Burning Secrets

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2012
  • Opdateret: 21 mar. 2015
  • Status: Igang
Da 16-årige Skye Jensen vælger at kigge sig omkring i sin kærestes nedbrændte hus, finder hun noget interessant. Kæresten, Max, er sporløst forsvundet efter branden, der en kold nat pludselig opstod. Da brandvæsnet havde fået hele Max' familie ud, var der kun tilbage at få standset branden - og at få reddet Max, der stadig var et sted derinde. Efter at huset var blevet ransaget - både under og efter branden - var der intet spor efter den blot 17-årige, unge fyr. Skye finder sin kærestes dagbog - hvilket hun ikke engang vidste, at han skrev. Hun begynder så småt at læse i dagbogen, der kun lige netop har overlevet branden, og hun finder hurtigt ud af, at hun måske ikke kendte sin store kærlighed, så godt som hun troede. Var alt dette planlagt? Er Max slet ikke død? Hvem er mere involveret i alt dette?

65Likes
100Kommentarer
4244Visninger
AA

4. 11/4 - Første hemmelighed

"Hey! Stop da lige med at være så glad!" udbrød Chrystal som det første, da jeg braste ind ad hendes værelses dør og tungt smed mig på hendes seng. Jeg sendte hende noget, der mest af alt skulle minde om et strengt blik, før jeg begravede ansigtet i hendes pude. ”Var der noget kakao?”

     ”Nej.” Jeg sukkede. "Jeg er sur," mumlede jeg ned i puden, og lidt efter mærkede jeg, at sengen sank i den ene side, hvilket kun kunne betyde, at Chrystal satte sig ved siden af mig. Jeg mærkede hendes hånd stryge over mit mørke hår, før hun begyndte at køre sin finger i cirkler i min nakke.

     "Hvad er der sket, søde?"

     "Jeg... glemte bare at tage mine papirer med hjem omme fra Chris." Løgn! Jeg var forfærdelig til at lyve, og det vidste Chrystal udmærket. Men det lod ikke til, at hun lagde mærke til det lige her. ”Så jeg kan altså ikke nå at lave resten af vores opgave til på mandag, fordi han er i England for at besøge nogle familiemedlemmer…” Jeg sukkede, som om jeg virkelig mente det. Det var rigtigt, at Chris skulle til England i weekenden, men det passede ikke, at jeg ikke kunne hente mine papirer, hvis jeg virkelig havde glemt dem. Chris’ far og lillesøster var derhjemme.

     ”Så så… Vi kan da bare spørge Melanie, om hun vil lukke os ind. Hun ved vist godt, hvor deres ekstranøgle er henne.” Chrystal smilede over sit forslag, men jeg rystede bare hurtigt på hovedet.

     ”Nej-nej!” Jeg kiggede på hende. ”Det er lige meget… Chris har nok styr på det, skal du se.” Jeg smilede skævt og vendte mig om, så jeg kunne se direkte op på Chrystal. Bare at kigge hende i de store, blå øjne fik mig til at krympe mig, og jeg kunne virkelig ikke lade være med at tænke på Max’ bog. Dagbog, om jeg så må sige.

     ”Nå… Ja, det har han jo sikkert.” Hun blinkede til mig. ”Nå, er du med på en gåtur?” Hun kildede mig på siden, hvor hun vidste, at jeg var virkelig kildesyg. Med et smil skubbede jeg hendes hånd væk. ”Vi kan tage et smut forbi Spencer.” Hun smilede drillende, men jeg rystede bare på hovedet og satte mig op.

     ”Aldrig i livet,” mumlede jeg og rejste mig.

     ”Ej, Skye, det var jo ikke for at gøre dig sur…”

     ”Du ved godt, hvad Spencer gjorde, og jeg vil aldrig nogensinde frivilligt tale med ham igen.” Jeg sukkede og gik hen mod døren.

     ”Bare fordi han ydmygede dig foran hele skolen én gang, kan du da ikke være vred på ham for altid. Skye, helt ærligt! Skye!” Men jeg var allerede ude af døren.

     Det var så meget mere end bare at ydmyge mig foran hele skolen. Spencer Wright havde kendt mig siden, vi var helt små, og selv dengang havde jeg været en lille smule forelsket i ham. Det sluttede dog fuldstændigt for et omtrent et år siden. Jeg var lige blevet seksten, og jeg var på vej til engelsktimen, da Spencer kom gående imod mig, tog mig under armen og førte mig den anden retning. Jeg forstod ikke, hvor han ville hen, men jeg fulgte bare med ham, på trods af at jeg skulle møde Max, fordi han åbenbart havde en overraskelse til mig. Jeg huskede tydeligt, hvad det første han sagde, var, da han havde lukket os inde i pedellens kosteskab: ”Tillykke med de seksten år, Skye Jensen!”

     Han bildte mig ind, at han havde set Max kysse en anden pige. Han forsøgte at kysse mig. Jeg var bange for, at nogen havde hældt alkohol over hans morgenmad i stedet for mælk. Jeg var dog så heldig, at det ringede, og Spencer endelig gik med til at lade mig gå. Jeg ville selvfølgelig finde Max – jeg troede ikke på Spencer. Sådan var Max bare ikke.

     Og det havde jeg faktisk også ret i.

     Nå, det er også lige meget lige nu.

     Jeg sukkede, sagde hurtigt farvel til Chrystals mor og forlod så hendes hus. Jeg gik ned ad gaden, mens jeg tænkte. Det var måske ikke helt fair overfor Chrystal, at jeg blev sur over, at hun jokede med Spencer – det plejede vi jo trods alt begge to at gøre. Men lige nu var jeg bare virkelig opsat på at komme hjem, så jeg kunne kigge i Max’ bog. Jeg havde gjort, som han havde bedt om og tænkt over alt, hvad han skrev – om jeg virkelig gerne ville læse videre, selvom de ting, jeg kunne finde i den, måske ikke lige var de… mest Max-agtige ting.

     Egentlig manglede jeg bare en undskyldning for at tage hjem. Hellere lade Chrystal tro, at jeg var sur på hende end at fortælle hende, at jeg havde fundet min forsvundne kærestes dagbog. Meget hellere.

     Jeg låste mig selv ind, da jeg kom hjem. Mine forældre var ikke hjemme – de skulle besøge nogle af vores venner, og selvom de havde plaget mig om at tage med, så nægtede jeg. Men det efterhånden også vant til – jeg ville ikke tage med dem nogen steder hen efter Max’ forsvinden.

     Det hvide køkken var selvfølgelig fuldstændig ryddet op – min mor kunne ikke klare rod. Jeg tog et æble fra frugtkurven. Da jeg gik gennem køkkenet og op ad trapperne, tørrede jeg æblet af i min sorte T-shirt. De lyse vægge langs gangen var pyntet med malerier og billeder, fra da jeg var mindre.

     Jeg sukkede og lænede mig op ad mit værelses dør, da jeg havde lukket den bag mig. ”Slap nu af, Skye. Det er ikke noget… Det er bare en dum bog, som Max sikker ikke engang har skrevet. Du skal ikke være bange.” Min stemme var lav, og jeg talte til mig selv.

     Bogen lå i mit natbords skuffe. Jeg havde ligget søvnløs i nat. I lang tid overvejede jeg at finde bogen frem og give mig til at læse, men jeg kunne høre Max sige ’Jeg kan ikke love dig, at det hyggelæsning, før vi siger godnat’. Tanken om, at jeg ville få noget grusomt at vide, hjemsøgte mig, og jeg kunne derfor ikke sove.

     Med en vred mine skyndte jeg mig hen til mit natbord, faldt på knæ foran det og åbnede skuffen, så jeg kunne tage bogen op. Jeg satte mig på sengen og slog op på første side. ’For jeg kan ikke love dig, at det er hyggelæsning, før vi siger godnat’ læste jeg, inden jeg bladrede om på næste side. En klump havde sat sig fast i halsen på mig, og jeg kunne mærke mit hjertes banken i hele min krop. ”Du skal bare læse…” mumlede jeg for mig selv.

     11/4 – 2010

Hej igen! Jeg gider ikke alt det der ’kære dagbog’-pladder, for jeg synes ærligt talt ikke, at det her fungerer som en dagbog. Så det er altså bare en bog, jeg skriver i. Kort og godt.

  Jeg orkede virkelig ikke at tage til den fest, der blev holdt i går aftes. Hjemme hos Chrystal. Jeg blev hjemme sammen med… nå ja, det vil jeg jo ikke sige. Haha. Men jeg blev i hvert fald hjemme, og personen og jeg hyggede os vældig meget. Men jeg havde for meget i hovedet, så jeg lagde ikke så vildt meget mærke til, hvad der skete. Uheldigvis.

  Før jeg fortæller, hvem personen var, så er der nogle ting, du skal vide, hvem end det er, der læser dette. Jeg skrev i går, at jeg ikke kan love, at det er den mest venlige læsning, det her. Hvis du ikke har lyst eller brug for at vide noget som helst om mig – Max – der ikke er så godt, ja, så anbefaler jeg dig, at du lægger denne bog tilbage, hvor du fandt den. Der er intet for dig her i, hvis du ikke ved, hvem jeg er, eller hvis du på intet tidspunkt bliver nævnt. Ærligt talt, så tror jeg, at du ved allerede nu, hvis du bliver nævnt, eller hvis du ikke gør.

  Godt, så har vi dét på plads. Jeg går ud fra, at du enten læser dette, fordi du er sikker på, at du bliver nævnt, fordi du holder af mig, eller fordi du er meget nysgerrig.

  Personen, jeg blev hjemme sammen med i går, er en person, jeg holder meget af. Hun er bedste veninder med Chrystal Reed – der desuden holdt festen – og hun er virkelig venlig. Faktisk har hun det hele – hun er rigtig pæn, virkelig sød, klog, fantastisk, venlig mod alle, og hun har en eller anden tendens til at blive venner med alle. Ja, hun er virkelig en fantastisk pige. Og jeg er pænt overvældet over, at hun er blevet min kæreste – og har været det i over et år. Mit liv ville virkelig have været fuldendt…

  … hvis jeg altså også var forelsket i hende.

  Men det er jeg ikke. Jeg er ked af at sige det, men det er jeg ikke. Jeg mener, jeg elsker hende, virkelig, men jeg er bare ikke forelsket i hende. Hun er forelsket i mig – i hvert fald efter hvad Chrystal fortæller mig.

  Det er en ret stor hemmelighed fra min side, og det kræver ret meget overvindelse at lade som om, jeg er forelsket i hende. Alle folk kender os som det lykkeligt forelskede par, der er så heldige at bo ved siden af hinanden. Dog har jeg respekt for, at hun kan holde så lav profil, når vi er blandt andre mennesker. Og hun er aldrig for påtrængende. Aldrig for omklamrende. Hun er virkelig enhver fyr på vores skoles drøm!

  Det er Skye Jensen – jeg er ked af, hvis du læser dette, Skye. Men det er bare sandheden. Jeg stoler nok på dig til at vide, at du vil holde det for dig selv. Men jeg er ked af det.

Jeg tabte underkæben – bogstaveligt talt. Det var ikke sandt… Det måtte ikke være sandt! Jeg sukkede, smækkede bogen fra mig og gemte ansigtet i hænderne. Selvfølgelig. Max var ikke forelsket i mig. Det forklarede alt. Eller nej, det gjorde det egentlig ikke, men jeg valgte at lade som om.

     Jeg rejste mig fra min seng, skyndte mig nedenunder, fandt min jakke i entréen og fiskede min mobil op fra lommen. Jeg tastede hurtigt et velkendt nummer, jeg dog havde slettet fra mine kontakter for længe siden, og trykkede så ’Ring op’.

     Med fortænderne placeret i underlæben håbede jeg på, at Max denne gang ville tage sin mobil, selvom han var… væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...