Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4362Visninger
AA

7. 15/6 - Han var ikke perfekt

Jeg sukkede og kiggede på Chrystal. ”Du må altså virkelig undskylde,” gentog jeg. Hun smilede og lagde hovedet let på skrå.

     ”Det går nok, tror du ikke?”

     Vi begyndte at gå ned ad gangen. Sidste time var blevet aflyst, fordi vores lærer var syg, og de havde ikke haft tid til at finde nogen, der kunne vikariere for hende. Det var den første sygedag, den lærer havde haft, siden vi startede her på skolen. Hun var virkelig streng, og hun fodrede os med tung info, vi slet ikke kunne greje. Bare vi kunne huske, hvad hun havde fortalt, var det fint. Det var lige meget, om vi forstod det.

     ”Hvor skal vi tage hen?” spurgte Chrystal, da vi var kommet ned i skolegården. Vi havde egentlig spurgt, om hendes mor ville komme at hente os, så hun kunne tage os med ind til storbyen, men hun skulle til et møde, så vi blev nødt til at gå hjem.

     Jeg trak på skuldrene og stak hænderne i lommerne på min jakke. Mit hoved var stadig overfyldt med spørgsmål om Max’ bog. Jeg havde kigget på de næste mange sider i den for at se, om han havde skrevet med en eller anden usynlig kuglepen… men nej. Faktisk var der på en side skrevet en lille besked i hjørnet. Der stod bare, ’(S + C + C – S + E + D) : M = helvede’. I mit hoved gav det stadig ingen mening.

     ”Hallo, jorden kalder Skye!” Chrystal viftede med en hånd foran mit ansigt, og jeg blinkede et par gange, inden jeg mødte hendes blik.

     ”Undskyld, hvad?”

     Hun lo henrykt. ”Du er jo helt væk.” Vi fortsatte lidt videre. ”Skal vi tage hjem til dig, mig eller helt lade være med at tage hjem til nogen?” Hun kastede et blik på mig, men jeg trak blot på skuldrene. Det var ikke fordi, jeg var til meget hjælp i dag. ”Okay så…” Hun pressede læberne sammen. ”Hvad er det, du er irriteret over, Skye Jensen?” Hun havde puttet sin allerbedste ’nu-skal-du-til-krydsforhør’-stemme på, fordi hun vidste, at det altid fik mig til at grine. Nå ja, med få undtagelser. I dag var en af dem.

     ”Der er ikke noget, der irriterer mig,” vrissede jeg og stak hænderne i lommerne. ”Jeg vil helst bare hjem. Alene. Uden dig. Undskyld.”

     ”Det er så i orden,” sagde Chrystal med rynket pande, og jeg kunne mærke hendes blik efter mig, da jeg satte farten op for at komme hurtigere hjem.

     Max var en idiot sådan bare at skride, blev jeg ved med at fortælle mig selv. Men selv dét havde jeg problemer med: Måske kunne kan ikke selv gøre for, at han skred. Måske var han død. Måske lå han et eller andet sted i Oregons skove og var ved at dø. For mig ville det lige nu ikke gøre noget, hvis han dog bare var brændt op til aske i det hus. I det mindste ville han være død derhjemme, og jeg ville ikke skulle leve i uvished om, hvor min store kærlighed var blevet af.

     Nå ja. Jeg var ikke Max’. Jeg var bare hans veninde, som han holdt utroligt meget af, og lige syntes, at han skulle holde for nar i over et år, så hun kunne få det at vide, mens han ikke var der til at bøde for det. Ikke noget specielt.

     Jeg kom hjem, smed min taske op på mit værelse, gik nedenunder for at hente et æble og smed mig så på sofaen. Tv’et var slukket, men jeg stirrede alligevel på det. For mig så jeg, hvordan Max ville have set ud, mens han skrev i bogen. Mon han var vred? Måske ked af det?

     Egentlig var mit største spørgsmål for øjeblikket: Hvorfor havde han ikke bare været ærlig overfor mig? Han havde ikke behøvet at forblive i forhold med mig, når han nu alligevel ikke var forelsket i mig. Han skulle bare have sagt det. Så havde han fået lov til at gå – i stedet for, at vi skulle igennem dette. Måske var det alligevel endt sådan, men havde han fortalt mig, hvad han virkelig følte, ville jeg ikke have haft så pokkers dårlig samvittighed, som jeg lige nu kunne mærke i hele kroppen.

    

”Så er jeg hjemme!”

     Jeg gled ud fra drømmen, jeg var midt i, da jeg hørte hoveddøren åbne og min mor, der kom indenfor. Hun stillede tre store, hvide poser fra sig på køkkenbordet. ”Hej, skat!” Hun smilede stort til mig, og jeg løftede hovedet let. ”Er du okay? Du ser sløj ud.” Hun tog sin jakke af og lagde den over ryglænet på en stol, inden hun kom hen til mig og satte sig på sofaens kant.

     ”Jeg har det fint. Bare træt,” mumlede jeg og kradsede mig selv i øjet.

     Min mor strøg mig blidt over håret, inden hun rejste sig. ”Er du sulten? Jeg tænkte på at bage noget brød. Vil du være med til det?” Hun satte noget mælk i køleskabet. ”Det er mrs. Martins’ opskrift.”

     Jeg sank en klump. Det brød fik jeg altid, når jeg var hjemme hos Max. ”Nej, jeg tror, jeg går op på mit værelse. Jeg mangler stadig at færdiggøre min engelskstil, og den skal afleveres i morgen. Jeg må nok hellere komme i gang.” Jeg smilede skævt, og min mor nikkede.

     ”Jeg skal nok kalde, når det er færdigt.” Hun smilede til mig, og det var nu min tur til at nikke.

   

         15/6 – 2010

Tingene er gået sin gang, ingen har endnu fattet mistanke. På en måde har jeg heller ikke noget at skjule. Den eneste, der måske burde se lidt mere efter, om folk er efter en, er R. Han har det med at vade rundt uden at lægge mærke til, om det han laver, kan virke mistænkeligt, hvilket det for det meste sagtens kan. Ja, men han er en pokkers god løgner.

  Det er længe siden, at jeg har skrevet. Derfor bliver dette ikke specielt langt. Der er nu gået næsten to måneder, siden jeg sidst skrev, og for at være mærkelig har jeg endda sprunget en hel masse sider over for ligesom at understrege det.

  Min mor synes, at det er godt, at jeg har fundet nogle flere venner, og at jeg ikke er så meget sammen med Skye længere. Misforstå mig nu ikke, hun er vild med Skye, men i en periode var hun altså den eneste, jeg var sammen med, og det irriterede hende en smule. Men nu er jeg ikke meget sammen med hende længere, men vi holder selvfølgelig stadig kontakten. Selvfølgelig, siger jeg. Som om det faktisk er en selvfølge. Hvilket det absolut ikke er.

  Men nok om det.

  R og jeg har fået færdiggjort planlægningen, og vi regner stærkt med at begynde at begynde engang i næste uge. Hvis at ellers går som planlagt. Lige nu ligger jeg i min seng og er parat til at drømme om, hvordan de forskellige mennesker, vi kommer til at have indflydelse på, mon vil reagere. Vil de blive vrede? Kede af det?

  Jeg sagde det jo; det ville ikke blive specielt langt. Jeg har fået forbud mod at fortælle, hvad der helt præcist foregår, men jeg skal alligevel sørge for at holde bogen her opdateret. Det giver ingen mening overhovedet, men det gør nu heller intet. Jeg forstår godt, hvorfor. Hvis min mor skulle finde dette, ville hun flippe ud. Men jeg har styr på det – jeg gemmer den godt væk, så hun ingen mulighed har for at finde den.

  Godnat.

Jeg sukkede og lænede mig tilbage, så jeg sad op ad væggen. Bogen smed jeg fra mig ved siden af mig, og jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne kapere flere informationer. Jeg kunne ikke helt lokalisere den forvirring, der var opstået, eftersom jeg næsten intet havde fået at vide.

     Måske var det derfor?

     Jeg kunne ikke klare at leve i uvished om, hvad der var sket med Max, men samtidig kunne jeg ikke få mig selv til at læse videre, fordi jeg havde brug for at… lade den info, jeg ikke havde fået fise ordentligt ind, inden jeg kunne klare at få mere at vide.

     Jeg måtte indrømme, at min teori ej heller gav mening.

     Måske savnede jeg også bare Max og kunne ikke bære tanken om, at han var væk. Måske turde jeg ikke læse videre, fordi jeg vidste, at store sandheder ville gå op for mig. Og at jeg bare ville beholde det perfekte portræt af ham, som min hjerne havde opfundet.

     Max var ikke perfekt, havde jeg efterhånden fundet ud af. Han havde en skyggeside. En side, han kun havde delt med denne bog, ingen nogensinde havde haft mulighed for at læse. Før nu. Havde han forudset, at jeg ville læse den? Eller måske håbede han på, at en af hans søstre ville finde den? I så fald ville det være forfærdeligt for de stakkels piger.

     Havde jeg vidst noget om dette, ville jeg have snakket med ham. Talt ham fra, hvad end han nu havde gang i. Dog var det nok meningen. At ingen skulle vide noget, så han kunne chokere den heldige person, der nu måtte finde denne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...