When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4112Visninger
AA

24. The letters

Harry's synsvinkel:

Da jeg så den lille hvide konvolut i hans hånd, vidste jeg allerede den var gal.

"Jeg vil ikke have den, Liam, du kan lige vove på at give mig den, fortæl mig i stedet hvor hun er," bad jeg ham om, men han rystede på hovedet, og lagde brevet foran mig. 

Det var hendes håndskrift, bare den måde hun lavede y'et i mit navn på, fik mig til at sukke. Jeg turde ikke læse hendes ord. Det kunne umuligt være godt siden hun fik Liam til at give mig et brev. 

Åh ... hun var stukket af med Niall! Nej, det ville Niall aldrig gøre mod mig, mod bandet. Niall og jeg havde ikke snakket sammen siden vores kæmpe skænderi efter Miras skudepisode.

Jeg havde bebrejdet ham for at ødelægge hende totalt, og han havde været rasende på mig over at tvinge hende til at være sammen med mig. Selvfølgelig havde jeg kastet mudder lige tilbage i fjæset på ham, for jeg havde aldrig tvunget hende til noget. Hvis hun havde ville forlade mig, så kunne hun da bare have gjort det. Alligevel kunne jeg godt se, at hun ikke havde været specielt lykkelig på det seneste, men jeg ville ikke miste hende.  

Hvis det ikke havde været for Zayn der kom, som skænderiet var på sit højeste, så ved jeg virkelig ikke hvad det kunne have været endt med, men i hvert fald ikke noget godt. 

Jeg havde skredet fra dem, smækket med døren, gjort et rigtigt stort nummer ud af det, og kørt direkte over til Mira på hospitalet. 

"Jeg er ligeglad med hvornår du læser det, men tag at gøre det på et eller andet tidspunkt," opfordrede han mig til, inden han vendte sig om mod udgangen igen, og sagde farvel.

 

*

 

Tiden fløj afsted, men jeg var frosset fast i samme stilling, med blikket på det samme lige siden Liam var gået. Brevet.

Hvorfor kunne jeg ikke bare læse det? Hvor slemt kunne det lige være? Det var jo ikke lige frem et selvmords brev, så ville Liam da ikke have taget det på den måde. 

Skrækslagen greb jeg endelig ud efter det, og sprættede det op.

Kære Harry 

...

Jeg smed det langt væk, det tegnede bare ikke godt. Hun ville selvfølgelig vælge mig fra, hun elskede mig ikke, hvem prøvede jeg at narre? Frustreret rejste jeg mig op, trampede hen mod brevet, som jeg mest af alt bare havde lyst til at rive i små tusinde stykker. Jeg ville ikke kende sandheden.

Måske jeg bare skulle ringe til Niall? Så var jeg fri for at læse det forbandede brev. Men hvis der nu stod noget positivt i? Så havde jeg jo gjort ham en tjeneste ... Dog havde Niall også fortjent at få nogle svar, uanset hvor rasende jeg var på ham, så var han stadig min ven, min bror. Skete det ikke engang imellem, at brødre faldt for den samme pige? 

Beslutsomt fiskede jeg min mobil op fra min lomme, fandt et nummer under 'H' og ringede op.

"Hej Harry," han tog den efter fem ring, han havde nok tøvet med at tage den.

"Niall, hej, jeg ville bare høre hvord..." men jeg nåede ikke længere før han eksploderede i den anden ende af røret.

"jeg gider ikke høre på dit lort, Styles, du ved hvor meget jeg holder af hende, jeg gider ikke have det tværet ud i mit ansigt, at hun ikke vælger mig!" Råbte han vredt, men jeg vidste bedre. Han var såret. 

"Har du fået et brev?" Spurgte jeg og total ignorerede hans udbrud. 

"Jeg gider ikke snakke med dig, jeg lægger på nu ..." truede han, men jeg måtte have svar!

"Vent! Jeg ved ikke noget, Niall, har du fået et brev?" Nu hørte han vist alvoren i min stemme, og at jeg ikke var ude på at gøre nar af ham.

"Ja? Sig mig, har du ikke hørt fra hende?" Spurgte han. Jeg satte mig ned på hug, samlede brevet op, og faldt sammen på gulvet.

Jeg har aldrig tvivlet på dig, men jeg tvivlet rigtig meget på mig selv.

Fortvivlet lod jeg mit hoved falde ned i brevet. Det kunne føre begge veje, den sætning.

"Liam gav mig et brev," svarede jeg, og hørte Niall sukke.

"Samme her. Hvad står der i dit?" Han havde sænket sine parrader, og var klar på at lytte til hvad jeg havde at sige. Men jeg havde bare intet at fortælle.

"Jeg har ikke læst det, kun de første par linjer, de er ude af betydning." Men hvis hans brev havde været negativt, så var der jo en stor chance for at mit ville være noget godt!

"Jeg læste mit så snart Liam var smuttet," sagde han tøvende, og jeg vidste at han brændte for at dele indholdt af brevet med nogen. Bare ikke mig.

"Hør makker, jeg er ked af det der er sket mellem os," slyngede jeg ud.

"Også mig, men kan vi ikke snakke om det når du har læst dit brev, og fundet ud af hvad der skal ske?" Spurgte han, og jeg nikkede, da jeg for et kort øjeblik glemte, at han ikke kunne se mig.

"Jo, selvfølgelig. Vi ses." Jeg lagde på.

Mit blik søgte hen på brevet igen. Det lå der så smukt, så ondt, i mit skød. Hendes ord, hendes vilje, som jeg var klar på at føje mig efter. 

Jeg har vidst det fra starten, men jeg har aldrig været god til at føre mine tanker ud i livet. Det burde jeg have gjort i dette tilfælde, inden det gik for vidt.

Vores forhold, Harry, jeg har aldrig været 100% mig selv i det, og det fortjente du ikke. Uanset hvad du nu end må tro, så er det ikke på nogen måde din skyld, jeg tager det alt sammen på mig.

Så nu er jeg kommet i den her trælse situation. At vælge. 

Hvis jeg vælger Niall, så vil du hade os begge, og det vil skabe splid i bandet. Det vil jeg ikke have sker. Men hvis jeg vælger dig, så skal jeg leve i et forhold jeg aldrig kan være fuldt tilstæde i.

Du må endelig ikke misforstå mig, jeg holder utroligt meget af dig, jeg elsker dig bare ikke på den måde. Oh, undskyld, jeg lyder som en kold kælling, men du aner ikke hvor hårdt det her er for mig.

Så det efterlader mig med en løsning. Ingen af Jer. Det er den bedste og eneste løsning der kan redde alt de ulykker jeg har forsaget. Jeg er ked af det. 

Så derfor er jeg taget afsted, jeg er taget hjem. Du skal ikke opsøge mig, jeg vil gerne forsvinde ud af dit liv, jeres liv. I er bedre tjent uden mig.

Åh, jeg kommer virkelig til at lyde ynkelig, men sådan føle jeg mig også! 

Uanset hvad, så har jeg ikke fortrudt, at jeg har mødt dig. Du er en fantastisk person, jeg er bare ikke den rette for dig.

De kærligste hilsner

Mira 

 

Jeg var mundlam, jeg kunne ikke røre mig ud af flækken.

Hvad helvede troede hun selv?! 

Vredt rejste jeg mig op, greb ud efter det der stod tættest på mig, slyngede det direkte ned i mit sofa bord. Tusinde af små stumper glas lå spredt rundt på gulvet, og jeg havde skåret mig i hånden. Men jeg var ligeglad.

Hvordan kunne hun tro at hun bare kunne gøre det her? Bare efterlade alt bag sig, og så forvente at man bare kan komme videre? Hvad havde hun lige regnet med? At jeg ville acceptere det, og bare glemme hende, glemme de sidste par måneder i mit liv? Hun kunne glemme det.

 

Miras synsvinkel:

Det var dejligt at være hjemme igen. Alt var lige præcis sådan som jeg havde efterladt det. Rodet. Den skål jeg havde spist is i, stod stadig i vasken. Den mindede mig om min fejl. Jeg skulle aldrig nogensinde have taget til England, jeg skulle være blevet tilbage, så var jeg ikke endt i alt det her. 

Men det var min egen skyld, og jeg kunne ikke ændre fortiden, uanset hvor meget jeg gerne ville. 

 

Efter at have gået rundt og pakket ud, og tænkt på alt det jeg gerne ville glemme, besluttede jeg mig for at tage et bad. Det plejede altid at hjælpe.

Vandet i bruseren var dejlig varmt, og jeg tillod mig selv at synke sammen under de bløde stråler. Den eneste der vidste at jeg var taget hjem, var Josh. Okay, hvis Niall og Harry havde læst brevene, vidste de det også. Liam vidste dog kun, at jeg var skredet, ikke andet, og jeg var taknemmelig for at han ikke havde spurgt videre ind til det. 

 

En halv time senere befandt jeg mig inde på mit værelse, med favnen fyldt af vasketøj. Der var så meget der skulle nåes, også inden min far kom tilbage. Nå ja, mine  forældre skulle jeg vel også lige ringe og fortælle, at jeg var taget til Dublin. Det kunne vente til senere. 

Dagen bød ikke på ret meget andet end tv og oprydning, så jeg fandt tidligt min seng. Tænk, jeg havde virkelig været væk hele sommerferien, hvordan kunne jeg undgå ikke at komme hjem igen? 

Jeg skulle begynde i skolen i næste uge. Hvis jeg virkelig orkede det, og ikke bare skippede et år. Hm, det måtte jeg afgøre senere.

Før jeg vidste af det, fandt jeg mig selv i en dyb søvn.

 

**

Næsten  morgen var kedelig. Jeg havde fået ringet til mine forældre, og de havde selvfølgelig flippet ud, men havde efterhånden lagt det bag sig. Jeg var trods alt kommet helskinnet  hjem.

"Vi snakkes ved senere!" Sagde jeg til min mor i telefonen, og trykkede dernæst på afslut. 

Hvorfor var det altid mig der afsluttede tingene? Hvorfor kunne jeg ikke lade andre gøre det? Hvorfor ville jeg aldrig afslutte ting? HVORFOR? 

Jeg var i et sygt humør lige nu, jeg magtede virkelig ikke mig selv, men det var ligesom lidt svært at slippe af med mig.

Midt i mine filosofiske tanker, hørte jeg en banken på døren. Så som den paranoide person jeg var, fandt jeg en køkkenkniv, og listede hen til døren. Her havde vi ikke et kighul til at se hvem vedkommende var, så jeg måtte være forberedt. 

Forsigtigt, åbnede jeg let døren op, og stak hovedet ud. 

Det var ikke nogen skør fan der prøvede at dræbe mig, nej, det var postbuddet! Ha, der fik jeg lige pulsen op, jeg havde virkelige troet at det ville være Harry eller Niall.

"En pakke til ... ehm, Frøken Aislinn?" Spurgte han og havde en skræmt ansigt, og jeg trak på skulderne. Det var vel mig,så jeg skrev under på sådan en smart touch maskine dims, og lukkede døren pænt i efter ham. 

Først da jeg kom ud i køkkenet igen, gik det op for mig, at jeg havde haft en kniv under armen. 

Ups.

En pakke. Hvem var afsenderen lige? Og vigtigst af alt, hvad var der i pakken? Turde jeg åbne?

Ja, for satan! Det var en pakke, og jeg regnede ikke lige frem med at det var en bombe ...

Hvad var sandsynligheden for at det kunne være det? Jeg var trods alt hadet af mange ...

Åh Gud, nu havde jeg gjort kig selv bange! S-k-ø-n-t. 

Mira! Det er IKKE en bombe!

Overbevist begyndte jeg at sprætte kassen op, og da jeg fik den åbnet, fjerede jeg alt skumgummiet ... et kamera? Hm, det var helt nyt - hvem ville sende mig sådan et? Jeg undersøgte pakken meget grundigt, men jeg fandt ikke andet end hvilket firma der havde leveret det, osv. 

Og jeg mindes virkelig ikke at have bestilt et kamera ... havde min far bestilt et til mig? Ja, det måtte være det, hvad ellers?

Fast besluttet på at det var min fars værk, pakkede jeg papkassen sammen, og tog det under armen. Der var ingen grund til at det skulle ligge heroppe og fylde. 

Der var ikke rent mange nede på gaden, så jeg kunne nemt liste hen til de store containere uden at skulle masse mig forbi en masse mennesker. Herligt.

"Øh, det er den forkerte du putter det i," var der en der oplyste mig om, som jeg stod og maste pappet ned, og jeg nikkede taknemmeligt, det var da sørme også den forkerte. Jeg hev det op igen, og smed det i den anden istedet.

"Mange tak," sagde jeg, og efter at smidt det ud, vendte jeg mig om mod vedkommende der havde været så belejlig at hjælpe mig. 

"Tak ige.." jeg bremsede midt i sætningen. Hvor var det bare typisk! Jeg havde bedt ham om IKKE at komme.

"Niall, hej," hilste jeg alligevel.

Hvad lavede han her?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...