Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4300Visninger
AA

9. 20/6 - Tankestrøm

”Nå, hva’ så?” var det første, Chrystal sagde til mig, da jeg kom tilbage til hende. Hun havde fundet fem nye bøger, så de foregående måtte stadig ikke have haft indholdet, hun skulle bruge. ”Fik du hans nummer?” Hun hævede det ene øjenbryn to gange med en drillende mine, og jeg smilede, før jeg viftede med den lille papirlap, Craig havde stukket i hånden på mig.

     Egentlig var det ikke hans nummer, men derimod det sted, han ville have os til at mødes. Om mandagen skulle jeg møde op ved Lightning Avenue præcist klokken 11:30. Hvilket så betød, at jeg blev nødt til at pjække fra skole. Jeg ville for alt i verden ikke glippe denne chance – Craig havde sagt, at hvis jeg mødte op på stedet, lappen anviste, ville han besvare alle de spørgsmål, han var i stand til.

     ”Wauw, godt klaret tøs! Jeg troede ikke, at du havde det i dig.” Chrystal lo, så flere af de voksne, der sad omkring os, endnu engang måtte tysse på hende. Hun skar en irriteret grimasse ad dem, inden hun atter vendte sig mod mig. Jeg lod hende forblive i troen om, at jeg var løbet efter Craig i håb om at score ham – skønt det ikke engang var tæt derpå. ”Det er dejligt at se, at du kan tænke på fyre, der ikke er Max.” Hun smilede tilfreds, og jeg måtte dække min løgn med et smil.

     Måske skulle jeg overveje at fortælle hende, hvad jeg havde i tankerne. Eller måske først, når det hele var gået i vasken. Eller også var det lykkedes mig, og det ville tale for sig selv. Jeg kunne ikke vide noget.

     Da vi to timer senere forlod biblioteket, foreslog Chrystal, at vi kunne tage hjem til hende, og at jeg hellere end gerne måtte overnatte, da hendes forældre ikke var hjemme, og hun derfor manglede selskab. Jeg overvejede i lang tid, hvad jeg skulle svare hende. Egentlig burde jeg gå hjem og læse videre i Max’ bog, så jeg måske kunne få styr på nogle flere spørgsmål til Craig. Burde. Jeg burde ikke noget.

     Jeg havde brug for det.

     ”Desværre.” Jeg smilede skævt. ”Jeg har lovet min mor at hjælpe hende med noget. Jeg har ikke lyst til at skuffe hende igen.”

     Chrystal nikkede. ”Det er i orden. Hyg dig!” Hun smilede stort, inden hun hoppede op på sin cykel og kørte væk. Jeg – der kun havde mine ben at transportere mig selv hjem på – begyndte at gå med hænderne stukket i lommerne. Vi var blevet smidt ud fra biblioteket, da det nærmede sig lukketid. Det var vist alligevel kun godt – Chrystal var efter sigende ved at dø af sult, skønt hun havde spist fem gange i løbet af dagen.

     Jeg trådte indenfor, da jeg var kommet hjem. Jeg børste snefnuggene, der var begyndt at falde udenfor, ud af mit hår og af min jakke, inden jeg hang den op på knagen og smed mine støvler i krogen, hvor de havde deres sædvanlige plads. Så skyndte jeg mig op i stuen, hvor min far sad og råbte ad en fodboldkamp. Jeg rynkede brynene, inden jeg gik hen til min mor, der stod i køkkenet.

     ”Fik du fat i noget godt?” spurgte hun med et smil.

     Jeg nikkede kort. ”Jeg fik bibliotekaren til at lægge bøgerne til side, så jeg kan hente dem på mandag.” når jeg har fået Craig til at tale ud.

 

Da jeg senere sad på mit værelse, havde jeg bogen foran mig. Den var slået op på den næste side, jeg skulle til at læse. Jeg havde lovet min mor, at jeg ville arbejde videre på mine noter til opgaven, men jeg havde en så stor brug for at læse videre, at jeg intet andet kunne tænke på.

       20/6 – 2010

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage. Hvis blot du vidste, hvor forfærdeligt jeg har opført mig på det seneste. Jeg har ignoreret alle Skyes opkald, været bedøvende ligeglad med lektielæsning, ladet Chris i stikken med henblik på vores engelsk-opgave og intet gjort for at gøre mig bare den mindste smule hjælpsom herhjemme. Min mor er ved at få spat af mig, og hun skyder skylden på, at jeg sidder mere og mere foran computeren. Hun har åbenbart fået indtrykket af, at jeg er havnet i en forkert omgangskreds, og hun udspørger mig mere og mere om, hvad der foregår i skolen.

  Stemningen herhjemme er begyndt at blive mere og mere anspændt. Jeg har fundet ud af, at vi åbenbart er i pengeproblemer; mor mener, at vi snart ikke har råd til at have huset længere, og at vi må blive nødt til at flytte. Hun brokker sig over selv de mindste ting, men hun vil ikke fortælle os, hvad grunden er.

  Jeg fandt dog selv ud af den ved at lytte ved trappen en aften, hvor de troede, at jeg var gået i seng. Mine forældre snakkede om mig. Og så kom de ind på det. At vi mangler penge.

  Emma ligger desuden syg. Hun kaster op, hoster... er syg.

  Skye forsøger at komme i kontakt med mig, men jeg er begyndt at pjække fra skole, og jeg svarer hverken hendes smser eller opkald længere. Jeg synes selv, at det er synd for hende, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg mener... jeg kan ikke fortælle hende, hvad jeg har gang i.

  Den anden dag mødte jeg desuden Craig igen. I ved, Craig Hard. Vi har kendt hinanden, siden vi var helt små, og jeg må indrømme, at han altid har været der. Han har forsøgt at komme til at snakke med mig igen, men jeg har vist bare ignoreret ham. Men han er virkelig sød – han lytter og... Jah. Alle de, der synes, at han virker frastødende på grund af sit hårde udseende og skarpe fremtoning burde virkelig tage at indvige i en samtale med ham. Så ville de se, at han faktisk kan være ret forstående.

  Nå, men i hvert fald har vi R til fælles. Vi kender ham begge, og han hjælper os begge. Jeg ser det som en lettelse, at jeg kan få lov til at tale med ham om, hvad der sker. R har tilladt det, eftersom vi begge er involverede i planen, og at det egentlig mest drejer sig om os. Så. Ja.

  Der er et eller andet, der... binder mig til Craig. Jeg har det som om, jeg kan fortælle ham alt. Og alligevel, som om jeg bliver nødt til at passe virkelig på, hvis jeg nu kommer til at fortælle ham for meget. Han virker mistænkeligt trofast i forhold til, at vi næsten ikke har talt sammen i mere end et par uger nu.

  Jeg er forvirret.

  Det her giver ingen mening, gør det vel?

  Nej.

  Jeg burde lægge mig til at sove. Sove al denne forvirring væk. Jeg forstår ikke, hvorfor der lige nu ikke er noget som helst, der gider at gå op i denne kabale, jeg kalder mit liv. Planen er ved at gå i vasken, for at være helt ærlig, jeg er begyndt at pjække, og jeg er sunket i karakter i skolen. Mine venner gider mig ikke længere, fordi de tror, at jeg ikke gider dem, og R kommanderer med mig, som om jeg er hans hund.

  Alting er ikke så perfekt, som han lovede, at det ville være.

  Men måske er dette bare begyndelsen. Måske bliver det bedre efterhånden. Måske bliver det bedre, når planen er lykkedes, og Craig og jeg har fået, hvad vi går efter. Dog kan jeg ikke lade være med at stille mig det samme spørgsmål igen og igen... Hver gang jeg tænker, at det går godt, dukker den op. Hver gang jeg tænker, at jeg burde træde tilbage, dukker den op. 

  Hvad hvis det ikke lykkes?

  Hvis det ikke lykkes, så bliver jeg så... vred. Jeg har så mange ting, jeg gerne ville opnå med dette. Der er så mange mennesker, jeg gerne vil have til at se den virkelige mig. Men vil dette mon også få dem til det? Jeg kan ikke tvinge nogen til at se noget, de ikke vil se. Og uanset hvad, så kan jeg heller ikke tvinge mig selv. Selvom jeg godt ved, hvad der lurer bag alt det her, så vil jeg ikke se det. Jeg vil ikke vide, hvad resultatet bliver.

  Jeg vil bare gerne vide noget. Og med noget, så mener jeg hvad som helst. Jeg er ligeglad – hvis nogen kan fortælle mig noget, jeg ikke ved i forvejen, så... så ville jeg have det så meget bedre med alt det her.

  Hvor ender jeg efter alt dette?

  Hvad har R tænkt sig at gøre, hvis det ender med at gå i vasken?

  Kan jeg bruge Craig til noget, hvis det hele går galt?

  Vil jeg kunne få alle dem omkring mig til at tilgive mig for det?

  De svar, jeg forsøger at komme frem til er bare sorte. Hver gang jeg tænker på, hvad der kunne ske - så bliver alting sort. Det hele. Bare sort.

  Jeg er forvirret. Fortabt. Bange. Urolig. Derfor giver dette højst sandsynligt ingen mening for andre end mig selv. Måske ikke engang for mig selv. Jeg har ikke i sinde at læse det igennem igen, inden jeg lægger mig ned for omsider at få noget søvn. Dette var min tankestrøm for i aften. Jeg plejer at have den i de sidste få minutter, inden jeg døser hen - men nu er det skrevet ned, og jeg behøver ikke at tænke mere over det.

  Og så kan du, der læser dette, måske også få et bedre indblik i, hvad der sker.

  Eller måske må du igen sætte de ting, du troede, at du vidste, til genovervejelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...