I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48700Visninger
AA

5. Kapitel 4.

 

Jeg ser væk fra Liam, inden jeg rejser mig op. ”Jeg tror, jeg går tilbage,” siger jeg og smiler, inden jeg vender mig om og går forbi Liam ned af vejen. ”Tag lige Niall med,” siger Zayn igen grinende, ”han trænger vidst til noget mad.” Jeg kan høre Niall rejse sig op og løbe efter mig. Ved ordet mad begynder min mave også at rumle. Jeg er sindssygt sulten! Jeg håber virkelig, der er noget andet, end det salat Danielle og jeg lavede, for jeg har brug for noget mere tungt. Niall hopper rundt ved siden af mig, indtil han hopper over til et af sommerhusene. Han stopper ved en busk med blomster og begynder at plukke nogle af dem. Jeg begynder at grine, imens jeg går over til ham. ”Niall, det må du ikke. Det er ikke dine buske,” siger jeg og tager hans hånd væk fra busken. Han slipper blomsterne, så de falder ned på fliserne. Han ser på mig med store øjne og så begynder han at grine. Jeg holder fast om hans håndled og trækker ham resten af vejen.

* * *

Da vi er færdige med at spise, begynder det at tynde ud i gæsterne. Vi har også spist noget, der ligner 4 timer. Klokken er ved at være langt over 11 om aftenen, så det er ikke helt så varmt mere. Man kan dog sagtens være udenfor. Jeg ved ikke, om det var meningen, at festen skulle fortsætte hele natten, men Eleanor ser meget tilfreds ud, så det er vidst gået efter planen. Det er kun hende, mig, Danielle og One Direction-drengene tilbage. Mason tog hjem for flere timer siden, da han skulle noget tidligt i morgen. Eleanor lovede ham, at Louis ville køre mig hjem, hvis han var ædru til den tid. Ellers ville hun få en af de andre til det.

Jeg tager nogle af fadene med mad fra bordet og går hen til trappen, så jeg kan komme op i køkkenet med dem. Jeg sender Harry et hurtigt smil, da jeg møder ham i gangen nedenfor trappen og går så op af trapperne. Jeg får fadene anbragt på køkkenbordet, selv om det allerede er ret fyldt op af andre ting. Jeg går ud i gangen igen, men stopper så op, da der kommer lyde fra døren i den anden ende af gangen. Jeg går hen, åbner døren og kigger ind. Louis ligger i sofaen og trykker panisk på fjernbetjeningen. Lyden bliver skruet helt ned, og han sukker lettet. ”Er tømmermændene allerede begyndt at slå ind?” spørger jeg. Han springer op i sofaen, men da han ser, det bare er mig, smiler han og bider tænderne sammen, imens han nikker. ”Jeg har i hvert fald sindssygt ondt i hovedet,” mumler han. Jeg smiler stort og ser mig over skulderen, da Zayn og Niall kommer op af trapperne med tallerkner i hænderne. De forsvinder ud i køkkenet efter at have smilt hurtigt til mig. Jeg ser på Louis igen. ”Hvem skal så køre mig hjem?” spørger jeg og ser bebrejdende på ham. Han smiler bare, da han ved, jeg laver sjov, og siger: ”Jeg kan få Harry til at køre dig hjem.” Jeg smiler og ryster på hovedet. ”Jeg skal nok selv spørge ham. Bare få det bedre, ikke?” siger jeg. Han nikker smilende, og jeg lukker døren igen.

Da jeg vender mig om for at gå ned af trappen, står Niall og Zayn og kigger på mig. Jeg ser først lidt bange på dem, da de virkelig bare står og stirrer udtryksløst på mig. Da Nialls mundvige begynder at vibrere, ved jeg, at de prøver at lave en eller anden mærkelig joke, så jeg smiler sødt og spørger: ”Hvor er Harry?” Zayn sukker og smiler skævt. ”Nede i haven,” siger han, inden han stikker en albue i siden på Niall, der stadig stirrer på mig. De begynder at småskændes, mens jeg grinende går ned af trappen.

Jeg går lidt ud i haven, imens jeg ser rundt efter Harry. Liam er ved at tage lyskæderne ned fra træerne, mens Danielle holder den faretruende gamle stige under ham. Eleanor står ved bordet med drikkevarer og prøver at finde ud af, hvilke flasker med slatter, der er værd at gemme. Harry står ved bordene med tallerkner og fade med mad. Han har ryggen til, men jeg kan se på hans arme, at han er i gang med et eller andet. Jeg går hen til ham og stiller mig ved siden af ham. Jeg ser ned på hans hænder, der er i gang med at hæle stearin fra et lys ned på papirdugen. Han ser op på mig og smiler, inden han ser ned på lyset igen. ”Burde du ikke rydde op?” spørger jeg smilende. Han trækker på skuldrene. ”Det her er meget sjovere,” siger han lidt efter. Jeg griner kort.

”Selv om du tydeligvis har virkelig travlt,” siger jeg og ser op på hans øjne, ”kan du så ikke give mig et lift hjem?” Han sætter stearinlyset tilbage, inden han vender sig mod mig. ”Louis er ikke ligefrem i stand til det selv,” tilføjer jeg med et smil. Han smiler også nu. ”Jeg ville gerne, men vi er kørt herhen i Louis’ bil,” siger han.  Han sukker dybt, inden han tilføjer: ”Og Louis vil ikke lade nogen af os køre hans bil. Den er ny, og du ved… Det var måske lidt vores skyld, at han overhovedet havde brug for en ny.” Jeg hæver øjenbrynene, men begynder så at grine. Harry griner med, men foreslår derefter: ”Jeg kan godt følge dig hjem, hvis det skal være?” Jeg ser på ham i et par sekunder, inden jeg trækker på skuldrene og nikker. ”Det må du da gerne,” siger jeg.

Vi tager begge to nogle tallerkner og går op i køkkenet med dem. Vi bliver ved, indtil bordet endeligt er tomt. Eleanor river papirdugen af og krøller den sammen, inden hun smider den ned i en stor skraldespand. ”Så,” siger hun med et smil, ”det var det.” Jeg smiler tilfreds og ser på Harry. Han nikker og ser på de andre. ”Guys. Jeg følger lige Harley hjem,” siger han. Eleanor ser på mig og rynker brynene. ”Hvorfor kører du hende ikke?” spørger hun, inden hun ser på Harry. Niall griner bag hende og lægger hænderne på hendes skuldre. ”Lille Louis vil ikke lade nogle af os køre hans dyrebare bil. Har han ikke fortalt dig det?” siger han ud for hendes øre. Eleanor vender sig om og sender ham et triumferende og drillende smil. ”Han har ladet mig køre den,” siger hun. Niall putter et såret udtryk på, inden de begge to begynder at grine.

”Danielle og jeg skal alligevel tilbage til London,” siger Liam pludseligt og alvorligt. Han ser på mig. ”Du kan jo bare følges med os så?” Inden jeg kan nå at svare, ser han hen på Danielle, der ryster på hovedet og siger: ”Jeg bliver altså her, Liam. Der er stadig en masse, der skal ryddes op indenfor, og gud ved hvad Louis, eller jer andre, kommer til at ødelægge, inden Louis er ædru nok til at køre jer hjem.” De ser på hinanden i et par sekunder, inden Liam ser på mig igen. Denne gang smiler han. ”Jeg tager under alle omstændigheder hjem. Så du kan bare følges med mig.” Harry skal til at protestere, men jeg skynder mig at nikke, da jeg bare gerne vil hjem. ”Det lyder fint,” siger jeg og gengælder hans smil. ”Godt. Jeg henter lige mine ting,” siger han og løber hen til huset. Jeg vender mig mod Eleanor og begynder at sige farvel til dem alle sammen, inden jeg tager min taske og går ud foran sommerhuset.

Jeg læner mig op af rækværket og tager de solbriller på, som jeg lånte af Mason. Han er sikkert ret fornærmet over, at jeg glemte at aflevere dem tilbage. Det er hans elskede Ray Ban. Jeg smiler lidt ved tanken om, hvordan han sikkert flipper helt ud lige nu. Jeg overvejer at skrive en besked til ham, om at jeg stadig har dem, så han ikke tror, at jeg har tabt dem eller sådan noget. Det kunne lige være ham at forstille sig de værst mulige ting, som jeg kunne udsætte dem for. Liam kommer ud af døren, og jeg stopper med at smile, så han ikke tror, jeg er skør. Han skal nok lære mig lidt bedre at kende, før han kan håndtere min mærkelighed. På den anden side har han sikkert masser af erfaring. Jeg mener, han hænger ud med mennesker som Louis og Niall hver dag, og det er mærkeligt nok i sig selv.

”Sådan,” siger han og tager også hans solbriller på. Han har en sportstaske over skulderen, men ellers ingenting. ”Hvad var det, der tog så lang tid at finde?” spørger jeg, imens vi går ned af vejen. Liam smiler ned til fortovet. ”Mine solbriller. Jeg vidste ikke, hvilket par der var mine, og så kom Niall og sagde, at dem, jeg først havde taget, var hans. Han var meget opsat på at få et skænderi ud af det, så jeg var nødt til at berolige ham, før jeg kunne få fat i det andet par, som han havde taget,” fortæller han. Han ser på mig, så jeg sender ham et spørgende blik, i stedet for at spørge ham, hvorfor solbrillerne var så vigtige at have med. Liam griner lidt, inden han siger: ”Det er for din skyld, faktisk. Med mindre selvfølgelig du er interesseret i, at vores lille tur kommer til at tage en time ekstra.” Jeg smiler forvirret. Han hæver lidt overrasket øjenbrynene, men smiler så igen. ”Fansene. Hvis jeg bliver genkendt, skal jeg jo skrive autografer og tage billeder.” Jeg kommer med et lille udbrud, da jeg endelig ved, hvad han mener. ”Undskyld. Jeg glemte lige, at du var verdensberømt. Du virker så normal og rolig, at det bare er svært at forstille sig,” griner jeg. Han smiler bare. ”Tak. Det er vel en god ting,” siger han. Jeg nikker ivrigt og siger: ”I den grad. Det er dejligt til en afveksling. Nogle mennesker er virkelig bare så selvglade, at de tror, de er bedre end andre, fordi de er berømte. Og de er ikke engang halvt så kendte som dig.” Liam griner og nikker.

* * *

Tiden går overraskende hurtigt i Liams selvskab. Før jeg ved af det, står vi i opgangen til min lejlighed. Liam tager solbrillerne op i panden og smiler til mig. ”Det var hyggeligt at møde dig, Harley,” siger han og åbner sine arme i et kram. Jeg går ind i hans favn med et smil og siger lavt, da jeg ikke vil råbe ind i hans øre: ”I lige måde. Jeg håber, at jeg vil få jer at se igen.” Hans hånd kører let op af min ryg, inden han slipper mig og ser på mig. ”Det tror jeg. Vi har fri i et par måneder, hvoraf vi kun skal afholde en koncert her i England et par gange, så det lyder ikke helt usandsynligt.” Jeg nikker, og han giver mit arm et klem, inden han forsvinder ud på gaden igen. Han tager solbrillerne på og vinker igennem ruden til mig, inden han forsvinder i mængden af mennesker på gaden.

Jeg går hen til elevatoren og trykker på 4-tallet. Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om, at jeg måske vil komme til at tilbringe mere tid med One Direction-drengene. De er virkelig søde og dejlige. Og ikke mindst sjove! Uanset om jeg vil det eller ej, så kan jeg lide dem. Men det er vel heller ikke så slemt. Eleanor og Danielle får det til at fungere helt fint med dem og deres tidspressede kalender, og da drengene jo kun vil kunne være mine venner, har jeg jo ikke brug for nær så meget tid med dem, som en kæreste ville. Det kan da umuligt gå galt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...