When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4069Visninger
AA

19. Leave me

Miras synsvinkel:

Som jeg lod mig falde ned i vandet med Niall, mærkede jeg et stærkt greb om mine arme.

"Forhelvede Mira," lo Niall da vi kom op over overfladen igen. Men han burde have set den komme, lige så langt tilbage jeg kunne huske, havde jeg altid overfaldt ham når vi var ude at bade. Det var efterhånden en strand rutine.

Vi lo, og jeg glemte egentlig alt om, at jeg havde lovet at give Harry massage. 

Han lå og ventede på mig da jeg kom ind på stranden igen. Eleanor sendte mig et irriteret blik, men jeg forstod hende ikke, hvad havde jeg gjort? Det var vel humant at glemme.

"Undskyld, jeg er klar til at give dig noget le massage," fyrede jeg af og satte mig ovenpå Harrys røv. "Louis, rækker du mig ikke lige sololien?" Han smilede og rakte mig det jeg spurgte efter.

Jeg gik i gang med at massere, og Harry så vist ud til at nyde det en helt del. Han fik vendt sig om, og jeg sad nu oven på hans skridt. Jeg kunne mærke noget trykke mod mit underliv, og jeg kunne ikke holde et fnis tilbage.

"Ryk lige hegnet om os," kommanderede Harry og jeg gjorde som han sagde. Vi havde en parasol ovenover os, og nu med vind hegnet omkring os også, var vi godt dækket.

"Du ved godt, at du ser virkelig fræk ud i den bikini, ikke?," sagde han og rejste sig så han nu sad op. Hans læber mærkede jeg rundt omkring på min hud, og jeg lod mit hoved hvile på hans ene skulder.

"Nå, du er nu heller ikke værst." Jeg fik en, hvad jeg selv syntes var en god ide, og satte mine læber til rette på hans hals, og sugede så til.

 

*

"Ved du godt hvor upraktisk det er?! Harry forhelvede, hvis nogen af de piger eller fotografer ser dig med det, så ... så går de sgu alle sammen helt amok!" Udbrød Louis og jeg lænede hovedet tungt mod væggen.

De vidste ikke, at jeg lyttede med, men da jeg hørte en hævede stemme og mit navn, tog min nysgerrighed over.

"Louis, folk ved godt, at jeg har en kæreste, hun har ret til at give mig et sugemærke!" Forsvarede Harry, men jeg fortrød nu alligevel, at jeg havde lavet det. Jeg ville ikke skabe flere problemer mellem drengene, end jeg allerede havde gjort.

"Det her er en koncert for velgørenhed, det er det der skal være fokus på, ikke at din kæreste har lavet noget af et klamt sugemærke på din hals." 

Gennem dørsprækken kunne jeg se Harry, som trådte truende frem mod sin bedsteven. "Har du et problem med hende? For jeg syntes virkelig ikke du kan tillade dig, at kalde hende klam." 

"Jeg har aldrig kaldt hende klam!" Råbte Louis småfrustreret, og jeg forstod ham egentlig godt.

"Hvad er der så klamt ved det her sugemærke?" Harry holdt sin stemme på et lavt toneleje, og jeg kunne næsten ikke høre hvad han sagde.

"Alting!" Louis toneleje, var stik modsat af Harrys.

"Men hvis det havde været Eleanor der havde lavet et på dig, så var det vel ikke klamt?" Samtalen var blevet mere og mere intens, og jeg fulgte med, med en klump i halsen.

Louis svarede ikke på Harrys kommentar, og jeg ville ønske, at jeg kunne have set hans ansigtsudtryk.

"Det tænkte jeg nok. Jeg ved ikke hvad det er, men du har altså noget imod hende, det har Eleanor også, men lad være med at være sådan der," sagde Harry irriteret.

"Det var da dig der havde noget i mod hende den aften du kom hjem til Eleanor og mig. Der var det dig der fik hende til at fremstå i et dårligt lys." 

Hvad? Hvad handlede det lige om?

Harry slog hjælpeløst op med armene. "Hun frustrere mig, men jeg holder stadig utrolig meget af hende, og undskyld Miras og mit forhold ikke er perfekt som dit og Eleanors, men sådan er det altså bare!" Nu byttede drengene roller, og havde var den med hævede stemme.

"Hold nu op, vores forhold er heller ikke perfekt, men jeg er i det mindste ikke i tvivl om, at hun elsker mig." Av, den sad, og den sad virkelig godt. Jeg elskede da Harry! Ikke?

"Du forstår det ikke, jeg ved at hun holder af mig," sagde han denne gang med en rolig, men trist stemme.

Louis gik venligt hen ved siden af Harry, som for at vise, at han var der for ham: "Men elsker hun dig?" 

Harry svarede ikke, men jeg kunne se på hans løse kropsprog, at han ikke troede på min kærlighed til ham.

Troede jeg selv på den?

 

 

*

 

Tusinde af pige skrig fyldte mine øre, og jeg var sikker på, at jeg ville vågne op med en slem hovedpine i morgen.

Ja, jeg var til 1D koncert med Eleanor, og så selvfølgelig alle directionerne. Nu da jeg vidste, at Eleanor ikke brød sig specielt meget om mig, havde jeg svært ved at nyde hendes selskab, og jeg følte mig ufattelig klodset hele tiden.

"Skal du med ud at spise bagefter?" Spurgte hun med hendes sukkersøde stemme, og jeg fik kuldegysninger på armene. Det var som om, at jeg nu kunne høre alt hadet i hendes stemme, og det var alt sammen rettet mod mig.

"Nej, jeg tror jeg tager hjem," mumlede jeg og lod mit blik glide ned på mine nu utrolig interessante sko.

"Nej! Du skal da komme med os, hvorfor vil du dog tage hjem?" Hvorfor prøvede hun overhovedet? Måske jeg bare skulle fortælle hende, at jeg vidste, at hun hadede mig? Så kunne hun i det mindste droppe facaden. 

"Fordi ... det ved jeg ikke, jeg har bare ikke lyst." Hun så en blanding af chokeret og forvirret ud.

"Kom nu?" Hun gjorde mine til at ligge hendes hånd på min skulder, men jeg holdt afværgende en hånd op: "Hold nu op! Jeg tager ikke med." Hun trådte målløst et skridt tilbage, og blev stum. 

Ja, jeg ved godt du ikke kan lide mig! Så lad nu forhelvede være med, at lade som om du kan, jeg ved sandheden! 

Smerten fra at vide, at både Louis og Eleanor ikke kunne lide mig, og det at Harry tvivlede på vores forhold, gjorde alt for ondt.  Lugten fra den svedige atmosfære, gav mig en streng kvalme, de utallige af skrig hjalp ikke lige frem på det, og det blev alt sammen for meget for mig.

"Jeg kan ikke holde det ud!" Jeg vidste at Eleanor hørte mig, så derfor vendte jeg mig om mod hende, og fortalte kort, at jeg smuttede.

"Mira!" Hørte jeg hende råbe efter mig, men jeg kunne ikke vende om, og specielt ikke med den her stigende kvalme. Hvis ikke snart jeg kom ud i den friske luft, så blev det i hvert fald ikke sjovt for rengørings folkene, at gøre rent i morgen.

Tårene bannede sig vej frem, og jeg gjorde intet for at holde dem tilbage, de var velkommende.

 

 

3 millioner opkald og 450 millioner smser ... nej okay, men det føltes virkelig sådan, jeg blev bogstavligtalt over spamet af Niall, Harry, Eleanor og Zayn.

Hvor var jeg? Hvad lavede jeg? Hvorfor var jeg taget af sted? Var koncerten virkelig så dårlig?

Men jeg kunne ikke fortælle dem, at jeg var ved at spænges indevendig, at jeg var fyldt til randen og ikke havde lyst til andet end, at ligge på min mors seng og æde mig fed i is. 

Eleanor hadede mig, hvorfor? Og hvorfor havde Harry fået mig til at fremstå som en nar overfor Louis og Eleanor? Hvad var der gået galt der? Var det fordi jeg havde danset med Zayn? Var det fordi det var så indlysende, at jeg stadig havde noget for Niall?

Okay, imens jeg var flygtet ud og havde taget en taxi var jeg på randen til at bryde sammen. Der på bagsædet af taxien havde jeg indrømmet for mig selv, at jeg stadig elskede Niall, det vi havde, det var ikke slut, jeg havde ikke afsluttet det, ikke ordenligt. Men hvad kunne jeg gøre ved det? Det var ikke en mulighed at være sammen med Niall nu, ikke når jeg havde været sammen med Harry.

Men jeg elskede også Harry! Ikke? Hvad var mine følelser egentlig for ham? Jeg kunne ikke finde ud af om jeg elskede ham, eller om jeg bare holdt virkelig meget af ham. 

Hvad betød jeg for overhovedet for nogen af drengene? 

Frustreret som jeg havde været, var jeg brudt ud i gråd, og taxamanden havde vendt sig bekymret om og spurgt om alt var okay.
Det var det ikke. 

 

Nu sad jeg hjemme i min mors seng og åd is. Masser af is. En dinglede lyd lød fra hoveddøren af, og jeg sukkede, jeg magtede virkelig ikke at se nogen lige nu.

Den dinglede lyd blev efterfulgt af nogle højlydte bank, og ingen sukkede jeg. Jeg slap vel ikke for at se dem ...

Som jeg bevægede mig ud af mod døren, overvejede jeg hvad jeg skulle sige. Skulle jeg fortælle hvad jeg følte? Okay, det kom virkelig an på hvem det var.

Måske skulle jeg bare lyve og fortælle at jeg rent faktisk havde det utroligt dårligt? 

Jeg åbnede langsomt døren, og bad til, at det bare var et postbud ...

"Hej Mira ... er du okay?" Hans bløde og bekymrende stemme slog mig helt ud af kurs, og jeg måtte blinke et par gange for rigtig at fatte, hvem det var.

"Josh!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...