When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4081Visninger
AA

4. Welcome inside

Der stod vi bare og stirrede på hinanden, i jeg ved ikke hvor lang tid. Hans blik fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen, hvad tænkte han på? Det mindede mig om vores sidste møde, altså der hvor han vidste hvem jeg var, inden han blev kendt. Hans blik havde ikke været til at læse, det eneste jeg havde kunnet se var sørgmodighed, ligesom nu. Men jeg ville ikke lade det ende som sidste gang, så jeg rev mig ud af trancen, og gik forbi ham. Han rakte ud efter mig, men jeg rystede ham af mig, jeg ville ikke være den lille nu. "Tak, tror jeg, altså for i går, det var... sjovt, tror jeg nok," hurtigt fik jeg min jakke på, og mine sko... hvor havde jeg lagt dem? "Mira, lad os snakke om det," han kiggede alvorligt på mig, jeg lo en falsk latter. "Niall, det er ikke noget at snakke om," han gik et skridt nærmere mig, og jeg gik et skridt længere væk, hvilket fik ham til at sukke. "Mira, vi bliver nød til at få det her på plads," jeg lukkede øjnene hårdt i, "der er ikke noget at få på plads!" Råbte jeg, nu var det ham der trådte et skridt bagud. "Mira, vi var sammen igår! Og hvis... du er gravid, så er det mig der har ansvaret... Mira," da han rakte ud efter mig, slog jeg hans hånd væk, "stop, med at sige mit navn hele tiden! Jeg kan og vil ikke, vi har intet med hinanden at gøre!" Tårerne pressede sig på, og jeg kunne ikke længere holde facaden. "Du sårede mig Niall, du sårede mig rigtig dybt, jeg glemte dig aldrig!" Nu fik tårnene frit løb, det kunne gøre fucking lige meget med de sko! Jeg flåede døren op, og små løb væk derfra. "Mira!" Kaldte han efter mig, men det fik mig bare til at sætte tempoet op. Det var ikke endt som sidst, men det gjorde lige så ondt. Jeg var endelig begyndt at komme mig over ham, og så dukker han bare op i mit liv igen på den måde! Okay, ingen af os vidste hvem vi var i går. Fuck... Tænk vi havde sex, hvad tænkte jeg dog på?! Hm.. jeg tænkte jo slet ikke! Jeg laver aldrig nogensinde shots konkurrence igen, aldrig. Det var en kold forårs morgen, jorden var kold mod mine fødder, og jeg anede ikke hvordan jeg kom hjem. Min mobil... det er løgn! Jeg havde bare ikke glemt den os Niall! Nå, det var der ikke noget at gøre ved, jeg måtte bare få Josh til at hente den. Josh... jeg kom nu i tanke om hvordan jeg havde opført mig overfor ham igår. Hvor var jeg dog en elendig ven! 

 

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde gået, men mine fødder var blevet ømme. En grøn telefonboks kom endelig til syne, og jeg åndede lettet op. Hurtigt fiskede jeg mine små mønter op af lommen, og tastede Josh nummer ind. "Hallo?" Han lød træt, jeg havde nok vækket ham. "Josh, det er mig, Mira," der blev stille i den anden ende af røret, "jeg ved godt jeg opførte mig uacceptabelt igår, og jeg ved godt du ikke har nogen grund til at ville hjælpe mig, men jeg har virkelig meget brug for din hjælp," tårnene tog til igen, jeg var virkelig på dybt vand, han var min eneste løsning. Jeg begyndte at hulke, og det hørte han vidst, for han ændrede sit tonefald til en blid en, "selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, Mina, hvad skal du have hjælp til?" "Josh..." "Ehm..." svarede han, "du sagde mit navn forkert."  

 

 En halv time senere sad jeg i Joshs bil. "Du er min helt," sagde jeg taknemmeligt, men jeg kunne stadig ikke få mig selv til at se på ham, jeg skammede mg over i går. "Hør her Mis... Mira, du har takket mig nok, det er okay." Alle burde have en ven som Josh. "Men hvad skete der?" Han lød bekymret, og jeg blev vel også nød til at fortælle ham hvad der skete, hvis han skulle hente min mobil, for jeg skulle aldrig se Niall igen! "Jeg fortæller dig det når vi kommer hjem til mig, men kan du ikke lige køre hen til et apotek?" Hørte jeg ham om, og han gjorde hvad jeg bedte ham om. "Vent her," kommanderede jeg, og skyndte mig at løbe ind efter fortrydelses piller.

 

 

Joshs synsvinkel: 

 

Jeg forstod virkelig ingenting mere. Jeg havde lige hentet min bedsteveninde fra et gadehjørne, og hun havde ingen fodtøj på, og nu skulle hun ind på apoteket, efter hvad? Hvad havde hun lavet i går? Da jeg havde ringet til hende igår var jeg blevet trist og ikke mindst skuffet. Det skulle have været en hyggelig aftne, men da jeg kom op til baren, og så en bartender fortalte mig, at Mira var skredet med en eller anden fyr, blev jeg både såret og rasende. Hun tænkte måske ikke, at jeg gerne ville vide hvis hun gik, og ikke bare fra en bartender. Men jeg ville ikke vise hende, hvor sur jeg havde været på hende igår, det kunne jeg alligevel ikke for mig til at fortælle, og nu havde hun jo også undskyldt pænt mange gange. 

 

Da vi sad hjemme ved hende forlangte jeg at få af vide hvad hun havde lavet, men hun sagde, at hun ikke var klar til at fortælle om det endnu, og det respekterede jeg. Det gik først op for mig nu, at hun havde været i bad... Hvor har hun sovet henne? Det var nok ved ham fyren... Hm... da Mira gik på wc, skyndte jeg mig hen til hendes taske, og begyndte at kigge efter det hun havde købt på apoteket. Jeg ved godt det var forkert af mig, men jeg måtte bare vide det! "Fortrydelses piller," mumlede jeg for mig selv, havde hun været i seng med ham fyren? Så uden beskyttelse?! De måtte have været langt væk i går. Men det forklare ikke hvorfor hun ikke havde sko på? Da hun kom tilbage igen, var jeg rykket tilbage til der hvor jeg sad da hun gik. "Okay, jeg tog hjem til ham fyren jeg mødte ved baren, og vi drak os vidst ret så stive, så vi endte med at gå i seng med hinanden." Hun kiggede nervøst på mig, men jeg ændrede ikke mit ansigtsudtryk, jeg var godt forberedt på det. Jeg rejste mig op, gik hen og tog hende i min favn da jeg kunne se hun var ved at bryde sammen. Der måtte have været sket noget mere, havde han behandlet hende grimt? Hvis han havde, og jeg fik navn og adresse på ham, så ville jeg ikke love for hans fremtid. "Mira, gjorde han dig ondt?" Hun nikkede, men rystede derefter på hovedet, "ikke fysisk," hvordan skulle det forstås? "Jeg kendte ham i forvejen," jeg fik os ned at sidde, "eller, jeg opdagede ikke hvem han var før her i morges. “Hun var virkelig bange for at gøre mig ked af det, og hun kunne heller ikke kigge på i øjnene. "Hvor kendte du ham fra?" Hun begyndte at ryste, og jeg drejede forsigtigt hendes hoved mod mit, og da vores øjne mødtes blev jeg rørt, hun var virkelig påvirket af morgnens hændelse. "Ha..han er min ekskæreste."        

 

 

Miras synsvinkel:

 

Han stivnede, hvilket jeg tolkede som et dårligt tegn. Han havde hellers reageret så pænt på, at jeg havde skredet fra ham i går, og taget hjem til en "fremmede", og gået i seng med ham. Men nu var han ikke til at komme i kontakt med. "Josh?" Han blinkede kort, og så var den gamle Josh tilbage. "Nå, var det skidt?" Nu var det mig der blev overrasket, jeg havde regnet med at han ville begyndte på alt muligt pis om… ja nu blev jeg selv en smule forvirret. Hvorfor skulle han blive sur over, at det var min ekskæreste? Han blev jo heller ikke sur? Gjorde han? Nej, bare chokeret, men hvorfor satte det så de her tanker i gang i hovedet på mig? Forvirrende. "Nej nej, eller jo! Det var IKKE godt, je... nej det kan gøre lige meget," mumlede jeg og skulle til at rejse mig, men han lagde sin hånd på mit lår og fik mig til at blive siddende. "Snak med mig, det er jo det man har venner til, ikke?" Jeg nikkede, tog en dyb indåndingen: " Jeg havde ikke villet møde ham igen, han havde såret mig så meget da han forlod mig," jeg holdte en lille pause, hvor jeg så derefter forsatte igen: "Jeg var besat af ham i flere uger, je... jeg kunne ikke undvære ham, jeg elskede ham." Mine kinder blev på rekord tid fugtige, jeg var en værre tude Marie. Men Josh tog det pænt, han trak mig ind i sin favn og fortalte mig, at det var okay, det var alt sammen fortid, men han var forkert på den. Det var nutid, eller det var det lige blevet, og noget af der skæmte mig mest var, at jeg ville ønske det var Nialls favn jeg sad i.         

 

Men uanset hvad skulle jeg have min telefon igen, og jeg turde ikke lade Josh hente den alene. "Jeg kræver at komme med, jeg skal ikke risikere at du ringer til mig klokken lort om morgnen uden sko på," det var selvfølgelig bare ment som sjov, men min hjerne opfangede det ikke som sjovt. "Hey, det var ikke for at gøre dig ked af det," jeg viftede afværgende med hånden, "det er bare... jeg... ja, tag dig ikke af mig, jeg har det med at overreagere," mumlede jeg, jeg var virkelig ikke i godt humør. Min far kom hjem sent i aften, så under alle omstændigheder skulle jeg være hjemme, jeg ville aldrig ende i Nialls seng igen, aldrig. Men jeg blev også nødt til at ringe til Niall for at få ham til at lægge den frem og sådan, det nyttede jo ikke noget, at vi tog derud hvis han ikke engang var hjemme. "Det er Niall," jeg ville sige noget, men jeg kunne ikke. Engang havde jeg elsket at snakke i timevis med ham over telefon, det havde altid gjort mig glad, han havde gjort mig glad. ARH! Hvor havde jeg ikke bare sendt ham en f***ing sms! "Hallo? Er der nogen?" Jeg blev nødt til at sige noget. "Nia.. ja det er Mira, jeg vil gerne have min mobil igen," jeg vidste ikke hvorfor jeg ikke kunne få mig selv til at sige hans navn, det var ret latterligt, men jeg kunne bare ikke få navnet over mine læber. "Mira! Vi bliver nødt til at få snakket sammen," han lød en blanding af begejstret og sørgmodig. "Jeg vil bare gerne have min mobil, og hvis det er o.k. med dig, som kommer jeg forbi og henter den nu her," jeg lød overraskende hård, det skræmte mig faktisk. Det havde også påvirket Niall, sådan lød det i hvert fald. "Hør Mira, jeg er ikke ude på at såre dig..." jeg rystede irriteret på hovedet, "ha! Det har du vist allerede gjort," sagde jeg hånligt. Der blev stille i den anden ende af røret. "Nialler!" Udbrød en i den anden ende af røret... Nialler? Det var et sødt kælenavn, men jeg fortrak at kalde ham hans rigtige navn, det var bare min ting. Dét, og sidde at rode i hans hår mens han nussede mine ben. Jeg rystede minderne af mig. Der var kommet flere udbrud, og det var ikke fra den samme person. Niall tyssede på dem, og de forstod vist, at det var en ret så vigtig samtale. Når vi havde lagt på så fortalte han dem sikkert om sin onde og trælse ekskæreste, som han uheldigvis var kommet til at gå i seng med forleden aften. "Ni... Jeg vil bare gerne have min mobil," min stemme ændrede sig gevaldigt, den gik fra vred til trist. "Okay, du kommer bare, jeg er hjemme," han lød skuffet, "tak," mumlede jeg og lade på. Det var næsten ikke til at bære…dear God, why him?        

 

10 min senere var vi på vej mod Nialls hus, og jeg fik sommerfugle i maven, hvorfor var jeg sådan?! Jeg burde hade ham, være rasende på ham for at have gjort mig så ulykkelig, hvad var der og galt med mig? "Slap af Misa, jeg er her jo," jeg gad ikke engang rette ham, han lærte det vist aldrig. "Jeg ved det, men det er bare alt sammen så... forvirrende, jeg kan ikke holde styr på noget længere," han gav min hånd et klem mens han kørte over for grøn.     

 

Endnu 10 min senere stod jeg foran Nialls dør. Jeg have bedt Josh vente i bilen, men lovede at hente ham hvis der blev noget. Jeg kunne ikke få mig selv til at banke på, så da jeg skulle til at banke på, vendte jeg mig om for at gå. Josh vinkede mig tilbage til døren fra bilen af, jeg kunne ikke! Men han stod fast og blev ved at vinke mig derhen igen. Okay Mira, du kan godt, du skal bare hen, banke på, have din mobil og så er du skredet! Da jeg igen stod foran døren kunne jeg stadig ikke få mig taget sammen til at banke på, måske var det bedre jeg ikke kiggede på mens jeg bankede? Jeg vendte mit hoved til siden, og bankede så på, sikke en blød dør... "Av..." Arh! Der var en der havde åbnet døren mens jeg stod og kiggede væk, hvor pinligt! Jeg slog ham oveni købet. Men det var ikke Niall… D..de..det var Harry Styles fra One Direction. Jeg åndede lettet ud, "undskyld, jeg så dig ikke, men kan du give mig min mobil?" Et smil dumbede frem på hans ansigt, "du må være Mira, Niall har fortalt en masse om dig, men værsgo at komme indenfor," det kunne vist ikke være noget godt Niall havde fortalt om mig. "Tak for skræmme velkomsten, og hej Harry, også godt at møde dig," sagde jeg og klappede ham på skulderen som jeg passerede ham. Han mumlede et eller andet, men jeg hørte det ikke, det ragede mig, jeg var kun kommet for at hente min mobil. Da jeg kom ind i stuen væltede alle minderne op, lige fra dengang vi sad og spiste en romantisk middag ved stuebordet for nogle år siden, til den anden aften hvor vi drak os pisse stive sammen. "Hey Mira," Niall... jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham. "Hvor er min mobil?" Han svarede mig ikke, hvorfor svarede han mig ikke! "Kig på mig, Mira," jeg havde ikke lyst til at gøre som han sagde, men noget i mig fik mig til at vende om. Jeg lukkede øjnene hårdt i da jeg så ham, alle følelserne væltede op i mig, mest af alt vrede. "Min mobil?" Jeg viftede utålmodigt med hånden da jeg åbnede mine øjne igen, men stadig igen reaktion. Jeg gad ikke det her mere, så med beslutsomme skridt gik jeg rundt i hans hus for at lede efter min telefon. Han kaldte efter mig, men jeg ignorerede ham, ligesom han ignorerede mig dengang. Da jeg åbnede døren indtil et andet værelse, det der plejede at være hans gæsteværelse, blev jeg så vred, det var slet ikke til at beskrive. "OMG! Det er ikke til at bære! Sidder i bare der og lytter, venter på et udbrud fra min side af, i burde skamme jer, jeg er målløs. Helt ærligt!" jeg smækkede døren i igen. Hele One Direction sad derinde og lyttede med på hvad der skete ude ved Niall og jeg. Jeg var så vred lige nu, hvem fanden i h***vede troede de, at de var? Da jeg kom ud til Niall igen, gik jeg helt op af ham, "jeg vil have min mobil, NU," mine ord var iskolde, men jeg var ligeglad, han kunne rende mig, det kunne de alle sammen. Han gav mig min mobil og jeg sendte ham et blik der forhåbentligt lynede, han skulle vide hvor vred jeg var. Det pis der var bare ikke okay. "Hils dine venner og sig at de burde få sig et liv." Med de ord forlod jeg hans hus, og jeg forlod Niall stå fast frosset til gulvet. Jeg håbede jeg havde ramt plet, jeg håbede jeg på en eller anden måde havde såret ham.         

 

 

***  

 

Jeg sagde ikke meget til Josh på turen hjem, det var egentlig ikke meningen at være led overfor ham, men jeg kunne ikke tænkte klart nu, jeg var fyldt med så meget irritation, at jeg ikke kunne overskue noget lige nu.    

Da jeg kom hjem gik jeg direkte på twitter; "Nogen mennesker burde få sig et liv..." jeg smed min mobil hen af gulvet, godt nok sad de bare og lyttede, men det var forh***vede et ømt punkt. ikke nok med det, det var jo privat, det var noget mellem Niall og jeg, de skulle ikke blande sig, bare fordi de var verdens kendte og alle piger var vilde med dem, gav det dem ikke retten til at snage i mit privat liv. Hvor jeg bare ikke orkede at tænke mere i aften, så jeg gik på hovedet i seng.

 

Næste morgen var min far kommet hjem, det gjorde mig i bedre humør, så var jeg i det mindste ikke alene med mine tanker. "God morgen," hilste jeg, og han kom med en brummen, var der noget galt? "Far? Noget i vejen?" Hans blik var limet fast til bladet han læste i, det kunne da umuligt være så spændende til, at han ikke engang kunne hilse på sin eneste datter. Men da jeg selv gik hen til bladet og kastede et blik på artiklen, var jeg total mundlam. "Hvad. Er. Det?" Der var et forstørret billede af mig der forlod Nialls hus i bare fødder, og på et andet billede forlod jeg det med et vredt ansigt. Der stod en masse teorier om hvad der kunne være sket, og hvem denne pige var, de skulle bare vide. "Vil jeg overhovedet vide hvad du har fortaget dig?" Jeg havde glemt mit far i et kort øjeblik, og fik et helt chok da han sagde noget. "Jeg havde den værste weekend nogensinde, bare rolig, du skal ikke være bange for det gentager sig," men da jeg var på vej væk fra ham kaldte han på mig. Han pegede på artiklen, "hvad forgik der?" Han lød rolig, men jeg kendte ham for godt til at være overbeskyttende. "Je... jeg... sov hjemme ved ham," jeg skar ansigt da jeg sagde det sidste, det var så akavet at sige til sin far. "Havde i ehm.. sex" endnu mere akavet! "Far! Jeg er en stor pige, jeg behøver ikke fortælle dig hvad jeg laver når jeg er hjemme ved nogen!" Jeg kunne se han ville protestere, men lod være, hvorfor ved jeg ikke, jeg var vel også ligeglad.         

 

Skolen var et helvede, alle havde selvfølgelig læst artiklen, så folk ville have historien, hvor nogen bare holdte sig på afstand, småhviskede og nogen tog billeder. Josh var heldigvis ved min side, "hvorfor fortalte du mig ikke, at din ekskæreste er en verdensberømt popstjerne?" Beklagede han sig, og jeg trak på skulderne, "jeg regnede ikke med at det var vigtigt for vores forhold," han sukkede, "nej nej." Jeg daskede ham en på armen, "av," sagde han ironisk og jeg lo. I det mindste var det et helvede med Josh.        

 

Da jeg lå i min seng om aftnen tænkte jeg på hvor meget jeg virkelig ikke gad i skole i morgen. Orkede ikke alles blikke, kommentar og, at jeg hele tiden blev taget billede af! Det var for meget! Men jeg kunne ikke gøre noget ved det, folk ville jo bare tage et billede alligevel, de blev nok også træt af det på et tidspunkt. Forhåbentlig.     

 

Far var kørt, så jeg skulle låse huset af, skulle jeg blive hjemme? Med alle mine tanker? En sms afgjorde min beslutning, jeg blev hjemme. Det var Josh der skrev, at han ikke kom i skole idag, han var blevet syg. Nå, jeg ville alligevel ned og hente en liter mælk, så jeg beholdte min jakke på. Med et nedslået blik på min mobil, åbnede jeg døren og gik direkte ind i en. "Gud! Undskyld, jeg så mig slet ikke for!" Lyst hår, blå øjne, your kidding me. "Nå, det bare dig," mumlede jeg ligegyldigt, lukkede døren, låste den og snoede mig ellers udenom ham for at gå ned af trapperne. "jeg kom ikke for at se dig gå," råbte han efter mig, "jeg har ikke bedt dig om at komme!" Råbte jeg tilbage, og han lavede opgivende armbevægelser. Han fulgte efter mig, selvfølgelig gjorde han det. "Hør her, jeg bliver nødt til at have det afklaret med dig, du fylder alt for meget i mit hoved, jeg kan ikke tænke på andet," det ville normalt have fået mit hjerte til at hoppe et slag over, men ikke mere. "Synd for dig," jeg var glad for jeg havde taget mine solbriller på, solen skinnede kraftigt, selv så tidelig på morgnen. Sært. "Jeg vil ikke bruge min ferie på, at gå og tænke på dig," jeg vendte mig om mod ham, "av... den sad," sagde jeg ironisk, hvor jeg igen vendte mig om og gik ind i kiosken. "Det er ikke sådan jeg husker dig, " hviskede han så kun jeg kunne høre det. "Nej, jeg opfører mig normalt ikke sådan, kun overfor idioter som fortjener det, folk som har såret mig."     

 

Han sagde ikke mere til mig, men han fulgte stadigvæk efter mig. "Du ved godt, at jeg ikke lukker dig ind, ikke?" Spurgte jeg da jeg låste fordøren op. Han trak på skulderne, og jeg lukkede døren i efter mig da jeg var kommet indenfor. Mens jeg satte mælken i køleskabet kunne jeg høre noget... det var en melodi, en melodi jeg kendte alt for godt. Det var vores melodi, vores sang, Nialls og min. Med tunge skridt jeg hen til fordøren, lyttede med på sangen. Vi havde selv komponeret den, skrevet den sammen, den var fyldt med kærlighed. En tåre faldt fra mit kind, han sang den smukt. Mine ben gav efter, og jeg gled langsomt ned af døren. Jeg lænede mit hoved mod døren, lukkede øjnene og lyttede med. Tårerne blev ved med at strømme ned af kinder på mig, alle minderne passerede mig. Jeg savnede ham, jeg savnede os. Da sangen sluttede, fik jeg endelig taget mig sammen til at rejse mig op. Ind… ud, jeg tog endnu en dyb indånding, så åbnede jeg døren. Han var på vej væk, sig noget Mira! "Niall," det blev kun til en hvisken, men han hørte det, han havde altid hørt mig. Han vendte sig om, og jeg gjorde tegn til, at han måtte komme indenfor, "hvis du altså vil," han nikkede. Uden noget andet gik han bare forbi mig, og ind i lejligheden, "velkommen indenfor," mumlede jeg og lukkede døren   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...