I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
49454Visninger
AA

29. Kapitel 28.

 

Am I your lover or your friend? Will this circle ever end?
Promises that lead to tears, and I keep coming back, baby 
here we go again

 

De har slået op. Det er slut. De er ikke sammen mere.

Liam og Danielle er ikke kærester længere. Liam er single.

Jeg lader mine øjne køre hen over Eleanors besked mindst tyve gange, men ordene siver ikke ordentligt ind. Jeg bliver ved med at forvente, at hun ringer lige om lidt for at sige, det var en joke. Det må være en joke. Det kan ikke passe. Ikke igen.

Det er for godt til at være sandt. For det er jo godt. Ikke?

Nu behøver jeg ikke komme mig over Liam. Nu har jeg jo en chance. Nu kan vi være sammen.

Men…

Det er jo ikke sikkert, at Liam kan lide mig bare, fordi han og Danielle har slået op. Alt handler ikke om mig. Det behøver jo ikke være derfor. Der er så mange andre grunde.

Jeg sukker og ringer Eleanor op. Jeg er nødt til at være sikker på, at det er rigtigt, inden mit hoved eksploderer af tanker.

”Det er Eleanor,” svarer hun efter et lille stykke tid.

”Els, det er mig,” siger jeg og fører en tot af mit hår om bag mit øre.

”Hey, hvad så?” spørger hun. I baggrunden kan jeg høre stemmer og biler. Hun må være udenfor.

”Din besked. Mener du det seriøst?” spørger jeg lidt nervøst.

”Min- Åh, ja. Det er 100 % rigtigt. Jeg tænkte, at du nok hellere vil få det at vide af mig end af bladene.”

Jeg kan ikke lade være med at lukke et lille, lettet suk ud. ”Tak, Eleanor. Vi ses.” Jeg lægger på, inden hun kan nå at svare.

Uhøfligt, jeg ved det, men jeg er nødt til at snakke med Mason. Nu.

Jeg er nødt til at fortælle det her til nogen; en jeg stoler 100 % på, og det er kun Mason, der opfylder det krav.

Med rystende finger taster jeg hans nummer ind og ringer ham op.

Til lyden af bip-tonen i mobilen prøver jeg at få styr på mine tanker. Det hele kører rundt. Det her sker alt for hurtigt. Jeg er for træt og beruset til at tage stilling til alt det her; om Liam kan lide mig eller ej. Det er svært nok at tage stilling til i ædru tilstand.

Jeg ser på min telefon, da damen i røret siger, at jeg skal lægge en besked efter tonen. Jeg har ikke lyst til at lægge en dum besked efter en dum tone! Jeg vil bare gerne tale med Mason!

Kælling.

Irriteret lægger jeg på og ringer ham op igen. Han skal tage den denne her gang. Ellers dræber jeg ham. Hvis ikke jeg dræber mig selv først. Det kunne godt ske. Det føles i hvert fald, som om jeg allerede er ved at dø. Det føles, som om alle mine følelser og tanker er ved at vokse sig større og større for til sidst at eksplodere, og så eksploderer jeg også, og så dør jeg, og så… er jeg død.

Okay, Mason er nødt til at tage sin fucking telefon, så han kan berolige mig, for det føles lidt, som om jeg er ved at blive skør. Mine tanker giver endnu mindre mening end normalt, og jeg er forvirret over alting.

Hvorfor har Liam slået op med Danielle? Hvorfor er han så forvirrende? Hvorfor kan han ikke lide mig? Hvorfor giver jeg ikke bare op? Hvorfor tager Mason ikke sin telefon, når jeg var sammen med ham for 20 minutter siden? Hvorfor ryster mine hænder så meget?

Det giver ingen mening!

Jeg lægger på igen, da Mason heller ikke tager telefonen denne gang. Jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at smadre min mobil ind i væggen i ren irritation.

I stedet bider jeg min vrede og frustration i mig og knuger min mobil ind til brystet. Jeg lukker øjnene og trækker vejret langsomt ind og ud. I et forsøg på at berolige mig, forsikrer jeg mig selv om, at alt nok skal gå. Jeg må tage stilling til det her i morgen. Jeg kan ikke nu. Ikke uden Mason. Ikke med alkohol i blodet. Det er uoverskueligt; umuligt.

Jeg lægger min mobil på min seng, inden jeg går ud på toilettet og tager mit tøj og makeup af. Tankerne bliver ved med at køre rundt i mit hoved, men mine spørgsmål forbliver ubesvarede. Jeg går ind på mit værelse igen og lægger mig ind under dynen. Jeg tager fat i min mobil og læser beskeden igennem en sidste gang, inden jeg lægger mobilen hen på natbordet.

Det kunne jo være, at den havde ændret sig; at jeg havde læst forkert. Men den er stadig ligeså forvirrende og umulig som før.

* * *

”Her,” siger jeg og rækker min mobil til Mason. Jeg kigger på hans øjne, der glider hen over ordene på skærmen. Han ser overrasket, forvirret og en smule skræmt ud, da han er færdig. Som et spejlbillede af, hvad jeg følte, da jeg læste den.

”Jamen…” Han ser overrumplet på mig og giver mig telefonen tilbage. Jeg nikker enigt og tager imod mobilen. Denne gang læser jeg den ikke igennem igen. Jeg kan den allerede udenad.

“Hvad betyder det?” spørger Mason og retter sig lidt op i sofaen.

Jeg trækker på skuldrene.

”For dig,” tilføjer han lidt lavere.

Jeg ser op på ham og bider mig i læben ved synet af hans grå øjne, der ser lige igennem mig. ”Jeg ved det ikke,” indrømmer jeg dæmpet.

”Jamen … kan du stadig lide ham?” spørger Mason og hæver øjenbrynene.

”Jeg ved det ikke,” siger jeg igen og ser ned på mine ben, der er placeret i skrædderstilling i sofaen.

Der bliver stille, men jeg kan mærke Masons blik og alle de spørgsmål, som han holder tilbage.

”Hvis det var sket for en uge siden, ville det have været helt anderledes,” siger jeg og møder hans blik. ”Jeg mener, en del af mig er glad for det. Men den anden del ville ønske, det ikke var sket. Så jeg ikke behøvede at håbe igen; så jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tænke på en masse ting, som måske kunne ske, men som højst sandsynligt er umulige.”

Mason nikker forstående, men siger ikke noget. Han venter på mere.

”Det er skørt at håbe på, at han kan lide mig. Det her har sikkert intet at gøre med mig. Liam har sikkert bare mistet sine følelser for hende. Måske prøvede han at give det en chance, men kunne ikke. Jeg er total irrelevant i det sammenhæng. Jeg burde bare give op.” Jeg tier stille lidt og ser på Mason. ”Ikke?”

Han fugter langsomt sine læber med et pint udtryk i ansigtet, som om han trækker tiden ud; som han faktisk ikke har lyst til at svare, fordi han ved, jeg ikke vil høre det.

Jeg sukker dybt og nikker lidt til sofapuden, da jeg allerede har regnet ud, hvad hans svar vil være.

”Harley, jeg… Jeg tror bare, det er bedst sådan,” siger han endelig. Jeg ser op på ham igen, da tårerne begynder at presse på. ”Du fortjener alligevel også bedre. Kan du ikke huske alle de gange, Eleanor har grædt? Det er jo ikke, fordi Louis er en idiot.” Han holder en lille pause, inden han siger: ”Jo, okay. Nogle gange er det, men det er ikke det, der er pointen.”

Jeg smiler lidt, selv om mit syn bliver sløret, da tårerne hober sig op.

”Pointen er, at der ville følge en helt masse unødvendige problemer med, hvis dig og Liam begyndte at date. En masse problemer du ikke fortjener.” Han smiler trist og tager fat i mine hænder. ”Du fortjener en normal fyr, der kan gøre dig glad og beskytte dig. En, som altid vil være der for dig, uanset hvad der sker. En, som ville smide alt, han har i hænderne – kun for dig. Det kan Liam ikke, hvis han er på tour i Australien eller sådan noget.”

Jeg nikker lidt og blinker hurtigt med øjnene, så mine tårer glider ned af mine kinder.

Jeg ved, at Mason har ret. Det har jeg vidst hele tiden. Jeg ville bare ikke indse det. Jeg fokuserede på, hvor god Liam var; hvor helt igennem perfekt hans personlighed er. Men hvis jeg kun kan være sammen med ham hver anden måned, så ved jeg ikke, om det er det værd. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne klare at være så meget adskilt fra ham. Dét, at jeg allerede nu tvivler, taler vel også for sig selv. Det ville være spild af tid at fortsætte med at prøve at få Liam, hvis jeg ikke engang tror på, vi kan få det til at fungere. Jeg ved jo for helvede ikke engang, om han kan lide mig. Alle odds er imod det.

Jeg burde bare give op.

”Du har ret,” sige jeg hæst og nikker lidt igen.

Mason giver min hånd et klem. Jeg tager min anden hånd op til mine øjne og tørrer de forræderiske tårer væk.

”Jeg må komme mig over ham,” mumler jeg lavt og ser på Masons hånd, der holder om min.

Stilheden tager over, imens jeg tænker over alt det, jeg, latterlig som jeg er, havde forestillet mig, at Liam og jeg skulle opleve sammen, hvis vi fandt sammen. Ting som ikke længere har nogen som helst chance for at ske.

Af en eller anden grund tror jeg ikke, det kommer til at blive svært at glemme mine følelser for Liam. Jeg ved, at det er det rigtige.

Desuden er mine følelser ikke så stærke for ham mere. Mit håb er så lille, at en del af mig for længst har givet op; en del af mine følelser af allerede væk.

Når jeg tænker tilbage på, hvor meget jeg kunne lide Liam helt i starten, hvilket er mere end et halvt år siden, så er det ingenting i forhold til nu. Men mine følelser er langt fra, hvad de har været. For et par måneder siden ville det have føltes som en umulig opgave at opgive Liam, men nu… Nu føles det rigtigt.

Jeg ved, det er rigtigt.

”Lad os lave noget sjovt,” siger Mason pludselig og smiler muntert.

Jeg smiler lidt over hans pludselige sindsændring, men nikker til hans forslag.

”Hvad har du lyst til?” spørger jeg og ser ind i hans grå øjne.

Han hæver smilende øjenbrynene og lægger hovedet lidt på skrå. ”Nej. Hvad har du lyst til?”

Jeg griner lavt og snøfter en sidste gang, inden jeg trækker på skuldrene.

”Lad os tage ud,” siger Mason så. ”I byen. Natklubber. Alkohol.” Han smiler frækt. “Drenge.”

Jeg griner over hans ansigtsudtryk og ryster lidt på hovedet. ”Jeg er næsten lige stået op. Hvad er klokken overhovedet?”

Han sender mig et dømmende blik på grund af mit B-menneske gen, inden han ser på sit ur. ”Kl. er 3.” Han ser op på mig igen med et smil. ”Det kan du sagtens nå at gøre dig klar til. Hvis jeg tager hjem nu og forklarer det hele for Anthony, så han forstår, hvorfor jeg ikke kan komme til hans fest, så er jeg tilbage om et time eller to, og så ordner jeg dit hår. Det skal være perfekt, og vi ved begge to, hvor dårlig du selv er til at gøre noget specielt med det.”

”Hvilket fest?” spørger jeg og rynker brynene.

”Bare en fest på hans arbejde. Det er ikke vigtigt,” siger han og vifter affærdigende med hånden.

Jeg ryster bestemt på hovedet. ”Nej. Jeg kan ikke lade det gå ud over Anthony. Vi kan gøre det i morgen,” siger jeg bedende.

”Vi gør det i dag, Harley. Anthony vil forstå det. Stol nu på mig.” Han borer stædigt sine øjne ind i mine.

Jeg ser på ham i et stykke tid, indtil jeg sukker opgivende. ”Fint,” mumler jeg trodsigt.

Mason smiler stort igen og roder mig i håret, inden han rejser sig op. ”God pige. Jeg skynder mig af sted, så vi kan nå at gøre noget ved det der.” Han nikker mod mit hår.

Jeg griner lidt og rejser mig op for at give ham et kram. ”Vi ses,” mumler jeg.

”Vi ses,” siger han glad og forsvinder ud af døren.

* * *

 ”Ham der,” siger Mason og nikker mod en fyr med en mørkeblå T-shirt, der fremhæver hans lækre, solbrune kulør, ”han er lækker.” Han kigger afventende på mig over kanten af sit drinkglas og nipper til sugerøret.

Jeg ser op og ned af drengen et par gange, inden jeg trækker på skuldrene. ”Hans krop er. Vi kan jo ikke engang se hans ansigt.”

Fyren vender sig om, da nogle af hans venner kommer hen, hvilket får både Mason og jeg til at skære tænder og rynke på næsen.

”Okay, glem alt om det jeg sagde,” siger Mason og ryster på hovedet.

Jeg griner og ser på ham, inden jeg tager min egen drink fra bordet og drikker resten.

Mason ser på mig med hævede øjenbryn og himler derefter med øjnene. Han har næsten lige hentet den drink til mig, og han ved, at han også kommer til at hente den næste. Jeg sætter det tomme glas på bordet og smiler sødt til ham.

Han sukker og ryster overraskende nok på hovedet. ”Jeg henter ikke en til,” siger han og ser rundt.

Jeg ser lidt på ham, inden jeg rejser mig og går op i baren. Jeg har ikke lyst til at diskutere med ham. Især ikke nu hvor han har droppet sin kærestes fest for at opmuntre mig.

Jeg sætter det tomme glas på disken og bestiller to nye drinks. Bartenderen nikker og vender sig om for at lave dem.

Jeg ser ned på mine mørke krøller, som kunstfærdigt snor sig om hinanden. Masons værk. Det ville have lignet en skål spagetti, hvis jeg havde lavet dem.

Der bliver stillet to drinks foran mig, så jeg tager min pung frem for at betale for dem. Inden jeg finder pengene, er der dog en anden, der rækker bartenderen pengene i stedet.

Jeg ser op og møder nogle brune øjne.

”Hej,” siger drengen og smiler charmerende til mig.

Jeg giver ham et hurtigt elevatorblik, inden jeg lægger min pung tilbage i min taske.

”Hej,” svarer jeg og gengælder hans smil.

”Jeg håber ikke, det gør noget,” siger han og kigger hurtigt på drinksne.

Jeg smiler og ryster på hovedet, så mine krøller flyver lidt rundt. ”Nej, det er helt i orden. Mange tak,” siger jeg og ser udelukkende på hans øjne. De minder mig lidt om Liams. Bare mindre varme og pæne og … Liam-agtige.

”Jeg hedder Adam,” siger han og rækker hånden frem. Jeg ser på den og bider mig i læben, inden jeg ser op på hans øjne igen.

”Jeg hedder Harley,” svarer jeg og smiler, imens jeg tager hans hånd.

”Du ser virkelig godt ud, Harley,” siger han, da han læner sig lidt længere ind mod mig.

”Tak,” siger jeg og smiler lidt større. ”Det er jo heller ikke, fordi det tog mig tre timer for at komme til at se sådan her ud,” tilføjer jeg og vifter for sjov noget af mit hår om bag min skulder.

Adam griner et sødt, lille grin og smiler ned til mig. ”Jeg er sikker på, at du også så smuk ud inden,” siger han lidt lavt.

* * *

Efter et stykke tids flirten med Adam går jeg tilbage til Mason med to helt nye drinks, da jeg kom til at drikke de andre med Adam.

Jeg sætter mig ved siden af Mason med et smil og sætter begge drinks på bordet. Som en slags undskyld for at være væk skubber jeg den ene drink hen til ham. Han kigger bare surt på mig og ignorere min tavse undskyldning.

”Hvor fanden har du været?” spørger han og ser pludselig rasende ud.

Jeg hæver overrasket øjenbrynene, da det ikke ligefrem var det, jeg havde forventet. Så lang tid var jeg heller ikke væk. Jeg var lige oppe i baren. Man kan sagtens se mig herfra.

Jeg ser op i baren efter Adam, der sagde, han ville blive stående og vente på mig. Ikke fordi jeg har tænkt mig at benytte mig af det forslag. Men jeg kan ikke se ham for alle de mennesker, der åbenbart er strømmet ind, imens jeg har været væk.

Jeg ser på Mason igen med et undskyldende blik. ”Undskyld, Mase. Jeg stod i baren og talte med en fyr,” forklarer jeg.

Hans ansigt ændrer sig lynhurtigt igen. ”Hvad?” siger han overrasket og ser også op i baren, som man så ikke kan se.

Mennesker.

Da-arh.

Jeg smiler hemmelighedsfuldt og ser på Mason, der kigger på mig igen. Igen ændrer hans ansigt sig virkelig hurtigt.

”Oh my god!” udbryder han og smiler begejstret, ”gå dog hen til ham igen! Hvad laver du her? Du spilder din tid! Scor ham dog!”

Jeg griner over ham og nipper lidt til min drink. Jeg trækker derefter lidt på skuldrene. ”Jeg ved ikke. Det er lidt for tidligt,” siger jeg langsomt, hvilket gør Mason lidt roligere igen. ”Hvad er klokken? Jeg er træt,” siger jeg hurtigt og ser på ham.

Han ser ned på sit ur og derefter på mig. ”Den er kun lidt i 10,” siger han og ser afventende på mig.

Jeg ser bedende på ham og skyder underlæben ud. ”Kan vi ikke tage hjem alligevel?” spørger jeg så sødt som muligt.

Han smiler lidt over mit forsøg på at ligne en hundehvalp og nikker, selv om jeg godt kan se, at han personligt helst ville blive bare lidt længere. Men som den fantastiske ven han er, samler han sine ting omkring sig og rejser sig op.

Jeg smiler stort og tager min jakke på, inden jeg svinger min taske over skulderen.

Mason spørger ind til Adam, og jeg begynder at fortælle om ham kort, imens vi går ud på gaden og prajer en taxa.

I taxaen er der helt stille bortset fra den skrattende musik fra radioen, men det er mest, fordi jeg bliver endnu mere træt af at sidde stille og se på alle byens lys inde fra varmen i taxaen.

”Er det på grund af Liam?” spørger Mason pludseligt, hvilket forskrækker mig lidt, da hans stemme er helt alvorlig, nærmest trist. ”At du ikke tog med ham fyren eller noget,” tilføjer han og smiler forsigtigt, da jeg kigger på ham.

Jeg trækker på skuldrene. ”Ikke rigtigt, tror jeg. Jeg havde bare ikke lyst. Jeg fik desuden også hans nummer,” siger jeg og vifter smilende med min mobil, som jeg har siddet med i hænderne.

Mason smiler og hæver øjenbrynene et par gange med et sigende blik, men han godtager min løgn.

For det var på grund af Liam.

Ikke udelukkende på grund af ham, men jeg er sikker på, at den dårlige mavefornemmelse jeg fik, når Adam borede sine brune Liam-agtige, men alligevel ikke Liam-agtige øjne ind i mine, var på grund af Liam.

Jeg er måske ikke direkte forelsket i ham mere, men mine følelser er der stadig. Resterne af dem.

Taxaen stopper ude foran mit lejlighedskompleks, og jeg stiger ud. Overraskende nok gør Mason det samme. Han betaler chaufføren, og inden jeg kan nå at sige noget, er taxaen væk.

Mason bemærker mit uforstående blik og smiler til mig. ”Jeg skal virkelig på toilettet,” siger han undskyldende, hvilket får mig til at grine lidt.

Vi går ind og hen til elevatoren, som hurtigt tager os op på 4. sal til min lejlighed. Jeg låser os ind, og Mason skynder sig at smide sin jakke på sofaen og løber dernæst ud på toilettet.

Jeg smiler lidt over det og træder ud af mine stiletter ude i gangen, da mine fødder er ømme, og jeg simpelthen ikke kan klare at have dem på mere. Jeg er ikke vant til at have stilletter på to dage i træk. Eller mine fødder er ikke.

Jeg tager mine øreringe af og lægger dem på sofabordet, inden jeg går ud i køkkenet for at tage et glas vand. Mason kommer tilbage fra toilettet og kommer ud til mig.

”Jeg går igen, smukke. Vi ses,” siger han, imens han tager sin jakke på.

”Ja, vi ses,” smiler jeg og går hen og giver ham et kram, inden han smilende vender om og går ud af døren.

Jeg går tilbage til mit glas vand, som jeg tømmer, inden jeg går ind til mine øreringe og tager dem med ind på mit værelse. Jeg lægger dem på kommoden, hvor de må blive liggende indtil i morgen, hvor jeg forhåbentlig gider lægge dem på plads. Jeg skal lige til at tage mit tøj af, da det ringer på døren. Jeg rynker forvirret panden, men kommer så frem til, at det sikkert er Mason, der har glemt noget.

Jeg går langsomt ud til døren med et gab. Han kunne da bare have hentet det i morgen. Jeg er virkelig træt og mine bukser er virkelig stramme. Jeg vil bare gerne ud af dem og ind under min dyne, som gerne må blive hurtig varm.

Jeg begynder helt at glæde mig, da jeg tager fat om dørhåndtaget. Jeg åbner døren med et smil, som straks falmer ved synet, der møder mig udenfor min dør.

Jeg får et så enormt ikkeeksisterende spark i maven, at jeg bliver nødt til at træde et skridt tilbage.

Det kan ikke passe.

”Hej,” siger han og smiler et irriterende perfekt smil, der ikke gør det nemmere for min mave.

Jeg kan kun få et ord over mine læber.

”Liam.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...