I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48710Visninger
AA

27. Kapitel 26.

 

You are relentless, I am defenseless
Why did you knock me down?

 

“Du kan da ikke bare gå,” protesterer jeg lavt, selv om jeg allermest bare har lyst til at råbe det. Eleanor ser ikke engang på mig.

”Jeg er virkelig bare træt, Harley. Jeg gider ikke mere. Jeg vil hjem,” siger hun og ser rundt på den mørke gade, der kun bliver oplyst nogle svagtlysende lygtepæle og de lysglimt, der en gang imellem kommer, når nogen skyder fyrværkeri af.

”Du lovede, at vi skulle være ude hele natten! Det var endda dig, der fik det til at være så lang tid!” siger jeg nu noget højere, da jeg bliver mere og mere vred for ikke at glemme skuffet.

Eleanor sukker, som om det er mig, der er problemet. ”Jeg vil bare gerne hjem, okay. Louis venter på mig.”

Jeg fnyser irriteret, men siger ikke mere.

Eleanor ser på mig med et bedende udtryk. ”Er det ikke okay, Harley? Jeg vil jo bare gerne hjem og sove,” siger hun lavt og sødt, mens hun ser på mig med sine brune øjne, der er fint indrammet af glimtende makeup.

Jeg himler med øjnene. ”Jo, jo,” siger jeg modstræbende, ”men har du så bare tænkt dig, at jeg skal stå her helt alene på nytårsaften kl. 1 om natten på åben gade, så en helt masse mænd kan komme og voldtage mig?” spørger jeg med en anklagende tone.

”Nej, selvfølgelig ikke,” siger Eleanor let, som om hun slet ikke har lagt mærke til min dårligt skjulte vrede. Hun tager fat i min hånd og begynder at trække af sted med mig. ”Vi finder Zayn og hans venner, og så kan du vente med dem, indtil Harry kommer. Jeg så ham her omkring lige før.”

Jeg prøver at gøre modstand, men det går ikke særlig godt, så jeg bliver nødt til at finde mig i at blive trukket af sted.

”Se! Han er lige der,” siger hun efter lidt tid og peger på Zayn, der sidder på en bænk med en eller anden pige.

Jeg rynker panden og ser fra smilet på Zayns læber til pigen, der læner sig ind mod ham. Af en eller anden grund irriterer det mig.

”Zayn!” hviner Eleanor og tiltrækker hans og pigens, og sikkert også en helt masse andres, opmærksomhed.

Zayn ser hen på os og vender sig væk fra pigen. ”Harley. Eleanor… Hvad så?” spørger han og kigger på os med et mærkeligt, træt udtryk, der antyder, at han ikke er helt ædru.

”Jeg er nødt til at tage hjem, så kan du ikke passe på Harley, indtil Harry kommer?” siger Eleanor og smiler sit allerbedste smil for at overvinde ham. Ikke fordi det har nogen effekt på ham.

Zayns blik flyver over på mig, der står ved siden af Eleanor og kigger på ham – og pigen, der har vendt sig om mod nogle andre, jeg ikke genkender.

”Ehm, jo. Det kan jeg da godt,” siger han lidt forvirret, inden han kaster et blik tilbage på pigen, der snakker med nogle andre. Han ser så tilbage på os og går lidt væk fra bænken mod os.

”Tak, Zayn,” siger Eleanor og smiler, imens hun vender sig mod mig med et ’se det skal nok gå alt sammen’-blik. ”Jeg smutter nu så. Vi ses.” Hun giver mig et hurtigt kram og vinker til Zayn, inden hun begynder at gå væk.

Jeg ser lidt mut efter hende, inden jeg kigger på Zayn, der begynder at gå den modsatte vej. Jeg følger efter ham.

”Jeg troede, I skulle være sammen hele aftenen,” siger Zayn og kigger fremad på de andre mennesker, der også er ude og nyde nytårsaften.

”Ja, det troede jeg også,” mumler jeg og ser på Zayn, da han kigger på mig.

”Hvor er dine venner henne?” spørger jeg efter lidt tid.

Zayn trækker på skuldrene og ser fremad igen. ”Ingen anelse. Niall var der også på et tidspunkt, men han forsvandt ligesom de andre. Jeg kan ikke rigtig huske det,” mumler han.

Jeg griner lidt over, hvor fuld han må være, hvis han ikke engang kan huske det. Han smiler også selv lidt over det.

”Hvornår kommer Harry så?” spørger han.

”Han sagde, han ville være her om 10 minutter, men han er helt ovre i den anden del af byen, så…” siger jeg og puffer Zayn i en anden retning mod en butik overfor en stor statue. ”Vi skal mødes derovre.”

Vi går derover, og jeg stiller mig med ryggen mod muren, så jeg kan kigge på statuen. Zayn stiller sig dog foran mig, så han blokerer mit udsyn.

Jeg betragter ham i lyset fra de noget bedre lygtepæle på denne gade, mens han lidt nervøst prøver at lade være med at kigge på mig.

”Det er langt tid siden, vi har været sammen – snakket sammen kun os to,” siger jeg efter et stykke tid.

Zayn ser på mig og trækker underlæben ind. ”Ja,” svarer han bare, selv om jeg kan fornemme, at han har lyst til at sige mere. Jeg ser på ham i håbet om, at han vil begynde af sig selv.

Jeg lovede ham, at det ikke ville være som sidste gang – at jeg ikke ville ignorere ham; at jeg ville snakke med ham. Men det har jeg ikke gjort. Jeg brød mit løfte, og nu venter jeg bare på, at han vil beskylde mig for det. Det fortjener jeg.

Jeg burde ikke have lovet noget, jeg ikke kan holde. Jeg vidste, at det ville blive akavet, og at vi højst sandsynlig ville ignorere hinanden. Jeg vidste, at det ville blive sådan her, men alligevel lovede jeg det modsatte.

Zayn ser dog bare på mig uden det mindste spor af vrede eller skuffelse i sine øjne. Det eneste, jeg kan se, er en smule tristhed, men det er svært at afgøre, fordi han altid ser ud, som om han er lidt trist, når han ikke smiler.

Fandens til glimtende hundeøjne.

”Jeg vil bare gerne være venner med dig,” siger jeg lavt og uden egentlig at tænke over det.

Zayn smiler lidt, men det er ikke et glad smil. Det er et smil, der bare understreger det triste i hans øjne.

”Jeg vil også være venner,” siger han blidt og kigger mig i øjnene.

Jeg ser op på ham, da han er en del højere end mig, men ikke ligeså meget som Liam og Harry. Jeg sukker så dybt og ser ned på jorden. ”Men det kan vi ikke.”

Zayn ryster lidt på hovedet, hvilket får mig til at se op igen.

”Jo. Hvorfor ikke?” spørger han forvirret og uskyldigt.

”Fordi,” siger jeg og rynker panden en lille smule, ”du har følelser for mig.”

”Det er jo lige meget,” siger han og slår lidt ud med armene for at understrege det.

Jeg ryster insisterende på hovedet, da jeg ved bedre. ”Nej. Det er det ikke. Du kan ikke bare glemme dine følelser for mig. Tro mig, jeg ved det. Jeg forstår præcis, hvordan du har det, for Liam-”

Mere når jeg ikke at protestere, for Zayn tager pludselig sine arme op og placerer dem på muren bag mig, en hånd på hver sin side af mit hoved.

Jeg stirrer lidt skræmt på ham ude af stand til at fortsætte min tale, da en varm og mærkelig fornemmelse går igennem min mave. Den minder mig om Liam, bare anderledes – dårligere. 

Hans øjne glimter mod mig i halvmørket. Han er alt for tæt på. Jeg kan dufte hans parfume, der minder mig om den fest, hvor jeg indrømmede mine følelser over for Liam – hvor jeg ødelagde alt.

Den minder mig om mit og Zayns kram udenfor Nialls hus.

Den minder mig om, hvor tryg jeg følte mig i hans arme; hvor mange gange jeg har haft lyst til endnu et kram fra ham lige siden.

Selv om jeg ved at Liam og vist også Niall har den samme parfume, så minder den mig kun om Zayn. Det er hans duft.

”Det er lige meget med mine følelser. Jeg kan godt glemme dem,” siger han lavt, men insisterende, mens han borer sine brune øjne ind i mine.

Jeg ryster tamt på hovedet. ”Nej, du kan ikke,” protesterer jeg svagt, da alt min vilje forsvandt, da han kom tættere på.

”Jo, jeg kan så. Jeg vil være venner med dig. Du kan snakke med mig,” insisterer han og smiler roligt.

”Nej, Zayn. Du vil altid have dine følelser et eller andet sted inde bagved. Du kan ikke bare sådan glemme dem. Ligesom jeg heller ikke kan,” siger jeg lavt.

Zayn stopper med at smile og kigger bare alvorligt på mig i et par sekunder, inden han fjerner sine arme og trækker sig lidt væk.

”Liam,” mumler han lavt og mest for sig selv.

Jeg vælger dog at svare alligevel.

”Jeg kan jo ikke gøre for det! Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Jeg ville virkelig ønske, at alt var anderledes,” siger jeg højere og stærkere end før, nu da Zayn er lidt på afstand igen.

Han vender mod mig igen og ser lidt vredt på mig. ”Men sådan er det ikke,” siger han hårdt.

”Det ved jeg godt, Zayn. Lad nu være,” siger jeg og rækker prøvende ud efter ham, men han går et skridt tilbage, så jeg ikke kan nå ham.

Han åbner munden for at sige noget, men i det samme øjeblik kommer der et par højrøstede fyre hen til os.

Zayn ser hen på dem og lukker munden igen uden at kigge på mig. Den ene af drengene siger et eller andet, der får et tvungent smil frem på Zayns læber. Jeg kigger skiftevis på ham og fortovet, imens han og drengene snakker.

”Nå, hvad laver I, mate?” spørger en mørkhåret fyr og klapper Zayn hårdt på skulderen.

”Ikke rigtigt noget. Snakker bare. Vi venter på nogen,” svarer han med det falske smil, imens han træder lidt frem og tilbage ude af stand til at stå stille.

”Tager I allerede hjem?” griner den anden fyr provokerende, rødhåret og med tykt og alt for stort tøj.

Zayn ryster lidt på hovedet og kigger på alt andet end mig. ”Nej, eller jeg ved ikke med Harley, men jeg bliver.”

De to drenge ser på mig, som om de først har set mig nu. Jeg smiler stort til dem, selv om jeg allermest har lyst til at skubbe dem væk.

”Nå, men kommer du så over bagefter?” spørger den mørkhårede efter et par sekunders tavshed og stirren på mig.

”Ja, det kan godt være,” siger Zayn og trækker lidt på skuldrene.

”Du ved, hvor vi er,” siger den mørkhårede, inden de udveksler nogle håndtegn og endnu flere klap på ryggen, inden de to fyre forlader os til tavsheden.

Zayn tripper stadig uroligt og prøver at undgå at kigge på mig.

”Undskyld,” siger jeg til sidst for at bryde stilheden – og fordi jeg skylder ham det.

Han stopper med at bevæge sig og ser endelig på mig.

”Det er okay,” mumler han lavt og trækker svagt på skuldrene.

”Nej, det er ej!” siger jeg højt og skubber mig lidt ud fra muren. ”Det er ikke okay. Det er synd for dig, og jeg har det virkelig dårligt med at…”

Zayn afbryder mig ved at gå hen til mig og trække mig ind i et kram. ”Lad være med at græde,” hvisker han og aer mig over ryggen.

Jeg tager min ene hånd op til mit ansigt og tørrer mig under mit ene øje, men der er ingen tårer. Jeg sukker lidt forvirret og trækker mig ud af krammet.

”Jeg burde ikke være forelsket i Liam. Jeg vil ikke være forelsket i ham. Det er ulideligt. Jeg kan ikke klare at gå rundt og ikke vide, hvad han føler,” siger jeg, selv om det ikke er noget, jeg burde sige til Zayn.

Jeg kan mærke mit hjerte banke i stilheden, der følger mine ord.

”Jeg ved det godt,” siger han lavt og ser ned på fortovet.

”For han kan ikke lide mig, vel?” Jeg når ikke at stoppe mig selv, før jeg stiller det ufatteligt upassende spørgsmål til den helt forkerte person.

Zayn ser op og møder mit blik, indtil han trækker på skuldrene med et suk. ”Jeg ved det ikke. Vi snakker ikke mere – ikke om sådan noget.”

”Hvad tror du?” bliver jeg ved, forblændet af mine egne følelser til at se, hvor egoistisk det er at stille det spørgsmål til ham.

”Jeg ved det ikke – lidt måske,” siger han og slår lidt ud med armene, ”men han har Danielle, og … jeg ved det virkelig ikke.”

Jeg sukker og kører mine kolde fingre igennem mit hår.

”Harley.”

Jeg lader min hånd falde ned, inden jeg ser på Zayn igen.

”Kan vi ikke bare være venner?”

Jeg ser på ham – fristet til at sige ja, da det er det, jeg helst vil. Jeg når dog ikke at svare, for et stykke bag Zayn er der nogen, der siger mit navn.

Vi ser begge to hen mod den mørke skikkelse, der kommer imod os fra mørket, der gør det umuligt at se, hvem det er. Det kommer dog ikke som nogen overraskelse for mig, at det er Harrys ansigt, der smiler til os, da han går ind under en lygtepæls lys.

Han halvløber de sidste meter hen til os og smiler overgearet, imens han først lægger en arm om Zayns skulder og bagefter lægger armene om mig og løfter mig op i et kram.

”Harry,” siger jeg som refleks og tager fat i hans tynde T-shirt som en sikkerhedsforanstaltning, hvis han nu skulle tabe mig.

Han griner bare, mens sætter mig dog ned for derefter at vende sig mod en pige, der kommer gående i sine høje hæle mod os.

Jeg har aldrig set hende før, men Harry smiler til hende og hun til ham, så hun er nok en af hans venner.

”Harley, Zayn, det her er Kimmie,” siger Harry og tager fat i hendes hånd, så han kan trække hende ind til ham. Hun smiler og lægger armene rundt om hans liv.

Jeg smiler til hende og Harry og håber på, at de ikke kan fornemme alvoren i Zayns og min forhenværende samtale.

”Hey, hvor er Eleanor?” spørger Harry og ser sig omkring for at se, om hun er her.

”Hun gik hjem,” siger jeg og himler med øjnene ved tanken.

Harrys smil bliver lidt mindre, men han når ikke at sige noget, for Kimmie stiller sig på tæer og hvisker noget i hans øre. Han kigger ned på hende og smiler til hende, inden hun kysser ham på kinden og bagefter småløber hen til nogle andre unge mennesker, som jeg ikke havde lagt mærke til før nu.

Zayn putter sine hænder ned i sine lommer og smiler skævt til os. ”Jeg tror også, jeg går nu,” siger han.

”Hvad?! Nej, du kan tage med os,” siger Harry.

”Nej, nej, jeg tror, jeg tager videre. Det kan være vi ses senere,” siger Zayn og giver Harry et kram.

”Okay så,” brummer Harry lidt modvilligt.

Zayn vender sig mod mig, men inden der kan nå at opstå en akavet stilhed, træder jeg frem mod ham og krammer ham.

”Vi ses,” siger jeg og smiler til ham.

Han nikker og smiler, inden han forsvinder i samme retning som Kimmie.

Jeg vender mig mod Harry igen.

”Hvorfor tog det så lang tid?!” siger jeg og slår ham på armen.

Harry ser fornærmet på mig, men bryder så ud i grin, da han ser smilet på mine læber.

”Det tog da ikke så lang tid. Hvor lang tid kom jeg for sent?” spørger han grinende.

”Det ved jeg ikke. Jeg havde ikke tid til at tjekke,” siger jeg og trækker smilende på skuldrene. Harrys blik får mig sammenbidt til at tilføje: ”Men du kunne stadig godt have skyndt dig.”

Han griner bare endnu mere. Jeg ser på ham med et stort smil imens, da han virkelig ikke kan stoppe. Pludselig stopper hans latter dog meget brat, hvilket får mig til at grine.

”Hvad skete der lige der?” får jeg fremsagt under latteren.

Harry ser med rynket pande hen ad gaden. ”Hvor blev Kimmie af?” spørger han alvorligt.

Jeg prøver at stoppe med at grine og ser rundt efter hende, men vi er de eneste på gaden lige nu.

”Måske gik de lidt videre,” foreslår jeg og går i den retning, som Zayn gik. Harry mumler lidt og følger efter mig. Vi drejer rundt om det første hjørne, men på denne gade er hun heller ikke.

Medmindre selvfølgelig hun på 5 minutter er ældet 20 år, men det tvivler jeg alligevel en smule på.

”Øhm,” siger Harry forvirret og bliver ved med at kigge rundt, selv om vi virkelig er de eneste på gaden bortset fra det 40årige par, der går på den modsatte side af gaden.

”Måske skulle du ringe til hende,” siger jeg og kigger på ham.

Han ser på mig i et langt øjeblik, inden femøren falder, og han tager sin telefon frem. Han trykker hendes nummer ind og tager telefonen op til øret. På hans ansigtsudtryk kan jeg se, at hun ikke tager den, hvilket bare gør ham endnu mere bekymret.

”Der var nogle drenge i den gruppe, hun gik hen til, ikke?” spørger jeg.

Harry nikker fraværende og begynder at gå videre i et hurtigt tempo. Jeg følger efter ham.

”Så er hun sikkert bare gået med dem, hvilket jo så også er sikkert nok, når der er drenge. Hun skal nok klare den,” siger jeg roligt.

Harry ser tvivlende på mig, men nikker så, som om han godtager min forklaring på hendes fravær. ”Du har sikkert ret,” mumler han, selvom han bliver ved med at gå virkelig hurtigt op og ned af gader, hvor der er ingen Kimmie.

”Harry?” spørger jeg efter et stykke tid, hvor han ikke sætter farten ned.

”Åh. Ja?” spørger han, som om han næsten havde glemt, jeg var der.

Jeg prøver at lade være med at grine over ham. ”Hvor skal vi hen?” spørger jeg i stedet.

Han stopper så pludseligt op, at jeg går ind i ham. Han vender sig om og ser på mig med et undskyldende smil. ”Det ved jeg ikke,” indrømmer han, ”hvad synes du?”

Jeg tænker lidt, inden jeg siger: ”Skal vi ikke bare tage hjem?”

Harry nikker sig enig.

”Okay. Du bor-“ Jeg ser mig omkring efter et gadenavn, så jeg kan regne ud, hvor vi er. ”-længst væk, så vi tager hjem til dig,” siger jeg og sender Harry et stort smil.

Han griner lavt. ”Det giver jo ingen mening,” siger han, men han begynder alligevel at gå i retning mod sin lejlighed.

Jeg følger smilende efter ham. ”Det ved jeg godt, men jeg vil ikke hjem.”

”Hvorfor?”

”Jeg gider ikke se Eleanor eller Louis.”

”Åh.”

”Nu giver det mening, ikke?”

”Jo,” siger han og griner lidt igen.

* * *

Jeg smider mig i sengen og kravler ind under dynen, inden jeg ser hen mod døren, hvor Harry står med sin mobil.

”Harrymusen?” spørger jeg så sødt som muligt.

Et stort smil breder sig på hans mund ved lyden af mine ord, men han ser ikke op fra mobilen. ”Ja?”

”Har du ikke noget lækkert?”

Han ser op fra mobilen og hen på mig.

”Som jeg kan spise,” tilføjer jeg.

Et frækt smil breder sig alligevel på hans læber.

”Som slik, din idiot!”

Han ryster lidt på hovedet over mig, men jeg kan stadig se, hvad hans beskidte tanker kredser om.

Jeg kaster en pude i hovedet på ham, så han taber sin mobil, der glider lidt hen mod mig på det glatte trægulv.

Vi ser begge to på den og derefter hinanden med den samme tanke i hovedet.

Jeg krænger dynen af mig og kaster mig hen til kanten af sengen, så jeg kan tage mobilen. Harry når lidt at kradse mig på håndryggen, inden jeg tager hånden og mobilen til mig.

Jeg griner højt og ondskabsfuldt, indtil Harry springer op i sengen og gør et udfald mod mobilen, som jeg holder ind til mit bryst.

Han får fat rundt om den og trækker den fri fra mit greb. Han når lige at smile sejrsrigt, inden jeg tvinger ham om på ryggen, så jeg kan sætte mig på hans bryst og presse hans arme nede med mine knæ.

”Mange tak,” siger jeg og tager mobilen ud af hans hånd, der ikke kan bevæge sig ret meget på grund af mine knæ.

Han prøver at presse læberne sammen, men to sekunder efter er der alligevel et stort smil på hans læber.

”Hvad siger man så?” spørger jeg og niver ham i kinden.

”Selv tak?” spørger han prøvende.

”Nej,” siger jeg og giver slip på hans kind.

”Du ser meget godt ud i dag?” forsøger han igen.

”Rigtigt, men ikke helt det jeg gik efter,” griner jeg.

”Du må kalde mig Harrymusen for evigt?” prøver han.

Jeg lægger hovedet tilbage og griner lidt over det, inden jeg ser på ham igen.

”Du vil hente slik til mig,” siger jeg og kører en hånd igennem hans krøller.

”Nej!” siger han og stopper med det samme med at smile.

”Du vil kaldes Harrymusen for evigt, men du vil ikke hente slik til mig en enkelt gang?” spørger jeg.

”Vi ved begge to, at det ikke kun kommer til at være en gang, men ja,” siger han og sender mig et smil, som om han har vundet.

Jeg vifter lidt med mobilen foran hans ansigt. ”Jamen så læser jeg da bare alle dine beskeder,” siger jeg drillende.

Et øjeblik ser han bange ud, men det går hurtigt væk. ”Jeg har ikke noget at skjule for dig,” siger han.

”Aw, det var sødt sagt Harrymus,” siger jeg og niver ham i kinden igen, ”men jeg kan da også ringe til alle dine venner. Kimmie.” Harry ser ikke synderligt påvirket ud over det, så jeg tilføjer: “Eller din mor?”

Et smil breder sig på hans læber, men samtidig bliver hans øjne store, og han kæmper lidt for at komme fri fra mine knæ. ”Det gør du ikke,” siger han og kigger op på mig.

”Ikke hvis du lover at hente slik til mig,” siger jeg og prikker ham på næsen.

Han rynker på næsen, inden han giver sig til at betragter mig lidt. ”Fint,” siger han til sidst.

”Sig det,” provokerer jeg og smiler drillende ned til ham.

”Jeg lover at hente slik til dig,” vrisser han med et smil spillende i hans mundvige.

”God dreng,” siger jeg og lægger mobilen på hans bryst, inden jeg sætter mig ned på sengen ved siden af ham.

Han tager fat i mobilen og sætter sig op. Han tager sig til der på armene, hvor mine knæ var, og ømmer sig med sideblik til mig, men jeg smiler bare til ham. Han himler med øjnene og skubber mig ned at ligge, inden han rejser sig og går ud af værelset.

”God hævn, Styles. Så kan jeg lære det,” råber jeg efter ham. Han svarer med en falsk latter.

* * *

Harry giver mig slikskålen og fjernbetjeningen, så jeg kan starte den film, som jeg valgte, inden han endelig får lov til at komme ind under hans store dyne, som jeg har gjort krav på.  

”Tak, Harry,” siger jeg og trykker på play, så filmen går i gang. Jeg tager to stykker slik ind i munden, imens jeg kigger på skærmen.

Ud af øjenkrogen kan jeg se Harry, der i modsætning til mig ligger ned, kigge på mig.

”Af en modelpige, der ikke spiser slik, spiser du virkelig meget slik,” siger han efter et par minutter.

Jeg ser på ham og tager hånden med nogle vingummier ned. ”Jeg spiser da ikke meget slik!”

”Jo,” siger han og griner bedrevidende, ”jeg har købt dobbelt så meget slik, som jeg plejer de sidste par måneder, og Niall har været her mindre, end han plejer.”

Jeg lukker munden, da Niall var mit første og eneste modargument.

Harry smiler sit irriterende smil, imens vi kigger hinanden i øjnene.

”Jeg spiser kun slik, når jeg er ked af det eller vred,” indrømmer jeg til sidst og ser hen på skærmen igen.

”Så du er meget ked af det for tiden?” spørger Harry lidt efter.

Jeg trækker på skuldrene og holder blikket på filmen. ”Eller vred.”

”Hvorfor?”

Jeg ser på ham med et lidt anklagende blik. Han er stoppet med at smile.

”Det ved du godt,” siger jeg lavt.

Han ser tavst på mig, indtil han bider sig i underlæben og nikker lidt. ”Jeg troede ikke, at du stadig-”

”Det var også det, der var meningen,” siger jeg hurtigt.

Jeg kigger ham i øjnene, indtil han ser væk og hen på skærmen. Jeg putter vingummierne ind i munden og ser også hen på filmen igen.

Efter et stykke tid trækker han lidt i mit hår, der hænger ned af min ryg. Jeg ser på ham igen.

”Læg dig ned,” siger han blidt og klapper på puden bag mig.

”Okay,” svarer jeg og lægger mig.

Han smiler til mig og tager noget slik fra skålen velvidende, at jeg ikke siger nej lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...