Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4278Visninger
AA

6. 17/4 - 'R'

”Skye? Skye, er du okay?”

     Min mors stemme trængte gennem til mig, og jeg løftede armene og gned mig i øjnene. En dunkende hovedpine, der kom omme fra mit baghoved, blev blot forstærket, da jeg forsøgte at sætte mig op, og jeg blev i det samme så godt som lammet tilbage til gulvet, hvor jeg før havde ligget. Mine øjenlåg gled tungt i, og jeg sukkede dybt.

     ”Hvad i al verden er der sket?” fik jeg frem på trods af de kun tiltagende dunk i baghovedet, som efterhånden spredte sig om til panden. Jeg begyndte at køre pege- og langefinger i cirkler mod tindingerne for at mindske smerten.

     Min mors kolde hånd strøg mig blidt over håret. ”Vi kom hjem og hørte et bump heroppe – du besvimede, lille skat. Det var kun med nød og næppe, at du ikke faldt på hovedet ned ad trapperne.” Jeg kunne høre på hendes lettede tonefald, at hun smilede.

     Jeg kunne godt huske, at jeg havde været hjemme hos Chris, men jeg var vendt om, fordi jeg ikke ville tale med hans familie, nu hvor han ikke var hjemme. Jeg havde overvejet at tage tilbage til Chrystal, men jeg mente ikke, at jeg kunne tillade mig det, eftersom hun sikkert var irriteret på mig, fordi jeg bare var gået – og efterladt hende i den tro, at jeg var vred på hende. Hvilket jeg jo egentlig ikke var. Hvorfor jeg var besvimet, da jeg var kommet hjem, forblev atter et mysterium.

     ”Hov, hvad er det?” hørte jeg min mor udbryde med nysgerrigt tonefald.

     Jeg behøvede ikke engang at åbne øjnene for at vide, hvad det var hun fjernede fra indersiden af min cardigan. ”Nej!” Jeg spærrede øjnene op og rettede mig hurtigere op, end jeg burde. Dog ignorerede jeg den tiltagende smerte i hovedet og rev Max’ bog ud af min mors greb. Hun sendte mig et forfærdet blik, da jeg med lidt besvær kom på benene og vaklede hen mod mit værelse, mens jeg pressede bogen mod mit bryst.

     Jeg kom ind på mit værelse og sank sammen på sengen, stadig med bogen knuget ind til mig. Jeg hørte min mors skridt på gangen, inden hun kom ind til mig. ”Skye, hvad er der i vejen med dig? Du har opført dig rigtigt mærkeligt på det seneste.”

     ”Der er intet,” sagde jeg med lukkede øjnene.

     ”Og hvad er det desuden for en bog det dér?” Hendes tonefald var næsten anklagende, og jeg frygtede, at hun havde nået at se, hvad der stod på forsiden.

     ”Ikke nogen speciel,” mumlede jeg.

     ”Hvorfor må jeg så ikke se den?”

     Jeg satte mig op med et sæt, selvom jeg et kort øjeblik måtte tage mig til hovedet, så mit værelse ikke længere stod på hovedet. Så rettede jeg blikket mod min mor. ”Fordi det ikke er noget, du skal blande dig i,” skældte jeg og strammede grebet om bogen. ”Det kommer ikke dig ved. Du kan være bedøvende ligeglad med det.”

     ”Det er jo netop det, jeg ikke kan. Er det den, du har siddet og læst i? Er det den bogs skyld, at du ikke har villet være sammen med os andre? Fortæl mig nu noget om det, Skye!” Min mors øjenbryn rynkede sig, og jeg kunne ikke tyde, om hendes ansigtsudtryk var bekymret eller bebrejdende.

     ”Det rager ikke dig,” hvæsede jeg. ”Gå med dig.”

     Da døren gled i bag min mor, sukkede jeg og sank igen sammen på sengen. Det var ikke så meget hovedpine eller svimmelhed, der plagede mig nu. Det var mere, at jeg ikke kunne fortælle min mor om Max’ bog. Uanset om hun ikke kunne fatte, at jeg savnede ham, fortjente hun ikke, at jeg behandlede hende dårligt, når hun prøvede at hjælpe mig.

     Jeg sukkede dybt og slog op i Max’ bog igen. Jeg skulle læse videre.

             17/4 – 2010

Jeg har ikke fået skrevet de sidste par dage – der er ikke sket noget spændende, og jeg har ikke haft lyst til at dele noget som helst med denne bog, hvis der endelig var.

Jeg har nu besluttet at åbne lidt mere op for denne bog. Jeg vil ikke være så hemmelighedsfuld og derfor bare sige tingene direkte. Eller, ja, så direkte jeg nu kan dristige mig selv til. Jeg vil egentlig gerne fortælle lidt om, hvilke planer jeg i øjeblikket lægger – efter dette ’kapitel’, eller hvad man nu skal kalde det, vil jeg holde en pause fra at skrive fra denne bog. Jeg vender først tilbage, når der er sket noget i den såkaldte plan – ellers bliver det meningsløst tidfordriv for mig at skrive dette. Og det vil jeg egentlig helst ikke have, at det bliver.

  I hvert fald har jeg lagt en plan sammen med ham, jeg tidligere bare omtalte ’han’. Ham, der bad mig om at skrive alt dette ned. Men nu omtaler jeg ham altså ’R’ i stedet – skørt ikke? Men i hvert fald er R ligesom det, man kan kalde… leder af denne plan.

  Jeg gik til ham, fordi jeg manglede nogle at tale med, og en person, jeg kender – Craig Hard – bad mig om at tage med ham hjem til R. Craig har aldrig rigtig været min ven, men vi begyndte så småt at hænge mere ud, da jeg havde besøgt R et par gange. Jeg begyndte oven i købet selv at tage hen til den lyttende og forstående, men alligevel lumske R.

  Der gik et par dage, hvor vi bare snakkede – snakkede om alt det, jeg havde brug for. Det var dejligt at komme ud med det hele – alt det om Skye, problemer med karakterer i skolen, Chris og så mange andre ting. R foreslog en dag, at vi skulle gøre noget ved det – han var begyndt at blive min ven, og jeg havde det rent faktisk, som om han virkelig bekymrede sig for mig.

  ”Er du vred?” havde R spurgt.

  Mit enkle, men sande svar lød: ”Ja.”

  ”Har du lyst til at gøre noget ved det?”

  Jeg forstod ham ikke til at starte med, men da det langsomt begyndte at lysne for mig, var et smil gledet over mine læber, som om jeg var en forbryder, der lige havde fundet ud af, hvordan han skulle begå et nyt røveri. ”Hvordan?”

  ”Vi kan straffe disse mennesker, der gør dig vred. Vi kan få dem til at fortryde, at de nogensinde har gjort noget slemt mod dig. Vi kan gøre lige, hvad du vil have.”

  Hans svar havde chokeret mig, og det gør det stadig. Jeg har aldrig haft et dårligt liv som sådan. Jeg har bare været så vred på menneskerne omkring mig – deriblandt Dylan Moore, Shaun Williams, Emma Adams, lærerene på vores skole og skolens kontaktpsykolog. Okay, der har måske været noget mobning fra da jeg var syv til omkring fjorten, men jeg er seksten nu – jeg burde være kommet videre.

  I hvert fald begyndte R og jeg at planlægge, hvad vi skulle gøre for at få folk til at fortryde. Jeg ved, at det måske er forkert – men jeg er helt ærligt ligeglad. Jeg gør det, vi synes er rigtigt. Og det er at få folk til at fortryde. Ikke kun, fordi jeg er vred på dem – R har haft mange grimme oplevelser på vores skole, og det har gjort ham kold overfor den.

  Men mere kan jeg ikke fortælle om det endnu. Vi vil se det hele skride frem, og efter det vil jeg begynde at skrive igen. Som R også bar bedt mig om.

  Men ja. Farvel for denne gang.

Jeg var chokeret. Direkte chokeret. Hvem var ham ’R’? Hvorfor ville Max ligefrem få nogen til at fortryde noget? Hvem havde nogensinde behandlet ham dårligt? Var han virkelig blevet mobbet? – Og nok det vigtigste spørgsmål af dem alle: Var Max slet ikke den, jeg troede han var?

     Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Så bladrede jeg om til næste side – den var tom. Jeg bladrede videre og videre; og ganske vist. I stedet for ’18/4 – 2010’ stod der ’15/6 – 2010’ på den næste, der var skrevet på. Jeg sukkede og smækkede bogen sammen. Mine hænder rystede, og jeg gemte ansigtet i håndfladerne, mens jeg havde lyst til at rive mit hår af mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...