Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4271Visninger
AA

17. Gruppemedlemmer

”Okay-okay,” tyssede Craig, mens han på en irriterende måde bevægede sig frem og tilbage henover gulvet på mit værelse, ”vi kan ikke være hundrede procent sikre på, at det er Max selv, der har været tilbage i huset. Vi ved kun, at det billede er blevet taget efter, han forsvandt – og derfor er han ikke død.”

     ”Det var han i hvert fald ikke på dét tidspunkt,” brød jeg ind, omhyggelig med ikke at blive for håbefuld.

     ”Hold nu kæft,” mumlede Craig – en kommentar, jeg valgte at ignorere.

     ”Den pige på billedet – hvad hedder hun?” spurgte jeg, men ventede ikke på noget svar, før jeg fortsatte. ”Du sagde, at alle forlod gruppen undtagen Max og R – så efter ulykken har Max altså enten forladt R og fundet tilbage til de andre, eller også er hun kommet tilbage i gruppen. Er det korrekt?”

     Craig trak på skuldrene og satte sig på kanten af min seng med sine albuer mod knæene og sit ansigt begravet i hænderne – eftertænksomt. ”Jeg tror ikke, at han har forladt R. Hvis det overhovedet er en af de to forklaringer, der er den rigtige, så tror jeg mere på, at hun er kommet tilbage.” Han kiggede op på mig. ”Desuden kan jeg ikke huske, hvad hun hedder.”

     Jeg sukkede dybt og kiggede på billedet af hende. Hun gik ikke på vores skole, det var jeg sikker på, for jeg havde aldrig set hende før. Hvordan kunne det være muligt for Craig, at han ikke kunne huske hendes navn? Sagde han ikke, at de havde været åh-så fortrolige i den gruppe – så burde de vel også kunne huske hinandens navne?

     ”Craig,” sagde jeg så med stemmen dæmpet.

     Han hævede blikket. ”Ja?”

     ”Du ved godt, hvem R er, gør du ikke?”

    Han sukkede. ”Hør, jeg ville ønske, at jeg bare kunne sige han navn, hans adresse eller endda telefonnummer, men det kan jeg ikke. Hver eneste gang, vi mødtes, var det et nyt sted. Vi kunne kun komme i kontakt med ham, hvis han kontaktede os først. Han hed bare R. Han fortalte os aldrig, hvad hans rigtige navn var. Han var lumsk, udspekuleret og forsigtig. Han sørgede altid for at være et skridt foran, og han vidste, hvad vi ville gøre, før vi gjorde det. Han vidste godt, at jeg ville forlade gruppen, og derfor gjorde han det let for mig. Jeg forstår ikke, hvordan det kunne lade sig gøre – men han var altid foran. Altid.” Han kiggede mig i øjnene, og jeg følte mig pludselig nidstirret og lille under hans intense blik. ”Jeg lover dig, at hvis jeg kunne fortælle, hvem han var – så ville jeg have gjort det for længst.”

     ”Kan du huske nogle af de andres navne?” spurgte jeg så; ville ikke vove mig længere ud i det andet.

     Craig lukkede øjnene i et kort øjeblik, før han kiggede op i loftet. ”Der var Alexander. Alexander Wilmer. Han flyttede til Frankrig kort efter, han forlod gruppen. Ross Buckley. Han elskede R som sin bedste ven, indtil de kom op at skændes, og han forlod gruppen kort efter. Har aldrig set ham siden. Tamara Gardener. Hun var lækker.” Han smilede svagt for sig selv. Jeg himlede med øjnene. ”Nå. Jeg tror mest af alt, at hun ude på at score R – hvorfor ved jeg ikke. Hun forlod gruppen, da R bad hende om at ”skrue ned for desperationen”, ellers ville hun få os alle afsløret, mente han. Isaac Rumble…”

     ”Vent, ham kender jeg da!” udbrød jeg. ”Han går på vores – mit – billedkunsthold.” Han stod altid allerlængst fra mig – og Max, da han stadig var der – og koncentrerede sig om sit eget. Han var en nørd, som de fleste nok ville kalde ham, og han virkede genert og forsigtig.

     ”Fedt for dig,” mumlede Craig, før han fortsatte. ”Han var med, da den gamle kone døde. Han er farligere, end han giver sig ud for. Selvom han forlod gruppen lige efter, tror jeg stadig, at han forventer noget. Han forventer at få, hvad R har lovet ham.” Han trak på skuldrene. ”Du kunne jo prøve at tale med ham. Lokke ham til at sige noget – eller måske til selv at spørge ind til, hvad du ved.”

     Jeg ville gerne komme med en indvending – en grund til, at jeg ikke skulle tale med Isaac. Det kunne godt være, at han lignede en harmløs nørd, men med den kendskab jeg netop havde fået til ham, var jeg ikke sikker på, om jeg turde.

     ”Kom nu, Skye,” bad Craig, ”vi bliver nødt til at gøre forsøget. Det er i hvert fald hundrede procent sikkert, at han ikke vil tale med mig.” Han kunne tydeligvis se på mig, at jeg stadig ikke var overbevist. ”Han ved noget. Han vide noget.”

     Jeg trak på skuldrene. ”Jeg skal nok prøve, men hvis han ikke vil fortælle noget, så…”

     ”Madeleine! Madeleine Bass!” udbrød Craig så. Han stirrede direkte på mig, ligeglad med det fornærmede blik jeg sendte ham. ”Pigen på billedet! Det er det, hun hedder.”

     ”Bor hun her i byen? Hvornår så du hende sidst?” Jeg kiggede på ham, afventende, forventende.

     Han nikkede. ”Ja, selvfølgelig bor hun her i byen,” mumlede han, ”men jeg har ikke set hende, siden lige efter mordet på den gamle dame. Hun var den sidste, der forlod gruppen – udover Max, selvfølgelig.” Han rejste sig fra sengen og gik hen til skrivebordet, hvor han tog billedet af hende op. ”Vi bliver nødt til at finde hende.”

***

Eftermiddagen dagen efter styrede Craig en indkøbsvogn ind i supermarkedet. Han lænede sig indover den og kiggede rundt, som om han aldrig havde været der før. Jeg fulgte efter ham med sedlen i hænderne. Vi skulle købe ind til Chrystals fest. Mine forældre satte på intet tidspunkt spørgsmålstegn ved, at jeg skulle købe ind til en fest, der skulle afholdes på en mandag.

     Vi indsamlede alle tingene på sedlen, og netop som vi var på vej mod kassen, standsede Craig op foran afdelingen med alkohol. ”Det bliver verdens lammeste fest, hvis der ikke er noget alkohol, Skye,” sagde han og sendte mig et alvorligt blik. ”Det tror jeg også, at din fine veninde vil være enig med mig i.”

     ”Hvis vi skal have alkohol, bliver det dit ansvar at gemme det for mine forældre. De slår mig ihjel, hvis de finder ud af det.” Jeg hævede brynene for at understrege alvoren i det, jeg sagde. ”Desuden er jeg ikke gammel nok til at købe det. Synd, hva’?”

     ”Til mit eget held – og nok dit uheld – er jeg tilfældigvis gammel nok,” sagde han og prikkede min næse med sin finger. Jeg himlede med øjnene og fulgte efter ham. Han fandt fem flasker gennemsigtigt alkohol, som jeg ikke engang ville lære navnene på, og læssede dem op i vognen. ”Jeg vælger at tro på, at folk også selv tager noget med. Det her er bare til de spicy drinks.” Han blinkede til mig, inden han fandt et par flasker vin. ”Så er vi klar.”

     Han klarede betalingen, mens jeg pakkede alt undtagen drikkevarerne i poser. Så bar vi tingene ud af butikken. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde min mor – og hendes bil – med, så vi ikke behøvede at slæbe de tunge poser hele vejen hjem til mig.

     Da vi endelig stod i min entré, lukkede jeg døren efter Craig. Han tog ikke engang sine sko af, før han styrede ind i køkkenet, hvor mine forældre begge sad med en kop kaffe og hver sin bog. Jeg sukkede dybt, da jeg fulgte efter ham.

     ”Hej med jer,” sagde min far med et stort smil. ”Du må være Craig, går jeg ud fra?”

     Craig nikkede kortfattet, satte poserne fra sig på gulvet og kiggede så på mig. Jeg, derimod, kiggede på min mor, der havde et skarpt blik rettet mod Craig, som om hun ikke helt stolede på ham. Det kunne jeg ikke bebrejde ham – han lignede ikke ligefrem svigermors drøm, og det var uden tvivl den retning, hun tænkte i.

     ”Mor, far,” begyndte jeg så, ”vil I ikke være søde at finde et andet sted at læse? Vi skal have forberedt det sidste inden i morgen.”

     ”Klart, klart,” sagde min far og rejste sig. Han gav tegn til min mor om, at hun skulle følge efter ham. De forlod køkkenet og gik ovenpå. Da døren til deres fælles kontor lukkede, vendte jeg mig mod Craig.

     ”Du håndterer alkoholen,” sagde jeg så. ”Jeg vil ikke have noget med det at gøre.” Han himlede med øjnene og hankede op i posen. Han bevægede sig hen mod døren, men jeg nåede lige at gribe fat i hans ærme. ”Du smutter ingen steder, kammerat. Vi skal se, om vi kan få fat Madeleine Bass, hvor hun så end er.”

     Han satte posen fra sig igen, lænede skulderen mod væggen og lagde armene over kors, mens han kiggede meget intenst på mig. ”Hvordan skulle vi kunne få fat i hende? Jeg slettede hendes nummer med det samme, jeg forlod gruppen, og jeg har aldrig kendt hendes adresse.”

     ”Hvad med skole? Hun må da gå i skole et eller andet sted,” forsøgte jeg. Udover den skole jeg gik på, var der kun et par små privatskoler i byen. Det var kun de rige møgunger, der gik her – og så selvfølgelig dem, der havde et specielt talent for et eller andet.

     Craig kneb øjnene let sammen og sukkede. ”Hun fik hjemmeundervisning,” fortalte han så.

     ”Hun måtte da være medlem af et eller andet. Ellers må vi da kunne finde hende på nettet. Er det ikke let nok?” spurgte jeg, uvillig til at opgive håbet på den måde.

     ”Vi blev beordret til at slette alle vores profiler på sociale medier, da vi kom med i gruppen. Jeg tvivler på, at der er nogen, der har valgt at komme tilbage.”

     Det var derfor, Max pludselig havde slettet sin Facebook profil. Hans forklaring lød, at han syntes, det var åndssvagt. Og jeg købte den.

     ”Ærligt talt, Skye Jensen, så tror jeg, at det eneste, vi kan gøre lige nu, er at vente.” Og på den kommentar nikkede han, samlede posen med flaskerne op og forlod køkkenet. Kort efter hørte jeg fordøren smække, og han var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...