When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4107Visninger
AA

22. Change her mind

Følelsen af at være fanget  fyldte det meste af mit sind, men jeg følte mig samtidig flået op indeni. Var det mon sådan det føltes at dø? Flere brag lød i mit indre, og det gik op for mig, at det var skuddet jeg hørte gentagende gange.

Vent lige ... hvis jeg stadig hørte skuddet, og ja, mine tanker kørte på højtryk, så måtte jeg vel ikke være død? Vel? Hm, jeg skulle ikke kunne sige det, men man havde vel altid lov at håbe.

Var Niall mon kommet i sikkerhed, eller havde hendes vrede også gået udover ham? Hvad havde pigen egentlig ramt? Hvor var jeg lige nu? Et eller andet måtte der være sket med mig, siden jeg var sådan her, siden der var så mørkt.

Noget ruskede i mig, og jeg prøvede ihærdigt at få mine øjne åbnet.

"Vågn op forhelvede!" Et slag på min kind sendte mig tilbage til virkeligheden, og i samme øjeblik dukkede minderne fra før op.

"NEJ!" Råbte Niall og et skud lød.

Niall havde kastet sig over pigen, og kuglen ramte heldigvis ikke mit hjerte, men istedet min fod. Mit blik gled ned på stedet hvor kuglen havde ramt, og først da jeg så ordenligt på det, gik smerten op for mig. Jeg skreg et skingert skrig, og tog mig instinktivt til foden. 

Et andet råb lød, og jeg kiggede tidsnok op til at se Niall tage sig til maven, mens pigen sprang frem mod mig, og smadrede pistolskaftet mod mit hoved. 

Derefter blev alt sort.

 

"VÅGN!" Skreg hun, og jeg for op. Nok ikke mit klogeste træk, for med det samme mærkede jeg smerten fra min fod. Jeg stønnede højlydt, og rørte forsigtigt foden med min ene arm.

"Jeg skulle ikke have ventet så længe, jeg skulle have slået dig ihjel mens jeg havde chancen, nu har jeg bare fået Niall til at hade mig også." Pigen snakkede med dig selv, mens hun gik frem og tilbage i rummet, med sine øjne rettet mod mig samtidig. Jeg satte mine hænder i gulvet, og trak mig hurtigt hen til den nærmeste væg.

"Du kan ikke flygte, og hvis de så meget prøver at komme nær dig, så pløkker jeg knolden af dig," truede hun, og jeg nikkede.

"Godt så, så har vi det på plads."

Sagde hun lige, at hvis de prøver at komme nær mig? Altså, så måtte der jo være nogen der prøvede at rede mig ud af den her knibe. Ikke?

"Milla Stevens, overgiv dig, lad Mira gå, så skal alt nok løse sig!" Blev der råbt. Jeg kunne ikke genkende stemmen, hvilket så måtte sige, at der nok var sådan nogle sikkerheds folk her, måske FBI? Ja, sikkert.

"Nej!" Skreg hun, "hvis i kommer nærmere, så trykker jeg på aftrækkeren!" Råbte hun og tog sigte direkte mod mit hoved.

"Hvordan ved jeg, at du ikke allerede har dræbt hende?" Spurgte manden, men denne gang var han gået lidt væk, for min skyld, tænker jeg.

"Så brutalt man kan få det til at lyde," mumlede hun for sig selv, men henvendte sig derefter til mig. - "Sig noget, din sæk!" Råbte hun af mig, og jeg blinkede kort med øjnene.

"Jeg, øh.. er i live!" Råbte jeg. Indtil videre, tilføjede jeg i mine tanker.

"Hvordan er din tilstand?" Blev der spurgt, men Milla gav mig ordrer om at tie.

"Mira kan ikke sige mere, hvis hun gør, så kan hun snart ikke trække vejret mere!" Råbte hun advarende derud.

I det næste lange stykke tid var der stille, og jeg overvejede om de måske havde tænkt sig at storme døren?

"Hvad vil du have?" Blev der spurgt, og Milla kiggede kort ud af persiennerne. Men kun kort, hun ville ikke risikere at blive skudt derfra.

"Jeg vil have Harry," sagde hun lavt.

"Hvem?" Spurgte stemmen, og Milla skar tænder.

"Harry Styles! Hvem ellers?!" Råbte hun arrigt, og jeg lo, "Harry Potter måske?" Ups ... dumt sagt, Mira.

Milla tog et stort skridt mod mig og lod pistolen hvile mod min pande. "Næste lyd fra dig, og det vil blive din sidste," snerrede hun, og da jeg modvilligt gjorde et nik med hovedet, gik hun et par skridt tilbage. 

"Bring mig Harry, og jeg vil måske lade hende leve," lød hendes befalinger til folkene bag døren.

 

***

 

Minutterne føltes som timer, og jeg overvejede om de overhovedet ville lade Harry nærme sig. 

Harry ... var det nu jeg skulle gøre mig mine endelig tanker om ham? Nu jeg skulle gøre op med mig selv, hvad jeg egentlig følte for ham. 

Han var virkelig en sød fyr, og  jeg vidste at han holdt uendelig meget af mig, og jeg ville ønske jeg gjorde det samme, men nok bare ikke på samme måde. Jeg kunne snakke med Harry, hygge mig med ham og så var han bare så ... flot, nogen gange kunne han helt tage vejret fra mig. 

Elskede jeg ham? Det spørgsmål havde jeg vist haft oppe og vende et par gange nu, og jeg var nået frem til den konklusion, at det gjorde jeg nok ikke, selvom jeg var villig til at prøve.

Hvem elskede jeg så? Ja, jeg elskede Niall, men hadede ham for at forlade mig på den måde han gjorde, også selvom jeg havde tilgivet ham for det. Men alligevel kunne han afvise mig så koldt, og nu regne med at kæmpe for at få mig tilbage.

Hvis jeg da nogensinde kom ud herfra.

Hvad ville jeg egentlig gøre, hvis jeg kom ud herfra? Ville jeg springe i armene på Harry? Niall? Min mor, far? Gud, min far! Gad vide om han havde fået noget at vide om det her. Gad vide hvad jeg ville gøre, gad vide hvor Josh var lige nu? Ville folk bebrejde hinanden for min død? Ville det bringe dem sammen?

Jeg lod mit hoved hvile mod væggen, og lukkede mine øjne.

Smerten i min fod var stadig uudholdelig, men jeg vidste, at bare den mindste lyd, og så var det ude med mig. Ude med mit alligevel så forvirrende liv.

"Hallo?" En ny, velkendt stemme, lød bag døren, og jeg spærrede øjnene op. Harry!

"Ha ... Harry?" Spurgte pigen, uvidne om hvad hun skulle gøre af sig selv.

"Milla, er det dig jeg snakker med?" Spurgte han, og hun nikkede ivrigt, også selvom døren var lukket, og Harry ikke kunne se hende ...

"Milla?" Lød hans stemme igen, og denne gang svarede hun med stemmen. "Ja, det er mig, omg Harry! Jeg elsker dig SÅ meget!" Hun fik helt tårer i øjnene, og hvis det ikke var fordi hun stod med en pistol i hånden og var klar til at skyde mig hvert sekund, ville jeg syntes at det var sødt.

"Hør Milla, vil du ikke godt være sød at lade Mira komme ud derfra?" Spurgte han med sin blideste stemme.

"Harry, det ved du godt, at jeg ikke kan, hun er det eneste der kommer mellem dig og mig." Urg, det lød næsten klamt da hun sagde det, nogen burde virkelig åbne et vindue ...

Åh! Lorte humor på dødens rand, lige hvad jeg havde brug for.

"Milla, jeg er sammen med Mira, jeg holder rigtig meget af hende," forsøgte Harry sige, men øh! Forkert svar!

"Derfor skal hun væk!" Skreg hun og gik et skridt nærmere mig.

"Du må ikke skyde hende! Stop, nej, jeg vil gøre hvad som helst, du må bare ikke slå hende ihjel," bønfaldte Harry, og en tåre gled ned over min kind.

Hans ord så også ud til at påvirke Milla, for hun stoppede brat op, og vendte blikket mod døren. "Harry, alt jeg vil er at være sammen med dig, gøre dig lykkelig," pev hun, og trådte væk fra mig igen. Jeg åndede lettet ud, og lod igen mit hoved falde tilbage mod væggen.

"Du kender mig ikke Milla, du har slet ikke givet mig chancen for at lære dig at kende, og nu truer du med at slå min kæreste ihjel," kom det fra Harry, og det gav et ryk i pigen.

"Så det ville aldrig kunne blive os to?" Hendes læber begyndte at dirre, og hånden hun holdt pistolen i, begyndte at ryste.

Nu kunne Harry gøre to ting:

1. Han kunne sige, "ja, det vil aldrig kunne blive os, du er en sindsyg fan, hvad tror du selv?" Hm, måske undlade det sidste?

2. "Det har jeg ikke sagt, man ved aldrig", og så ville hun helt klart tænkte, nå ja, One Direction har sagt at de gerne ville date fans.

Hvad vælger du Styles? Jeg dør nok uanset hvad du vælger.

Jeg hørte ham stønne svagt, og hans vejrtrækning blev dybere for hvert sekund.

"Milla," begyndte han, og tårene løb ned af hendes kinder, en efter en.

"Ikke sig det, Harry, det er okay, det er okay at du ikke elsker mig, det er nok at jeg elsker dig, det kan jeg godt leve med." Ordene ramte mig som et slag i maven, de matchede med hvad Harry havde sagt til mig den dag, han fortalte at han elskede mig. Noget sagde mig, at Harry også havde tænkt på det samme, og måske så han det jeg så, at ingen burde leve med nogen som ikke elsker dem. Det var det vi havde gang i, vi var i et forhold der var ude af balance, og uanset hvad jeg gjorde, hvad han gjorde, så ville den balance aldrig kunne rettes op på.

Uden rigtig at tænke over hvad jeg gjorde, løftede jeg min arm, og stak en finger i vejret. Milla stirrede vredt på mig, men da jeg ikke sagde noget, gav hun mig endelig lov til at komme til tale. 

"Vil du ikke godt elskes lige så meget af den person, som du elsker?" Spurgte jeg, og hun kiggede ned i jorden, fandt pludselig sine sko meget interessante. Efter alt var hun vel stadig en følsom pige, der bare gerne ville elskes tilbage af sit idol, eller bare af nogen.

"Jo, men Harry og jeg ..." lagde hun ud, men jeg bremsede hende, som jeg langsomt og forsigtigt forsøgte at rejse mig op. Min fod gjorde brændene ondt, og jeg bed mig så hårdt i læben, at jeg kunne smage jern i munden.

"Harry elsker dig ikke, undskyld, men han kender dig ikke, og du kender vel heller ikke ham?" Uh, det kom måske lidt hårdt ud, men det var nu engang sandheden.

Vores blikke mødtes, og jeg prøvede ihærdigt at tyde hendes.

"Du ved ikke noget, du ved ikke noget om os!" Skreg hun og jeg rystede på hovedet af hende.

"Ved noget om Jer? Du har aldrig nogensinde mødt ham? Hvad med at lade ham få noget luft? Helt ærligt! Har du aldrig tænkt over, at man ikke kan elske nogen man ikke har mødt!" Råbte jeg. Troede alle One Directions fan, at drengene ville elske dem, uden at have mødt dem? Elske dem som andet end fans.

"Luk røven!" Skreg hun og sendte en knytnæve lige i fjæset på mig, så jeg faldt omkuld. "Du skal bare holde din fede kæft, kælling!" Blev hun ved og begyndte at sparke mig. En fod i maven, lige ind på ribbene, endnu et slag, og endnu et.

"Stop!" Hørte jeg en stemme skrige, men intet stoppede.

"Du skal dø!" Nå okay, hun havde tænkt sig,at sparke mig ihjel, ja, så fortrak jeg nok mere pistolen, den mindst smertefulde måde.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se døren blive flået op, og der kom noget flyvende igennem luften ... nej vent, det var ikke noget, det var nogen! Det var en mand. Han væltede Milla omkuld i det sekund, som hun skulle til at trække hendes pistol.

Et pinefuldt skrig lød, og jeg var glad for, at det ikke kom fra mig, men hende. Manden havde taget over hende og pistolen, og jeg lænede lettet hovedet tilbage mod væggen, og tillod mig selv at lukke øjnene i. Det var overstået.

 

**

 

"Er du okay?" Jeg nikkede, også selvom jeg ikke var helt på toppen. Skrækken sad stadig i mig, og selvom jeg havde fået ordnet min fod, gjorde den stadig forbandet ondt.

"Sådan da," mumlede jeg og hun nikkede. Lige efter jeg var kommet ud, to redningsmænd havde båret mig, og til min store overraskelse var Harry der ikke, blev jeg kørt på hospitalet. Senere fandt jeg så ud af, at Harry havde siddet ude i en varevogn og talt der igennem, selvfølgelig, det kunne jeg have sagt mig selv, de ville aldrig lade ham komme ind i farezonen.

Faktisk havde jeg slet ikke set ham siden den dag hvor  jeg var med i trænings centeret, men min mor havde også insisteret på at jeg skulle have fred og ro. Men jeg ved nu ikke hvor meget fred og ro jeg havde fået, der havde holdt fotografer og alt muligt udenfor lejligheden, og hver gang jeg bare nærmede mig et vindue, blev jeg skudt ned af skarpe blitzer. Ja, vi boede uheldigvis ikke ret højt oppe.

Alle kendte til episoden, alle vidste til det og vidste hvad der var sket. Personligt var jeg ret ligeglad med hvem der vidste det, jeg ville bare ønske at det aldrig var sket. Mor var helt ved siden af sig selv, og min far var også kommet, alligevel havde de to ikke gjort andet end at skændtes, om hvad, gad jeg virkelig ikke sætte mig ind i. De var begge to ude af lejligheden idag, de sagde at de skulle ordne noget arbejde, men jeg vidste godt at det var for at få luft fra hinanden, fra vores nu ødelagt familie.

"Jeg kan virkelig ikke fatte det, jeg skulle bare have hængt på lidt længere, og så kunne jeg have tilkaldt hjælp noget før!" Kimmie var kommet idag, og det var lige hvad jeg havde haft brug for, noget kvindeligt, en ven jeg ikke kunne gå hen og blive forelsket i, øhm, medmindre jeg selvfølgelig valgte at blive lesbisk ... det var måske meget nemmere? Ja, så var der ikke alle de her komplikationer!

Nej, Mira! Du er ikke lesbisk, og det ved du også godt. Åh ja, jeg kunne vel ikke løbe fra sandheden?

Fra alle mine sandheder.

"Jeg elsker ham ikke," sagde jeg ud af det blå, og ignorerede Kimmies forstillinger om at kunne have reddet mig.

"Hvad? Hvem, Harry?" Spurgte hun forvirret, og jeg nikkede.

"Jeg elsker ham ikke," gentog jeg og hun fik et medlidenheds fuldt udtryk i øjnene.

"Men hvorfor er du så sammen med ham?" Spørgsmålet gav god mening, og jeg kunne egentlig ikke rigtig se hvofor jeg ikke kunne svare på det, men det kunne jeg bare ikke.

"Jeg ved det virkelig ikke, måske fordi jeg gerne vil have det til at fungere mellem os?" Kimmie sukkede og lagde sin kølige hånd på min.

"Hvis du ikke elsker ham, så kan det jeg ikke fungere, søde." Hun havde ret, og så var der desuden ikke noget ved at være i et forhold, hvor den ene part ikke elskede den anden tilbage, træls for dem begge. Hvorfor havde jeg ikke kunne se det noget før?

"Men jeg kan ikke bare forlade ham, jeg ... jeg har prøvet men jeg kan virkelig ikke," beklagede  jeg mig, og bed mig let i læben.

"Hvorfor dog? Hvad forhindrede dig? Mira, hvad er det der holder dig tilbage?"

"Hvis jeg bliver single, hvis der ikke er noget til at  holde mig tilbage, så ..." jeg kunne ikke fortælle hende det, det kunne jeg bare ikke, hun vidste ikke noget til Niall og min fortid, det var der ikke mange der gjorde.

"Du ved godt, at du kan fortælle alt til mig, ikke?" Sagde hun og begyndte at ae min håndryg. Jeg nikkede, selvfølgelig kunne jeg stole på hende, hun var min bedsteveninde!

"For så er der ikke noget der kan stoppe mig i holde afstand til Niall." Nu havde jeg sagt det, eller næsten, men nu var hans navn i det mindste ude.

Kimmie så chokeret, og ikke mindst forvirret ud. 

"Niall? Hvad?" jeg sukkede, hun kunne lige så godt få hele forklaringen.

 

*

En halv time senere, vidste hun det hele, og det var faktisk en lettelse for mig at få ud, nu havde jeg nogen at snakke med om det. Kimmie var som altid støttende, og hun var en fantastisk veninde, jeg var heldig at have hende.

"Så du elsker Niall, og du ved, at han også elsker dig?" Spurgte hun for at få det afklaret, og jeg nikkede. 

"Men du kan ikke fortælle ham det, og hvis du gør, så ville I ikke kunne være sammen, for det ville både være forkert overfor Harry, og du ville blive stemplet som starfucker, har jeg forstået det rigtigt?" Jeg nikkede.

"Og så har jeg lovet Liam ikke at skabe splid mellem dem," bare lige for at gøre det hele meget værre ...

"Det er jo en rigtig lorte situation du er endt i der, kære," igen lod jeg mit hoved glide frem og tilbage, en rigtig møg situation. 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Kimmie, jeg ved det ikke," sagde jeg, og håbede på at et mirakel ville ramme mig og mit rodede liv. 

"Mira, jeg tror at jeg har en ide." Jeg spærrede øjnene op, og et smil blev formet på mine læber. 

"Lad mig høre," bedte jeg, og hun rykkede lidt tættere på mig.

 

 

Fire timer senere, sad Harry nøjagtig det sted hvor Kimmie havde gjort. Hun var taget afsted for en halv time siden, og Harry havde ringet og hørt om han ikke måtte komme forbi.

"Harry, der er noget vi bliver nødt til at snakke om," lagde jeg ud og han kiggede ned på betrækket.

"jeg ved godt hvor det der vil lede hen," sagde han og jeg sank en klump.

"Det der skete i forgårs, Harry, det åbnede mine øjne," forklarede jeg. - "Det var en slags gengivelse af vores forhold," forsatte jeg.

Harrys hoved røg op, og hans øjne lynede; "Det var slet ikke til sammenligning med vores forhold," snerrede han, og jeg rykkede mig forskrækket tilbage.

"Undskyld, det var ikke for at skræmme dig, undskyld, jeg kan b... Mira, jeg ved ikke ..." mumlede han besværet, og jeg fik helt ondt af ham, ondt af at se ham gå igennem det her, det var ikke fair overfor ham. Ham der havde elsket mig så ubetinget, ham der havde hjulpet mig igennem min sorg over Niall, nu lod jeg ham bare hænge der på den måde. Usselt af mig.

"Du må ikke undskylde, det er mig der bør undskylde, jeg er et forfærdeligt menneske, jeg har været  den væreste kæreste nogensinde, og du fortjener så meget bedre end mig." Alle ordene jeg sagde, hver enkel stavelse, mente jeg. Hvis han bare vidste hvor meget han havde betydet for mig, hvor meget jeg hadede, at jeg ikke elskede ham på samme både, som jeg gerne ville. Hvis han bare kunne se, at jeg ikke fortjente noget af hans kærlighed, og han skulle kaste den på en der ville elske ham lige så ubetinget tilbage.

"Nej, du er ikke et forfærdeligt menneske, du er bare blevet kastet ud i et forhold, som du slet ikke var klar til, og det er min skyld," som hans ord flød ud, mødte vores blikke, og jeg kneb en tåre. Han måtte ikke bebrejde sig selv, at bære rundt på en byrde som den, det var ikke Harry værdigt.

"Nej, det var mig der søgte ... jeg sø... jeg er så ked af det, Harry det var aldrig min mening af såre dig," jeg snøftede, som jeg rakte ud efter et lommertørklæde på mit natbord.

"Hvad mener du, Mira? Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår," sagde han og rynkede sine bryn let.

"I starten brugte jeg dig til at komme over Niall," jeg snottede ud, pakkede det ind og kastede papiret i skraldespanden. -" jeg ville gøre ham jaloux ..." jeg ville forsætte, men allerede der havde han rejst sig, og var på vej over mod døren.

"Harry, vent!" Råbte jeg efter ham og han vendte sig kort om. Tårnene stod ned af hans kinder, og hans øjne havde en dyb sorg begravet i sig.

"Du udnyttede mig, og jeg elskede dig ellers så højt," hviskede han, og jeg var sikker på at mit hjerte ville briste, da jeg igen mødte hans dybe, grønne øjne.

"Nej! Eller jo, til at starte med, åh Harry hør nu på mig!" jeg havde rejst mig halvejs op i sengen, og rakte min ene arm frem mod ham, bedende efter ham til at lytte, til at forstå.

"Du har et minut," sagde han iskoldt, og stillede sig foran sengen, lige præcis så jeg ikke kunne røre ham. Hans kulde mod mig skar mit indre i småstykker, men jeg vidste at det var fortjent, jeg havde gjort alt for at fortjene det.

"Jeg blev vild med dig, det gjorde jeg, og den dag hvor du kyssede mig for første gang, det var ægte! Jeg havde følelser for dig, jeg holdt virkelig meget af dig, Harry, det var kun i starten, at jeg ikke gjorde." Jeg vidste at det ikke var den bedste tale, og han ville klart skyde den ned, jeg var forberedt på det.

Alligevel skete der ingenting. Jeg stod i lang tid og betragtede ham, som sekunder fløj afsted, men hverken lyd eller bevægelser kom fra ham.

"Dit minut er gået," var det eneste han sagde, og så vendte han sig om, og gik ud af døren.

Så det eneste han havde gjort, var at tælle de tres sekunder? Han havde slet ikke hørt efter hvad jeg havde sagt?!

"Harry!" Skreg jeg, og kastede mig ud af sengen, ignorerede smerten i min fod, som jeg humpede efter ham.

"Harry Edward Styles!" Råbte jeg, men nåede først til ham da han stoppede op for at tage sko på.

"Mira, jeg gider ikke ... jeg har ikke brug for det her!" Råbte han, da jeg rørte ham på armen, og jeg sprang chokeret tilbage. Uheldigvis landede jeg på min dårlige fod, og vred om af smerte.

"Mira!" Råbte han bange, og løb hen til mig, og knælede ned. "Undskyld, undskyld, det var ikke min mening, Mira, undskyld," peb han og sank sammen over mig.

"Av," mumlede jeg, og mærkede på min fod. En smertefuld grimasse dannede sig, og jeg bed tænderne sammen. Harry så det, og beslutsomt rejste han sig op, og tog mig i sin favn. Enten så var han pænt stærk, eller så havde mine løbeture givet pote.

"Harry," snøftede jeg, som han lagde mig ned i min seng. Mit blik fandt hans mellem alle hans tårer.

"Jeg er ked af det." Sætningen var det eneste jeg kunne komme op med, jeg havde intet bedre og jeg håbede inderligt, at han ikke bare ville kaste den væk, men at han ville tage den ind til sig, og forstå den.

Han løftede mit hoved op, som han satte sig ned i skrædderstilling. Forsigtigt lagde lagde han mit hoved i hans favn, og begyndte nu at nusse om mit hår.

"Noget at det jeg altid har elsket ved dig, er dit røde hår," indrømmede han, og kyssede mig på panden.

"Dine øjne er noget af det mest fantastiske jeg nogensinde har set, de tager mig til en helt anden verden," sagde han for sig selv, som om han faktisk kun snakkede med sig selv. Men det gjorde mig ikke noget.

"Dine kindben," mumlede jeg og strejfede let dem, "og dit smil," min finger forsatte ned til hans bløde og let røde læber. "Din duft, og også selvom jeg ikke har hjertet fuldkommen med i det, så har jeg altid godt kunne lide dig, Styles." Atmosfæren mellem os var lettet, og nu var det som om vi var et gammelt ægtepar der så tilbage på deres rigt liv.

"Jeg elskede dig så højt, Mira," hviskede han, og en tåre af hans ramte mig på min kind, og den flød ned af min, som  var det min egen.

"Det okay," sagde jeg, uvidne om hvad det skulle betyde.

"Det okay," mumlede han og kiggede op. "Ja, Harry, det er alt sammen okay." Alligevel gav det alt sammen mening, og jeg tror at der, i vores begge ulykke, fandt vi en lysning.

"Det okay," hviskede jeg så lavt, at jeg var den eneste der hørte det. Det var okay.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...