You and I, till you die. (JB)

Denne historie handler om Justin Bieber og hans søster som har leukæmi. Man hører historien fra Justins synspunkt. Jeg vil blive super glad hvis I påpeger fejl og giver mig noget konstruktiv kritik. I må selvfølgelig meget gerne like og sætte på fav.
(søsteren er opdigtet. Hun er 16 og han er 18.)

2Likes
3Kommentarer
966Visninger
AA

1. ONE-SHOOT :)

Jeg sad på min søsters seng. Hun havde det virkelig skidt og jeg havde ikke lyst til at forlade hende.

”Joy? Har du det bedre i dag?” Jeg kiggede bekymret på min søster.

”Justin?” Hun glippede lidt med øjnene og åbnede dem så helt. Hendes øjne var fulde af smerte. Hun løftede hånden for at køre hånden hen over hovedet. Hun havde lige været i kemo, så hun havde tabt sit smukke lange brune hår.

”Nej. Det gør så ondt Justin. Det føles som om tumoren suger livet ud af mig.” Det gjorde så ondt på mig at se min dejlige søster sådan her. Før hun fik leukæmi var hun altid fuld af liv, jeg har kun set hende græde to gange: Den første gang var da hun faldt og brækkede armen og den anden gang var da hun fik at vide at hun kun ville have 3 måneder tilbage at leve i, fordi lægerne havde opdaget kræften for sent, til at der kunne gøres noget. Hun havde kun få uger tilbage nu. Min manager ville have haft mig til at tage på tour, men det kunne jeg ikke når Joy havde så kort tid tilbage.

”Vil du gerne sove eller har du kræfter til at gå en lille tur?” jeg håbede at hun ville med da jeg havde en overraskelse til hende.

”Jeg vil gerne gå en lille tur.” Hun satte sig forsigtigt op og trykkede på knappen, så der kom en sygeplejerske.

”Er det okay at jeg går en lille tur med Justin?” Hun kiggede bedende på sygeplejersken ved navn Helen. Helen kiggede granskende på mig og nikkede så.

Mens Joy tog tøj på, hev Helen mig til side. ”Du skal huske at hun bliver hurtigt træt. Du skal ikke gøre hende endnu mere træt. Hendes krop skal have lov til at prøve at bekæmpe sygdommen.” Hun så meget alvorlig ud.

”Jeg ved det. Vi er nok tilbage ved 6-tiden.” Jeg gik tilbage til Joy. Jeg holdt hende i hånden da vi gik ud af døren.

”Kom. Vi skal denne vej.” Jeg førte hende ud til min bil og åbnede døren for hende så hun kunne sætte sig ind. Hun satte sig ind, og jeg gjorde det samme. Hun sad og kiggede nysgerrigt ud. Det var over en måned siden hun sidst havde været udenfor hospitalet.

”Hvor skal vi hen?” Hun kiggede nysgerrigt på mig.

”Det er en overraskelse.” Jeg smilede ned til hende og vendte så blikket mod vejen igen.

Da vi kom frem slukkede jeg bilen, steg ud og gik over for at åbne hendes dør. Jeg tog hendes hånd i min, og begyndte at gå op af en lille sti. Stien gik ret stejlt op ad de første 100 meter, men så begyndte den at gå nedad. Der var løvtræer på begge sider. Vi var på vej ind i en lille skov.

”Skal vi meget længere?” Joy lød træt. Hun kiggede op på mig med sine kønne brune øjne. Vi havde de samme øjne.

”Nej kom. Det er lige her henne.” Jeg slap hendes hånd og løb lidt fremad. Da jeg kom frem til det smukke vandfald tjekkede jeg at alt var klart, og så gik jeg tilbage til Joy. Jeg tog mine hænder op for hendes øjne og så førte jeg hende hen til det tæppe hvor hendes kæreste sad. Jeg tog mine hænder væk fra hendes øjne.

”Hey smukke.” Tyler kiggede roligt på Joy, som næsten løb over til ham.

”F**k  hvor har jeg savnet dig dejlige.” De krammede hinanden og jeg smilede, glad for at se min søster så lykkelig.

”Har du arrangeret det her?” Joy havde fået noget af glæden tilbage i sine øjne. Hun så pludselig meget friskere ud, men jeg vidste at det ikke ville vare ved. Ligeså snart hun kom væk fra Tyler igen ville hun få det meget værre. Det var grunden til at jeg havde arrangeret at Tyler kunne komme med tilbage til hospitalet og kunne blive der og sove. Grunden til at de ikke rigtig havde været sammen var at han havde skolen at passe og han spillede basket på højt plan.

”Ja jeg har arrangeret det her for min dejlige søster.” Jeg var godt nok ikke så glad for min søsters kæreste, men han kunne nok godt holde øje med Joy lidt, og så kunne jeg komme til at se Selena.

”Joy, ville det gøre dig noget hvis jeg lod jer to være alene lidt?” Jeg kiggede på hende.

”Nej da.” Joy kyssede mig på kinden og gav mig et kæmpe kram. Jeg krammede tilbage.

”Godt nok. Tyler du har ansvaret for Joy til jeg er tilbage. Jeg henter Selena også kommer jeg igen. Der går nok en halv time.” Jeg kyssede Joy på hovedet, slap hende, vendte mig og begyndte at gå tilbage mod bilen.

Da jeg havde hentet Selena, kørte vi tilbage til det smukke vandfald hvor vi hørte stemmer.

”Hold ham fast. Jeg skal nok tage mig af hende her.” Det var en grov mandestemme. Så kunne man høre et skrig fra Joy. Jeg slap selenas hånd og sprang frem. Da jeg nåede frem så jeg en stor kraftig mand der holdt i Joys arm. Jeg løb over til ham og slog ham i hovedet så han faldt om. Jeg plejede ikke at være stærk nok til sådan noget, men adrenalinen kørte rundt i min krop. Han havde givet slip på Joy, så jeg tog hendes hånd og løb tilbage til Selena.

”Selena få Joy ind i bilen, og lad den køre i tomgang. Jeg kommer når jeg har befriet Tyler.” Jeg løb tilbage til vandfaldet. Jeg kiggede på mændene men kunne ikke se Tyler. Den ene mand var ved at hjælpe den anden op. Jeg løb over til kanten, men jeg kunne heldigvis ikke se Tyler dernede. Jeg løb ind i skoven igen. Pludselig så jeg et lille stykke stof fra Tylers bluse. Jeg regnede med at han var faldet. Efter ca. 10 min gav jeg op og løb tilbage til bilen.

Da jeg kom tilbage så jeg Tyler sidde på det forreste sæde i bilen. Jeg kiggede surt på ham og satte mig ind bagved.

”Vi skal tilbage til hospitalet, lige nu.” Jeg nærmest råbte af Selena. Hun kørte så hurtigt hun måtte, tilbage til hospitalet. Da vi ankom var Joy faldet i søvn. Jeg steg ud af bilen, gik om på den anden side og tog hende ud af bilen. Jeg bar hende ind på den stue hvor jeg havde siddet og set på hende hver dag i flere uger. Jeg trykkede på knappen så Helen kom.

”Hvad har du gjort?” Helen stirrede anklagende på mig, men begyndte så at koncentrere sig om Joy.

”Hun er blevet overfaldet. Jeg ved ikke hvad der så skete, men jeg tror hun er gået i chok.” Jeg prøvede at forklare det uden at råbe og skrige.

Helen havde i mellemtiden sat et drop fast i Joys arm, og havde koblet hende til en af de der maskiner, hvor man kan høre hjertes rytme. Pludselig bibbede apparatet ikke længere, men lavede en hyletone. Helen skyndte sig at finde en hjertestarter frem. Hun fulgte instrukserne.

Det var desværre for sent. Hun nåede det ikke. Min søster døde den dag. Hele familien og alle andre der havde kendt hende kom til begravelsen.

Jeg sad på mit værelse i flere uger. Jeg lavede ikke andet end at græde over tabet af min søster og bedste ven. Til sidst fik min mor og Selena dog lokket mig ud fra mit værelse, og jeg kom videre. Jeg begyndte at skrive sange igen. Flere af mine sange handlede om hende. F.eks. Thinking about you, Forever og Down to Earth. Da Tyler fik at vide at Joy var død, begik han selvmord. Hun havde været det der holdt ham oppe.

Hun var i mit hjerte til den dag jeg døde.

Slut :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...