Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4299Visninger
AA

2. Max' bog

Flammerne, der åd hele familien Martins hus, stod pludseligt klare for mig igen. Jeg nåede kun lige at komme derned og tage den yngste datter, Emma, i hånden, inden vi blev jaget tilbage. Familien Martins, samt en masse andre naboer, opholdt sig i vores hus, mens de ventede. Ventede. Og atter ventede.

     Men hvad havde vi egentlig forventet, at der ville ske?

     Familiens ældste barn, Max, var forsvundet. Han var der bare ikke. Hans mor, mrs. Martins, havde ikke set ham siden aftensmaden, men hun vidste, at han var på sit værelse og hørte musik - man kunne høre det i hele huset. Og pludselig - så stod alting i flammer.

     Jeg rystede tanken om min fars undskyldende ansigt af mig og fortsatte ned ad gaden. Siden branden var min familie flyttet til den anden ende af byen. Mor mente ikke, at vi burde blive der, når der ikke var mere en femogtyve meter til det sted, min kæreste forsvandt. Femogtyve meter til et nedbrændt hus. Femogtyve meter til det sted, familien Martins verden blev ændret for altid.

     Da jeg endelig stod ved stien, der førte ned mod det lille, engang hyggelige kvarter, vi havde boet i, pressede jeg læberne hårdt sammen. Kunne jeg virkelig klare at se det hele igen? Jeg burde vende om. Det var snart mørkt. Jeg burde gå hjem igen. Mine forældre ville blive alt for bekymrede for mig, hvis jeg ikke dukkede op til aftensmaden.

     Jeg stak mine kolde hænder i jakkelommerne og med den ene skosnude, skubbede jeg lidt af den hvide sne bort. Det så ikke ud til, at der havde kørt nogen biler eller gået nogen mennesker her i lang tid. Ingen fodspor i den skinnende sne. Efter endnu et par minutters overvejelse brød jeg den smukke, uberørte sne og begav mig ned ad stien. Ned mod det kvarter, der var blevet forladt efter branden.

     Jeg have knapt kastet et blik mod resterne af det bedbrændte hus, før jeg mærkede tårerne vælde op i øjnene på mig. Hvis han var død, så var hele hans krop væk. Pist væk. Hvilket ikke kunne passe.

     De orange politibånd, der skulle afholde folk fra at gå derind, lå halvt på jorden, og jeg kunne let træde over dem. Mine ben rystede, da jeg bevægede mig mod der, hvor hoveddøren engang havde været. Det var altid mrs. Martins, der åbnede for mig, og hun blev altid så henrykt over at se mig. Hun kaldte altid på Max med sådan en livlig stemme, og han kom altid trampende ned ad trapperne, fordi mrs. Martins aldrig sagde, hvad hun ville have ham til at komme for. "Skye!" var altid det første, han udbrød, før jeg fik mit overtøj af og fulgte med ham op på hans værelse - hvis det var vinter, og dermed koldt udenfor, kunne mrs. Martins let finde på at byde mig på noget varmt at drikke, hvilket jeg for det meste ikke kunne afslå.

     Jeg havde altid været misundelig på, hvor tætte, de var i familien Martins. Max' lillesøster, Emma, var fire år, og hun elskede sin storebror, mindst lige så højt, som han elskede hende. Den ældste datter, Anne, var aldrig træt af sin storebror, sådan som en lillesøster burde være.

     Med et irriteret kast med hovedet slog jeg tanken om familien Martins bort. De var jo ikke allesammen væk. Det var kun Max.

     Kun Max...

     Han var jo også den, der betød allermest for mig. Vi havde været kærester i halvandet år. Hele skolen vidste det. Det var en selvfølge, at vi var sammen hele tiden. Og alligevel holdt vi kysseriet og krammeriet på et minimum, når vi sammen med andre. Vi var ikke den slags kærestepar.

     Jeg bevægede mig henover resterne af gulvet. Kun halvdelen af huset stod stadig tilbage, og de få ting, der havde overlevet, var allerede blevet fjernet. Der var blandt andet et gammelt maleri, der var gået i arv, som var kommet helskindet igennem. Derudover også et fotoalbum med masser af billeder, som havde ligget i en brandsikret æske.

     Hvorfor var jeg her overhovedet? Havde jeg forventet at finde Max liggende på resterne af sin seng og smile til mig? Nej, vel?

     Jeg havde brug for at tale med ham. Høre hans stemme. Der var gået næsten et halvt år, siden han forsvandt. Hvis han ikke havde været det hele tiden, så var han død nu. Ellers ville han være kommet hjem. Sådan var Max. Han... burde være kommet hjem nu.

     "Wow!" udbrød jeg, da jeg snublede over et eller andet på jorden. Jeg havde været så fordybet i mine egne tanker, at jeg ikke så, hvor jeg gik. Jeg bandede for mig selv, da jeg satte mig op. I det samme fangede mine øjne det, jeg var snublet over. En bog... Kunne den virkelig have overlevet branden?

     Jeg rejste mig og tog bogen op. Jeg skubbede sneen, der havde lagt sig på den, bort og kiggede på forsiden. "Max" stod der med krogede guldbogstaver henover forsiden. Jeg sank en klump. Hvordan var den havnet her?

     Forsigtigt åbnede jeg bogen. Siderne var gullige, og den så gammel ud, selvom det nok kun var på grund af branden. Med det samme jeg så Max' skæve håndskrift klappede jeg bogen sammen og hev efter vejret. Mine øjne var allerede våde af tårer. Hvorfor havde han skrevet i denne bog? Hvorfor var den ikke blevet fundet af de andre? Hvorfor havde den overlevet branden? Spørgsmålene stod i kø, men jeg havde ikke tid til at tænke over mulige svar. Jeg åbnede min skoletaske og stoppede bogen derned. Det var kun rimeligt, hvis jeg tog den med.

     Jeg skyndte mig alt, hvad jeg kunne væk fra huset. Så mig ikke tilbage, men hastede bare målrettet hjemad - uden andet end bogen med Max' navn udenpå i tankerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...