I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
49264Visninger
AA

7. Kapitel 6.

 

Da vi er færdige med at spise den mad, som Niall nærmest tvang mig til at lave, efter de andre tog af sted, sætter vi os ind i stuen igen. Niall er mere rolig, end han var til Eleanors havefest, men det er nok, fordi han ikke er fuld. Jeg tror dog også, at Liam har en rolig effekt på ham. Det føler jeg i hvert fald, han har på mig. Misforstå mig ikke, Liam er ikke kedelig. Han er mindst ligeså sjov som de andre drenge og i hvert fald også lige så sød. Men der er bare et eller andet specielt over ham. Noget der ikke er ved de andre drenge. Noget roligt og venligt. Noget som gør, at man automatisk stoler på ham. Man føler sig velkommen i hans nærvær. Man føler sig hjemme.

”Hvad laver du så?” spørger Liam og ser på mig med sit søde smil. Jeg når ikke engang at trække vejret, før Niall har svaret for mig. ”Hun er model”, mumler han med øjnene limet til tv-skærmen. Liam ser kort over på ham, inden han ser på mig igen. Han ser overrasket ud. ”Virkelig?” Jeg nikker og smiler over hans udtryk. ”Hvorfor overrasker det dig?” Er jeg måske ikke pæn nok, har jeg lyst til at tilføje. Jeg lader dog være, da jeg tvivler på, at jeg vil høre svaret. Liam ryster på hovedet, som om han kan se, hvad jeg tænker. ”Nej, nej. Du ligner bare ikke en, der går vildt meget op i tøj og makeup. Du virker mere … dig selv. Altså som om du er ligeglad med, hvad andre tænker, fordi du er god nok, som du er,” prøver han at forklarer. Jeg kan ikke lade være med at smile igen. ”Det er meget mere end bare tøj og makeup,” siger jeg. Som sædvanlig forventer jeg ikke, at folk spørger ind til mit svar. Men Liam overrasker mig. ”Hvad mener du?” spørger han og ser oprigtigt interesseret ud.

Jeg ser alvorligt på ham i et par sekunder, men da han bliver ved med at holde mit blik, giver jeg mig til at forklarer: ”Når designerne designer nyt tøj er det ikke bare tøj, de laver. Det er dem selv. Det er deres følelser, deres fortid. Det er en del af dem. Tøjet har en historie, og som model er man med til at fortælle den historie. Jeg føler mig virkelig heldig, når jeg på den måde kan hjælpe folk med at vise sig selv for resten af verden. Det gør mig glad, at jeg kan hjælpe folk med at være stolte af sig selv og den, de er.” Liams øjne begynder nærmest at funkle, imens jeg fortæller. Jeg ved ikke, om det er noget, jeg bilder mig ind, for jeg ser ikke væk fra ham, og jeg blinker heller ikke en eneste gang. Måske er det bare synsbedrag, men det tror jeg virkelig ikke. Jeg kan ikke bære tanken om, at noget så smukt ikke er virkelig.

”Prøv at fortæl ham, hvor meget motion du dyrker,” griner Niall og ødelægger øjeblikket. Han får os til at se væk fra hinanden og hen på ham. Han lægger ikke engang mærke til det, han har ødelagt. Han ser bare på tv’et med et grin. Jeg ser hen på Liam igen, der bare smiler til Niall. ”Skal vi ikke låne nogle film og købe noget slik?” foreslår Niall. Jeg ser på ham igen. Han smiler sødt til mig, så jeg nikker. Jeg kan ikke stå for hans lidt skæve tænder og de blå øjne. Han smiler endnu større og får et begejstret glimt i øjet. Pludselig ser han lidt trist ud. ”Men du må jo ikke få noget,” siger han med blikket på mig. Jeg smiler af ham og siger roligt: ”Nej, men dig og Liam kan jo stadig få.” Han ryster på hovedet og ser på Liam. ”Han spiser ikke slik på hverdage,” siger Niall, som om det er en fornærmelse mod ham selv. Jeg ser på Liam, der griner over Nialls måde at sige det på. Så ser han på mig og forklarer: ”Sådan var det, da jeg boede derhjemme, og nu er det bare en vane.” Han trækker på skuldrene. ”Mors dreng,” hoster Niall og holder sig for munden, så det lyder endnu mere udtydeligt. Liam griner bare af ham og tilføjer: ”Det er mega usundt at spise så meget slik, Niall.”

Jeg rejser mig grinende op, da de begynder at småskændes. Jeg går hen til knagerækken, hvor min jakke hænger, så jeg kan tjekke, om jeg har penge nok i min pung. Drengene følger efter mig. Da jeg næsten har talt alle mønterne, lægger Niall sin hånd ovenpå dem, så jeg ikke kan se dem. Jeg ser op og skal til at protestere, da han siger: ”Vi betaler. Du betalte jo aftensmaden.” Han ser smilende på mig med de blå øjne, så jeg himler med øjnene og lægger pengene tilbage, inden jeg tager jakken på. ”Fint,” mumler jeg til Niall og tager mine stiletter på. Jeg går hen til døren og ud i opgangen, hvor jeg stopper op, da drengene endnu ikke har fået sko og jakker på. Liam er den første til at blive færdig, så han stiller sig ud sammen med mig. Vi står begge to og betragter Niall, der bliver helt rød i hovedet, fordi han står foroverbøjet og prøver at binde sine sko. Han sukker lettet og retter sig op, da han endelig får det gjort. Jeg smiler af ham og begynder så at grine, da han kommer ud. Han ser forvirret på mig, og det samme gør Liam. ”Jeg er højere end dig,” fremstammer jeg under latteren. Niall sender mig dræberblikket, inden han ser ned på mine stiletter. ”Hey! Du snyder jo også!” udbryder han og ser op på mig igen. Han rækker tunge og ser drillende på mig. ”Ja, ja, gnom,” fniser jeg og låser døren. Liam er allerede henne i elevatoren, så Niall og jeg skynder os ind til ham.

* * *

Midt i den tredje film falder Niall i søvn. Liam lægger først mærke til det, selv om det er mig, der sidder ved siden af ham. Han prikker mig på skulderen og gør et nik mod Niall. Da jeg ser ham ligge med hovedet for armlænet og åben mund, bliver jeg nødt til at holde mig for munden for ikke at grine. Da jeg får styr på mig selv, ser jeg igen på Liam. Han smiler stort, og jeg kan se, at han også er tæt på at grine. Vi ender med at sætte filmen på pause og sætte os til at snakke. Ingen af os, ud over Niall, så alligevel filmen.

”Fortæl mig om dig selv,” siger Liam pludselig. Jeg ser overrasket på ham, men smiler så lidt. ”Hvad mener du?” spørger jeg. Han trækker på skuldrene. ”Start ved din familie?” foreslår han. ”Min familie?” mumler jeg og stopper med at smile. Liam nikker og smiler stadig til mig. ”Der er ikke så meget at fortælle,” mumler jeg videre. ”Dine forældre. Er de skilt?” spørger han. Jeg nikker. ”Har du nogen søskende?” Jeg ser op på ham og siger: ”Ja. En storebror og…,” Jeg går i stå, men fortsætter så: ”Men jeg ser ham ikke særlig meget. Han bor i Australien.” Liam nikker og spørger: ”Hvor gammel er han?” Jeg lukker øjnene et øjeblik, mens jeg regner mig frem til det. ”27,” siger jeg og kigger på Liam igen. Han ser alvorlig ud nu. ”Du har flere søskende,” siger han varsomt, som om han allerede ved, at det er et følsomt emne. Jeg ser på ham med store øjne, da det overrasker mig meget, at han ved det. Jeg snakker aldrig om det. Eleanor ved det, da vi var venner, da det skete, men Danielle har jeg ikke fortalt det til. Så hvor Liam ved det fra, har jeg virkelig ingen anelse om.

Jeg ser væk fra ham. ”Havde,” retter jeg ham med en kold stemme. Jeg kan mærke hans brune øjne på mig, så jeg ser op fra sofabordet og møder dem igen. Han ser blidt på mig. Han vil have mig til at fortælle. Og jeg har faktisk lyst til at gøre det. Noget siger mig, at Liam vil forstå det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, jeg kan stole på ham. Alligevel lader jeg være. Jeg har kun kendt ham i et par uger, og dette er kun anden gang, vi er sammen. Det er alt for tidligt. Uanset hvor meget jeg har lyst, så er dette bare ikke tidspunktet.

”Hvordan er din familie?” spørger jeg ham for at skifte emne. Han ser på mig med medlidenhed i blikket, men jeg kan se, at han forstår det. Han vil lade det ligge. ”Normal,” siger han. ”Min mor og far er stadig sammen, og så har jeg to storesøstre. De er begge to flyttet hjemme fra, så de er selvfølgelig ældre end mig.” Jeg nikker, og Liam stiller mig endnu et spørgsmål. Sådan sidder vi i lang tid. Jeg ved ikke hvor mange timer præcist, for endnu en gang går tiden ualmindeligt hurtigt i Liams selvskab. På et tidspunkt vågner Niall igen og blander sig i vores samtale. Kort efter det falder vi i søvn på sofaerne. Og i al den tid er det eneste, jeg kan tænke på: Burde jeg have sagt det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...