When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4110Visninger
AA

26. Epilog

Jeg kiggede en sidste gang rundt på de mange ting i rummet, lod mit blik fotografere det, for derefter at lade det glide om i et fjernt hjørne i mit hoved, for at blive et minde. Nu skulle jeg starte på et helt nyt kapitel i mit liv, på billedskolen. Min største drøm, jeg kunne ikke være mere taknemlige overfor Harry, han havde fået mig ind. Altså selvfølgelig havde jeg gjort mig kvalificeret til det, men han havde åbenbart haft nogle kontakter på skolen.

Sørgmodigt, men bestemt, begyndte jeg at slentre ud af mod udgangen, men en enkel lille ting, fik mig til at vende om.

Fotografibogen. 

Havde jeg ikke smidt den ud? Forvirret gik jeg hen til den. Den lå lige så pæn og ren på min hovedpude, jeg løftede det ene øjenbryn, der havde jeg i hvert fald ikke lagt den.

Langsomt tog jeg den op, og begyndte at bladre i den.Det virkede alt sammen så idyllisk, Nialls og min fortid, sammen. Det stak i mit hjerte, men jeg måtte være stærk, vi var bare venner nu, og det var for det bedste.

Jeg bladrede lidt i fotografibogen ...

Ha! Et billede hvor Niall sad med smasken fuld af flødeis, som jeg havde klasket på ham, fordi han havde tværet min egen is mod min pande. 

Jeg grinte så meget, at jeg fik helt ondt i ribbene, alle de her billeder betød virkelig meget, de havde så meget historie bag sig, og alle minderne væltede ind over mig, gode som dårlige. 

Da jeg nåede til det sidste billede, skulle jeg lige til at klaske bogen sammen, hvis det ikke var for den lille top af et billede, der stak op.

What? Det her var det sidste billede jeg havde tilføjet? Ikke? Usikkert vendte jeg den næste side. En tåre pressede sig på, og jeg tog mig selv i at smile over hele femøren.

Det var et billede af mig, jeg sad ude i stuen med tankerne fordybet i et blad, som jeg læste i mens jeg ventede på kyllingen skulle blive færdig. Men jeg var ikke den eneste på billedet, for han havde vent kameraet så hans ansigt også selv kom med på billedet. Hvordan havde jeg lige undgået at se det? Nå, det havde været en spændende artikel, som jeg alligevel ikke kunne huske nu.

På den anden side lå der en lille seddel, og jeg begyndte at læse:

"Kære Mira

Vi har været meget igennem, og jeg er glad for at vi stadig er venner. Det betyder mere end du aner.

Du er fantastisk, og jeg fortryder intet :-)

Kameraet er dit, en gave fra mig til dig, så du kan tage en masse nye billeder.

Vi ses!

Niall x"

Tårene flød ned af kinderne på mig, og jeg snøftede, men kunne alligevel ikke lade være med at smile. Så der var der kameraet kom fra, den dejlige dreng.

Stor smilende tog jeg fotografibogen, og lod min håndtaske glide ned af min skuldre, så jeg kunne proppe den deri. Kameraet lå min kuffert sammen med alle mine andre ejendele. Nu med en god fornemmelse i maven, vendte jeg mig om og forlod rummet, forlod lejligheden og gik ned til den bil der holdt og ventede på mig. 

"Til billedskolen!" Udbrød jeg og kiggede over på min chauffør. Josh. 

"Kun hvis du siger de magiske ord," forlangte han, og jeg rullede med øjnene. "Josh er min Gud og jeg tilbeder ham, jeg er hans evige slave," mumlede jeg - "tilfreds?" Spurgte jeg irriteret, men kunne alligevel ikke holde et smil tilbage.

"Tilfreds. Tænk, jeg bruger min fritid på at køre dig derhen, jeg fortjener et eller andet," brummede han. Josh startede bilen og bakkede ud af parkeringspladsen. Jeg lænede mig hen til ham, og gav ham et kys på kinden. 

"Det må være nok," sagde jeg, og han vendte udfordrende sit blik mod mig. 

"Det vil tiden vise," sagde han og jeg rystede på hovedet og lænede mig tilfreds tilbage i sædet.

Nu ville tiden vise, hvad der skulle ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...