Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4278Visninger
AA

3. En indledning

"Skye? Skye, er det dig?" 

     Som forventet lød min mors stemme bekymret, og jeg var sikker på, at hun havde troet, at jeg var faret vild på vejen hjem fra Chris, jeg havde lavet en historieopgave sammen med, skønt jeg kendte vejen derfra og hjem som min egen bukselomme. Chris var Max' bedste ven, men vi undgik at tale om det - selvom man skulle tro, at vi kendte hinanden, nu hvor vi havde Max tilfælles, og så ville tale med hinanden om ham, så nævnte vi aldrig hans navn. Egentlig havde vi ikke talt om andet end historieopgaven, selvom jeg kun hørte med det ene øre, når han fortalte om noget.

     Chris var virkelig en nørd til historie - og han var bare den, alle gerne ville arbejde sammen med. Heldigvis var det vores lærer, der havde sat os sammen denne gang.

     "Ja, det er mig," svarede jeg og sparkede mine sko af. Sneklumpen, jeg havde gået og presset sammen i min hånd for at aflede opmærksomheden fra bogen med Max' navn, mens jeg gik, var blevet til en hård isklump. Jeg smed den fra mig på gulvet og håbede, at den ville smelte, inden min mor opdagede den.

     Jeg gik ud i køkkenet, hvor mine forældre begge sad ved køkkenbordet, mens maden stod klar på bordet. Salat, grov pasta og pølser stod på bordet, og min mor smilede stort til mig.

     "Fik I skrevet opgaven færdig?" spurgte hun muntert, og jeg nikkede kort, mens jeg langsomt gik gennem det store køkken. 

     "Skal du ikke spise?" spurgte min far, da jeg var kommet et par trin op ad trappen. Jeg vendte mig mod dem og rystede på hovedet med læberne presset hårdt sammen.

     "Jeg er ikke sulten," svarede jeg og skyndte mig op ad trapperne. Jeg vidste, at mine forældre kiggede på hinanden med bekymrede blikke, fordi jeg intet skulle have at spise. I løbet af den sidste måned havde jeg misset både morgenmad og aftensmad lidt for mange gange, og min mor blev ved med at sige 'Ej, prøv nu lige at spise bare lidt', selvom jeg hårdnakket stod fast ved, at jeg på ingen punkter var sulten.

     Og hun skyldte selvfølgelig skylden på Max' forsvinden.

     Ja, det var måske ikke helt forkert. Jeg elskede Max, og han var her bare ikke længere. Det gjorde mig bare endnu værre til mode, at jeg ikke kunne sige, at han var død. Det ville gøre det hele meget nemmere. Lige nu gik jeg i total uvished - jeg vidste ikke, om han var død, jeg vidste ikke, om han levede, om han var blevet kidnappet, om han simpelthen bare var flygtet, eller om han... bare var væk. 

     Måske tænker du, at vi bare kunne sætte politiet til at lede efter ham. Det var blevet meldt til det lokale politi masser af gange, og selvom de også ledte efter ham i de store byer - så hjalp det intet. Max var væk. Bare væk.

     Jeg sukkede og lod mig dumpe ned på sengen. Min dyne lå sammenkrøllet i fodenden, fordi jeg endnu en nat havde ligget uroligt og søvnløs. Jeg kastede et træt blik hen på min taske, jeg havde smidt hen i hjørnet af mit værelse. Skulle jeg... skulle jeg kigge i bogen?

     Efter lang diskussion med mig selv rejste jeg mig og gik hen til tasken. Jeg tog den op og åbnede den forsigtigt. Jeg stak hånden ned i den, og lidt efter trak jeg den slidte bog med op. Var det forkert af mig, hvis jeg gav mig til at læse i den? Efter at have stirret på bogen i et par sekunder, rejste jeg mig og satte mig tilbage på sengen. Max var her ikke til at stoppe mig. Han var jo væk. Hvorfor skulle jeg lade være?

     Jeg åbnede bogen på første side, pressede læberne sammen og kiggede på datoen, der hurtigt var blevet skriblet ned i øverste, højre hjørne af siden.

               10/4 - 2010

"Skriv det ned," sagde han. Hvorfor fanden ville han dog have mig til det? Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ender med at skulle aflevere det hele som en skoleopgave, vel? Medmindre ms. Green lige pludselig finder på, at vi skal skrive om sindssyge - så ville en masse af alle disse ting nok kunne egne sig til den skoleopgave.

   Nå, nok om det. Hvis der er nogen som helst, der læser dette, så ved jeg, hvor du har fundet min bog. Jeg ved, at jeg ikke sidder ved siden af dig, eller har givet dig den. Jeg vil aldrig give den til nogen. Jeg ved, at der er sket noget, som har haft indflydelse på dit liv. Stor indflydelse. Og dårlig endda.

  Men egentlig skriver jeg ikke noget som helst af dette, fordi jeg vil. Jeg skriver, fordi han vil have mig til at være opdateret - skrive alle detaljer om vores lille plan ned, så jeg kan huske det hele. Så jeg ikke glemmer noget undervejs.

Hvad i al verden snakkede han dog om? Hvilken plan? Hvem var "han"? Jeg havde så mange spørgsmål, men jeg kunne ikke få dem besvaret. Max var her ikke, og det lod ikke til, at denne bog ville komme ud med specielt meget. Alligevel læste jeg videre:

  Jeg har indtil videre ikke så meget at fortælle om. Dagene går ad helvedes til, men jeg overlever. Chris kan godt finde ud af at underholde mig, selvom han - hvis det stod til mig - for længst havde fået et stykke tape over munden. Han er en nørd... men jeg har kendt ham hele livet, og han er min bedste ven.

   Så er der så de mindre interessante personer, der fylder min hverdag... For eksempel som Megan Rodney, der er en rablende sindssyg tøs, der ikke tager hensyn til andre folk. Hun er komplet ligeglad med, om reglerne bliver brudt, og hun er seriøst en tosse. Men hun er lækker, og hun kan lide mig, hvilket er de eneste ting, jeg kan lide ved hende.

Megan Rodney var en møgforkælet, billig tøs, der ikke tænkte på andet end fyre. Og hun gjorde altid sit bedste for at få mig skubbet til side, så Max var hendes alene - men dér satte både Max og jeg foden i og forhindrede hende i at komme tættere på.

   Så er der Chrystal Reed. Hun er en sød pige, som desuden er bedste veninder med en anden person, der står mig nær. Igen nævner jeg intet navn. Men, i hvert fald, så er Chrystal en ret vild pige, der elsker at slå sig løs - på den gode måde, modsat Megan.

Chrystal var min bedste veninde. Hvorfor ville Max ikke nævne mit navn?

   I dag - 10/4 - 2012 - var den første dag, jeg skrev i denne bog. Forresten, er "Max"'et ikke bare flot? Det er på forsiden. Nå, ehm, betragt dette som en slags indledning. En dårlig en af slagsen, jeg ved det.

   Men lad venligst være med at læse videre - jeg vil gerne have dig til at tænke. Tænke hvad jeg har skrevet her en ekstra gang igennem. Og tænke over, om du virkelig vil læse videre. For jeg kan ikke love dig, at det er hyggelæsning, før vi siger godnat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...