Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4240Visninger
AA

13. Sandheden må ud

”Her.” Craig rakte mig en pose med frosne ærter og et viskestykke, som jeg kunne lægge på min fod. Jeg sad i en stor, blød lænestol med benet oppe på en matchende mørkebrun fodskammel. Der var rodet i den ikke specielt store stue. Der flød med aldrig afleverede skolebøger, gamle opgaver og sammenkrøllede papirer. Jeg fik endda øje på et par brugte tallerkener hist og her. Det var tydeligt at lugte, at det var en fyr som Craig, der boede her – det stank af drengehørm.

    Jeg viklede viskestykket omkring ærteposen og placerede den på min bare ankel. Da jeg havde fået lagt den til rette, lænede jeg mig tilbage og kiggede op på Craig, der netop satte sig i sofaen lige overfor lænestolen.

    ”Nå,” begyndte han og sendte mig et usikkert blik.

    ”Ja,” sukkede jeg og betragtede ham i noget tid, inden jeg tog mig sammen til at sige noget mere: ”Jeg fik aldrig svar på mit spørgsmål, Craig.” Jeg hævede brynene. ”Hvad lavede du egentlig derude i skoven?”

    Han rømmede sig. ”Nå ja… Øh. Jeg så ligesom, at du var på vej derud… og så besluttede jeg mig for også at tage derud…”

    ”Så du fulgte simpelthen efter mig?”

    ”Nej, ikke på den måde du tror. Det var bare fordi, at jeg gerne ville vide, hvordan du kunne vide alt det om Max, R og mig, og jeg tænkte så, at jeg måske ville finde ud af det, ved at tage med dig ud i skoven.” Han nikkede for at bekræfte, hvad han netop havde fortalt.

    Jeg fugtede læberne. ”Fair nok.”

    Vi sad i stilhed et par minutter, inden Craig åbnede munden igen. ”Hvad med dig? Hvad lavede du ude i skoven?”

    Jeg bed mig i læben og smilede skævt med blikket rettet mod gulvet. ”Jeg så i nyhederne, at der er blevet fundet et tørklæde af Max’ netop dér, og jeg ville derfor tage derud. Jeg ved ikke helt, hvad jeg håbede på, at der ville ske ved det, men jeg gjorde det. Tja, og jeg fik ikke rigtig noget ud af det. Udover ondt i foden.” Jeg sukkede og fulgte Craigs blik mod min skadede fod.

    ”Ville du have noget imod at fortælle mig, hvor du ved alt det om Max fra?” Hans tonefald skiftede pludselig fra, hvad der havde været usikkert og mere som en normal fyr, til hvad jeg var vant til – koldt, med en hård undertone.

    Usikker på, hvad jeg skulle svare, kneb jeg øjnene sammen. ”Hvorfor skulle jeg det? Hvilke grunde har du givet mig til at stole på dig?” Jeg hævede det ene øjenbryn og betragtede ham.

    ”Nå ja, jeg har jo ikke ligefrem givet dig de bedste grunde, har jeg vel? Men da du i øjeblikket leger detektiv – en ret dårlig én af slagsen – og jeg tilfældigvis ved noget, du ikke ved, burde du ikke tie stille med det.” Han sendte mig et overlegent blik, og jeg himlede med øjnene.

    Jeg havde ingen anelse om, hvilken rap kommentar jeg nu kunne komme med, så jeg nikkede bare kortfattet.

    ”Man siger ikke så meget, frøken Skye Jensen? Hvordan kan det være?” Craig smilede smørret, inden han rejste sig og forlod stuen. Jeg sukkede dybt og rystede på hovedet for mig selv. Han kom tilbage med en dåsecola i hånden, og han satte den på bordet. Den var ikke til mig, det var i hvert fald sikkert.

    ”Jeg kan jo ikke være sikker på, at du ved noget, jeg ikke ved.” Det lød meget værre, da jeg først havde fået det sagt, og jeg fortrød det med det samme.

    ”Nej, det kan du jo egentlig ikke.” Han tog en tår af sin cola og slikkede sig om læberne. ”Men det er der nu alligevel ret stor sandsynlighed for, eftersom du ligefrem kom til mig med en del spørgsmål, du søgte svar på. Du gik nok ud fra, at jeg vidste mere end dig… Men ja, folk kan vel ændre mening.” Han trak på skuldrene. Igen himlede jeg med øjnene.

    Jeg var godt klar over, at jeg gav mig hurtigt, men jeg havde aldrig været den bedste til at komme med argumenter, når jeg talte med en person som Craig. For det meste havde jeg undgået at ende i en samtale med én som Craig. Jeg ville ikke ligefrem sige, at han skræmte mig, men jeg havde ingen chance mod ham, hvis vi endte i et skænderi. Ikke at det var sandsynligt.

    ”Jeg fandt en bog,” indrømmede jeg. Craig kiggede med et interesseret blik, der opfordrede mig til at fortsætte. ”Jeg var nede ved det nedbrændte hus en dag for noget tid siden, og jeg fandt den. Midt i det hele. Ja, altså inde i huset.” Jeg rømmede mig kort. ”Det var en form for dagbog. Max har skrevet deri i lang tid, har kunnet læse mig frem til. Han har nævnt R utallige af gange, mange andre navne, mig selv og dig. Jeg gik til dig, fordi du var den eneste, jeg lige sådan kunne finde, der skulle vide noget om det, jeg gerne vil have at vide.” Jeg sukkede dybt. ”Jo flere sider jeg læser i den bog, jo mere forvirret bliver jeg. Jeg har bare brug for nogle konkrete svar.”

    Craig blev ved med at kigge på mig med koncentrerede, sammenknebne øjne, som om han forventede, at jeg ville fortælle mere. ”Ja,” sagde han så, ”den kan jeg godt huske.” Han lænede sig tilbage i sofaen og kiggede ud ad det store vindue i den modsatte ende af den lille stue. ”Jeg har også selv en. R bad os… alle om at skrive ned, hvad vi oplevede, hvordan vi havde det… Det var vist de færreste, der huskede at gøre det. Men Max gjorde det. I starten fortalte han, når han havde. Senere begyndte han at holde det for sig selv, men jeg vidste, at han gjorde det. Han gjorde det altid.” Han pressede læberne hårdt sammen.

    ”Hvor mange var I da? Du får det til at lyde som en slags gruppe.”

    ”Ja, det kan man vel også godt kalde det.” Han smilede skævt. ”Vi havde alle – vi var syv – nogle problemer, vi gerne ville have af vejen. Vi troede, at R kunne hjælpe os, men det viste sig, at han blot gjorde alting værre. Det resulterede i, at tre af de, der var med, holdt op med at komme. De cuttede kontakten, og vi så ikke mere til dem. Jeg hadede selv at skulle mødes med R hver uge, jeg hadede måden han gjorde alting på, men jeg fandt mig i det. Jeg gjorde intet ved det. Jeg fortsatte blot. Det var udelukkende for Max’ skyld. Jeg vidste, at han havde brug for min hjælp, men han ville ikke tage imod den. Jeg tvivler på, at han har nævnt det i sin lille fine bog, ellers har du bare ikke læst det endnu.” Han sukkede. ”Men i hvert fald,” han holdt en kort pause og kiggede på mig for at sikre sig, at jeg stadig hørte efter, ”omtrent en uge inden Max forsvandt, havde vi et skænderi. Jeg forsøgte at fortælle ham, at det han havde gang i var fuldstændigt ude af kontrol, men han ville ikke lytte til mig. Han var overbevist om, at R gjorde det rigtige for ham.” Craig rystede opgivende på hovedet. ”Derefter gik jeg, kom aldrig tilbage dertil, så aldrig Max eller R igen.”

    Jeg lænede mig tilbage og tænkte over, hvad han havde sagt. Jeg var stadig forvirret.

    ”Jeg ved dog, at R fortsatte med at få Max til at gøre dumme ting, som han aldrig indså, hvor dumme var. Det endte med, at der kun var de to tilbage, da det sidste medlem forlod vores lille ”gruppe”. Jeg talte med hende et par gange, inden vi også holdt op med at kontakte hinanden. Vi ville intet have med hinanden at gøre, efter hvad der var sket.”

    ”Jamen, hvad skete der helt præcist?” røg det ud af mig, og jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne fortsætte: ”Hvad var der for nogle dumme ting, R fik Max til at gøre?”

    Craig sukkede dybt og rejste sig. Han gik hen til vinduet, og jeg kunne se på ham, at han tænkte på, hvad der var sket dengang. Det lyste nærmest ud ad øjnene på ham. Hvor slemt kunne det være? Jeg havde svært ved at forestille mig, at Max nogensinde kunne have gjort nogle dumme ting. Nogle meget dumme ting.

    ”Hvad gjorde de, Craig?”

    ”Max…” Craig sukkede dybt, tvivlede tydeligvis på, om han skulle fortælle mig det. ”R, Max og et par af R’s såkaldte venner… de brød ind i et hus hos en gammel dame. Jeg har ingen anelse om, hvad de ville, men de gjorde det. Jeg er ikke helt klar over, hvad der præcist skete den nat, men der skete et eller andet.” Craig sank en gang. ”Det endte med, at kvinden blev fundet død morgenen efter.” Han rettede blikket mod mig. ”Max har medvirket i et mord, Skye.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...