Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4275Visninger
AA

11. 22/6 - Træt af det

”Hvor fanden blev du af?!” næsten råbte Chrystal, da jeg åbnede døren for hende. Hendes øjne lynede, og hun spurgte ikke engang om tilladelse, inden hun braste forbi mig og ind i entréen. Hun vendte mig mod mig, lagde armene over kors og gav mig sit hit-med-forklaringen-eller-jeg-vil-ikke-give-dig-noget-andet-valg-blik.

     ”Jeg…” begyndte jeg, men vidste ikke, hvordan jeg skulle formulere mig. Jeg kunne ikke fortælle hende, at jeg havde pjækket fra skole, fordi jeg skulle mødes med en af min kærestes gamle venner for at få svar på nogle af de spørgsmål, jeg havde omkring det faktum, at han var forsvundet, fordi jeg forsøgte at opklare mysteriet. Hvis jeg sagde det, ville hun gå endnu mere amok. ”Undskyld.”

     ”Skye, jeg kan ikke bruge en undskyldning til noget!” Hun slog ud med armene. ”Jeg vil vide, hvor du var henne. Jeg gik på toilet, og da jeg to minutter efter kom tilbage, var du væk. Du kom ikke til timerne resten af dagen, du tog ikke din telefon. Du gav ingen lyd fra dig! Er du klar over, hvor bekymret jeg var for dig? Du han sgu da ikke bare sådan gå din vej!”

     Jeg forstod godt, hvorfor hun var vred. Men det lignede hende ikke at reagere på denne måde. Hun plejede at tage den slags ting pænt. Hun plejede ikke at forlange en detaljeret forklaring, som jeg udmærket godt vidste, at jeg ville ende med at blive nødt til at give hende.

     ”Jeg ved det, og jeg er så ked af et, Chrystal.” Jeg sukkede. ”Men jeg havde en aftale, og jeg var bange for at fortælle dig om det, fordi du ville tale mig fra at pjække, fordi det bare ikke er mig.”

     ”Det er jo det! Hele skolen snakkede nærmest om det. ”Skye pjækker”. Jeg blev urolig for dig, Skye! Jeg vidste ikke, hvor du var henne.” Hun rynkede brynene og indså, hvad jeg havde sagt. ”En aftale med hvem?”

     Jeg bed mig i underlæben.

     ”Åh, stop det! Du skjuler noget for mig! Du bider dig kun i læben, når du skjuler noget for mig! Jeg kender dig alt for godt.” Hun hævede brynene. ”Fortæl mig det.”

     ”Undskyld, Chrystal. Men jeg kan ikke fortælle dig det. Jeg ved godt, at vi er bedste veninder og alt muligt, men det er altså bedst, hvis jeg holder det her for mig selv. Du vil få det at vide på et tidspunkt.” Jeg pressede læberne sammen og kiggede på hende.

     Chrystal nikkede kort, inden hun gik hen mod mig. Jeg troede, at hun ville standse foran mig og sige et eller andet med, at det var i orden, og at hun forstod mig… men i stedet styrede hun mod døren, åbnede den og forsvandt ud i kulden.

     Jeg sukkede og lukkede døren, hvorefter jeg lænede mig op ad den. Uanset hvad hun havde sagt, ville jeg ikke have lukket op for, hvad jeg havde gang i. Craigs ord kørte rundt i hovedet på mig; ”Hvad end det er, du har gang i – stop det. For dit eget bedste.” Jeg var udmærket klar over, at det jeg havde gang i ikke var klogt. Men som min mor engang havde sagt til mig – man bliver nødt til at gøre noget dumt for at finde ud af, hvad der er det rigtige.

     Efter et par minutter valgte jeg at gå op på mit værelse. Dagbogen ventede trods alt stadig på mig, og nu da Craig ikke ligefrem kunne give mig nogle nyttige svar, måtte jeg selv se, om jeg kunne finde ud af noget, jeg kunne bruge.

       22/6 – 2010

Jeg hader det her. Jeg har det som om, at uanset hvad jeg gør, så er det forkert. Uanset hvem jeg er sammen med, så vil de hellere af med mig. Jeg ved ikke, om det er noget jeg forestiller mig, eller om det egentlig også er sådan. Måske er jeg bare blevet alt for optaget af, hvad andre tænker. Hvad andre tror. Burde jeg egentlig være det?

  R og jeg er i gang med flere planer. Vi forsøger at holde det helt hemmeligt, for alt og alle. Jeg har en dårlig fornemmelse omkring det, men jeg ved ikke. R siger, at han har styr på det. Jeg gør nok klogt i at tro på ham. Han ved trods alt bedst.

  Mor og far er faldet en smule til ro, trods der kun er gået et par dage, siden jeg skrev her i sidst. De virker ikke så anspændte længere. Enten har de fået ro over sagen, eller også er de blevet meget bedre til at skjule, at der er noget i vejen. Jeg satser stærkt på den sidste.

  Jeg er begyndt at tvinge mig selv til at tale med Skye igen. Vi mødtes tidligere i dag, og hun opførte sig, som om jeg slet ikke har ignoreret hende i flere uger. Egentlig har hun sikkert ikke opdaget noget alligevel. Hun har travlt. Med alt andet. Venner. Skolen. Alt andet. Alt andet end mig.

  Det gør heller ikke noget. Jeg gør mit bedste for at opføre mig normalt, og det lader til, at det også virker. Det lader ikke til, at hun er mistænksom eller noget. Hun er bare den ganske almindelige, glade Skye Jensen, jeg kender.

  Nå. Tilbage til planen. R og jeg har store planer om, hvad der skal se. Vi er enige om, at det skal være stort, men vi vil ikke have, at det er for åbenlyst, at det var os. Det bliver det nok alligevel ikke. Vi sørger for at lave det professionelt.

  Jeg er træt. Jeg er begyndt at skrive i denne her hver aften/nat, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg kommer af med nogle tanker. Nogle irriterende tanker. Når jeg kan komme af med dem her, behøver jeg ikke at have dem susende rundt i hovedet og forhindre min søvn.

Jeg havde ikke været ligeglad med ham. Jeg havde bemærket, at han ignorerede mig, men jeg troede, at det var en naturlig ting i et forhold engang imellem. Jeg ville ikke presse mig mere på, end jeg havde i forvejen. Prøvede jeg at narre mig selv nu? Måske lagde jeg ikke meget mærke til det. Måske tænkte jeg, at han havde travlt. Måske tænkte jeg ikke så meget over det, fordi jeg faktisk selv havde travlt, som han også have nævnt. Men jeg havde aldrig haft for travlt til ham.

     Jeg var ked af det. Jeg var vred. Jeg var træt. Allerhelst ville jeg bare lægge mig til at sove, men jeg vidste, at det ikke var muligt. Jeg tænkte for meget. Tydeligvis ligesom Max havde gjort. Det var ikke noget, der gavnede nogen af os.

     Selvom han havde givet udtryk for, at han aldrig ville se mig igen, blev jeg nødt til at få Craig i tale. Han havde nogle informationer, jeg havde brug for, hvis jeg ville have den mindste chance for at komme tættere på, hvor Max befandt sig. Eller bare hvordan han forsvandt.

     Jeg vidste, at det ville blive svært at tale med ham, og at han højst sandsynligt ville nægte at fortælle mig noget som helst om det, jeg gerne ville vide, men jeg var ligeglad. Jeg havde brug for Craig og hans hjælp, uanset hvor træt af ham, jeg ville blive.

     ”Du kunne også prøve selv,” mumlede jeg ud i mit værelse, inden jeg lagde mig ned på sengen og stirrede op i det hvide loft. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg var rent ud sagt forvirret. Jeg ville utroligt gerne gøre, som Craig ville have mig til og lade sagen ligge og bare gå tilbage til at leve i uvished om noget som helst af det, Max havde foretaget sig tidligere, men jeg vidste, at det var umuligt. Det var ikke ligefrem, fordi jeg savnede at gå frem og tilbage mellem mit hjem og skolen uden at vide, hvad i al verden jeg skulle gøre med min eksistens, nu da min store kærlighed var væk. Nej, det var ikke så meget det. Det var mere, at nu jeg var gået i gang med dette projekt – så ville det være umuligt for mig bare at glemme det. Der var ingen vej tilbage. Uanset hvad Craig havde at sige til det.

     Trods en dundrende hovedpine og tankerne fortsat hvirvlende rundt i hovedet, lykkedes det mig alligevel at falde i søvn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...