When love can't last forever - [One Direction]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2012
  • Opdateret: 30 jul. 2013
  • Status: Færdig
Mira er lige begyndt på et nyt kapitel i hendes liv, hendes forældre er lige blevet skilt og hun er flyttet med hendes far til Dublin i Irland.
Men da hun støder ind i hendes ekskæreste Niall, blusser gamle følelser op i hende. Men Niall er berømt nu, vil han have noget med hende at gøre? Kan han overhovedet huske hende? Ingenting bliver som før, men det er jo en god ting, ikke? For når en problematisk situation dukker op, og andres følelser bliver indblandet, vil de så kunne klare det? Vil kærligheden kunne vare for evigt?

21Likes
44Kommentarer
4105Visninger
AA

5. A closed warzone

Ingen af os sagde noget, vi sad bare og stirrede på hinanden, det var rart, på en måde. Jeg havde haft så meget at sige til ham, så meget at fortælle, dele med ham, men alt var bare forduftet fra mit hoved lige fra da han gik ind af døren. Han så trist ud, han så ud som om han mest af alt havde lyst til at være alle andre steder end her. Forståeligt nok, efter jeg inddirekte havde kaldt ham en idiot og sagt at hans venner burde få sig et liv. Men okay, de burde de virkelig også, og Niall havde været en idiot, ihvertfald over for mig. 

Tavsheden blev først brudt da min mobil ringede, det var Josh, jeg lod den ringe videre. "Niall," sagde jeg ud af det blå, der lå ikke noget bag, og jeg sagde det ikke spørgende. "Mira," han gengældte det og jeg trak på skulderne, gjorde tegn til, at han skulle sige noget. "Jeg ved vores sidste møde udfoldede sig meget ... upassende, og jeg undskylder meget på drengenes vegne, det var ikke deres mening at være uhøflige," jeg løftede det ene bryn, "ja ja," skød jeg det hen, det var ikke det jeg ville snakke om lige nu. "Lad os snakke om dengang du forlod mig på den mest usle måde," sagde jeg koldt og holdte hans blik fanget. Han sukkede, "Mira, hør her, je..." han gik i stå, "du tænkte ikke rigtig på andre end dig selv, du glemte at jeg også havde følelser," men denne gang var han klar med et svar. "Det synes jeg ikke er fair, jeg synes bare ikke kemien var der mere," jeg rystede på hovedet, "nej, det er heller ikke det at du slog op med mig, men det jeg hentyder til, er den måde du gjorde det på, og efterfølgende." Han kiggede ned i jorden mens han svarede, "og det er jeg ked af hvis du har været ked af over det," det var dråben, "ked af det? Du cuttede mig total af, du mødtes med mig en sen aften, fortalte du slog op, forlod mig uden noget, du svarede ikke engang på mine sms'er!" Han ville sige noget, forsvare sig selv, men jeg cuttede ham af, ligesom han havde gjort med mig for nogle år siden.

"Da du dukkede op i x-factor begyndte jeg at føle noget igen, jeg blev afhængig af at se på dig. Det fyldte noget af det tomrum du havde efterladt, du gav mig slet ikke chancen for at komme mig over dig, jeg er forhelvede et menneske!" Han så helt forskrækket ud, og det var måske også dumt af mig at åbne op omkring det med min afhængighed af ham da han var på x-factor, men lige nu var jeg pænt ligeglad, han skulle vide hvor meget jeg havde lidt.

En tåre forlod hans kind, "det havde aldrig været min mening at såre dig så meget, jeg vidste bare, at hvis jeg holdte kontakten ved lige med dig, så ville jeg fortryde jeg havde forladt dig," jeg forstod det ikke, "men du følte jo ikke kemien var der længere?" Spurgte jeg undrende. "Nej, men jeg har altid været vild med dig Mira, du kunne altid få mig i godt humør, du var der altid for mig, du var et stort tab for mig," det gjorde mig bare endnu mere forvirret, hvofor havde han så forladt mig? Han kunne se, at jeg ikke helt forstod, "det jeg prøver at sige er, at jeg har svært ved at undvære dig, men jeg følte at jeg havde brug for en pause fra vores forhold, det havde ikke noget med dig at gøre, jeg kunne bare ikke mere," jeg løftede igen brynet, "nej det lyder da slet ikke som om det ikke, var min skyld," sagde jeg ironisk. Jeg foldede mine arme og lagde benet over kors, han kunne lige så godt sige det som det var.

Du forstår ikke, jeg holdt af dig, men det var bare som om jeg ikke kunne mere, jeg følte ikke at du elskede mig på samme måde som du havde gjort," okay, hvor kom det sidste lige fra?                                                                                  

"Elskede jeg dig ikke mere? Niall du var alt jeg kunne ønske mig, hvordan kunne du få ind i det hoved at jeg ikke elskede dig mere?" Det undrede mig at han sagde det, jeg havde da altid elsket ham.  

Han så forvirret ud, og nu var jeg endnu mere forvirret, har alt det her været en misforståelse? Men det ændrede stadig ikke det faktum, at han brød kontakten med mig. Jeg ville fortælle ham hvor meget han sårede mig ved at lade mig stå alene, jeg ville skælde ham ud, få ham til at fortryde, men hans ord fik mig til at tie, "Mira ... tilgiv mig," jeg var målløs, jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Han bad om min tilgivelse, kunne jeg acceptere den?          

Der gik et langt stykke tid hvor ingen af os sagde noget, men jeg lagde ikke rigtig mærke til tavsheden, min hjerne kørte på højtryk. Holdt han stadig af mig? Jeg kiggede ham i øjnene, de viste alle hans følelser, han var sårbar, han var ked af det, men han håbede mest af alt. Det var nu jeg kunne såre ham allermest, det var nu jeg kunne få min hævn, få ham til at føle lige så stor en smerte som jeg gjorde. Jeg rejste mig op, gik hen til ham. Han rejste sig også op, klar til den helt store omgang fra min side af. Han kiggede ned i jorden, jeg løftede armene og ... trak ham ind i et kram.

 

***

En latter undslap mig, det var simpelthen ikke til at fatte, havde han virkelig ædt 12 taccoer i træk? Det var da for sygt! "Hvordan klarede du det?" Måtte jeg spørge leende om, og han trak på skulderne, "det er bare det jeg gør," jeg daskede ham en på skulderen, "ja, selvfølgelig gør du da det, der er heller ikke noget underligt i at æde så mage taccoer i træk," nu daskede han mig en. Jeg var glad for at vi ikke længere skændes, men kunne sidde sammen som venner. 

Jeg havde selv guffet fem taccoer i mig, og jeg kunne næsten ikke rejse mig op, så hvordan han have fået syv mere af dem ned, var mig en gåde. "Gud! Hvor har jeg savnet det," sagde han midt i det hele, og inden jeg kunne nå at sige noget, tilføjede han, "endelig en pige der tør spise det hun vil, det har jeg nu savnet." Jeg rømmede mig, "Ehm, Niall ... jeg må altså sige, at jeg ikke rigtig havde lyst til at spise de sidste to taccoer, du tvang mig," sagde jeg med et smørret smil, og han lavede en sjov grimasse af mig.

"Hvor længe er i her i Irland?" Han begyndte at sidde og pille ved en serviet, "vi er her endnu en uge, så tager vi til England," han fangede mit blik, hans blå øjne gjorde mig blød i knæene. "Mira, jeg er ked af alt det jeg har udsat dig for, det har aldrig nogensinde været min mening at såre dig, aldrig nogensinde," han mente det, det kunne enhver se, og jeg havde lyst til at kaste mig i hans arme. Istedet tog jeg hans hånd, "det er okay Niall, jeg er okay nu, vi har fået snakket ud om det," han sendte mig et skævt smil, og nikkede derefter. "Men det er ikke det eneste jeg vil sige," han knugede min hånd en ekstra gang, inden han gav slip, hvad skulle det nu betyde? "Nu da vi er venner igen, så ehm, tænkte jeg på om du vil med til den her fest vi holder på lørdag," fest? Jo, hvorfor ikke? Han blev glad da jeg fortalte at jeg selvfølgelige ville komme. 

"Men Niall, nu har jeg en ting jeg gerne vil snakke med dig om," jeg gravede ned i min taske og fandt en aflang æske frem. "Nu skal du ikke blive alt for glad, det er ikke nogen gave eller noget, det er bare noget til at dække over hvad det er," forklarede jeg. Han kiggede forvirret op på mig inden han forsigtigt åbnede æsken. Der gik lidt inden det gik op for ham hvad det var det i æsken betød. Langsomt kiggede han op på mig igen, "e... er du, gravid?" Han hviskede det sidste ord, og jeg tog æsken tilbage, og kiggede på graviditets testen. 

Niall var i total chok, ligesom jeg havde forventet. "Hvad gør vi?" Han kiggede forvirret rundt for at lede efter en løsning, han tænkte som en gal. "Vi gør ikke noget, jeg har allerede gjort noget," han rynkede brynene, "hvad mener du?" Jeg tog en diskret dyb indånding. "Jeg tog en fortrydelses pille, så jeg er ikke gravid," han så lettet ud, "hvad skulle det til for?" Spurgte han lidt muggent, og jeg grinede bare kort. "Jeg tænkte bare, at jeg ville give dig en lille forskrækkelse, og desuden viser testen, at jeg ikke er gravid," han rystede på hovedet, "du er bare for meget, men ved du hvad, det er det jeg best kan lide ved dig," han tog sit brød og kastede i hovedet på mig.

"Aftnen er stadig ung, og jeg ved hvor gode vi er til at feste sammen," sagde jeg blinkede til ham da vi havde betalt, eller Niall havde insisteret på at betale for mig også, og da han ikke var til at rokke, fik han lov at betale. Han begyndte at le af det jeg sagde, og så fandt vi ellers vores frakker og smuttede så videre ud i nattelivet. 

 

"... you know my heart skips, skips a beat! I know I should, but I can’t leave it alone and when you hold me like this, that’s when my heart skips, skips a beat!" Vi sang begge med som gale, alkoholen havde vist gjort godt. Vi var ude på dansegulvet, og man kunne næsten sige at vi overdøvede musikken. Vores dans var, intens ... og det sendte visse signaler rundt i kroppen på mig. Men jeg skulle ikke dumme mig, ikke igen. 

"Mira pigen! Lads os gå op og få en drink mere! Jeg er tørstig!" Galbede han,og jeg rystede leende på hovedet, "det var da noget til en forandring," sagde jeg og hentydede til, at han ikke var sulten. "Hvis det er dig nogen trøst, så er jeg altså også sulten," han prøvede at lyde så uskyldig så mulig, men det stoppede ikke mit udbrud. "Sulten! hvordan kan du på nogen måde være sulten efter al den mad vi fik!" Gode Gud da, intet ved den fyr havde ændret sig.

"Kom nu, det er bare en lille tur, og jeg lover dig, jeg skal nok følge dig hjem," han trak mig med ud mod udgangen, og jeg måtte til sidst gå med ham. Han havde jo næsten trukket mig halvvejs ud derfra. Vi gik langs springvandet udenfor diskoteket og snakkede, snakkede om gode gamle dage, da vi stadig var sammen. Jeg savnede ham, savnede det vi havde, og bare det at kigge på ham, gjorde mig helt varm indeni. Gad vide hvordan han følte? Men jeg turde ikke spørge ham, vi var lige blevet gode venner igen.

"Så sagde jeg, makker, det kan du godt glemme, jeg skal ikke tilbage dertil!" Alt det han havde oplevet, alle de historier han havde at fortælle, det var som et helt eventyr. "Niall, jeg er så glad for at vi fandt ud af det," jeg lagde mit hoved på hans skulder, da vi havde slået os ned længere henne på en bænk. Han havde lige afsluttet den vildeste historie om hvad en af 1D's fans engang havde gjort. Vi sad og kiggede på stjernerne, det var virkelig hyggeligt, og en smule romantisk. Han nussede mig på håret, og hviskede i mit øre, at han også var glad for, at vi havde fundet hinanden igen. "Jeg er ked af hvis jeg nogensinde har såret dig, jeg er ked af, at jeg nogensinde har fået dig til at græde," han åndede tungt ud og kiggede op i den stjerneklare himmel. 

Men jeg ville slet ikke tænke på alt det nu, ikke tænke tilbage på den gang, så jeg gjorde noget ingen af os havde regnet med. Jeg kyssede ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...