råbte jeg efter ham, men han stoppede ikke. Han begyndte at tage sko på, og da han nåede til sin jakke, stormede jeg op af sofaen, og skyndte mig at gribe ham om hans ene arm inden han ville forsvinde fra mig.

"Du må ikke gå, Niall, du må ikke gå," mumlede jeg og kunne mærke tårene trænge sig på. Hans blik havde ingen medlidenhed, de kiggede bare køligt, og afventende på mig.

"Og hvorfor så det?" Lød hans stemme. "Fordi jeg ikke har haft mine ti minutter til at forklare mig i," røg det ud af mig, og det gik pludselig op for mig, hvad jeg rent faktisk have i sinde. At fortælle ham alt.

Nu ændrede hans blik sig endelig, men kun til forundring. "Hvad har du at fortælle?" Spurgte han og tog hans sko af igen. 

"Følg med ind, det er ikke en kort historie," bekendtgjorde jeg, og efter at have smidt jakken, fulgte han trop med ind igen. 

Der, i min dagligstue fortalte ham jeg alt lige fra dengang hvor jeg fandt fotografibogen for første gang her i lejligheden, til nu her. Jeg undlod ingenting, jeg fortalte ham hele historien, både dengang hvor vi spillede fodbold, der hvor jeg ikke var sammen med Harry endnu, og dengang hvor Niall havde forsvaret mig overfor en fan, lige efter at Harry havde offentliggjort vores forhold. Jeg forklarede ham om alle mine føleler, både dem jeg havde haft for og under mit forhold med Harry, og al min forvirring omkring Niall selv. Det lettede virkelig mit hjerte, at få alt det her ud, og jeg følte endelig, at jeg kunne trække vejret normalt igen. 

"Wow," svarede han, da jeg afsluttede min sidste sætning.

"Wow," gentog jeg sigende, og sendte ham et skævt smil.

"Hvorfor gjorde du ikke noget ved det noget før?" Spurgte han og kiggede omsorgsfuldt på mig, men jeg rystede afvigende på hovedet. "Jeg kunne ikke, jeg følte ikke at jeg havde mulighed for det, ikke før nu." Han nikkede, men noget nagede ham stadig. 

"Men har Zayn så heller ikke fortalt det med det sugemærke, til Perrie?" Spurgte han og jeg trak på skulderne. "Jeg har virkelig ingen anelse."

Han spurgte ind til flere få ting, men ellers lod han være med at kommentere på så meget, hvilket jeg var glad for.

"Men jeg håber selvfølgelig at vi kan forsætte som venner, eller noget i den retning?" Forslog han da vi havde fået afsluttet en anden samtale. Jeg tyggede lidt på det. Venner, ville jeg kunne holde det ud? At være sammen med Niall uden at kunne lade være med at tænke på alt det jeg ikke kunne, eller havde? Det ville blive svært, men jeg ville jo heller ikke miste ham. 

"Det kan vi godt sige," sammentyggede jeg, og rakte ham hånden. "Venner?" Spurgte han så, og jeg nikkede atter. "Venner," konstaterede jeg, og sendte ham et anstrengt, men ægte smil.

"Det var godt vi fik snakket det igennem," sagde Niall, og denne gang sendte jeg ham et stort, ægte og ikke mindst glad smil.

"Ja, det var det," nikkede jeg.

Niall som ven, var trods alt bedre end ingen Niall. 

 

*

 

Hele konceptet med de der ti minutter, gik bare ikke, men det havde nok også noget at gøre med, at jeg invitere ham til at blive og spise med. Men da han så takkede ja, og det gik op for mig, at vi ikke havde noget mad, undskyldte jeg mig, og gjorde et smut ned til det lokale supermarked. Niall var blevet tilbage og begyndt at dække bord, hvilket var helt fint med mig, for så kunne jeg også få noget tid alene. 

Det var begyndt at øse ned, og jeg havde uheldigvis ikke taget nogen paraply med, så jeg blev gennemblødt på den korte tur ned og handle. Typisk. Men det var dejligt at komme lidt væk, og få samlet tankerne, det havde været en stor mundfuld at sluge, alt det han havde sagt. 

Nå, men jeg fik hurtigt gjort nogle få køb bestående af noget kylling der var lige til at smide i ovnen, og nogle ovenbagte kartofler, plus noget cola.

Da jeg kom tilbage, var alt som det plejede mellem Niall og jeg. Det var som om vi havde lagt alt bag os, og startede på en frisk, hvilket var rart. Vi snakkede om gamle dage, snakkede om fremtiden, og ellers alt muligt andet vi havde misset i hinandens liv. 

Vi fik spist, og inden jeg fik set mig om var klokken blevet mange, og Niall smuttede. Tiden var gået så stærk, at jeg næsten ikke havde bemærket det, ikke før jeg stod for mig selv i den tomme lejlighed, efterladt alene med mine tanker. 

 

Dog som jeg havde besluttet mig for at gå til ro, bankede det atter på døren, og det summede i hele min krop. Der var kun to personer det kunne være, for ingen der kunne finde på at besøge mig, var i Irland, eller kunne komme så hurtigt hertil. 

Så det var et 50/50, da jeg åbnede døren og så ham. 

"Hej Harry," hilste jeg vemodigt, og lod ham komme ind. Jeg burde have vidst det, hvorfor havde jeg været så dum at tro, at igen af dem ville opsøge mig?

Han tog sit overtøj af, og jeg invitere ham ind på en kop te. Hvorfor kom han os så sent? Havde han mon stødt på Niall? 

"Fandt dig og Niall ud af det?" Spurgte han mig, da vi havde slået os ned inde i stuen. Han sad på nøjagtig samme plads som Niall havde gjort før.

"Hvordan vidste du, at han har været her?" Spurgte jeg nysgerrig og han tog en slurk af sin dampende te.

"Jeg har snakket med ham, det var meningen at han skulle snakke med dig først, og så kunne jeg komme bagefter. Men det trak vidst lidt ud, så jeg var i tvivl om det var en god ide at komme nu," fortalte han, og jeg rynkede brynene. Så det var altså aftalt? Nå ja, hvad havde jeg forventet, de snakkede vel sammen.

"Ja, okay, hvad vil du så snakke om?" Spurgte jeg, men jeg vidste det godt, jeg ville bare ikke tage emnet op som den første.

"Om os," startede han, og jeg nikkede.

"Okay," svarede jeg, og lod en stilhed ligge sig over os. Ikke før han rømmede sig, og lænede sig en anelse frem, blev den brudt.

"Det var på ingen måde okay at efterlade mig med sådan et sølle brev, og regne med at alt bare ville være i orden, det var hverken fair overfor Niall eller jeg," fastslog han og kiggede afventende over på mig. 

Selvfølgelig havde det ikke været okay at efterlade dem med et enkelt stykke papir. Men jeg havde været for fej til at søge andre muligheder, hele min verden havde været ved at falde fra hinanden, og jeg ville bare gerne væk fra det. 

"Det ved jeg, og jeg undskylder, det fortjente I ikke, men jeg kunne ikke få mig selv til at konfrontere Jer," svarede jeg og gjorde mig umage for at møde hans blik, så han kunne se, at jeg virkelig mente det.

"Det er godt at høre. Men .." han pillede nervøst ved sit ærme, og kiggede ned på sine hænder, inden han tog modet til sig, og mødte mit blik igen.

"Det er helt slut mellem os," konstaterede han, og jeg stivnede, ligesom jeg havde gjort da Niall sagde nogen ord ligende. Denne gang fattede jeg mig bare meget hurtigere.

"Det var også det jeg skrev i brevet," oplyste jeg med et forsigtigt smil om mine læber.

"Det ved jeg, men jeg vil hellere få det på plads, ansigt til ansigt." Av, den sad, det var sikkert ikke ment sådan, men jeg fik det dårligt med mig selv. Det havde været en dum ide med de breve, det kunne jeg godt se nu. 

"Undskyld Harry, for alt det jeg har gjort, som du ikke fortjente, jeg er virkelig ked af det," afslørede jeg, og greb ud efter hans hænder. 

"Og jeg er ked af alt det jeg har udsat dig for," mumlede han, og jeg klemte lidt ekstra til hans hænder. "Du har ikke noget at undskylde for, du var helt vidunderlig, jeg fortjente dig slet ikke," erkendte jeg, og han fik et udspillet smil om læberne. 

"Nej, det gjorde du vel ikke," smålo han, og puffede let til mig, så jeg kunne se, at han mente det i sjov. 

"Så du hader mig ikke? For jeg hader ikke dig, og jeg vil gerne finde ud af det med dig igen, altså, du ved," fyrede jeg af, og havde en kæmpe trang til at klaske mig selv en på panden. 

"Selvfølgelig hader jeg dig ikke, jeg er måske en smule skuffet, men vi har været så eget igennem, Mira, jeg kan umuligt hade dig," svarede han kærligt, og jeg sukkede af lettelse.

"Så nu er vi vel kommet til der hvor vi finder ud af, om vi kan forsætte som venner?" Spurgte jeg, og han nikkede. "Det er vi vel," og jeg sendte ham et skævt smil. 

"Kan vi det?" Ville jeg så vide, og lod ham stå med afgørelsen. 

"Selvfølgelig, venne Mira, er bedre end igen Mira," sagde han smilende, og jeg begyndte næsten helt at grine, det var nøjagtig det samme som jeg havde tænkt om Niall. Måske var Harry og jeg mere ens end jeg troede?

 

**

 

Venner. Dem havde jeg efterhånden mange af nu. 

Kæreste. Dem havde jeg ingen af, og jeg havde i hvert fald ingen intentioner om at få en lige forløbelig, og i hvert fald ikke en fra One Direction, det var helt sikkert. 

Men min far var kommet tilbage til mig, og ham og min mor var åbenbart blevet enige om, at jeg skulle til at gå til psykolog, men det nægtede jeg. 

Dog ikke nok med det, så flyttede min mor også til Irland igen, bare for at være tættere på mig når hun rent faktisk var hjemme. Jeg værdsatte det virkelig, men jeg fik hende også overtalt til ikke at sælge hendes lejlighed i London, så jeg kunne bruge den når jeg var i England. Det var hun gået med til, og jeg følte endelig, at mit liv var ved at vende sig til det bedre. 

Alt haten fra drengenes fans var blevet minimeret, og de var vist glade for, at jeg stadig havde et tæt venskab med begge drenge. 

For Niall og Harry havde fået det meget bedre sammen igen, og så vist ud til, at være kommet over hele den her episode, hvilket glædede mig.

 

 ***

 

Da sommerferien var ovre, og jeg var vendt tilbage til skolen, kendte alle mig pludselig, og jeg gik i hvert fald ikke ubemærket forbi. Men jeg tog mig ikke af det, og det var ikke sådan, at de var lede ved mig, men deres blikke var alt for dømmende. 

Jeg holdt ud nogle måneder, men til sidst endte jeg med at gå ud af skolen, og tage til England istedet. Lige netop i November måned, var de berømte One Direction drenge tilbage i Storbritannien, og jeg kunne se mit snit til at aflægge dem et besøg.

 

"Men hvad gør du så?" Spurgte Niall forvirret, tydeligvis usikker på hvad jeg havde i tankerne med min fremtid. 

Jeg lod mit blik glide over på Harry, som sad i modsatte sofa med et krus te i hånden. "Jeg vil søge ind på den billedskole jeg snakkede om, og jeg vil ansøge indtil de bliver trætte af at afvise mig," konstaterede jeg, og et stort smil tog form på hans kønne ansigt. 

"Det er godt at høre, de vil komme til at fortryde hvis de ikke tager dig i første omgang," sagde han, og smilede varmt til mig. 

"Ja, godt det ikke er mig," grinede Niall, og jeg puffede kærligt til ham. 

"Jaja, men ellers kan jeg vel altid få et job som One Directions vandpige," jokede jeg, men de kiggede alvorligt på mig, begge to. 

"Øh, det job er vist allerede besat, og så k..." begyndte de at mumle i munden på hinanden, inden jeg afbrød: "Guys, det var altså bare for sjov," beroligede jeg dem, og begyndte at grine.

"Jeg vil meget hellere være jeres hår stylist," sagde jeg og blinkede til dem, og håbede at de ikke også tog den her seriøs.

"Meget morsomt," sagde Harry, og Niall klappede mig venskabeligt på skulderen. "Du kan altid blive vores skraldekvinde, jeg kan finde ansøgnings blanketten med det samme," grinede han og blinkede til mig. Det var payback fra dengang i Irland hvor han havde opsøgt mig, lige efter det med brevene. 

"Så hellere være kassedame i Netto resten af livet," sagde jeg spidst og satte en, fake, sur mine op. 

"Skal vi tage det som en fornærmelse?" Spurgte Harry, og jeg kunne ikke længere holde et stort smil tilbage. 

"Det er helt op til dig selv, Styles." 

Vi snakkede videre i lang tid endnu, og mens jeg sad der, kunne jeg ikke andet end at glæde mig over hvordan tingene havde vendt sig, og alt var blevet så godt. 

Måske havde jeg ikke fået det jeg ville have, men det her venskab var virkelig noget helt specielt. Jeg følte mig endelig helt glad igen, jeg følte mig lykkelig.

 Så når kærligheden ikke kunne vare evigt, så var det godt, at venskabet gjorde, og det var det  der i sidste ende, havde reddet mig. 

 

THE END

_____________________________

Så endte det hele jo godt, og jeg er selv godt tilfreds med det :-) Der kommer også en epilog, så den er ikke heeeelt slut endnu ;-)

Jeg vil først og fremmest beklage meget, at jeg har været så elendig til at opdatere, det var for dårligt af mig. Sorry.

Men ellers mange tak fordi i læste med! Det har været sjovt, men også udfordrende at skrive denne movella :-)

Igen tak! 

Eholleufer x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...