Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4272Visninger
AA

15. 26/6 - Dårlig samvittighed

26/6 – 2010

Vi har gjort noget forfærdeligt, og jeg ved ikke, hvordan vi skal rette op på det. Vi kan ikke rette op på det. Det vi har gjort er skrækkeligt, og jeg forbander mig selv for at være med til det. Uanset hvor meget jeg gerne ville kunne skyde skylden på de andre, på R, så kan jeg ikke undgå at tænke på, at det ikke kun var dem. Jeg var lige så meget med i det, som de var. Jeg var der, jeg hjalp dem.

  Havde jeg dog bare vidst, hvad det var meningen, vi skulle gøre, ville jeg aldrig være gået med til det. Det så uskyldigt ud i mine øjne, da R først foreslog det, men jeg kan godt se nu, at det var langt fra uskyldigt. Jeg burde have lyttet til Craig. Han sagde, at det var tåbeligt. Det var tåbeligt. Jeg er tåbelig.

  R forsikrede os om, at ingen nogensinde ville finde ud af, at det var os. Jeg ved ikke, om jeg stoler på, at han har ret. R sagde, at han fik det til at ligne et uheld. Men jeg ved ikke – politiet kan finde ud af hvad som helst. Hvorfor skulle de ikke kunne finde ud af dette?

  Jeg kan huske måden hun lå på. Jeg får lyst til at kaste op hver gang, jeg ser det for mig. Hendes hals vredet om i en akavet stilling. Hendes svage arme beredt på at tage fra, men det lykkedes aldrig. Og hendes øjne. Hvorfor skulle jeg også se hende i øjnene?

  Hendes blik hjemsøger mig. R synes, jeg er svag, og der er jeg vel givetvis også. Jeg troede, at han altid ville forstå mig, men jeg tog fejl. Han er kold og ligeglad med os. Vi betyder ikke noget for ham, og vi burde have vidst det. Men med alt det, han har lovet mig, kan jeg ikke gå min vej, ligesom Craig gjorde.

  Bare jeg var ligesom Craig. Han ved, hvornår man skal springe fra, og det gør jeg ikke. Jeg burde have tænkt mig om, før jeg sagde ja til alt dette. Nu er det for sent at gøre som Craig og springe fra. Der er ingen vej tilbage, og jeg må bare stole på, at R ved, hvad han gør.

  Hvis ingen ved, at det var os, der gjorde det, så kan vi måske godt fortsætte ubemærket. Vi bliver nødt til at fortsætte, ellers lader R os aldrig slippe væk. Måske vil alle hans løfter gå i opfyldelse, hvis fortsætter. Måske bliver jeg glad igen. Måske får jeg mit liv tilbage.

  Jeg har ligget syg, siden vi gjorde det. Jeg kom hjem den nat, og jeg endte med at ligge på badeværelsesgulvet og kaste op. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg kastede op i løbet af den efterfølgende dag, men det var mange gange. Min mor blev hjemme hos mig, selvom jeg allerhelst ville have hende til at gå sin vej. Jeg fortjente ikke at blive taget af på den måde efter det, jeg havde gjort.

  Hun er bekymret for mig. Jeg vil ikke spise, og jeg ligger kun i min seng. Jeg skriver her i nu til aften, da jeg bliver nødt til at få afløb for nogle følelser. Jeg er så vred på mig selv. Jeg kunne rive mit hår af, men jeg må bevare kontrollen over mig selv, uanset hvor dårlig samvittighed jeg end må få.

  Jeg er ved at blive sindssyg, hver eneste gang telefonen nedenunder ringer, eller det ringer på døren. Hvad hvis det er politiet? Hvad hvis de har fundet ud af, at jeg ved noget? Hun har været i nyhederne. De efterforsker. Jeg bad mor give mig avisen, så snart vi fik den, og det er på forsiden. Ingen ved, hvad der er sket på nær mig, R og de andre.

  Og ingen må nogensinde få det at vide. Hvis de gør, får vi aldrig vores ønsker opfyldt.

  Jeg talte med R igen i går. Han kom for at besøge mig, og han sagde, at jeg aldrig nogensinde skulle fortælle det til nogen. Han beroligede mig ved igen at sige, at han havde styr på det. Jeg ved stadig ikke, om jeg stoler på ham.

  Han siger, at jeg er den eneste af os, han føler, han kan stole på. Han har høje forventninger til mig, og det gør mig nervøs, selvom han har lovet, at han vil tage sig af mig. Han skal nok gøre alting godt igen, som han har lovet.

  Jeg er så forvirret. Selvom jeg stoler på, at han vil få det til at ske, er jeg alligevel bange for, at han vil lade os alle i stikken til sidst. Jeg burde ikke være så forvirret eller bange. Jeg burde være tryg ved R, som han sagde, jeg skulle være. Jeg kan stole på ham. Jeg skal minde mig selv om, hvor meget godt han har gjort for mig. Hvor meget han har hjulpet mig.

  Jeg bliver nødt til at tvinge mig selv til at huske på det. For det er jo sandt. Alting ville føles værre, hvis jeg aldrig havde mødt R. Hvad der var teenageproblemer ville have udviklet sig til noget langt værre. Og selvom det vi har gjort nu er slemt, ville alting være blevet værre, hvis det ikke var sket. Det er jeg vis på. For der er et formål med det. På et tidspunkt vil alting blive godt igen.

  Mon Skye fatter mistanke? Hun besøgte mig i går, men jeg lod, som jeg sov, og hun gik hurtigt igen. Jeg kunne ikke se hende i øjnene, og jeg havde virkelig ikke lyst til at snakke med hende. Hun er så fantastisk, og jeg er så ynkelig og svag. Hvis hun fandt ud af, hvad jeg har været med til, ville hun aldrig tilgive mig.

  Men det er også lige meget. Vi vil ikke være sammen for evigt, det ville være at lyve for sig selv, hvis man troede det. Skye lyver for sig selv. Hun tror, at vi er lykkelige. Hun er lykkelig, men det er jeg ikke. Hvis hun ikke kan fornemme, at vi glider fra hinanden, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.

  Jeg elsker hende, og jeg ønsker virkelig, at jeg elskede hende på den måde. Den måde, som en fyr skal elske sin kæreste, men jeg kan ikke tvinge mig selv til det. Det er bare for meget for mig. Selvom jeg gerne vil overbevise mig selv om, at jeg stadig er sammen med hende, fordi der er en gnist mellem os, så ved jeg udmærket godt, at det ikke er derfor. Jeg er sammen med hende for ikke at skabe mistanke. Hvis jeg slår op med hende, og jeg i forvejen ikke ser noget til mine venner, vil folk først begynde at blive mistænksomme.

  Chris har ringet et par gange, og selvom jeg har taget den hver gang, er jeg ikke interesseret i at tale med ham. Han er min bedste ven, og jeg må gøre noget for at holde mindst ét af de velfungerende forhold, jeg har, i gang. Han er lige så kedelig, som han plejer at være, men der er noget over ham – han virker nervøs. Bekymret. Som om han er bekymret for mig. Det skal han ikke være. Jeg har ikke givet ham nogen grund til at være bekymret for mig.

  Craig vil ikke tale med mig. Han ved, hvad vi har gjort, og han hader mig. Jeg har prøvet at ringe til ham og bedt ham om at hjælpe mig, men han har aldrig ringet tilbage. Vores skænderi var slemt, og jeg bør indse, at vores korte, men ægte venskab er ovre. Desuden har jeg det også bedre uden ham. Jeg har ikke brug for ham. Hvorfor skulle jeg have brug for ham? Jeg har R, og jeg klarer mig fint.

  Det hele kører rundt i hovedet på mig nu. Men jeg har fået det meste af det ud. Selvom denne bog i starten virkede åndssvag, kan jeg godt se, hvorfor R vil have os til at skrive i dem. Hvis vi skriver, hvis vi kommer af med vores tanker, så vil vi lære at stole mere på planen – og at vi gør det rette.

  Jeg kan mærke, at jo mere jeg skriver, jo mere forvirret bliver jeg. Måske skulle jeg bare afslutte for denne gang. Der kommer ikke noget godt ud af, at jeg gentager mig selv. Jeg vil kun begynde at tvivle mere på R, og det skal jeg ikke. Han har styr på det, det ved jeg jo.

  Nå. Jeg er træt. Jeg har ikke fået sovet meget på det seneste. Men nu har jeg fået de fleste af mine bekymringer ud på papir, fået sat ord på dem, og derfor må jeg kunne falde i søvn. Der er ikke mere tilbage, jeg skal tænke over. Jeg skal bare stole på R og overlade det til ham. Så skal alting nok blive godt igen. Alting skal nok blive godt igen.

  Godnat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...