Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4240Visninger
AA

10. Fyr løs

Da mit vækkeur ringede mandag morgen, slog jeg øjnene op og stirrede op i det hvide loft over min seng. En smule irriteret, satte jeg mig op og svingede benene udover sengen. Mine forældre var ikke hjemme, da de begge skulle tidligt af sted om mandagen, så jeg havde morgenen for mig selv, og de ville ikke fatte mistanke overhovedet.

     Som regel hadede jeg mandage. Det var ikke så meget selve det at skulle i skole – jeg kunne godt lide skolen. Men det dér med at skulle tidligt op efter en weekend? Ikke lige mig. Nå ja, jeg havde det højst sandsynligt bare ligesom en hver anden teenager i denne verden. Mandage stinker.

     I dag var noget andet. Jeg havde en fantastisk mulighed for at få besvaret nogle af de spørgsmål, der hvirvlede rundt i hovedet på mig. Hvis Craig altså kendte svaret og ville fortælle mig det.

     Jeg gik ned af de let knirkende trapper og fandt en skål frem. Jeg stillede den på bordet og overvejede, om jeg egentlig var sulten. Jeg besluttede mig for, at jeg burde spise noget, og derfor serverede jeg en portion cornflakes for mig selv.

     Mens jeg gumlede på de sprøde flager, tænkte jeg på, hvad jeg skulle gøre i dag. Jeg kunne ikke bare møde op uden at være forberedt på, hvad jeg skulle spørge om. Men på den anden side – hvordan skulle jeg forberede mig. Jeg kunne ikke vide, hvad der ville ske, eller hvordan han ville reagere på det hele. Desuden var jeg overbevist om, at det ikke bare var sådan ’spørg og du får svar’-agtigt. Det ville garanteret ikke være sådan.

     Jeg stillede min skål i vasken og løb op på mit værelse, hvor jeg trak i et par jeans og en sort hættetrøje. Herefter greb jeg min taske og smuttede ned i entréen.  Jeg kunne lige så godt møde op til første time. Jeg kunne ikke nå anden, hvis jeg skulle kunne nå at møde op på Lightning Avenue klokken 11:30.

     Chrystal tog imod mig ved indgangen til vores Historie lokale. Hun havde sine bøger i favnen, og jeg kunne se på hendes hvide knor, hvor stramt hun holdt om dem. Egentlig stod hun bare dér og kiggede frem for sig. Hun så mig ikke, før jeg stillede mig helt hen foran hende.

     ”Er du helt okay?” spurgte jeg, og hun blinkede et par gange, før hun kiggede mig i øjnene.

     ”Ja. Klart.” Hendes kinder fik en let rød farve, som om hun prøvede at skjule noget for mig. ”Jeg sov slet ikke i nat…” Hun vendte sig om og vandrede ind i lokalet.

 

”Jeg smutter lige på toilettet,” sagde Chrystal, stadig med et fraværende blik plantet i de store, blå øjne. Hun så mere end træt ud. Da hun var forsvundet ned ad gangen, greb jeg chancen. Jeg svingede min taske op på skulderen og skyndte mig af sted. Jeg sørgede for, at ingen – hverken lærere eller elever – så mig forlade skolen.

     Jeg standsede op på en lille vej, få gader fra skolen og tog min jakke på. Al den sne, der var faldet for lidt over en time siden, var næsten væk, og man kunne endelig se asfalten under sine fødder. Jeg sukkede, da jeg svingede min taske over skulderen igen og gav mig til at gå. Jeg var helt ærligt ikke klar over, hvor Lightning Avenue helt præcist lå, så idéen med at udeblive fra anden time for at finde vej derhen, virkede pludselig som en god idé.

     Jeg genkendte ikke den gade, jeg gik på, skønt den lå så tæt på skolen, som den gjorde, og jeg troede, at jeg havde været overalt i byen. Det havde jeg tydeligvis ikke.

     Jo mere jeg gik, jo mærkeligere en fornemmelse fik jeg i maven. Jeg havde det som om, at det jeg var ved at rode mig selv ud i, burde være noget, jeg holdt mig langt væk fra. Overhovedet at begynde at læse i Max’ dagbog føltes som en fejltagelse, skønt jeg intet havde fået ud af det – hverken godt eller dårligt – bortset fra, at jeg var kommet tættere på, hvor langt nede, han måtte have været følelsesmæssigt, før han forsvandt.

     Den samme tanke vendte tilbage igen og igen: Måske ville jeg aldrig få Max at se igen.

     Jeg mærkede et prik på skulderen, og jeg for sammen i bar forskrækkelse. Med hjertet galoperende af sted, snurrede jeg rundt og stod ansigt til ansigt med Craig Hard. Han var klædt i sort fra top til tå, og hans hud gik nærmest i et med dyngen af sne bag ham.

     ”Halløj igen, Skye Jensen.” Han smilede et mere eller mindre skræmmende smil, og jeg tvang mine mundvige op i et smil. ”Du kommer tyve minutter for tidligt.”

     ”Det… det ved jeg. Jeg troede ikke, at Lightning Avenue v-var her,” fik jeg fremstammet. Jeg indså først, da det var for sent, hvor tumpet det egentlig lød. Som om jeg ikke havde styr på vores aftale.

     ”Undskyld, at jeg skræmte dig. Det var ikke min mening.” Craig smilede skævt, og jeg kunne næsten ane en usikker fyr gemt i det blik, han sendte mig.

     ”Det er i orden,” mumlede jeg.

     ”Vi er her for en grund,” begyndte han, ”og du er velkommen til at spørge alt det, du vil. Men du skal ikke regne med, at det er alt jeg kan svare dig på. Jeg ved kun en lille smule om, hvad jeg kan forestille mig, at du vil vide.”

     Jeg nikkede indforstået og kiggede den blege fyr i øjnene.

     ”Fyr løs.” Han slog ud med hænderne.

     ”Hvad ville Max bruge R til?” Jeg havde egentlig selv troet, at mit første spørgsmål ville være noget i retning af ’hvem er R?’ eller ’ved du noget om Max?’, men nej.

     ”Spørgsmålet burde nok mere være, hvad R ville bruge Max til. De to var enige om alting i starten. Troede de. Jeg var den eneste, der kunne se, at R ville hæve alt det, Max havde i tankerne til alt for store højder, og jeg vidste, at det ville ende i noget, han ikke kunne styre. Han søgte i starten bare en at tale med. Max var træt af alting, selvom han ikke viste det. Han hadede stort set alt omkring sig, og han manglede bare nogen, der kunne lytte. Nogen, der ville forstå ham. Det var netop, hvad R gjorde. Han lyttede til alt, hvad Max havde at sige, og de to endte med at lægge store planer for, hvad der skulle ske.”

     ”Hvilken slags planer var det?” spurgte jeg, idet han tog fat i min arm og ledte mig hen mod en stor bygning. Vi stillede os i skyggen af den, så menneskerne på den åbne gade hverken kunne se eller høre os.

     ”Jeg ved det desværre ikke.” Craig trak på skuldrene.

     ”Hvad var det, dig og Max havde sammen?”

     Han kiggede overrasket på mig. ”Intet,” udbrød han, men jeg kunne høre den svage tøven i hans stemme. ”Vi var bare venner. Er det så mærkeligt?”

     ”I kendte næsten ikke hinanden, og alligevel fortalte I hinanden alt. Jeg gætter på, at I fik knyttet et ret tæt bånd.” Jeg forsøgte at lade være med at lyde for anklagende. Jeg ville bare have nogle svar, og Craig kunne give mig dem. Han skulle give mig dem. ”I havde begge noget at gøre med R. Jeg ved, at du kan fortælle mig noget om Max’ forsvunden. Forsøg ikke at skjule det for mig.”

     Han holdt roligt øjenkontakten i et par sekunder, før han gjorde noget uventet. Han greb hårdt fat i min overarm og kiggede mig dybt i øjnene. Granskende. Mistænkeligt. ”Hør, jeg ved ikke, hvor du ved alt det der fra, men jeg er sikker på, at uanset hvad, så er det noget, du ikke burde kloge i. Denne sag involverer på ingen måder dig. Uanset om den så gjorde, så burde du blive væk fra det. Det Max har foretaget sig med R er ikke småting, og du vil ikke kunne klare det.” Han gav slip på mig og trådte væk. ”Hvad end det det, du har gang i -  stop det. For dit eget bedste.”

     På disse ord vendte han sig om og begyndte at traske væk. Tandhjulene arbejdede på højtryk i hjernen på mig for at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. ”Vent!” nærmest råbte jeg og begyndte at løbe efter den mørkhårede fyr. Han standsede ikke, så jeg blev ved med at småløbe for at holde trit med hans tempo.

     ”Jeg vil vide, hvad I havde gang i. Du ved noget, Craig!” Min stemme tiltrak opmærksomheden fra en kvinde, der gik med en barnevogn på det modsatte fortog. ”Stop! Stands nu! Lyt på mig.” Craig ignorerede mig fortsat. ”Du lovede, at du ville fortælle mig alt det, jeg ville vide!”

     Så standsede han. Midt i det hele. Så jeg var ved at ramle ind i skulderen på ham, men jeg nåede lige akkurat at få styr på mig selv.

     Han snurrede rundt, så han stod med ansigtet rettet direkte mod mig. Han var faretruende tæt på, og trods han var en del højere end mig, var hans ansigt kun få centimeter fra mit. ”Hør, Skye Jensen. Jeg lovede noget, det ved jeg. Men du må virkelig se at komme ud af den lille pige boble, du lever i, og indse, at engang imellem holder mennesker ikke, hvad de lover.”

     Endnu engang snurrede han rundt for at gå, men denne gang fulgte jeg ikke efter ham. Jeg blev stående, hvor jeg var. Med ondt i armen på grund af det jernhårde greb, han havde haft i den, med et hamrende hjerte og uendelige af ubesvarede spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...