When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4102Visninger
AA

7. What's up England!

Det her var begyndt at blive en smule ensomt ... Josh var på ferie i Italien med sin familie, og jeg havde ikke rigtig andre venner ... loner! Jeg ved det.

Anyway, det var sommerferie og jeg sad alene inde på mit værelse og så film på stribe. Min far var igen ude at rejse, så jeg var forever alone i sommerferien.

Medmindre jeg selvfølgelig tog hjem til min mor i England, men gad jeg det? Hm ... det var måske bedre end bare at sidde her og glo?

Men på den anden side havde jeg også sagt til Niall, at jeg havde planer, og hvis jeg på en eller anden måde stødte på dem i London ... men hey! Det kunne jo være min plan, at min mor skulle have kommet til Irland, men så lavede hun om i planerne og jeg endte med at komme til England i stedet. Perfekt plan!

Så var det vist bestemt, jeg skulle til England! Orkede jeg at ringe og fortælle min mor det? Ej, hun var alligevel ikke hjemme de næste to uger, og jeg havde en nøgle ... endnu engang en perfekt plan!

Jeg satte filmen på pause og gik ind og bestilte en fly billet til London. Måske ville jeg også blive lidt ensom i England, men det var i det mindste ikke omgivelser jeg kendte bedre.

 

Otte timer senere, stod jeg foran min mors hus i hjertet af London, eller tæt på i hvert fald. Hus og hus, det var faktisk en lejlighed ...

Never mind.

Som sagt var hun ikke hjemme, så jeg smed bare overtøjet på gulvet og gik i gang med at undersøge lejligheden.

I undre jeg måske over, at jeg havde en nøgle, men aldrig havde været her før? Min mor rejser jo meget, mere end min far, så inden vi skiltes i lufthavnen gav hun mig en nøgle, hvis jeg nu engang skulle få lyst til at komme "hjem".

Den var okay stor, meget ryddelig, men det var vel også begrænset hvor meget man kunne rode når man aldrig var hjemme.

Siden jeg havde taget noget at spise i lufthavnen, gik jeg ind i stuen, fandt en film og satte den på.

 

Jeg havde kort overvejet at ringe til Niall for at sige, at jeg da godt kunne mødes med dem, men jeg kom hurtigt fra det igen.

Jeg ville jo virke som en stalker, en der ikke tog en afvisning som en afvisning. For han ville jo ikke have mig, selvom jeg så frygtelig gerne ville have ham. Det var nu ret bittert.

Men hey! Hvad nu hvis jeg fik ham til at kunne lide mig? Hvis han nu så hvor meget jeg var kommet mig over ham, og den måde jeg flirtede med andre fyre på ... det var i det mindste en plan. En ret god plan faktisk ...

Dog var der et minus. Hvem skulle jeg flirte med? Hm ... og så var det jeg kom i tanke om den aften/nat i bilen under stormvejret. Harry, det var jo perfekt! De var også meget tætte, og ikke fordi jeg var ude på at såre nogen, for helt ærligt ... hvem ville dog falde for mig?

Men okay! Intet var jo sket, og det var jo slet ikke sikkert jeg rendte ind i dem her.

 

***

I kender godt det der med, at når man virkelig håber at noget ikke sker, og så sker det? Ja, det skete for mig. Altså jeg mener, hvor stor er chancen? London var pæn stor, så jeg fattede det stadig ikke rigtig. Men okay, i det mindste så de mig ikke.

Da jeg så ham træde om hjørnet, den måde han kort rettede sit hår på, den måde ham lo af noget en af de andre lige havde sagt, det var magisk. Hvis han bare vidste hvor meget jeg holdte af ham, hvor meget jeg ville ønske han var min ...

Men det vidste han jo godt, var han ligeglad? Ja. Tårerne pressede sig på, men jeg ville ikke græde, jeg havde grædt nok. Nu skulle det stoppe! Jeg ville ikke græde mere, jeg ville være stærk.

Beslutsomt trådte jeg frem fra mit "skjulested", "Niall!" Han vendte sig overrasket om, og spærrede øjnene op da han så det var mig. Kort troede jeg, at han var irriteret, men så dukkede et stort smil op på ham. "Mira!" Han mødte mig i et kram. "Hvad laver du her?" Spurgte han, og jeg trak på skulderne."Tja... min mor bor her jo, og jeg havde ikke rigtig noget at give mig til i Irland." Det gjorde egentlig ondt at tænke på, at jeg ikke havde nogen venner, udover Josh og Niall selvfølgelig. Jeg kunne ikke rigtig bedømme om Harry var min ven, jeg kendte ham jo ikke rigtig.

De andre drenge så lidt forlegne ud, og så kom jeg i tanke om, at sidste gang de så mig, altså undtagen Harry, havde jeg flippet ud.

Så det var nu jeg havde chancen for at score nogen point hos dem. "Hold nu op! Jeg er kommet mig over det," de kiggede overrasket op. "Du må være Louis?" Spurgte jeg, da jeg kunne genkende selerne. Han lyste op i et smil og trak mig ind i et kram, "det kan du tro det er." Jeg hilste også pænt på de andre, og de var slet ikke så dumme som jeg havde troet.

"Har du lyst til at hænge lidt ud?" Spurgte Zayn, og jeg kiggede på de andre, "ja, hvis I altså ikke har noget imod det," tilføjede jeg. Louis lagde sin ene arm om mig, "det ville være os en ære." Jeg rystede smilende på hovedet, "så er det jo perfekt."

 

***

 

Dagen havde været dejlig, og den var ikke slut endnu!

Jeg var blevet inviteret hjem til Harrys hus, eller villa var nok mere korrekt, altså, alle de andre drenge var der selvfølgelig også.

"Skal vi se film?" Spurgte Niall, og kiggede skiftevis på os.

"Hvorfor ikke?" Sagde jeg, og de andre nikkede enigt. Niall smilede stort, og løb ind i stuen for at finde en film.

En hånd lagde sig på min skulder, og jeg vendte mig om for at se hvem det var. Liam. "Jeg kan ikke udtrykke hvor glad drengene og jeg er for at du er her, vi har ikke set Niall så glad længe," nu blev jeg forvirret.

Alligevel smilede jeg svagt, "tak, men har der da været noget med ham?" Liam kiggede sørgmodigt ned i jorden. "Liam, hvad er der?" Han sukkede, "han har været lidt nede, noget med at han ikke følte sig lige så god som os andre." Hvad? Niall hvor jo den mest fantastiske person i verden, hvordan kunne han på nogen måde føle det?

"Det er jo skørt," jeg rystede på hovedet, og Liam nikkede, "fuldt ud, men du har fået ham på andre tanker, og ... tak." Mit smil blev en tak større.

"Tak, eller, ja, det var så lidt?" Han sendte mig et varmt smil, og jeg gjorde tegn til, at jeg ville gå ind og hjælpe Niall med at vælge film.

 

Under filmen sad jeg alene i sofaen med Harry. De andre havde fundet en masse madrasser som de havde placeret sig på.

Uheldigvis havde Niall insisteret på en gyser, så jeg sad klamret til Harry. Jeg hadede gyser film.

Jeg kvalte et skrig, og begravede ansigtet i Harrys skulder.  Han trak mig ind til sig, og lagde sine arme om mig. "Det er bare en film," hviskede han i mit øre, og jeg slog ham let på brystet, "en uhyggelig en." Han lo lydløst, det kunne jeg mærke på den måde hans brystkasse bevægede sig på.

Han duftede faktisk ret godt, ikke værst. Jeg kastede et blik ned på de andre drenge, og af en eller anden grund puttede jeg mig længere ind til Harry med et smil på læben, da jeg så Niall stirre irriteret på os.

__________________________________________________________________

Okay! Det blev ikke så langt, men jeg var løbet lidt tør for ideer, og så ville der gå for lang tid hvis jeg skulle vente til jeg fik flere ideer.

Så håber det er o.k, og tak fordi I læser med! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...