Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4245Visninger
AA

12. Overrasket

Jeg hørte intet fra Chrystal den næste uge. Hun kom ikke i skole, og selvom jeg konstant ringede og sendte hende beskeder, fik jeg aldrig noget svar. Jeg læste de næste fem siger i Max’ bog, hvor ingen af dem fortalte mig noget, jeg ikke vidste i forvejen; hvor træt han var af det hele.

    Jeg begyndte at blive bekymret for Chrystal. Hun havde opført sig virkelig mærkeligt den dag, jeg pjækkede for at mødes med Craig. Det lignede hende ikke at blive vred på den måde, hun blev. Jeg forstod ikke, hvad der gik af hende.

    I dette øjeblik lå jeg på min seng og stirrede op i loftet. Jeg havde ikke fået mere end to timers søvn den foregående nat, og jeg havde kæmpet mig gennem en lang skoledag. Nu lå jeg bare her og overvejede, hvad i al verden jeg dog skulle gøre af mig selv. Jeg havde ikke fået nogle svar ud af Craig – ikke nogen jeg kunne bruge til noget – og det irriterede mig grænseløst.

    Jeg valgte at tage et bad. Da jeg havde stået under den varme bruser i omtrent en halv time, trådte jeg ud, og med et håndklæde viklet omkring mig, forlod jeg badeværelset. Mit hår dryppede stadig, men jeg har ligeglad. Mine forældre var udenbys i weekenden, og det gav mig derfor friheden til at gøre alt, jeg ville. Dog var der ikke specielt meget andet, jeg gad foretage mig, end blot at ligge på min seng og tænke.

    Eller der var en masse ting jeg gerne ville, men som var ret umulige. At få Craig til at hjælpe mig, stregede jeg fra listen for en uge siden. At finde ud af hvem R var, ville være direkte håbløst, eftersom jeg ville have brug for en person, der faktisk kendte ham for at finde ud af det. At finde Max var direkte umuligt, eftersom jeg ingen idé havde om, hvor han befandt sig. Eller om han overhovedet befandt sig nogle steder.

    Blot tanken gav mig kuldegysninger, trods mit fornylig afsluttede brusebad, der havde været gloende hedt. Jeg trak i noget tøj og viklede i stedet håndklædet omkring mit hår. Herefter gik jeg ned i stuen og satte mig midt i sofaen med benene trukket helt op til kroppen og et tæppe omkring skuldrene. Jeg greb fjernbetjeningen og tændte for tv’et.

    Nyhederne var det første, der dukkede op. Nyhedsoplæseren begyndte at fortælle om en hund, der var blevet aflivet for at have bidt sin ejer, og jeg rynkede på næsen. Idet jeg skulle til at slå væk, fik oplæseren mig til at skifte mening.

    ”Der er gået over et halvt år siden, syttenårige Max Martins forsvandt.” Han fortalte hvor, hvornår og hvordan det var sket. ”Der er nu endelig kommet nyt i sagen.” Jeg holdt vejret. ”I skoven bag familien Martins’ nedbrændte hus, er der for nyligt blevet fundet et tørklæde, der eftersigende skulle tilhøre Max Martins. Dette var et sort og gråstribet tørklæde, der havde en påsyet papirlap med bogstavet M, og det er af Max’ egne forældre blevet bekræftet, at det tilhører ham. Politiet er nu igen på sagen, og man leder efter flere spor efter Max, i håbet om at komme tættere på, hvor han befinder sig i dag.” Han drejede sig en smule mod højre. ”Og nu til vejret.”

    Jeg skruede ned for lyden og stirrede frem for mig. Et tørklæde, der skulle tilhøre Max, var blevet fundet, og de var begyndt at lede efter ham igen. Jeg rev tæppet af mig, smed det på gulvet og løb ud i entréen. Jeg greb nogle penge, der lå på en kommode, stoppede dem i lommen på min jakke og trådte i mine sko. Uden at lyne jakken, styrede jeg mod døren og forlod ejendommen.

    Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, eller hvad mit formål var, men jeg havde brug for at komme ud. Hvis det nyhedsopslag betød, at de igen var på sporet af Max, betød det, at jeg burde få mere at gå efter. Men på den anden side – de vidste ikke, hvad jeg vidste. At Max havde en del hemmeligheder, han aldrig havde fået fortalt andre end den bog, R og Craig. Ingen af dem gav mig de svar, jeg havde brug for.

    Med kurs mod mit gamle hjem, løb jeg op og ned ad gader. Da jeg endelig stod ved stien, der førte ned til der, hvor jeg engang havde boet, standsede jeg for at få mit ustyrlige hjertes banken under kontrol. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg håbede på at opnå ved at tage herhen, men alligevel fik jeg styret mine ben ned ad stien. Efter noget tids vandren rundt i det lille kvarter, begav jeg mig mod det stykke af skoven, Max’ tørklæde skulle være blevet fundet.

    Jeg sukkede og stirrede ned i skovbunden. Undrede mig over, hvornår han mon sidst havde gået her. Var det kun få dage siden? Var det måneder?

    Med hælene slæbende hen ad jorden, betragtede jeg mine omgivelser. Jeg kunne huske, hvordan Chrystal og jeg altid havde leget hernede, da vi var mindre. Hvordan vi havde bygget huler og fjollet rundt. Jeg kom til at smile bare ved tanken, men jeg blev hurtigt mindet om, hvorfor jeg egentlig var her. Det var ikke på grund af Chrystal, men på grund af Max. Min verden cirkulerede omkring ham og havde gjort det i en del tid nu.

    En lav knurren lød bag mig, og jeg snurrede rundt for at finde ud af, hvor det kom fra. En stor, grå hund stod og stirrede på mig. Jeg rynkede brynene og trådte et skridt tilbage, idet hunden gik frem mod mig. Det var ikke, fordi jeg var bange for hunde. Som sådan. Men jeg måtte indrømme, at efter min tantes hund engang havde – hvad jeg foretrækker at kalde det – overfaldt mig, havde jeg forsøgt at holde mig på god afstand af de fleste hunde, med mindre jeg vidste, at de var under kontrol.

    Og eftersom denne hund intet halsbånd havde på, var kæmpestor, stod midt ude i en skov og knurrede aggressivt af mig, følte jeg mig ikke helt tryg.

    Hun begyndte at gø voldsomt, og selvom jeg udmærket var klar over, at man aldrig skal vise en hund, at man er bange for den, begyndte jeg at bakke bagud med hjertet pumpende febrilsk i brystet på mig. Lige idet jeg skulle til at vende mig om for at begynde at løbe – hvilket nok ville være noget af det dummeste, jeg kunne gøre i en situation som denne – snublede jeg over en træstamme, der lå midt i det hele, og vred om på min venstre fod, så jeg landede midt i den kolde skovbund.

    ”Forsvind!” En person sprang frem foran den store hund, der øjeblikkeligt begyndte a pibe. Den blev igen beordret til at forsvinde, og med denne ordre, vendte den sig rundt og løb bort.

    Min redningsmand vendte sig mod mig, og jeg blev både overrasket og forvirret over at se, hvem det var. Samtidig med, at det ikke kom bag på mig overhovedet.

    ”Hvad laver du her, Craig?” spurgte jeg og betragtede ham, idet han knælede ned ved siden af mig. Han havde en sort hættetrøje på, hvis hætte var trukket op, så den dækkede det meste af ens udsyn til hans ansigt. Hans mørke øjne mødte mine i blot brøkdelen af et sekund, men jeg nåede at opfange et glimt af vrede i hans blik.

    ”Det vigtige spørgsmål er egentlig: Hvad laver du her, Skye Jensen?” Hans stemme var hæs, og den lød mørkere og koldere, end den plejede. ”Ja, udover at gå i panik over en fremmed hund, der gør.”

    ”Den så farlig ud,” mumlede jeg og skulle til at rejse mig, men en stikkende smerte, der blev udløst fra min fod, standsede mig, og jeg ømmede mig. ”Min fod gør ondt.”

    ”Du vred også om på den.”

    ”Ej, gjorde jeg? Det vidste jeg slet ikke.” Jeg rystede på hovedet med en sarkastisk mine, inden Craig tog fat om mit ene håndled og min modsatte overarm. Ikke det, der lignede et blidt greb. Nej. Han fik mig hjulpet op at stå.

    Selvom jeg vidste, at han aldrig ville indrømme det, virkede han næsten bekymret, da han undersøgte min fod, og lidt efter konstaterede, at jeg ikke skulle støtte på den. Hvem skulle have troet, at Craig havde styr på den slags? Ikke mig i hvert fald.

    ”Du må hellere komme med mig… hjem,” mumlede han, og hvis jeg ikke tog helt fejl, kunne jeg ane en let lyserød farve brede sig over hans ellers blege kinder. ”Øh… Kom.” Craig lagde tøvende en arm omkring livet på mig og lod mig læne mig mod ham, mens vi gik. Der var ikke ord for, hvor akavede vi begge tydeligvis følte os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...