Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4275Visninger
AA

5. 12/4 - Forvirret

Jeg pressede læberne hårdt sammen, mens jeg med min rystende hånd holdt mobiltelefonen for øret. Bip … bip … bip … Jeg holdt vejret, mens lyden blev ved med at gentage sig.

     Og så skete der noget. En knasende lyd fra den anden ende af røret fyldte mine ører, og mit hjerte sprang et slag over, i det jeg kunne høre en person trække vejret i tunge drag. Selv holdt jeg vejret, mens mit hjerte igen begyndte at banke ud i hele min krop. Det sitrede i fingerspidserne, da jeg hørte en dyb mandestemme, men jeg kunne ikke høre andet end en mumlen. ”Du hørte, hvad jeg sagde!” Jeg fik et chok, da en person højlydt protesterede, det skramlede i røret, og telefonen gentog ’bip’-lydene fra før.

     Mit hjerte sank helt ned i maven på mig. Telefonen var blevet taget, men jeg har sikker på, at det ikke var Max. Men på den anden side – det var Max’ nummer, og den var aldrig blevet taget før. Skulle nogen pludselig have fundet den i en dynge sne, var blevet nysgerrige og havde taget den med hjem? Nej, vel?

     Jeg pressede læberne hårdt sammen, inden jeg smed min mobil på gulvet, ligeglad med om den var i stykker, når jeg fandt den igen, og skyndte mig så op på mit værelse. Hvad skulle jeg gøre? Ikke nok med at Max ikke havde været rigtig forelsket i mig, så skulle jeg absolut tage mig sammen og ringe til hans telefon, selvom jeg allerede var sikker på, at han ikke ville tage den. Så blev den taget, men det var ikke ham.

     Med læberne presset hårdt sammen, fandt jeg bogen frem igen. Jeg kunne ikke lade være. Jeg skulle gøre det. Jeg skulle vide noget mere – han var min kæreste! Han elskede mig ikke; jeg skulle vide noget om ham. Hvis han ikke kunne lide mig på den måde, hvorfor i al verden ville han så være min kæreste?

         12/4 – 2010

Forfærdelig dag. Det er alt, hvad jeg kan sige. Det har virkelig været en f o r f æ r d e l i g dag, jeg aldrig nogensinde vil forsøge at huske tilbage på med min egen fri vilje.

  Skye – jeg kan lige så godt nævne hende – var igen ikke i skole, fordi hun var syg. Jeg lovede hende, at jeg ville komme hjem ti hende efter skole, og det glædede jeg mig faktisk til. Dog var det selve skoledagen inden det, der fik mig til at droppe min aftale med Skye fuldstændigt. Jeg kom i skole, som jeg jo plejer, og jeg skulle have billedkunst i første time. Et fag, Skye og jeg har taget sammen, fordi hun elsker kunst. Det gør jeg så til gengæld ikke.

  Men timen var virkelig forfærdelig uden hende. Vi fik besked på at male et maleri efter et kendt maleri. Jeg kunne ikke vælge et, der ikke allerede var taget, så jeg begyndte bare at male efter et maleri, jeg kunne huske, at jeg engang har set.

  Det ville vores lærer dog ikke være med til, så hun bad mig om at gå hen på biblioteket for at finde et billede af et maleri. Jeg har aldrig rigtig været populær. Derfor har jeg også de mennesker, der synes, at de skal drille mig med, hvad jeg godt kan lide – selvom det er det samme som dem. Men denne gang valgte disse mennesker – blandt andre Dylan Moore og Shaun Williams – at drille mig med Skye; de benyttede altså chancen, når hun nu ikke var der, til at rakke totalt ned på hende. Hvilket jeg selvfølgelig ikke var vild med. Overhovedet. Jeg blev faktisk pænt rasende over det, hvilket resulterede i, at Dylan og jeg næsten røg i totterne på hinanden – hvis ikke Emma Adams valgte at hente en lærer. Hun fortalte så læreren, at jeg var ved at starte en slåskamp, og jeg blev sendt op til skolens kontaktpsykolog. Utroligt, hvor seriøst vores skole tager… alting. Det er faktisk pænt irriterende.

  Denne kontaktpsykolog talte til mig i en hel time, og jeg sagde absolut intet. Han blev ved med at skrive ting ned, som om det var et politiafhør – jeg kan forestille mig, at han skrev sådan et eller andet som ’Hvad gjorde Dylan dig, siden du blev så vred? – Tavshed.’ Jeg kan grine af det.

  Men resten af dagen gik også af lort til; jeg har fået bundkarakter for den historieopgave, jeg sad og brugte syv timer i streg på at lave. Urimeligt, hvis du spørger mig. Desuden blev jeg bombaderet med spørgsmål om Skye – ’Ved du, hvad der er galt med hende?’, ’Hvorfor har hun ikke været i skole i fire dage nu?’ og alt muligt andet bras.

  Måske lyder det ikke som en særlig slem dag – men det var det. Jeg har haft det dårligt hele dagen, og jeg har det stadig. Forfærdelig hovedpine, der totalt formindsker min koncentrationsevne. Virkelig. Jeg har ikke kunnet tænke klart, og jeg hørte knapt efter i hverken matematik- eller engelsktimen, hvilket resulterede i, at jeg blev nødt til at regne et virkelig svært regnestykke ud foran alle i klassen, trods faktummet, at jeg ikke vidste en pind om, hvad jeg skulle gøre, og at jeg skulle genfortælle en bog, jeg ikke havde læst, som straf.

  Efter skole begyndte jeg at gå hjem til Skye. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Altså, jo, jeg havde jo aftalt det med hende, men alligevel. Hun var godt nok syg, men hun var alligevel bedre end de skvadderhoveder til lærere og elever, der betræder vores forfærdelige skoles grund. Undskyld ordvalget, men det passer altså.

  Da jeg stod udenfor Skyes hus, valgte jeg dog at lade være med at ringe på. Jeg kiggede bare lidt rundt – og så krydsede jeg deres græsplæne og gik hjem til mig selv i stedet. Jeg kunne ikke klare at skulle sidde og snakke med Skye på det tidspunkt. Det kunne jeg bare ikke.

  Da jeg var kommet hjem… ja, så gjorde jeg intet. Min dag er gået med at sidde på mit værelse og glo. Nu er klokken så blevet halv ni, og Skye har forsøgt at få fat i mig omkring tolv gange bare i løbet af den sidste time. Hun kan være ret desperat.

  Det skulle ærlig talt ikke undre mig, hvis hun er blevet virkelig bekymret for mig efterhånden. Det har hun det med at blive.

Det var rigtigt. Netop den dag var jeg blevet virkelig bekymret, og jeg havde bedt min mor flere gange om at gå over til dem for at spørge, om han var hjemme. Da hun ikke ville, tog jeg et tæppe omkring mig og skyndte mig derover. Max’ mor sagde, at han sov.

  Jeg føler mig lidt underlig. Jeg sidder og skriver i en skør bog, som ingen ved noget om. Ingen ved noget om, hvorfor jeg skriver i den – sådan må det egentlig også godt fortsætte med at være. Det er ikke meningen, at nogen skal vide, hvad der foregår inde i mit lille, skøre hoved. Mit lille skøre hoved, folk snart vil synes er endnu mere skørt.

  Måske vil du meget gerne have mere at vide om mine dage, måske vil du hellere vide mindre. Tro mig, der bliver snart en masse mere at skrive om. En masse interessante ting, jeg ikke kan love bliver sukkersøde.

For neden på siden var der skriblet en sidste linje ind: Husk min advarsel – dette er ikke godnat-læsning. Og bestemt heller ikke for sarte sjæle.

     Jeg sank en klump. Nu kendte jeg så grunden til, at han ikke kom den dag. Han havde fejet det bort med undskyldninger om, at han havde travlt med lektierne, og at det var derfor, han ikke syntes, at han skulle komme. Og at hans telefon var gået tør for strøm – men det troede jeg dog ikke helt fast på.

     Med tænderne bidt hårdt sammen, rejste jeg mig med bogen i hånden og gik ud fra mit værelse igen. Hvad var det, jeg havde rodet mig ind i? Ville jeg virkelig gerne vide mere om Max? Eller gjorde jeg det bare, fordi jeg savnede ham? Måske viste det sig, at det slet ikke var så skræmmende, som han ellers forudsagde – eller også manipulerede min underbevidsthed bare med spændingen og fik mig til at tro, at det var forfærdeligt…

     Jeg tog mine støvler på, hev min jakke ned fra bøjlen, den hang på, og tog den på på vejen ud. Jeg havde bogen under armen, da jeg gik ned ad gaden. Sneen dalede let fra himlen, og det skulle ikke undre mig, hvis endnu et lag uberørt sne dækkede alt, når jeg ville vågne i morgen.

     Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg læse videre og forhåbentlig få et svar på, hvad der var sket med Max? Skulle jeg smide bogen væk og give mig til at leve i uvished igen? Jeg ville så gerne have nogle svar. Jeg ville så gerne se Max igen – spørge ham, hvorfor han ville være min kæreste, når han ikke kunne lide mig. Hvorfor fik han mig til at fremstå perfekt, når der virkelig var alt for mange knas i min personlighed? Kunne han ikke se alle mine fejl, eller gjorde han det med vilje? Kunne han fornemme, at jeg ville komme til at læse det, og derfor ville han ikke såre mig?

     Jeg kunne ikke sætte fingeren på det. Men det hele kørte rundt i hovedet på mig, mens jeg gik. Jeg havde bare brug for noget luft til at tænke – inden jeg ville fortsætte med at læse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...