When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4162Visninger
AA

17. Faith to fall back on

Hej! Jeg vil bare lige undskylde over, at det har taget så lang tid med at få det her kapitel ud, jeg har bare haft så meget i hovedet og ikke rigtig har haft den store skrive lyst.

Men nu har jeg endelig fået taget mig sammen, og her er det så :) ___________________________________________________________

 

Nialls synsvinkel:

Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvordan, men sådan var det altså bare. Hver gang jeg tænkte på det, hver gang det bare strejfede mine tanker, sendte det en kilende fornemmelse igennem mig. Hvorfor? Var det måske fordi følelsen stadig sad i mig. Måske var det et tegn? Niall, du er et mess når du begynder at blive filosofisk.Åh! Jeg greb fat efter den ekstra pude ved mit hoved og lod den falde ned så den dækkede mit ansigt. Hvorfor skulle jeg udsættes for den tourtur? Our little secret ...

Jeg kunne ikke mere, så jeg satte mig op, begav mig ud i køkkenet og hældte et glas vand op. Endnu en nat fandt jeg mig selv herude, endnu en nat lod jeg den beroligende væske glide igennem min hals, i håb om at det kunne få mine nerver i ro. Hvorfor følte jeg det?

Det var lige før, at jeg ikke kunne genkende mig selv, de her tanker, det var ikke normalt for mig at tænke. Jeg var Niall Horan forfanden! Jeg havde ikke de her slags bekymringer! I hvert fald ikke på den her måde ...

Hvordan hang alt det her sammen? Hvorfor kunne jeg ikke bare slippe af med det? Langsomt gik jeg hen af mod vinduet. Det var en smuk nat, og jeg mindes i morges. En stjerne gled gennem himlen, og jeg lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding. Da jeg igen åbnede øjnene faldt mit blik på mine tanker, på mine bekymringers synder. Hende.  

 

Miras synsvinkel:

Måske hvis tog en trøje udenover? Nej, det ville jo også bare se dumt ud ...

"Harry, hvad synes du?" Spurgte jeg, og holdt en blazer og en cardigan op mod ham, da jeg kom ind i stuen hvor han sad. 

"Til hvilken kjole?" Han satte sig bedre til rette, og fjernede helt sin opmærksomhed fra tv'et. 

"2 sekunder, jeg tager den lige på!" Jeg løb ind i væreslet igen, og hoppede i den korte, tætsiddende, sorte kjole. Det var min ynglings, og den bragte mig held, eller, det havde den i hvert fald gjort før. Sidst jeg havde haft den på, var da jeg var på date med Niall for første gang, og det havde været den bedste aften i mit liv.

Jeg havde bare ikke været mentalt klar til at tage den på igen, ikke før nu.

"Wow babe, du ser jo fantastisk ud!" Udbrød Harry og rejste sig op, da jeg kom ind til ham igen. Jeg lod hans hænder glide rundt om livet på mig, og hans læber ned langs min hals, sendte pirrende signaler rundt i kroppen på mig.

"Harry," stønnede jeg, og fik hans ansigt op mod mit. "Bedøm." Jeg trak mig ud af hans tag, og trådte et skridt tilbage, så han kunne se mig ordenligt. 

"Helt klart ... blazeren, det ville være kikset med cardiganen, hvordan kunne du overhovedet overveje det?" Han lød overrasket, men da han derefter fyrrede en latter af, kunne jeg se, at han ikke helt mente det.

"Min tøjsmag er ikke kikset! Måske skulle jeg bare tage cardiganen på for at irritere dig?" Spurgte jeg, og han lukkede afstanden mellem os. 

"Du kan ikke irritere mig," mumlede han, inden jeg pressede mine læber mod hans.

 

I aften skulle vi til fest med alle 1D drengene, og en masse af deres bekendte også. Da Harry og jeg ankom, var der allerede fuld gang i festen.

"Skal du ikke med ud og danse?" Spurgte jeg efter vi havde hilst på et par stykker. 

"Jeg skal lige noget, men du slår dig bare løs, jeg finder dig," sagde han og blinkede til mig, inden jeg forsvandt ud i mængden af dansende. 

"Mira!" Råbte Niall, og placerede sine hænder på mine hofter. Han så hot ud i sin hvide t-shirt med print på, og de sorte jeans. 

"Jamen hej med dig smukke," hilste jeg, og lagde mine hænder på hans skulder, og begyndte at danse.

Her var pænt varmt, og jeg kom til at svede endnu mere af Nialls og min dansen, godt Harry havde insisteret på at jeg skulle lægge min blazer i garderoben. 

"Niall!" En lav, plantin blond tøs, kom over og afbrød vores dans. "Alice!" Udbrød han, og trak hende ind i et kram. "Godt at se dig, du ser fantastisk ud!" Det stak i mit hjerte, han havde slet ikke kommenteret på mit outfit. Han havde slet ikke lagt mærke til kjolen, ikke at jeg forventede at han skulle kunne huske den, men jeg havde vel håbet at han bare ville bemærke den. 

"Mira, det her er Alice, min gode veninde," introducerede han, og lagde ekstra tryk på "gode". Jaja Niall, hæld bare salt i mit sår! Der var helt sikkeret mere i det end bare "gode veninde", jeg var jo ikke helt dum.

"Alice, det er Mira, Harrys kæreste." Av, var jeg lige pludselig ikke hans gode veninde mere? Var jeg bare Harrys kæreste nu? Hvad med alt det vi havde været igennem? Hvor var vores venskab henne? Hvor var alle de gange vi havde grinede og grædt sammen? Vi havde været hinandens klippe? Var alt det vi havde haft sammen røget ud af hans hukommelse? Havde han lagt os bag sig?

"Hej!" Hilste Alice smilende, og rakte mig hånden. "Hej," svarede jeg, og prøvede at smile tilbage, men det fejlede vist. Heldigvis så hun ikke ud til at bemærke det. 

"Nå, men jeg ville ikke forstyre mere, jeg så dig bare lige, men tak for sidst!" råbte hun for at overdøve musikken, og lagde en hånd på Nialls skulder.

"Nej, du kan bare tage over her," jeg rykkede et skridt til siden, og gjorde tegn til, at de skulle danse sammen. 

Tak for sidst? Åh! Jeg fik det pludselig helt dårligt. Jeg hadede tanken om ham med andre end mig, lidt selvisk, og nu da jeg havde Harry, burde jeg slet ikke tænke sådan. 

"Hvad med dig? Vi kan da alle være sammen?" Forslog hun, men jeg rystede på hovedet. "Jeg havde alligevel tænkt mig at gå hen og få noget at drikke, jeg finder Jer senere!" Råbte jeg, og begyndte at gå væk fra dem.

"Okay!" Råbte de i kor, som jeg forsvandt væk fra dem.

Ha! Som om jeg gad at gå tilbage og danse med dem. Nå, men det var da godt at se, at Niall var kommet videre, selvom det gjorde ondt at være vidne til. Alice virkede som en rigtig rar person, og jeg måtte bare være glad på hans vegne.

 

Harrys synsvinkel

Der fandtes ikke ord for, hvor rasende jeg var lige nu. Jeg kunne ikke klare at se hende med ham. Hun var min, og ikke hans, hvornår begyndte han at forstå det? Han forlod hende, og nu var vi et par, Mira og jeg, han kunne ikke bare komme og tage hende tilbage når han ville!

Så gå over og fortæl ham, at han har lagt sig ud med den forkerte! Nej, Niall var min bro, min bedsteven, jeg kunne ikke være led overfor ham. Desuden ville de begge bare sige, at det var venskabligt, men så dum var jeg ikke. Der lå mere i det, end bare venskab. 

Jeg gik over mod baren af, og bestilte noget at drikke. 

Ikke nok med at jeg skulle være bekymret over hvad Niall og Mira havde gang i bag min ryg, så rykkede Louis også i mig. Han var sur over, at jeg ikke kunne komme til Eleanors fødselsdags fest, men jeg havde forhelvede da også andre ting at tænke på! 

"Der er du," et varmt kys blev plantet på mit kind, og jeg sukkede øjeblikkeligt. Hun gjorde altså et eller andet ved mig.

"Var du ikke ude og danse?" Spurgte jeg en smule irriteret, og tog imod min drink. 

"Jo, men det var indtil jeg opdagede, at min dansepartner aldrig ville dukke op." Mente hun mig? Ja Harry! Hvem ellers? Louis måske? Nu er du dum dreng, selvfølgelig snakkede hun om dig! 

Jeg trak på smilebåndet, "jeg havde noget der skulle ordnes." Hun satte sig ned ved siden af mig.

"Mira, må jeg spørge dig om noget?" Spurgte jeg efter lidt, og hun nikkede fraværende.

"Hvor lang tid tog det dig at komme over Niall?"

 

Miras synsvinkel:

Hvorfor spurgte han også lige om det? Det var nok det sidste spørgsmål jeg havde lyst til at blive spurgt om! Eller okay, jeg kunne vel godt komme på nogle få der var værre, men altså!

Play it cool, play it cool Mira.

Jeg rørte let ved mit hår, og gjorde mig umage for at kigge ham i øjnene så det virkede oprigtigt: "Oh, det tog vel ikke så forfærdelig lang tid, altså, det blussede selvfølgelig op igen da jeg så ham på x-factor og sådan, men nu er det fint." Lort, jeg sad og løj min kæreste lige i ansigtet.

"Så du er ikke vild med ham?" Jeg slog en falsk latter op, og klaskede ham måske en anelse for hårdt på skulderen.

"Harry søde skat, jeg er vild med dig," selvom jeg ikke løj for ham, så havde jeg stadig dårlig samvittighed. 

"Men er du stadig vild med ham?" Han kiggede indtrængende, og jeg havde mest af alt lyst til at løbe skrigende væk.

Red mig en eller anden.

"Harry ... "

"Mira!" Gudskelov, min bøn blev hørt, og hvem var min redningsmand? Well, I gætter det aldrig.

"Zayn, hej, hvad så?" Jeg sagde jo, at I alle ville gætte det.

Harry kiggede tvært over på ham, men det lod han sig ikke mærke med.

"Jeg har hørt hvor god du er til at danse, jeg bliver nødt til at prøve det." Jeg lod mig forvirret rive med ud på dansegulvet af en hyper og halvfuld Zayn.

"Jeg troede ikke du var for at danse!" Råbte jeg for at overdøve den dunkende musik.

"Det er jeg heller ikke, du ved, cool kids don't dance." Okay, han var vist mere end halvfuld, så jeg undlod at kommentere på, at han så ikke var en cool kid, siden han nu dansede. 

Jeg skævede ned mod baren hvor Harry nu var forsvundet. Hvor gik han hen? 

Et eller andet sted var der noget der skreg, at jeg burde gå efter, men på den anden side, så havde jeg ikke lyst til at svare på hans nærgående spørgsmål angående Niall. Så jeg besluttede mig for at blive og danse med Zayn.

 

Harrys synsvinkel:

Jeg kunne ikke mere, jeg hadede den her følelse af at være den sure og trælse! Jeg hadede den her følelse af at være ens nummer to, når man har status som nummer et. 

Ja, hvis der overhovedet skulle være nogen tvivl, så snakkede jeg om Mira og hendes intense forhold med Niall. Hvad havde fyren som jeg ikke havde?

Sin iriske accent? Nej, for den havde hun jo selv.

Hans smarte danse? Nej, den havde hun sikkeret set tusindevis af gange.

Måske det fact at Niall var en skide sød fyr som rent faktisk også så godt ud? - Åh, den tanke skubber jeg langt væk. Jeg kan virkelig ikke holde ud, at hun tænker om andre fyre på den måde! 

Hvorfor ville hun have ham, når han allerede havde skubbet hende væk en gang? Sagde man ikke, gå aldrig tilbage til en fuser? 

Og hvorfor bliver jeg nødt til at stille spørgsmålstegn ved hendes kærlighed, når hun kysser mig inderligt, stønner mit navn når vi har sex og altid kigger med varme øjne på mig, selv når jeg er den største nar i verden?

Det her det driver mig til vanvid, jeg må slippe af med alle mine spørgende tanker. Men hvordan? 

Desværre så jeg kun en udvej.

Jeg drejede bilen ned af næste sidevej, og ikke lang tid efter fandt jeg mig selv stående udenforan den hvide dør, og bankede på.

Døren blev blidt åbnet, og hendes duft ramte mig som et afslappende vindpust. Hun sendte mig et venligt smil, og jeg fik straks dårlig samvittighed.

"Hej Harry, hvad kan jeg gøre for dig?" Hun åbnede døren en anelse mere, og rykkede sig selv til siden, så jeg kunne komme ind.

"Hej El, er Louis hjemme?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...