Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

66Likes
100Kommentarer
4650Visninger
AA

8. Craig Hard

”Dumme mennesker kommer ingen vegne, dumme mennesker kommer ingen vegne, dumme mennesker kommer ingen vegne, dumme mennesker kommer ingen vegne… Åh, suk, jeg tror efterhånden, at jeg har fattet det,” vrissede Chrystal, mens hun bladrede videre i den mursten af en bog, hun havde fået fat i. ”De kunne lige så godt have kaldt hele bogen ’Dumme mennesker kommer ingen vegne’… Det er hovedemnet i alle kapitlerne, selvom de hedder noget forskelligt.” Hun rystede opgivende på hovedet. ”Suk, suk, suk og atter suk.” Hun smækkede bogen sammen og rejste sig.

     Vi sad på biblioteket og skulle forestille at være i gang med at finde materiale til en skole opgave. En lørdag eftermiddag på biblioteket – ikke noget Chrystal kunne have fundet på, hvis jeg ikke havde tvunget hende af sted. Egentlig var det heller ikke stedet, jeg helst ville være lige nu, men af en eller anden grund, var jeg overbevist om, at bøger om alt muligt kunne aflede mine tanker fra Max’ bog.

     ”Super.” Chrystal satte sig igen på den anden side af bordet. ”Så kan vi se, om der skulle være noget mere relevant i denne bog i stedet.” Hun fnøs. ”Sikkert ikke.”

     Jeg smilede skævt, inden jeg kiggede tillbage i den bog, bibliotekaren havde fundet til mig. Om sociale medier. Netop det min opgave handlede om, men jeg var ikke synderligt interesseret i at følge med i, hvad der helt konkret stod i den. Jeg havde fuldkomment mistet min koncentrationsevne med henblik på alt andet end Max’ bog.

     Chrystal begyndte at plapre løs om alt muligt, da jeg kiggede op fra min bog. Men jeg lyttede kun efter i et par sekunder – jeg havde fået øje på en person.

     Craig Hard.

     Max havde nævnt ham i bogen.

     ”Okay, Skye, du driver mig til vanvid. Hvorfor gider du ikke lytte på mig længere? Det er syvende gang inden for tre dage, eller sådan noget!” Hun opdagede, at jeg sad på spring til at løbe hen til Craig. ”Hvad? Hvad har du fået øje på?” Hun vendte sig nysgerrigt om. ”Uha, lækker fyr.” Hun kiggede tilbage på mig og hævede det ene øjenbryn drillende.

     Da Craig gjorde mine til at forlade biblioteket efter at have fået afleveret de bøger, han skulle aflevere, sprang jeg op fra stolen og hastede hen mod ham. Chrystal kaldte på mig, så der blev tysset på hende, men jeg ignorerede hende.

     ”Craig Hard?”

     Han vendte sig om og kiggede på mig. Der gik et par sekunder, hvor vi bare betragtede hinanden, og jeg kunne efterhånden ane et glimt af genkendelse i hans mørke øjne. Den præcise farve på dem, kunne jeg ikke helt definere. ”Hvem er du?” spurgte han.

     ”Mit navn er Skye Jensen… Må jeg lige tale med dig?” Jeg bed mig i læben.

     ”Det er jeg ret sikker på, at du allerede gør, men okay. Har du noget imod, at gå imens? Jeg har ret travlt.” Han gjorde et vip med hovedet, så det sorte hår, der før dækkede hans ene øje, fløj op ovenpå hovedet i stedet. Dette gav mig så udsynet til en sølv piercing i hans øjenbryn, der stod i perfekt kontrast til den overraskende blege hud.

     ”Øh, nej, det er i orden.”

     ”Hvad vil du så gerne tale med mig om, frøken Skye Jensen? Og hvor kender du desuden mit navn fra?” Craig kastede et skævt blik på mig, da vi var kommet ud fra biblioteket. Chrystal var endnu ikke løbet efter mig, så hun regnede nok med, at jeg ville komme tilbage om lidt.

     Jeg bed mig læben. ”Øh… Det med dit navn, det er vist en, øh, længere historie.” Jeg rømmede mig og kunne give mig selv en lussing. Det var ikke til at tage fejl af, at jeg løj. ”Men jeg vil gerne tale med dig om Max Martins.” Craig stivnede. ”Du… kendte ham, ikke sandt?” Ordet ’kendte’ måtte tvinges over mine læber. Jeg fik det til at lyde, som om han virkelig var død, hvilket der absolut intet bevis var på.

     Craig, der var stoppet op kort før, kiggede på mig med et granskende blik. ”Kender jeg dig?” spurgte han mistænkeligt.

     ”Max var min… kæreste.” Jeg sank en klump.

     ”Nå ja. Jeg kan godt huske, at han nævnte dig.” Craig kneb øjnene sammen. ”Jeg kendte ham, ja. Vi var ikke super tætte, men jeg kendte ham bedre end de fleste. Det er en skam, at han er væk.”

     Jeg nikkede. ”Ja, det er en skam.” I et par sekunder tænkte jeg over, hvordan jeg skulle få formuleret mig ordentligt. Hvad regnede jeg egentlig med? At jeg kunne komme hen og udspørge en fyr, jeg aldrig før havde talt med om en person, der var antaget død og forvente, at han ville svare ærligt? Nej, vel? ”Jeg tænkte på,” begyndte jeg, og Craig lade armene over kors, ”om du måske kunne tænke dig at hjælpe mig?” Jeg smilede skævt og usikkert til ham, idet han rynkede på panden.

     ”Hjælpe dig med hvad, helt præcist, Skye Jensen?” Han hævede det ene bryn.

     Jeg sank en gang. ”Jeg vil forsøge at finde ud af, hvorfor Max forsvandt.” og om end måske finde ud af, hvor han befinder sig, og derefter tage ud for at finde ham.

     ”Held og lykke, lille pige, siger jeg bare.” Craig lo hånligt, og mit minimale smil forsvandt som dug for solen. Lille pige. ”Jeg er ked af at måtte skuffe dig, men Max’ forsvinden er og bliver et mysterium. Sagen er opgivet, og du kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan ikke gøre noget ved det.” Han rystede på hovedet. ”Max’ forsvinden chokerede mange. Hans forældre, hans venner, dig, mig, hele byen. Alle. Han er opgivet. Nu kun en person, der engang boede her. Et fjernt minde.”

     Han begyndte langsomt at gå, som om samtalen var endt brat, da han havde sagt sit sidste ord. Men jeg nægtede at lade ham slippe så let, trods han havde været ekstremt tæt på at overbevise mig om, at jeg burde lade ham være og opgive Max for altid.

     ”Bare fordi alle andre har opgivet ham, behøver det ikke at betyde, at vi også skal.” Jeg hastede efter ham. ”Jeg er sikker på, at han betød noget for dig. Uanset om du selv vil indrømme det.” Jeg pressede læberne sammen. ”Jeg savner Max. Det er jeg ikke den eneste, der gør.” Craig ignorerede mig, da det tydeligvis ikke vedkom ham. Dog fortsatte jeg efter ham. ”Jeg er overbevist om, at du har nogle af svarene på mine spørgsmål. Jeg har brug for dem, om du vil hjælpe mig eller ej.”

     Craig vendte sig om mod mig. ”Hør, Skye Jensen. Tror du ikke, at jeg har forsøgt at regne ud, hvorfor det skete? Tror du ikke, at jeg har prøvet at ringe til alle de telefoner, jeg tidligere har skullet kontakte Max på? Tror du ikke, at jeg har prøvet at tage til de steder, han fortalte betød allermest for ham? Det har jeg. Jeg har prøvet alt. Ledt efter ham. Rippet op i selv de mindste ting, han fortalte mig.” Han holdt en kort pause. ”Det er et halvt år siden, for himlens skyld. Hvis han stadig var i live, ville han have givet lyd fra sig. Der ville have været et eller andet tegn, så vi havde noget at gå efter. Men der er intet. Har vi intet at gå efter, er der intet vi kan gøre. Jeg er ked af at sige det.”

     Måske havde Craig alligevel ret. Hans mørke øjne var intenst rettet mod mig, og vi kiggede på hinanden i lang tid. Der var gået et halvt år, siden Max forsvandt. Som Craig sagde, ville vi vide det, hvis han stadig havde været i live. Han havde prøvet alt, hvad han kunne, jeg havde prøvet alt, hvad jeg kunne, alle havde prøvet alt. Der var ikke mere at gøre.

     ”Du har ret,” fastslog jeg med et suk.

     ”Tak.” Craig nikkede, vendte sig væk og begyndte at traske videre.

     Netop i dette øjeblik faldt et spørgsmål, der for mig kun var alt for vigtigt at få besvaret, mig ind. Jeg hævede stemmen og stillede spørgsmålet, der fik Craig til at standse brat op:

     "Ved du, hvem ’R’ er?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...