When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4169Visninger
AA

14. Sleepless

Det eneste jeg husker videre efter Niall havde taget mig i forsvar den eftermiddag var, at da jeg endelig fik øjenkontakt med Niall. Han havde trådt et skridt over mod mig, og jeg mod ham. Jeg havde sendt ham et skævt smil, og glemte om alt og alle, lige indtil Harry kom og lagde sine arme om mig.

Det næste jeg huskede var, at jeg lå hjemme i min mors lejlighed, med en sovende Harry ved min side. Så nu lå jeg her, bare et par timer senere, og jeg var stadig lige vågen.

Så jeg besluttede mig for at gøre noget, jeg havde tænkt på at gøre lige siden Harry tog mig hjem.

"Hallo?" Lød hans stemme.

"Hej, det er mig," han havde vel set, at det var mit nummer.

"Mira, hvorfor ringer du? Det er midt om natten?" Men han lød ikke som om han lige var vågnet, eller som om det plagede ham, at jeg ringede.

"Jeg kan ikke sove." Fortalte jeg.

"Heller ikke jeg."

Der var stille i lidt tid, og jeg lod min hånd glide hen af køkkenvasken, køkkenet havde synet som et godt sted at stå og snakke med Niall.

"Jeg ringede egentlig bare for at sige tak, så tak." Jeg begyndte at pille ved lågerne, og kiggede rundt omkring.

"Ingen grund til at takke, Mira, jeg gjorde bare hvad enhver anden ville gøre," tårerne begyndte at presse sig på.

"Det er derfor jeg takker dig, du ved ikke hvor meget det betyder for mig, at du rent faktisk gjorde det,også selvom hun var en fan."

Jeg hørte ham fnyse, og jeg sværger, at jeg kunne fornemme ham smile.

"Du Mira?"

"Ja?"

"Jeg har noget jeg gerne vil sige ..."

"Sig frem," sagde jeg, og smilede lidt for mig selv.

"Jeg ehm ... vil gerne sige undskyld for min opførsel, og de ting jeg har sagt til dig her på det seneste."

"Hm?"

"Den måde jeg stillede det op for dig, det var i virkeligheden bare fordi jeg ikke kunne klare at miste dig til en anden."

Jeg var mundlam, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"Mira? Er du der?"

"Ja! Ja, undskyld. Men Niall, du mister mig ikke, jeg er her jo stadig," nu var det ham til at være stille lidt.

"Jeg er glad for, at drak os fulde den aften, du ved," indrømmede han, og jeg kom helt til at fnise.

"Vi var virkeligt langt væk." Han stemte i med min latter.

"Hvordan har du det?" Spurgte han efter lidt, og jeg trak på skulderne, også selvom han ikke kunne se det.

"Jeg har det fint, jeg kan bare ikke lade være med at tænke på hende pigen, også selvom hendes ord ikke ramte mig, så kan jeg bare ikke ryste det af mig," fortalte jeg, og jeg kunne høre Niall pusle ved noget i den anden ende af røret.

"Glem hende, hun er ikke det værd at spilde dine tanker på, men det kunne hjælpe at tage et bad, og få skyllet det væk, få det ..."

"Få det ud af min krop,"

"præcis."

Jeg gik hen til vinduet inde i stuen, og ud på altanen gennem døren ved siden af . Der var køligt herude, men det var nu rart.

"Måske skulle jeg tage en sove pille, sådan nogle har min mor sikkert tonsvis af," jeg kunne høre Niall grine.

"Jeg kan godt huske,at når vi var oppe om dagen sov hun for det meste, og når vi var på vej i seng om aftnen, begyndte hun at stå op."

Ja, min mor havde rejst meget, og nogen gange, for ikke at lide alt for meget under jetlag, havde hun valgt at leve om natten når hun var hjemme.

"Jeg savner dengang," mumlede jeg.

"Vi var gode sammen, og ikke kun som kærester," jeg nikkede for mig selv.

"Jep, og vi er godt på vej til det igen. Vil du forresten ikke med ud og spise i morgen til frokost?" Spurgte jeg.

"Hvad med Harry?" Ville han vide.

"Han tager vel bare hjem, det er jo ikke sådan, at vi skal på date,"

"nej nej, selvfølgelig ikke, og så er det en aftale. Skal jeg komme og hente dig?" Tilbød han, og jeg smilede.

"Det lyder godt, og jeg skal nok bestille bord et eller andet sted." Jeg vidste allerede hvor. Det skulle være den Nandos hvor vi havde vores første date.

Vi lagde på lidt efter, og jeg gik ind og lagde mig ved siden af Harry. Han var dejlig varm.

"Hvorfor er du så kold babe?" Mumlede Harry. Han måtte være vågnet, da min kolde hud ramte hans.

"Jeg var ude for at få noget luft, men vil du ikke varme mig skat?" Spurgte jeg, og kyssede ham på kinden.

"Alt for dig min egen," sagde han, og trak mig længere ind til sig.

"Alt for dig," mumlede han en sidste gang, inden vi begge faldt i søvn.

_____________

 

Harry:

Jeg forstod det ikke helt, jeg kunne ikke dreje det. Havde hun stadig noget med Niall? For på den ene side virkede de som to der var kommet videre, men på den anden side, så var det som om en af dem ikke helt kunne give slip. Hvem af dem det var, kunne jeg ikke sige.

De havde snakket i telefon det meste af natten i går, og selvom hun troede, at jeg ikke kunne høre det ved at gå ud i køkkenet, havde jeg hørt det hele.

Okay, da hun var gået udenfor kunne jeg ikke høre mere, men jeg var også så træt, at jeg var begyndte at falde hen. Så da hun lagde sig ind til mig, var det som om at få en spand koldt vand i hovedet, hun var virkelig kold! Men da vi havde fået den samme kropstemperatur, faldt vi hurtigt i søvn.

Nu sad jeg her med en mærkelig fornemmelse i maven. Hvor var hun henne? Hun havde fortalt, at hun skulle mødes med en ven, og jeg havde taget hjem til mig selv, det var jo bare en ven, ikke?

Jeg havde ikke spurgt om hvem vennen var, da det egentlig ikke vedkom mig, og jeg havde også andret ing at lave.

Det var først da jeg så en tweet fra en fan, at jeg blev opmærksom. Det var af Mira og en eller anden man ikke kunne se, hånd i hånd.

Det var nu jeg ikke vidste, om jeg skulle være urolig eller ej.

1. Det kunne jo bare være venskabeligt.

2. De kunne rent faktisk have noget bag min ryg.

Men jeg måtte stole på Mira, det ville hun aldrig gøre mod mig. Det var i hvert fald det jeg prøvede at sige til mig selv ...

 

Okay, jeg havde faktisk ikke så meget at lave, men hvad var der også at lave når man var berømt, og havde folk til at gøre alle ting for dig?

Så jeg sad alene hjemme i mit hus, i min villa, helt alene. Den var egentlig utrolig stor når man tænkte over, at jeg kun var en person til at bo her. Men okay, hvad skulle jeg ellers bruge mine enorme formue på?

Så var det, at det slog mig. Jeg kunne da købe en gave til Mira! Det ville hun elske!

Men hvad skulle jeg så købe til hende?

 

15 min senere sad jeg i bilen på vej ind til midtbyen. Jeg ville finde en dyr og betydningsfuld gave til hende, for at vise, hvor meget hun betød for mig.

 

Mira:

"Say what?" Niall tog en tår af sin cola.

"Det er bare sådan det er," jeg fattede ingenting.

"Så du sidder her og fortæller mig, at du har brugt et meste af dine penge på mad?"

Han nikkede, og jeg lo.

"Hvorfor undre det mig ikke?"

"Fordi du kender mig for godt," han smilede stort.

"Niall"

"Ja?"

"Du har noget mellem tænderne ..."

"So what."

"Niall?"

"Ja?"

"Dine fans kender dig bedre end jeg," han kiggede forvirret på mig.

"Hvordan, de har ikke kendt mig som du gør,"

"nej, men de har din blodtype, dit pasfoto og alt muligt andet crazy info." Han sendte mig et skævt smil.

"Men hvad betyder det, i forhold til at kende hvad jeg tænker på, hvad jeg sætter pris på?"

"Niall?"

"Ja?"

"Du lyder virkelig poetisk, det klæder dig faktisk," han begyndte at le.

"Jamen tak da, det er også noget helt nyt for mig."

Jeg stemte i med hans latter.

 

Harry:

Den var smuk, og det første jeg havde tænkt på da jeg så den, var hende.

"Jeg håber du kan lide den Mira," jeg lagde posen ud i bilen, og satte så ellers kursen mod en Mc Donals, det var altid et god sted af få sat en stopper for sulten.

På vejen derhen gik jeg forbi den Nandos Mira efter sigende skulle være inde på, sammen med den fyr jeg ikke vidste hvem var. Det kunne vel ikke skade at kigge?

Da jeg passerede vinduet, kunne jeg ikke hjælpe mig selv. Jeg stoppede op, og en dame bagved mig, brokkede sig over, at hun var ved at gå ind i mig. Men jeg tog mig ikke af det, det var mere da jeg så det, at jeg blev opmærksom.

Jeg følte mig pludselig meget dum.

Selvfølgelig var det Niall hun var her med. Men hvorfor kunne hun ikke bare have sagt det, i stedet for bare at sige, at det var en ven. Det kunne godt gå hen og blive mistænksomt ...

Mit blik var limet fast på deres sammenflettede fingre, og det stak i hjertet. En tåre pressede sig på, og jeg måtte anstrenge mig selv, for ikke at gå direkte derind og spørge hvad de havde gang i.

Niall var min bedsteven! Mira min kæreste! Noget i mig prøvede at komme op med en forklaring, en løsning på det, men jeg skubbede det væk. Der var ikke andre muligheder, de havde noget bag min ryg.

 

Jeg kunne ikke skubbe følelsen af mig, følelsen af at være blevet udnyttet! Men jeg fattede det ikke rigtig, hvorfor kunne de ikke bare have sagt, at de ville have noget, så havde jeg ikke behøvet at blive draget ind i det. Også selvom jeg var blevet vild med Mira, så havde jeg holdt mig på afstand, hvis de kom sammen.

Men helt ærligt! Det mest irriterende ved det var endda, at jeg havde bustet dem, eller, de vidste ikke jeg havde set dem, og jeg havde eller ikke tænkt mig at sige det til dem. Endnu. Måske løste det sig, måske gik alt i orden igen. Jeg havde lige fået Mira, jeg skulle ikke allerede af med hende igen.

Døren gik op, og ikke lang tid efter kom Mira gående hen til mig.

"Hey Harry!" Hun satte sig på mit skød, og lænede sig ind for at ville kysse mig, men jeg undveg, så jeg i stedet fik et kys på kinden.

"Hej," mumlede jeg.

"Harry?"

"Ja?"

"Er der noget galt?" Spurgte hun om, og jeg havde lyst til at fortælle hende hvor såret jeg var over det hun gjorde bag min ryg.

"Nej, jeg er bare træt," løj jeg.

"Du må undskylde at jeg vækkede dig i nat, det var ikke meningen," sagde hun undskyldende.

"Nej, det var det sikkert ikke," mumlede jeg, og lagde mit hoved mod hendes ryg.

Det var det sikkert ikke ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...