When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4083Visninger
AA

16. Not what you think

Da jeg åbnede øjnene om morgnen, havde jeg en god fornemmelse i kroppen. Harry og jeg havde gjort det, vi havde virkelig haft sex. Det var næsten en hel lettelse, og næste gang ville jeg ikke blive nær så nervøs over det.  Nu kunne vi måske komme lidt videre med vores forhold, fået taget det næste skridt og komme til noget nyt. Den her ville løse alt. Jeg vendte mig om mod Harry, og fandt hans del tom. What? Åh! Jeg lod mit hoved ramme puden. Selvfølgelig var han gået, hvorfor havde jeg ikke kunne sige mig selv det? 

Han havde jo heller ikke fortalt mig, hvorfor han var så sur på mig den forgående dag. Måske ville han bare gerne nå at komme i bukserne på mig, inden han drog videre til næste pige? Kort efter jeg havde stået op og fået tøj på, begav jeg mig ud i køkkenet, og resten af lejligheden for den sags skyld, for at tjekke om han var nogen steder. Men nej.

Frustreret slog jeg mig ned inde i soveværelset igen, fandt min mobil frem, og ringede Niall op. 

"Hej Mira," lød en glad stemme,og jeg kom automatisk til at smile. - "Halløj - halløj, hvordan går det?" Spurgte jeg for at komme i gang med samtalen. "Tjo, det går som det går en tidlig onsdag morgen." Tidlig og tidlig, den var halv tolv!

"Men jeg gætter på, at det ikke var derfor du ringede?" - "Du har ret, jeg har brug for at snakke med dig om noget." Jeg kunne næste føle ham nikke i den anden ende af røret, så jeg forsatte: "Harry er skredet efter at vi ... du ved ... hyggede os i går." Det var ret akavet at fortælle om, men jeg skulle have det ud og snakke med nogen om det. 

"Øhh ... det er ikke så godt. Er du sikker på at han er skredet-skredet?" -"Helt sikker, jeg har været rundt i hele lejligheden." "Var i ikke også uvenner?" - "Jo, men vi fandt ud af det,. Sådan da." Han sukkede, "Mira, i må se at få styr på det der, for jeg ved, at Harry vil det rigtig gerne." -"Jeg vil det også rigtig gerne, men hvis jeg fortæller ham det,´så gør det bare alt meget mere kompliceret," indrømmede jeg.

"Men elsker du ham?" - "Jeg ved det ikke Niall, det tror jeg," jeg vidste ingenting mere, jeg måtte se at få styr på mine følelser.  "Det er ikke nemt så, men du må jo bare ringe til ham eller noget," kommenterede han. "Ja, sådan må det vel blive, men hvad nu hvis han bliver sur?" - "Så må du lægge ham lidt på is, han skal nok blive god igen." - "Du har ret, jeg må have en snak med ham omkring det." 

Der var stille lidt.

"Gud hvor er jeg sulten, jeg tror jeg vil ud og lave mig noget morgenmad," så kendte jeg drengen igen. "Lækkert," - "meget, jeg tror jeg vil lave dit ynglings, den helt store britiske morgenmads menu, og jeg vil huske at riste brødet med kanel!" -"Hvor ville jeg ønske du var her, du ved det altid lige som jeg vil have det." Sukkede jeg højlydt og slikkede mig om læberne. Den morgenmad lød virkelig tiltalende lige nu.

"Det er jo lige det, men jeg bliver nødt til at løbe inden min maver springer," - "du simpelthen for dejlig, og men spis nu ikke for hurtig!" Han grinede lidt, og så sagde vi ellers farvel.   

 

Harrys synsvinkel:

Jeg havde bestemt mig for at overraske hende, så jeg var gået ned til bageren som godt nok lå et stykke herfra, men jeg ville med glæde gøre det for hende, og købe os noget morgenmad. For ikke at vække hende, åbnede jeg forsigtigt døren op til lejligheden, stillede tingene fra mig, og liste hen til døren. Hun sad på sengen og snakkede i telefon. Heldigvis sad hun med ryggen til. Jeg vidste ikke hvorfor jeg stod og lyttede med, men noget sagde mig, at jeg burde. 

"Jeg ved det ikke Niall, det tror jeg," jeg stivnede da jeg hørte hans navn, og pressede mig længere op mod væggen, så hun ikke ville få øje på mig.    

"Jeg vil det også rigtig gerne, men hvis jeg fortæller ham det, så gør det bare alt meget mere kompliceret,"

"Ja, sådan må det vel blive, men hvad nu hvis han bliver sur?" Hvis hvem blev sur? Mig? Ja, hvem ellers? Blive sur over hvad? At de havde noget bag min ryg? Ja, hvad ellers?

"Lækkert," sagde hun, og jeg kiggede hen for at se hende smile grinende og slikke sig om munden. Åh! Han havde garenteret fyret et eller andet super romantisk af til hende.

"Hvor ville jeg ønske du var her, du ved det altid lige som jeg vil have det." Sætningen skar i mit hjerte. Hun ville ønske han var her, hun ville have ham og ikke mig. Men hvorfor var hun så sammen med mig?  For at gøre ham jaloux! Hun havde jo været helt elendig over deres brud, og nu skulle hun have noget at få ham til at have hende tilbage. Og jeg var offeret for det ...

Da jeg hørte hende rejse sig efter at have sluttet samtalen, skyndte jeg mig ud i køkkenet. Jeg var såret, jeg var virkelig ramt. Jeg elskede hende virkelig, men hvad var der ved det, når jeg kun var en brik i hendes puslespil?  

 

________

 

Miras synsvinkel:

Jeg vidste virkelig ikke hvad der var med Harrys humørsvingninger, det var virkelig for sygt! Men han var i det mindste ikke skredet-skredet, han havde bare hentet morgenmad, men han havde åbenbart selv mistet appetitten. Det lignede ellers ikke ham.

"Harry, er der noget galt?" Han rystede på hovedet, "ikke noget du behøver at bekymre dig om." - "Harry jeg er din kæreste, du kan snakke med mig om alt!" Han sukkede. "Okay, men du vil nok ikke kunne lide det, eller måske, men jeg ville i hvert fald ikke kunne lide det."

Hvad snakkede han om?  "Harry, jeg forstår ikke helt ..." -"det behøver du heller ikke, det kan gøre lige meget." "Nej! Harry, du skal ikke gå rundt og have det dårligt over noget, jeg vil gerne høre om det."

Jeg rejste mig, og gik hen til ham. Jeg satte mig på hug foran ham, da han havde drejet sig på stolen, så benene sad væk fra bordet.  "Snak med mig, Harry." Han kiggede forpint væk. - "Hvorfor er du så sød?" Spurgte han efter lidt.

Jeg kom helt til at smile, og jeg rejste mig op. "Fordi jeg har en dejlig kæreste." Jeg lænede mig ind over ham, og lod mine læber møde hans.  Først var det som om han ikke rigtig kyssede med, men lige som jeg skulle til at trække mig væk, trak han mig tættere ind til sig, og udviklede kysset. 

Som sagt, total humørsvingninger, og det var ikke engang sådan at han havde den månedlige ting, han kunne bruge som undskyldning. Men jeg var overbevist om, at han nok skulle blive god igen, jeg mener, hvor slemt kunne det lige være det der var galt? 

 

_____________________________________

Vi var blevet enige om at blive sammen i dag, og lave noget. Så efter morgenmaden gik vi en tur, og selvom der var mange fotografer og folk der ville have autografer osv. var det en dejlig og hyggelig tur.

Vi havde derefter gået hen for at tage noget frokost med hjem til min lejlighed. Det var blevet noget kinesisk, jeg var helt vild med sådan noget. 

"Hvad skal vi så lave bagefter?" Spurgte han om, da vi sad ved køkkenbordet og spiste. "Hm, lige hvad du har lyst til," jeg smilede sødt til ham, men det var vist noget han misforstod. Åh Gud. 

Da vi havde tygget af, rejste han sig op, gik hen til mig, og løftede mig op. "Harry! Jeg har lige spist!" Brokkede jeg mig, men han var ligeglad. 

"Du sagde jo jeg måtte bestemme hvad vi skulle." Han bar mig ind på badeværeslet, og så havde jeg regnet ud hvad han ville. 

"Harry, jeg er virkelig oppustet når jeg lige har spist, og du ved, 30 min. inden man må dyrke nogen form for "sport"." -"Så må vi jo hellere lave lidt forspil," jeg bed mig i læben. "Harry dit perverse dyr!"Han lo højlydt, og lod mig presse op af væggen. "Jeg ved du kan lide det," sagde han med et glimt i øjet, og jeg bed mig i læben. "Selvfølgelig kan jeg det," mumlede jeg, inden jeg pressede mine læber mod hans.

Så efter de 30 min, gik vi ind i badet, og hyggede videre der. Det var som om alt bare gav mening nu, det var ham jeg ville være sammen med, ham der gjorde mig lykkelig. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...