When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4171Visninger
AA

23. Shouldn't come back

”Operationen var for resten gået planmæssigt, og jeg skal til kontrol med det her i dag,” sagde jeg og holdt en frisk grøn kjole op foran mig.

”Skal jeg ikke tage med?” Lød hans stemme i røret, men jeg afslog.

”Nej far, det er okay, jeg får Harry til at tage med mig,” fortalte jeg og han sukkede og sagde derefter farvel. Gad vide hvornår han nogensinde havde tænkt sig at tage tilbage til Irland?  

Ikke ret lang tid efter dukkede Harry op hos mig, og jeg nåede lige at få et sprøjt parfume på, inden vi smuttede ud af døren.

”Du ser godt ud,” erkendte han og lagde sin ene hånd på min læn, som vi gik ud af døren og ned af trapperne.

”Tak,” jeg sendte ham et varmt smil, og da vi nåede helt ned til bunden åbnede han døren for mig, og jeg blev mødt af en hed fugt.

”Skønt vejr,” mumlede jeg, og blinkede op til ham. - ”Og perfekt vejr for fotografer,”  tilføjede jeg til ham og han blinkede tilbage.

Vi gik hen til hans bil, han åbnede døren for mig, jeg elskede virkelig gentlemens, og snart var vi på vej mod hospitalet.

Alt gik så stærkt for tiden, men jeg nød hvert enkel lille sekund, jeg følte mig hel igen, men dog ikke fri, ikke endnu.

”Tak fordi du gider tage med,” takkede jeg ham og lod mit blik glide ud på de forbi passerende biler.

”Selvfølgelig vil jeg tage med, og det er desuden også min skyld at du skal dertil,” pointerede han ud, men jeg rystede på hovedet. ”Der er ikke noget der er din skyld, du kan ikke gøre for at størstedelen af klodens teenagepiger er helt skudt i dig,” argumenterede jeg, og han fik et lille smil om læberne.

”Bogstaveligtalt,” smålo han, og først da jeg forstod, at han hentydede til min skud episode, kunne jeg grine med.

 

 

”Alt ser fint ud,” fortalte lægen og kørte, på sin kontorstol, hen til sin computer igen. ”Den er snart helet igen, du skal dog forsætte med dine krykker en måneds tid endnu,” informerede han om, og jeg nikkede, det var vel ikke så slemt?

”Hvad må hun fortage sig af aktiviteter?” Spurgte Harry meget højtidligt og lagde den ene ben over kors. Jeg kiggede lidt små dumt over på ham. Jeg måtte nok ikke fortage mig nogen der kunne udsætte min fod for overbelastning.

Lægen svarede det samme som jeg tænkte, og Harry rykkede sig lidt frem i stolen.

”Altså, hvad med … ehm, altså er hele hendes krop så ramt af det?” Blev han ved, og rykkede lidt ubekvemt på sig, og jeg rynkede brynene. Hvad snakkede drengen om?

”Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål Mr. Styles, kunne du måske uddybe dig lidt?”

”Sex!” Udbrød han småfrustreret og kørte akavet en hånd gennem sit elles stylede hår.

Mine øjne spærrede op i samme sekund. Hvorfor i alverden bekymrede han sig om det, når vi alligevel ikke skulle dyrke det? Vi var ikke sammen mere? Han regnede vel ikke stadig med …

Lægen rømmede sig lidt forlegent og rettede så ryggen, og kiggede professionelt på os. ”Ja, det kan hun vel godt, men I ... jeg mener, det skal hun bare passe lidt på med, men det skal nok ikke være…” jeg kunne ikke klare mere, han skulle ikke til at blandes ind i mit sexliv.

”Tak,” stoppede jeg ham og sendte ham et anstrengt smil.

Der lagde sig en tung tavshed over os, og vi kiggede alle sammen lidt ubekvemt rundt på hinanden.

”Ja, det var så det …” vi rejste os alle op i samme sekund som lægens ord ud flød ud i lokalet, og efter at have givet hånden med ham, var vi ellers dem der var skredet.

 

”Hvad handlede det lige om?” Spurgte jeg da vi gik ned af mod bilen. Han trak på skulderne: ”jeg tænkte at det være meget rart for dig at vide.” Rart for mig at vide? Hvis jeg havde villet vide det skulle jeg da nok have spurgt!

”Hvem skulle jeg gøre det med?” Spurgte jeg og slyngede armene i vejret. – ”Nu er det ikke lige fordi jeg render rundt med en fast kæreste,” sagde jeg og sendte ham et sigende blik. Bare han nu ikke var ude på noget.

”Mira,” stønnede han og rakte ud efter min hånd, men jeg lod ham ikke fange den. I stedet stoppede jeg op og stillede mig foran ham.

”Harry, vi er ikke sammen mere, vi er venner, okay?” Jeg mødte hans ømme blik, og det var alt andet end glad.

”Det ved jeg godt, men for mediernes skyld, så kan vi også lige så g…” han trådte et skridt frem mod mig, men jeg holdte afværgende min hånd mod hans brystkasse, og fik lod den ene krykke hvile mod den anden.

”Stop,” bad jeg, og han bed sig i sin underlæbe og kiggede væk, sikkert bange for at møde mit afvisende blik.

”Jeg elsker dig,” peb han, og jeg kunne fornemme at en følelsesmæssig konfrontation var ved at tage til. Igen, det her var ikke første gang. Men jeg var heller ikke helt uskyldig, for det var ikke kun altid ham, det havde skam også været mig der lod tårene flyde over, og føle sig dybt ulykkelig..

Jeg sukkede, støttede ned på min dårlige fod, og lod krykkerne ligge ind mod min mave så de ikke væltede. Hurtigt tog jeg hans solbriller fra hans sidlomme, og gav ham dem på.

”Kom,” mumlede jeg og tog da fat i mine to ekstra ben, og førte os hen til bilen. Denne gang åbnede jeg selv døren, og turen hjem var plaget af en akavet stilhed.

 

Efter et pludseligt opkald da vi var kommet tilbage i min mors lejlighed, tog Harry af sted og efterlod mig i tvivl om, hvad jeg skulle stille op med os. Hvis jeg tog ham tilbage, hvis vi fandt sammen igen, så ville jeg være ulykkelig, jeg ville ikke være 100 % tilstede, og det var hverken fair overfor ham eller mig.

Men hvis vi forblev sådan her, sammen i pressens øjne, men venner i virkeligheden, så ville han være ulykkelig. Alligevel kunne jeg ikke gøre det helt forbi med ham, både fordi det ville gøre for ondt, og fordi han ikke ville lade mig gøre det. Han havde sagt, at han så i det mindste kunne vise sin kærlighed til mig igennem kameraet. Indtil videre var det også fint for mig, men det kunne nok ikke vare foreviget.

Bank, bank! Lød det fra døren, og jeg begav mig op fra min stol, og hinkede derhen. Skrækslagen for hvem der kunne finde på at dukke op foran min dør, havde jeg fået det sådan, at jeg kunne se hvem der stod udenfor.

Denne gang var det heldigvis ikke en sindssyg fan der ville slå mig ihjel, men derimod Niall Horan.

Han slog mig dog bare ihjel physisk, bare med sin tilstedeværelse. 

”Hej Niall,” hilste jeg og bød ham indenfor. Han så godt ud som altid. Hans gule brune lokker sad lidt tilfældigt, og med hans sorte shorts med en grå grøn t-shirt til, kunne jeg ikke andet end sukke. Selv hans tøj vakte minderne frem i mig, minderne fra dengang jeg var lykkelig. På grund af ham.

Niall havde jeg ikke set siden den dag hvor jeg blev skudt. Jeg havde godt nok også haft mine forestillinger om hvorfor, han ikke havde kommet forbi noget før.

Efter jeg var blevet trukket med ind i rummet hvor Milla havde holdt mig som gidsel, havde Niall tilkaldt efter hjælp.

”Hvordan går det?” Spurgte han og hang sin jakke på knagen.

”Tjo, det går vel fint.” Jeg hinkede tilbage til mine krykker, og vendte mig igen mod ham.

"Vil du have kaffe? Te?" Tilbød jeg, og han nikkede smilende, " ja tak, til te," fortalte han og jeg begav mig ud i køkkenet. Jeg havde lidt håbet at han var blevet ude i stuen, men selvfølgelig var han fuldt med.

"Hør, jeg er ked af jeg først kommer nu, det har bare været svært, du ved," prøvede han at forklarere, og fumlede nervøst med sine hænder. Læder armbåndet jeg havde givet ham til hans fødselsdag for nogle år siden, hang smukt om hans let brune håndled. Det var også den aften hvor vi for første gang havde været sammen ... sådan sammen - sammen.

Jeg rystede minderne af mig, og imens hældte vand op i kedlen, og skød et bryn i vejret.

"Har det været hårdt for dig?" Spurgte jeg sarkastisk, nu var det jo ikke lige ham der havde været blevet taget som gidsel, men jeg havde dog en fornemmelse af hvad han snakkede om.

"Det var ikke sådan jeg mente det ..." sagde han og lod sit blik synke til jorden.

Jeg nikkede. "Det ved jeg godt, jeg bebrejder dig heller ikke noget," lød min stemme, og jeg ventede på vandet blev færdig med at koge. Imens slog han sig ned på en barstol på den anden side af skranken af mig.

"Mira, der er noget jeg gerne vil fortælle dig," han kiggede afventende på mig, og jeg havde min bange anelser om hvad det kunne være, han ville dele med mig.

"Ja?" Spurgte jeg nervøst , og han kiggede ned på sine hænder, og dernæst op på mig igen.

"Her på det seneste, jeg har haft den her følelse, jeg har haft den før, og Mira, jeg tror jeg e..." Ude af stand til at ville høre mere blev jeg nødt til at afbryde ham.

"STOP!" Råbte jeg og han klappede øjeblikkeligt i.

"Undskyld?" Spurgte han forlegent.

 Åh, hvis han prøvede at fortælle mig, at han elskede mig, ville jeg ikke høre det. Jeg ville give alt for at kunne være sammen med Niall, alt, jeg elskede ham så ubetinget. Men det ville aldrig gå, hverken angående pressen eller Harry, jeg ville skabe splid mellem dem, og det havde jeg lovet Liam at jeg ikke ville, og så var det bare forkert.

I'm a girl in trouble ...

"Vandet, du ved, det skal stoppe med at koge så vi kan få vores te," prøvede jeg at redde den, og selvom han kunne se at det ikke var det, lod han alligevel med at køre mere i det.

"Mira?" Spurgte han efter en lang, akavet, stilhed, og jeg tog og fyldte noget af det dampende vand op i hans krus, hvor hans tebrev lå i, og så i mit eget dernæst.

"Nialler?" Sagde jeg, som jeg rakte ham sin kop.

Han lo, og smilede varmt til mig: "Det har du ikke kaldt mig i hundred år," mumlede han og fangede mit blik.

"Det føltes også godt at sige det, igen," indrømmede jeg, og mærkede blodet stige til min kinder.

Hvorfor Mira? Hvorfor skulle du absolut sige det? Det gav ham jo bare mere blod på tanden til at sige, hvad han havde på hjertet.

"Hør, jeg ved ikke hvordan jeg skal få det her sagt, men ..." igen blev jeg nødt til at afbryde ham.

"Så lad være med at sige noget," det var langt fra et forslag, og det tror jeg også han forstod, for han tog kruset op til din mund og sippede lidt til teen.

...

"Mira, du bliver altså nødt til at høre på hvad jeg har at sige," insisterede han efter at have sunket, og jeg sank selv en klump derefter. Hvad skulle jeg svare ham? Skulle jeg afvise? Var det for sent at løbe skrigende væk? Ja, for jeg var på krykker og han ville nok finde det sært. Hvorfor overvejede jeg det overhovedet!? Det var jo ikke mig der skulle tilstå! Det her var vel meget værre for ham.

"Okay, så kom med det." Min stemme var underlig kold og hård, men jeg kunne ikke vise min svaghed over for ham. Hvis han virkelig sagde at han elskede mig, så blev jeg nødt til at stå fast ved min beslutning om, at vi aldrig kunne finde sammen igen. Uanset hvor meget det gjorde ondt.

Han kiggede usikkert rundt, og jeg tænkte at han samlede modet til at få ordene sagt. Så havde jeg i det mindste tid til at finde et svar.

Som om jeg nogensinde ville finde et!

"Mira jeg ender som ensom mand, jeg ved hverken ind eller ud længere," efter han havde sagt ordene, kiggede jeg måbende hen på ham.

Hvordan skulle det lige tolkes?

"Kan du ikke uddybe dig lidt mere?" Spurgte jeg, og lænede mig op af køkkenbordet.

Niall kløede sig i håret, og prøvede ihærdigt at undvige mit søgende blik.

"Jeg føler mig ikke længere som mig selv, Mira," fortalte han, og nu måtte jeg selv klø mig i håret.

Lus ... sorry, not. Men det her var altså forvirrende!

"Har det noget med mig at gøre?" Jeg bad inderligt til, at det ikke havde. Måske elskede han mig rent faktisk ikke, måske havde jeg slet ikke haft noget at bekymre mig om?

"Det ved jeg ikke, jeg ved snart ikke hvilken rolle du spiller i mit liv længere." Hvordan skulle jeg tyde det? Jeg var så forvirret.

Lige pludselig blev jeg ivrig efter at vide, hvad han egentlig følte for mig. Hvad med den sms på Harrys mobil?

"Det ved jeg heller ikke," mumlede jeg, og tog en ordenlig slurk af min te, hvilket var dumt, for jeg brændte mig på tungen.

"Måske vi skal gøre noget ved det?" Spurgte han og var hurtig til at rejse sig op. Uden jeg kunne nå at flytte mig, var han nu kommet helt tæt på mig, jeg kunne mærke hans varme, tryggende ånde mod min hud.

"Niall .." begyndte jeg, men han cuttede mig af. 

"Hør nu på mig Mira, jeg kan ikke holde det her ud længere," lagde han ud, og jeg pressede fortvivlet mine læber sammen. 

"Så snak til mig, Niall," sagde jeg, men istedet for at det kom ud i en hård og fast tone som jeg ville have haft det, blev den lille og svag. 

Han kom helt tæt, og hviskede i mit øre, så hårene rejste sig på mine arme. 

"Jeg vil hellere gøre noget andet," hans ord så tiltrækkende i mit øre. Det var lige før jeg havde givet efter.Givet efter for hans let adskillige læber, der ville have mig for sig selv.

"Men det kan vi ikke," sagde jeg en smule irriteret, skuffet over min lorte situation. Men jeg havde ingen andre end mig selv at bebrejde, jeg var skurken uanset hvordan jeg drejede det her. 

Jeg var ville ikke være sammen med Harry, han ville med mig. Niall ville også være sammen med mig, men jeg kan ikke være sammen med ham selvom om jeg ville. Hvordan skulle det her nogensinde ende lykkeligt?

For at skabe noget afstand, så jeg ikke endte med at bukke under for hans charme, humpede jeg et par skridt væk, og kiggede dernæst ned i jorden.

"Hvorfor ikke?" Hørte jeg hans stemme sige, hviske.

En trang til at lade tårene få fri løb, og kaste mig i hans arme var virkelig tillokkende lige nu, men jeg måtte være stærk. Det var for de bedste, måske ikke for mig, eller for Niall, men for alle andre. 

"Du må forstå, jeg kan ikke ... Harry," peb jeg og prøvede at holde vandfaldet inde. Jeg kunne ikke engang kigge på ham! Det ville gøre alt for ondt, jeg ville ikke kunne klare det. En dyb, skærende smerte brændte inde i mig, og jeg lod mit hoved glide længere ned i skam.

Niall sukkede, og jeg hørte nogle fodskridt forsvinde længere væk fra mig. 

"Du elsker ham stadig? Det er okay, jeg skulle have grebet min chance mens jeg havde den, jeg skulle have grebet dig inden du faldt ind i hans arme. Det er min fejl." Som han afsluttede sin sætning, røg mit blik op, og jeg mødte hans klare blå øjne, og det skar i mit hjerte. De var fyldt med tåre. 

"Jeg elsker dig," hviskede jeg, og kneb en tåre. De ord jeg havde været så bange for at høre fra ham, endte jeg nu med selv at stå og sige. Bordet var blevet vendt. 

Han rynkede brynene og tog forsigtigt et lille, prøvende skridt frem mod mig. 

"Hvad sagde du lige?" Spurgte han om, og kiggede håbefuldt på mig, som om han ikke kunne tro hvad hans øre lige havde hørt.

"Jeg elsker dig," sagde jeg, men denne gang med en mere fast og klar stemme. Det føltes godt at sige, det var nogle savnede ord, ord jeg havde savnet og sige mens jeg faktisk mente det. Uden at lyde som en kælling, hvilket jeg måske havde været overfor Harry, og det var virkelig ikke fair. 

"Mira," fremstammede han, og jeg følte min mave slå knuder. Han følte selvfølgelig ikke det samme! Din torsk, du har afsløret dig selv, og nu kommer det til at blive pinligt mellem jer. 

"Hør Niall, det er lige meget, det v..." som jeg var midt i min halvknudrede sætning, bremsede han mig.

"Jeg elsker dig, Mira, jeg elsker dig og det har jeg først indsent nu her for noget tid siden, jeg var så blind, jeg kunne ikke se hvad jeg havde før jeg mistede det. Undskyld."

Niall. Elskede. Mig.

Hvad, nej, det var forkert, han burde ikke elske mig, han burde ikke føle det samme! Jeg fortjente ham ikke! Jeg fortjente ikke nogen fra One Direction! Argh!

"Det okay," mumlede jeg, ude af stand til at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv.

"Det okay?" Spurgte han og jeg nikkede bekræftende, og han nærmede sig med lange skridt. 

Jeg ville mærke ham, jeg ville mærke hans læber mod mine, uanset hvor forkert det end var, uanset hvor selvisk det nu lød, jeg ville føle ham igen.

"Niall," stønnede jeg, og han kiggede på mig med et skævt smil. Han forstod en hentydning, og mødte mig i et hedt, inderligt og ikke mindst, savnet kys. 

 

*

 

Uden at sige det højt for mig selv, vidste jeg godt hvad jeg måtte gøre, jeg havde tænkt det hele igennem, mere eller mindre. Billeten var bestilt, alt var skrevet, ingen kunne nå at stoppe mig

Niall var ikke blevet ret længe efter kysset, jeg havde sendt ham ud, på en blid måde, jeg havde brug for at tænke, brug for at være lidt alene, hvilket så var det eneste jeg var her for tiden. Men med Niall tæt på mig, eksploderede mine hormoner og følelser, og jeg kunne ikke tænke ordenligt og ville måske drage forhastede beslutninger.

 

Så derfor var der nu ikke flere af mine ting tilbage i min mors lejlighed. 

Alt snurrede rundt i hovedet på mig, og jeg var glad for at Liam havde sagt ja til at komme og samle mig op. Ja, jeg havde ikke kunne holde ud at være alene i mere end et par timer. 

 

"Hey Mira," hilste Liam, som han mødte mig i et varmt kram nede ved hans bil. 

"Hej Liam, tak fordi du gider at køre mig," takkede jeg og han nikkede. "Selvfølgelig vil jeg det." 

Han tog min taske, smed den om på bagsædet, og satte sig derefter ind på føresæddet. 

"Hva, bliver det idag?" Spurgte han en anelse flabet om, og jeg vågnede af min trance. 

"Undskyld," mumlede jeg, og hoppede ind i hans sorte, mega lækre, og helt sikkert totalt dyre bil. Wow! Sæderne her var jo virkelig behagelige. 

Men vi kørte, snakkede vi lidt om vind og vejr, men på et tidspunkt, lagde der sig en stilhed over os.

Stilhed før storm ... 

Liam lignede en der havde noget på hjertet, og op til flere gange åbnede han munden for at sige noget, men det eneste der kom ud var stilhed. 

Efter det var sket et par gange, åndede jeg tungt ud. "Sig det nu bare, Liam," bad jeg ham om og lod mit diskret mit blik betragte ham, som han skiftede gear.

"Hvad har du tænkt dig?" Hvad jeg havde tænkt mig? Ja, godt spørgsmål der, det var måske en dum ide at fortælle ham?

Som en forpustet martonløber der næsten var i mål, tog jeg anstregende tilløb til at sige min sætning. 

Forskellen på løberen og jeg var bare, at jeg aldrig kom i mål.

"Det er bedst hvis du ikke ved noget, bedst for dig selv, Liam," forklarede jeg og han nikkede forstående, bare ikke helt tilfreds.

"Jeg holder mit løfte, jeg vil ikke skabe splid mellem Jer," indrømmede jeg, og nu kom lufthavnen snart til syne. Jeg sank en klump. 

Da vi holdt stille inde på en plads med en masse hvide streger malet rundt om bilerne, rodede jeg rundt i min taske, og fandt to hvide kuverter frem. De timer jeg havde tilbragt alene, efter jeg havde sendt Niall afsted, havde alligevel gået til et nyttigt formål.

"Vil du ikke være sød at give dem hver deres?" Spurgte jeg Liam om, og rakte ham de  to breve hvor der stod Harry og Nialls navn på hver sin.

Liam kiggede skeptisk på dem, men nikkede så til sidst, sikkert overbevidst om, at jeg ikke ville lave rod i den. 

"Hvornår? Spurgte han, som jeg klipsede min sele op. 

"Når tiden er inde," mumlede jeg og mødte hans blik. 

"Det lyder som en meget brugt filmreplik," indrømmede han, og jeg kunne ikke holde en lille latter tilbage. 

"Nej, det har du vel ret i, men tak Liam, for alt." Han trak mig ind i et kram, og jeg tog mig selv i at knuge ham tæt indtil mig i lidt for lang tid.

 

"Pas godt på dig selv!" Råbte han efter mig, som jeg vendte mig om for at vinke farvel til ham.

Da han ikke længere var i syne, tillod jeg mig selv at lade tårene få frit løb. Jeg havde trukket min hættetrøje godt over hovedet, bad inderligt til, at ingen ville genkende mig. 

Da jeg  havde fået tjekket mig selv ind, slendrede jeg hen til display skærmene, og lod mit blik glide hele vejen ned over de gule bogstaver, indtil det landede på min destination. Irland.

Jeg huskede Liams spørgsmål, "Hvad har du tænkt dig?" 

"Jeg forsvinder," hviskede jeg, som svar til hans spørgsmål. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...