I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48666Visninger
AA

26. Kapitel 25.

 

This feeling keeps growing,
These rivers keep flowing.
How can I have answers when you drive me in questions?
 

Jeg banker hårdt på Eleanors dør, imens jeg prøver at få styr på min vejrtrækning.

Jeg er nærmest løbet hele London igennem, da det ikke kunne gå hurtigt med at komme væk fra fotostudiet og herhen til Eleanor og Louis. Det er ved at være et par timer siden, vi snakkede i telefon sammen, men hun nåede ikke at sige så meget mere, end at det var sandt, at Liam og Danielle har … fundet sammen igen.

Jeg var jo på arbejde, så da selveste fotografen kom ud på toilettet efter mig, var jeg nødt til at lægge på. Men jeg lovede, at jeg ville komme over til dem, da de havde noget mere at fortælle. Ikke at jeg tror, det vil hjælpe noget.

Intet kan hjælpe mig nu.

Danielle er fantastisk. Liam var dum, da han forlod hende første gang. Han er ikke dum nok til at gøre det igen.

Det er også fint nok. Jeg vil bare gerne have, at han er lykkelig. Hvis det er med Danielle, så er det helt fint.

Okay, det var løgn.

Halv løgn.

Jeg vil have, han er lykkelig.

Med mig.

Kun mig.

Jeg vil ikke se ham med nogen anden. Jeg kan ikke se ham med nogen anden.

Jeg elsker ham.

Ja, jeg indrømmer det. Jeg elsker ham. Jeg elsker Liam.

Jeg vil have, han skal være min. Jeg vil have, at han vil have, at jeg skal være hans. Jeg vil have, at folk ser os som et par. Jeg vil være sammen med ham hver dag. Jeg vil være grunden til hans smil. Jeg vil være den eneste, der har ret til hans læber. Jeg vil have ham for mig selv.

Døren bliver åbnet, og Louis’ ansigt kommer frem i døråbningen.

Liam bliver aldrig min.

”Hej, Harley. Kom ind.” Louis går til siden og laver en svingende bevægelse med armen for at vise mig, hvilken vej jeg skal gå. Som om jeg ikke har været her flere gange end ham.

Idiot.

Igen – kun halvt løgn.

”Tak,” mumler jeg og går forbi Louis ind i lejligheden. Jeg sparker mine sko af uden at tænke på, hvor de ender, inden jeg går ind i stuen, imens jeg tager min jakke af.

Eleanor sidder i sofaen og prøver at smile normalt til mig, men jeg kan se medlidenheden i hendes øjne. Jeg ignorerer den dog og sætter mig i den mindste af sofaerne. Louis går hen og sætter sig ved siden af Eleanor. De udveksler et lynhurtigt blik, inden de begge to kigger på mig.

”Hvad så?” spørger jeg, da de bare kigger på mig, hvilket er ret ubehageligt og akavet.

”Angående det med Liam og Danielle,” starter Eleanor og ser ned på sine hænder, der ligger i hendes skød, ”så finder vi det ret mærkeligt. At de har fundet sammen igen, mener jeg. Efter hvad Liam har fortalt, er han ikke ligefrem forelsket i hende mere.”

”Overhovedet,” tilføjer Louis med et smil.

Jeg ser skiftevis på dem, ventende på en forklaring.

”Han fik det til at lyde, som om han kun gik tilbage til hende for hendes skyld,” siger Louis.

Jeg rynker panden. ”Det lyder ikke som Liam.”

Louis ryster lidt fortvivlet på hovedet.

”Præcis,” mumler Eleanor.

”Hvorfor ville han gøre det? Det giver ingen mening. Godt nok ville det gøre Danielle glad, og han er jo et godt menneske, men samtidig ville han jo lyve, og det lyder altså ikke som Liam,” siger jeg forvirret.

Louis trækker på skuldrene. ”Det var bare, hvad han sagde til mig. Og hvorfor skulle han lyve? Hvorfor sagde han ikke bare, at han stadig havde følelser for hende, hvis det var sandheden?”

Jeg ser lidt på ham, imens jeg tænker, inden jeg sukker dybt og læner mig tilbage i sofaen. ”Jeg forstår det ikke,” ender jeg med at sige.

Eleanor nikker sammentykkende.

En pludselig lyst til at græde bryder op i mig. Det hele er så forvirrende og håbløst, at jeg ikke har andet at give mig til end at græde – eller sådan føles det i hvert fald. Gråden sidder i halsen på mig, og det ville være så let og befriende at lade tårerne strømme frit.

Men det kan jeg ikke. Ikke her. Ikke foran Louis. Ikke engang foran Eleanor.

Heller ikke selv om jeg har lyst til det.

Jeg ser på Louis og Eleanor, der prøver at lade være med at kigge for meget på mig, selv om det ikke lykkedes særlig godt. Jeg ved, at de forventer, at jeg gør et eller andet – begynder at græde eller noget lignende – men det eneste jeg har til dem er spørgsmål, de ikke kan besvare. Spørgsmål, der vil lyde latterlige i deres ører, ynkelige. Det gør de endda også i mine egne, hvilket er grunden til at jeg holder dem for mig selv.

Jeg rejser mig fra stolen og sender dem et halvhjertet smil. ”Jeg tror bare, jeg går hjem nu så,” siger jeg med en anden klang i stemmen end før. Jeg ved, de lægger mærke til den, for de nikker energisk, som om det var den bedste idé nogensinde. Selv om de er dårlige til at skjule det, så sætter jeg pris på deres forståelse for, at jeg må være alene.

Eleanor trækker mig ind i et varmt kram af den slags, som får det hele til at se en smule bedre ud. Louis giver mig også et kram og et opmuntrende smil, inden jeg tager mine ting og går igen.

Da døren lukker bag mig, føles det som om al kraften i min krop forsvinder. Jeg føler mig svag og ubetydeligt, da jeg langsomt låser min dør op og går i sikkerhed i min egen lejlighed.

Igen smider jeg mine ting uden at bekymre mig om, hvor de lander.

Jeg går ind på mit værelse og misser mod vinduerne, hvor solen skinner kraftigt. Jeg sukker og trækker gardinerne for, så der bliver helt mørkt. Jeg tænder ikke noget lys, for jeg har alligevel ikke tænkt mig at lave noget, der kræver lys.

Med tøjet på kryber jeg ind under dynen, som af en eller anden grund får mig til at føle mig tryg. Tryg nok til at lade mine tanker få frit løb.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det har noget med mig at gøre – hvorfor Liam gik tilbage til Danielle. Harry og Louis’ sagde jo, at Liam hellere ville have, at Zayn var lykkelig frem for ham selv. Måske tror han, at jeg vil give Zayn en chance, hvis han fandt sammen med Danielle igen.

Det er egoistisk og langt ude, men måske. Måske er det virkelig sådan. Jeg ville i hvert fald fortrække det sådan fremfor det åbenlyse svar; at Liam simpelthen bare stadig har følelser for Danielle og ikke mig.

Den mulighed passer selvfølgelig bare ikke med Louis’ synsvinkel. Og hvorfor skulle Liam lyve overfor Louis? De er bedstevenner, og Liam er Liam. Han ville ikke lyve om sådan noget. Hverken overfor Louis eller Danielle. Men en af dem har han løjet for.

Medmindre Danielle allerede ved, at Liam ikke har følelser for hende og bare finder sig i det…

Okay, nu er det da først langt ude.

Jeg sukker og lukker øjnene, selv om det ikke ligefrem hjælper. Det får bare minderne frem fra min drøm og virkeligheden; fra vores kys – både de rigtige og de fantaserede. 

* * *

De næste par måneder foregår som i trance. Det føles som om ingenting er helt rigtigt; som om jeg stadig venter på noget vigtigt. Jeg kender allerede navnet på det vigtige, men jeg ved også, at det ikke kommer.

Jeg prøver i det store og hele at undgå Liam, selv om det er ret svært eftersom hans bedsteven bor lige inde ved siden af. Vi har selvfølgelig været nødt til at være sammen et par gange, men alle gangene har vi prøvet at lade som ingenting. Vi har ladet som om alt var normalt. Eller jeg har. Liam behøves sikkert ikke lade som om.

Zayn og jeg har også ladet som ingenting.

I det hele taget har alle ladet som ingenting. Det er sikkert også det nemmeste.

Heldigvis har jeg ikke set Danielle endnu. Det er godt, for jeg ved ikke, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg så hende. Jeg ved ikke, om jeg ville blive glad, eller om jeg ville rive hovedet af hende. Hun var trods alt min veninde.

Altså inden hun stjal min one true love.

Overdrivelse, jeg ved det.

I hvert fald betragter jeg mig selv – og Danielle – som heldig for ikke at have set hende endnu.

På grund af mine stadigeksisterende følelser for Liam, har jeg som sagt prøvet at undgå ham, hvilket vil sige at jeg også har undgået de andre. Det er man ligesom nødt til – de er lidt en pakke.

Jeg har ikke næsten set noget til Zayn og Niall. Den første er forståeligt, men angående Niall tror jeg, at han holder med Zayn. Han virker i hvert fald lidt afvisende overfor mig for tiden.

Louis kan jeg selvfølgelig ikke undgå, og Harry har jeg overraskende nok tilbragt mere tid med en nogen af de andre – måske endda også mere end med Eleanor, nu hvor jeg tænker det hele igennem.

Vi er ikke blevet bedstevenner eller noget, men eftersom han er den eneste, det ikke er det mindste akavet at være sammen med, har vi været ret meget sammen. Han får de mærkeligste indfald, hvilket er godt, for det får mig til at tænke på noget helt andet, end jeg ville tænke på, hvis jeg var alene.

Mason og jeg er selvfølgelig også blevet venner. Det var Anthony, der tvang os til det, men det gør ikke noget – jeg havde trods alt savnet Mason ret meget.

Jeg har fortalt ham alt det, som jeg havde holdt tilbage – plus mere til. Jeg åbnede virkelig op for ham, så vores venskab er blevet så meget dybere, end det var før. Der er mange flere følelser i vores samtaler, men jeg ved ikke rigtig, om jeg skal være glad for det eller ej.

Det er der, Harry kommer ind i billedet. Han bringer min daglige – eller ugentlige, det varierer – dosis underholdning, nu hvor det mere handler om følelser og tanker med Mason. Det er vel godt, at vores venskab er sådan nu, men jeg er bare ikke vant til det. Derfor er det godt at have Harry til at falde tilbage på, når det hele bliver for dybt og følelsesladet med Mason.

På trods af at jeg har Mason og Harry, så har alt det her med Liam fået mig til at føle mig mere ensom end nogensinde før. Jeg har virkelig indset, hvor få mennesker jeg har. Mason og Eleanor er virkelig mine eneste venner, som jeg kan rigtig snakke med. Men ikke engang dem har jeg helt.

Eleanor vil altid vælge Louis frem for mig. Altid. Hun vil selvfølgelig nægte det, men jeg ved bedre. Det er derfor, jeg ikke stoler på hende mere. Jeg er bange for, hun fortæller det hele videre til ham. Jeg fortæller hende stadig ting. Jeg kan ikke lade være. Det er bare noget, jeg er nødt til; det er en vane. Men de vigtige ting, mine følelser og tanker om Liam, holder jeg for mig selv.

Mason kan jeg godt fortælle ting om Liam til. Men et eller andet sted tror jeg, at han måske også vil vælge Anthony frem for mig. Han har ikke gjort det endnu, men det har han jo heller ikke været nødt til.

Jeg burde ikke tænke sådan, men på en måde ville jeg ønske de ikke havde kærester. Så jeg kunne få dem for mig selv. Så jeg ikke havde grund til at tvivle.

Misforstå mig ikke. Louis og Anthony er gode mennesker, og jeg føler mig virkelig egoistisk for at have sådan nogle tanker. Jeg føler mig ond og jaloux. Bare fordi jeg ikke selv kan få den, jeg vil have, behøver jeg jo ikke ønske det samme for andre.

Men tanken sidder fast i mig.

Min mobil vibrerer på sofaen ved siden af mig og trækker mig ud af mine tanker. Jeg tager den op og læser sms’en fra Eleanor.

Hej babe, kommer du ikke over? Alle de andre er her. Også Mason og hans søde kæreste! Xoxo Els.

Jeg bider mig i læben, mens jeg overvejer det. Jeg har ikke rigtig lyst til en fest, og ud fra musikken, jeg kan høre helt herind, og Mason, der sagde at han og Anthony skulle til fest lørdag, altså i dag, så er det præcis, hvad det er.

Jeg skriver alligevel ja til Eleanor. Det er dødkedeligt at være alene uden noget godt i tv’et.

Jeg går ind på mit værelse og tager mine shorts af for at erstatte dem med et par stramme, mørkeblå jeans. Uden over min sorte top tager jeg en flødefarvet, gennemsigtig skjorte på.

Med et hurtigt blik på mine mørke krøller afgør jeg, at det ikke er noget, jeg magter at gøre yderligere ved. I stedet lægger jeg en hurtig makeup. Jeg husker også i sidste øjeblik at tage noget parfume på.

Jeg går ind i stuen igen for at tage min mobil og lægge den i min taske, inden jeg går ud af døren. Jeg lader være med at tage sko og jakke på, for det er jo kun 2 meter, jeg skal gå.

Bogstavlig talt.

Jeg går hen til døren og banker på. Musikken er lidt højere herude i gangen, men den er ikke ligeså høj som til deres indflytningsfest. Det er heller ikke den samme slags musik. Dengang var der mere bass, fordi det var rigtig fest musik. Denne her musik er mere hyggelig. Det lyder faktisk som Ed Sheeran.

Døren bliver åbnet af Harry, der stråler mod mig med sine bedårende smilehuller.

”Harley!” udbryder han glad og løfter mig et par centimeter fra jorden, da han krammer mig. Jeg griner og stiller min taske indenfor døren, da han slipper mig. Han lukker døren uden at se på den og betragter mig i stedet fra top til tå.

”Hvorfor har du ingen sko på?” spørger han og går ud i køkkenet.

Jeg følger efter ham med et smil og trækker lidt på skuldrene. ”Det var der jo ingen grund til. Jeg skulle jo bare herover,” svarer jeg og læner mig op af køkkenbordet, da Harry tager en stor sodavand ud af køleskabet og et glas fra skabet.

”Nå, hvem er her så?” spørger jeg og ser på ham. Det lyder ikke som om der er særlig mange inde i stuen, men der er alligevel nok til at snakke så meget i munden på hinanden, at jeg ikke kan skelne deres stemmer fra hinanden.

”Kun Niall, Louis, Zayn, Liam, Eleanor, din ven og hans kæreste,” svarer Harry, inden han begynder at gå ud af køkkenet igen, ”og så mig og dig selvfølgelig.”

Jeg smiler lidt, men når ikke at spørge om det vigtigste. Det gør dog ikke noget, for jeg får svar på det, da vi kommer ind i stuen til de andre, og jeg ser, at Danielle ikke er der.

De andre siger hej på alle mulige forskellige måder, mens jeg bare griner over dem og sætter mig ved siden af Harry i lænestolen. Okay, måske er det mere ovenpå, men who cares.

”Er der ikke lige nogen, der hælder op til Harley?” spørger Harry, der ikke engang kan sætte glasset på bordet, da mine ben er i vejen. Zayn, der sidder tættest på, ser kort på glasset, inden han tager det og hælder noget sodavand i fra den nye flaske, som Harry tog med ind.

”Tak,” siger jeg med et smil, da han rækker mig glasset. Han smiler tilbage som svar.

Jeg lader mine øjne glide hen over de andre, der igen er fuldt optager af samtaler på kryds og tværs.

Harry lægger sin hånd på mit knæ, hvilket får mig til at se ned på ham.

”Hvad har du lavet, mens vi var væk?” spørger han.

Jeg tænker tilbage på de seneste to uger, hvor drengene har været et eller andet sted henne. Jeg kan ikke engang huske, hvad de lavede. Det er også lige meget. Jeg har i hvert fald ikke lavet særlig meget.

”Ikke rigtig noget. Arbejdet,” siger jeg og trækker på skuldrene.

”Åh,” siger Harry og kigger lidt på mig, ”det lyder spændende,” driller han så med et smil.

Jeg nikker og smiler sarkastisk.

”Du må have savnet mig meget,” siger han og klapper mig på låret.

Jeg griner og kører min hånd i gennem hans hår. ”Rigtig meget.”

Nogen sparker ret hårdt til mine ben, der hænger ud over kanten af stolen, hvilket får mig til at se væk fra Harry.

”Hvad skulle det til for?” spørger jeg irriteret Louis, der bare sidder med et grin i ansigtet.

”Hvad sker der for jer to?” spørger han og ignorerer mit spørgsmål.

Jeg vælger at lade være med at svare og ser i stedet vredt på ham i protest.

”Hvad mener du?” svarer Harry for mig.

Louis sender os et vantro blik, som om han ikke kan se, hvad vi ikke forstår. ”Hvad sker der mellem jer?” spørger han i et tonefald, der straks får mig til at fatte, hvad han mener.

”Helt ærligt, Louis. Det er muligt bare at være venner,” siger jeg stadig ret irriteret over at blive sparket.

”Come on. Vi er jo også venner, men vi sidder da ikke på hinanden eller tager på hinanden,” fortsætter han uden at tage sig af mit tonefald.

Jeg lægger først nu mærke til Harrys arm omkring mit liv og min omkring hans nakke.

”Det er jo ingenting,” siger Harry, men jeg kan alligevel mærke ham spænde armen omkring mig, som for at stoppe sig selv fra at trække den til sig. Jeg må også selv indrømme, at det føles akavet nu, hvor Louis har antydet, at der ligger noget bag det.

Louis ser væk fra Harry og op på mig. ”Jeg troede stadig, du var vild med du-ved-hvem,” siger han lavt. Jeg har lyst til at slå ham. Både fordi han stadig tror, der er noget mellem mig og Harry, men også fordi han bringer det op med Liam.

”Ti stille,” vrisser jeg ud mellem tænderne.

Louis tager forsvarende hænderne op foran sig, men jeg har stadig lyst til at slå ham på grund af det irriterende, bedrevidende smil på hans læber. Han vender sig væk fra os og hen mod Mason igen.

Der er stille lidt imellem Harry og mig, indtil han afbryder stilheden. ”Jeg går på toilet,” mumler han og rejser sig hurtigt, inden jeg når at svare. Jeg nikker lidt, selvom han allerede er gået og synker ned i lænestolen – alene.

Jeg sidder lidt og betragter bordpladen, imens tankerne kører igennem mit hoved.

Der er da ikke noget mellem mig og Harry. Ja, vores venskab er lidt mere ”kærligt” end mit og Louis’ eller Masons og mit, men Louis er jo også kærester med min veninde, og Mason er bøsse. Og de andre drenge har jeg jo på intet tidspunkt været så tæt med, som jeg er med Harry nu. Harrys og mit venskab er anderledes end mine andre venskaber, men det gør det jo ikke forkert. Det er jo kun et venskab. Jeg ved jo allerede, hvem jeg virkelig har følelser for.

Jeg ser automatisk op ved tanken om ham, og mine øjne finder ham næsten med det samme. Overraskende nok sidder han allerede og kigger på mig. Et øjeblik kigger vi bare hinanden lige i øjnene, indtil jeg ser væk.

 Jeg kunne slå mig selv for at gøre det. Jeg gør det altid. Ser væk. Jeg ved ikke hvorfor. Men det er hver evig eneste gang, vi får øjenkontakt. Og det er faktisk en del gange efter hånden.

Jeg burde bare blive ved med at se på ham.

Han kan sikkert ikke lide mig, men hvis han kan, og jeg bliver ved med at se væk, så er det da klart, at han ikke gør noget ved det. Jeg er nødt til at vise ham, hvad jeg føler – give ham en chance for at gengælde det. Ellers kommer jeg til at fortryde det. Når jeg tænker tilbage senere, er jeg nødt til at kunne tænke, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at få ham. Og det kan jeg ikke tænke, hvis jeg bliver ved med at bryde vores øjenkontakt.

Netop som jeg skal til at kigge hen på Liam igen, kommer Harry tilbage.

Han virker allerede mere afslappet, mere sig selv ligesom før alt det, Louis sagde.

Jeg smiler til ham og rejser mig op, så han kan sætte sig igen. Han smiler skævt og ser på mig, da jeg sætter mig på ham igen.

”Hvad så?” spørger han og kigger lidt rundt på de andre og derefter på mig.

Jeg smiler og ser hen på Liam, der ikke længere ser på mig, hvilket får mit smil til at falme lidt igen.

”Ikke rigtig noget,” svarer jeg og ser på Harry.

Han smiler bare og rækker ud efter sit glas.

_______________________________________________________

Tusind tak for 200 likes! Det er seriøst stort. Jeg er virkelig taknemmelig overfor alle, der har liket. Især eftersom jeg er så dårlig til at opdatere. 

Bliv endelig ved med at like og kommentere, hvad I synes. Ris og ros er altid velkommen! 

Big love. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...