I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48669Visninger
AA

25. Kapitel 24.

I never did my best to

Express how I really felt

And now that I know exactly what I want

You found somebody else

 

Jeg vinker til resten af flokken bestående af familiemedlemmer og familievenner, inden jeg sætter mig ind i bilen.

”Er du klar?” spørger min onkel og sender mig et varmt blik i bakspejlet. Jeg smiler til ham og nikker, inden jeg vinker en sidste gang igennem bilruden. Min moster gør det samme i sædet foran mig.

Jeg sænker min hånd og lægger den i skødet, da bilen begynder at køre hen af vejen, så vi ikke længere kan se de andre. Jeg bliver ved med at kigge ud af vinduet, imens jeg kan mærke smilet falme på mine læber. Imens jeg betragter husene, menneskerne og alle de andre ting, vi passerer, kommer alt det, jeg har fortrængt i dag, tilbage.

Jeg har været til fødselsdag hos min moster og onkel hele dagen, og at se min familie igen har helt fået mig til at glemme mine problemer. Selv om det kun er fem dage siden, jeg fik den sms fra Liam, og Mason og jeg blev uvenner, så føles det som flere uger. Mit liv har føltes så fucking tomt, at man skulle tro, det var løgn.

 Jeg har ikke snakket med nogen om det. Den eneste, jeg kunne snakke om Liam med uden at risikere, at alle andre vidste det, var Mason. Jeg ved godt, at jeg ikke har gjort det før, men der var der ikke brug for det. Der var Liam bare min lille hemmelighed. Og når jeg endelig snakkede om ham, så kunne jeg jo godt gøre det med Eleanor. Men det kan jeg bare ikke længere.

Jeg stoler på hende, det gør jeg, men jeg er bare bange for, at hun vil fortælle, hvad jeg siger, til Louis ved et uheld. Hun er bare for tæt på Liam. Jeg vil ikke blive ydmyget endnu mere, end jeg allerede er. Jeg tror ikke, at hverken Eleanor eller Louis ville stikke mig, men… Jeg kan bare ikke tage chancen. Det er for tæt på. Det ville blive for hårdt. 

Jeg har allerede mistet Mason og Liam. Jeg vil ikke miste Eleanor også. Det tror jeg bare ikke, jeg ville kunne klare. Selv om vores venskab ikke er så dybt og tæt mere, så betyder facaden stadig noget. Idéen om at hun er der for mig, er for fristende til, at jeg vil smide den væk, bare fordi jeg ikke kan tage smerten ved at holde det hele inde. Så jeg bliver nødt til at holde det inde.

Det har jeg også gjort indtil videre. Jeg har ikke sagt noget. Jeg har ikke grædt. Jeg har ikke vist noget. Men jeg ved, at de alle sammen ved, hvad der er sket. Liam har sikkert fortalt det. Men der er ikke nogen, der har spurgt ind til det. Ikke engang Eleanor. Så jeg har heller ikke tænkt mig at genere dem med mine problemer. Jeg kan godt bære dem selv. Selv om det føles, som om jeg er ved at blive ædt op indefra, så kan jeg godt tage det.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da bilen bremser så pludseligt, at jeg ryger lidt frem i sædet. Jeg ser ud af forruden, hvor der holder nogle biler foran os. Der er rødt lys lidt længere fremme.

Min onkel fanger mit blik i bakspejlet. Han sender mig et forsigtigt smil. ”Er du okay?” spørger han blidt. Jeg kigger lidt på ham, inden jeg smiler og kigger ned.

”Ja,” siger jeg og nikker lidt, inden jeg ser op igen og møder hans blik, ”selvfølgelig.”

Han bliver ved med at kigge på mig, indtil bilerne foran os begynder at køre, hvilket får ham til at se på vejen og trykke på speederen. Jeg tager en dyb og lydløs indånding, inden jeg ser ned på mine hænder. Jeg tager så min hånd ned i min jakkelomme og trækker min mobil op.

Jeg har ikke tjekket den hele dagen, så måske var det en god idé at gøre det nu. Jeg bliver lidt skuffet, da der ingenting er sket. Ikke en besked eller opringning.

Intet.

Jeg ved ikke helt, hvad det var, jeg forventede, men det var ikke det her.

I samme øjeblik bliver skærmen et øjeblik sort. Der går et lille sug igennem min mave allerede inden, Liams navn dukker op på skærmen. Han ringer til mig. Lige nu. Hvis jeg tager den, kan jeg høre hans stemme. Min vejrtrækning bliver hurtigere. Jeg burde ikke tage den. Jeg vil ikke snakke med ham. Han har intet at sige, som jeg vil høre.

Eller…

Det tror jeg…

Medmindre…

Hvad nu hvis?

Jeg sukker indvendigt over mig selv. Det som jeg vil høre, kommer han ikke til at sige. Det er sikkert bare en fejl. Det var ikke meningen, at han ville ringe til mig. Det kommer sikkert bare til at være en akavet og kort samtale. Men… I det mindste vil jeg høre hans stemme.

Inden jeg kan nå at fortryde det, tager jeg opkaldet og fører mobilen op til mit øre.

”Hallo?” siger jeg med en overraskende normal stemme.

Min onkel ser hurtigt på mig i bakspejlet, inden han igen vender opmærksomheden mod vejen. Jeg lukker munden og holder vejret, selv om Liam sikkert alligevel kan høre mit hjerte banke igennem telefonen. Det banker virkelig højt og hurtigt.

”Harley. Det er Liam,” lyder hans stemme i den anden ende. Hun lyder anderledes. Han lyder nærmest trist.

Jeg bider tænderne sammen, inden jeg lader mig selv trække vejret igen. ”Hvad så?” spørger jeg i et let tonefald, som overrasker mig.

”Jeg, øh… Jeg vil bare… Har du fået min besked?” spørger Liam. Han lyder nærmest nervøs. Hvorfor er han nervøs? Jeg burde være nervøs! Hvorfor er jeg ikke nervøs? Hvorfor lyder jeg så rolig?

Jeg lukker øjnene hårdt i, inden jeg ser ud af vinduet. ”Ja,” svarer jeg kort.

Der følger en smerteful stilhed, indtil Liam bryder den ved hurtigt at sige: ”Undskyld, Harley. Det var ikke med vilje, okay. Det var ikke meningen. Jeg er virkelig ked af det. Jeg er bare… Undskyld.”

Jeg bider igen tænderne sammen under hans tale. ”Det er okay,” svarer jeg endnu engang kort.

Der er stille igen, indtil Liam spørger: ”Kan vi ikke snakke om det?”

Jeg rynker brynene lidt. ”Snakke?”

”Ja, snakke. Ansigt til ansigt,” forklarer han. Jeg ryster lidt på hovedet for mig selv.

”Hvad vil du snakke om?” spørger jeg lidt ligeglad. Jeg burde ikke lyde ligeglad. Jeg føler mig ikke ligeglad. Jeg føler mig ødelagt.

”Det der skete,” siger han stille.

Jeg sukker lavt. ”Hvad vil du sige?” spørger jeg igen med den ligeglade tone.

”Bare at jeg er ked af det,” siger Liam.

”Det behøver du ikke,” svarer jeg og bider tænderne sammen igen.

”Hvad?” spørger Liam lavt.

”Du behøver ikke sige det igen. Du har sagt det nu. Jeg ved det allerede,” siger jeg hurtigt.

I stilheden der følger, kan jeg igen høre mit eget hjerte, der banker alt for hurtigt og alt for højt.

”Okay,” svarer Liam endelig.

Jeg bider mig i læben, da der samler sig en klump i min hals, som en advarsel på at jeg snart begynder at græde.

”Farvel,” siger jeg lavt.

”Vi ses,” svarer Liam svagt, næsten hviskende.

Jeg tager hurtigt min mobil væk fra mit øre, så jeg kan lægge på.

”Hvem var det?” spørger min moster glad. Jeg ser op fra min mobil og tvinger mig selv til at smile lidt.

”Bare… En ven,” svarer jeg og ser ned på min mobil igen, inden jeg lægger den tilbage i min lomme.

”Så er vi her,” siger min onkel, hvilket får mig til at se ud af vinduet, hvor jeg bliver mødt af synet af bygningen, jeg bor i. Jeg ser hen på min onkel og moster igen med et smil, der føles helt forkert.

”Tak for liftet. Vi ses snart,” siger jeg, inden jeg åbner døren og stiger ud af bilen. Jeg lukker døren og vinker til dem en enkelt gang, inden jeg vender om og går ind i opgangen. Jeg går ind i elevatoren og tager den op til fjerde sal.

Hele turen op prøver jeg at peptalke mig selv til ikke at græde.

Jeg smutter hurtigt ind i min lejlighed, der er helt mørk. Jeg læner mig tungt op af døren og sukker, imens jeg lader øjnene glide rundt. Min hjerte banker stadig ualmindeligt hurtigt i brystet på mig, men jeg ved ikke, om det er på grund af Liam, eller fordi jeg nærmest løb ind af døren.

Det kan egentlig også være lige meget.

Problemet er, at det stadig banker.

For Liam.

Irriterende og ondskabsfulde Liam, som overhovedet ikke er nogle af de ting, jeg lige tænkte. I telefonen lød han nemlig virkelig, som om han fortrød det, han havde gjort. Han lød virkelig trist. Jeg burde nok ikke have været så hård ved ham, men jeg tænkte ikke over det før nu. Jeg registrerede ikke sorgen i hans stemme. For jeg tror, det var sorg. Han lød virkelig, som om han var trist. Han lød sådan, som jeg burde have gjort.

Jeg sukker og tvinger ham ud af mit hoved, selv om jeg godt ved, han kommer tilbage. Det gør han altid, når jeg er alene. Så kan jeg ikke holde ham ude af mine tanker. Hvis jeg derimod laver noget eller er sammen med nogen, så skænker jeg ham ikke en tanke.

Hvilket vil sige, jeg ikke er forelsket i ham. Jeg kan bare godt lide ham. For hvis jeg virkelig elskede ham, så ville jeg tænke på ham konstant. Så ville det gøre ondt hele tiden, og det ville være meget mere, end det er nu.

Det er jeg sikker på.

Eller det tror jeg.

Jeg ved det ikke.

Det er lang tid siden, jeg har været forelsket. Hvis jeg overhovedet nogensinde har været det. Jeg kan ikke huske, hvordan det føles. Jeg ved bare, at det gør ondt. Og selv om det også gør ondt nu, så føler jeg mig bare ikke værdig til at kalde mit hjerte knust. Sådan var vores forhold jo ikke. Det var jo bare ... et kys.

Det var jo ikke ligefrem, fordi han lovede mig evigt troskab.

Jeg burde have set det komme. Jeg burde have vidst, at det ikke var, fordi han kunne lide mig. Jeg burde ikke have ladet ham få mine håb op. Jeg burde bare have forudset dette.

Et ironisk grin undslipper mine læber, da jeg selv finder det ekstremt latterligt af mig at lægge så meget i det. Jeg burde slet ikke tænke på det. Jeg burde ikke have tænkt tilbage på hans læber mod mine så mange gange, som jeg har gjort. Det er forkert af mig at bilde mig selv ind, at jeg stadig kan mærke suset i maven.

Det er bare forkert. Det hele er forkert.

Jeg burde ikke være sådan her. Jeg burde ikke tænke sådan.

Jeg burde bare komme over det skide kys.

Jeg smider min taske i sofaen, før jeg går ind på mit værelse og hurtigt tager mit tøj af, inden jeg lægger mig ind under dynen. Jeg er ikke sulten, da jeg har fået tonsvis af mad til fødselsdagen. Desuden er jeg træt, og hvis jeg sover, slipper jeg i det mindste for at tænke på Liam.

* * *

”Vi vil gerne have et par billeder af dig i det her sæt først, og bagefter prøver vi dette,” siger designeren og peger på begge sæt tøj, der hænger på stangen sammen med en helt masse andre.

Jeg nikker og smiler som tak til hende, selv om smilet forsvinder i samme øjeblik, som hun vender sig om og går væk.

Jeg sukker uden egentlig at tænke over det, inden jeg trækker min bluse over hovedet. Resten af mit tøj ryger af, inden jeg tager bøjlen med det første sæt tøj og begynder at tage det på.

Jeg tager min taske over skulderen, inden jeg vender mig om og går hen til makeupartisterne, hvor der allerede sidder to andre modeller og får lagt makeup og sat hår. Jeg sætter mig i den sidste frie stol og sender et hurtigt smil til frisøren, der kommer hen til mig.

”Hvilket nummer er du?” spørger han med et falsk smil klistret på læberne, der er farvet klamt lyserøde.

 ”17,” siger jeg og kigger på ham i spejlet foran mig. Han nikker og går i gang med at sætte mit hår, som designeren har bestemt det.

De to piger ved siden af mig kvidrer løs om alle mulige latterlige rygter, men jeg hører ikke efter overhovedet. Mine tanker er fuldstændig optagede af Liam. Og det er ikke de sædvanlige tanker; hvad kunne jeg have gjort; hvad skulle jeg ikke have gjort; hvad er der galt med mig. Det er endnu værre.

Jeg drømte om Liam i nat. Jeg drømte, at vi kyssede. At han havde løjet og fortrudt. At han elskede mig af hele sit hjerte, og at han ville være sammen med mig, kun mig. Det var virkelig fantastisk. Bare tanken giver mig sommerfugle i maven. Derfor var det også endnu hårdere at vågne op til det komplet modsatte; den kolde og smertefulde sandhed. Liam er ikke min. Det bliver han aldrig. Jeg er intet for ham. Jeg er bare hende pigen, han kom til at kysse. Hende som er veninder med hans vens kæreste.

Hvis Louis og Eleanor slår op, eller Eleanor og jeg mister kontakten, så glemmer han mig fuldstændig. Så er jeg virkelig helt og aldeles ingenting for ham.

Jeg bliver revet tilbage til virkeligheden, da de to piger nævner Liam Payne. Jeg drejer hovedet så hurtigt mod dem, at fyren bag mig kommer med et udbrud. Jeg ser undskyldende på ham i spejlet, men jeg får bare et dræberblik tilbage.

”Medmindre du vil have, at jeg river noget af dit hår ud, så sid stille og lad mig gøre mit arbejde, okay?” Jeg nikker forsigtigt, indtil han ser koncentreret ned på mit hår igen.

Jeg ser hen på pigerne igen, der nu også har sin opmærksomhed på mig. Jeg skærer tænder til dem, hvilket får dem til at smile.

”Nå, øhm... Hvad var det, I snakkede om?” spørger jeg let og smiler til dem.

”One Direction. Kender du dem?” spørger pigen, der sidder længst væk fra mig.

Jeg kan ikke lade være med at smile lidt over hendes spørgsmål.

”Ja, jeg har godt hørt om dem,” svarer jeg.

Pigen, der sidder tættest på mig, læner sig hen mod mig i sin stol, hvilket resulterer i, at hendes frisør river hende tilbage i hendes hår. Hun sender ham et surt blik i spejlet, inden hun kigger på mig med et smil igen.

”Jeg fortalte bare Grace, at hendes chancer for at score en af dem er blevet mindre. To af dem har kærester igen,” siger hun og kigger på sin veninde med et drillende blik.

Jeg rynker panden lidt og prøver at ignorere den dårlige følelse, der spreder sig i min mave. ”Kærester? Hvem af dem?” spørger jeg alvorligt.

Grace ser på mig med et ærgerligt smil. ”Louis Tomlinson, ham med det brune hår, der stritter lidt, og som tit går med striber.” Hun ser afventende på mig for at se, om jeg ved, hvem hun snakker om. Jeg nikker hurtigt, så hun kan komme videre. Jeg vil vide hvem, der har fået kæreste af drengene. Selv om det sikkert bare er rygter, så vil jeg af en eller anden grund virkelig gerne vide det.

”Han dater en pige, der hedder Eleanor. Jeg kan ikke huske hendes efternavn, men det er jo også lige meget,” fortsætter pigen. Jeg må kæmpe hårdt i mod for ikke at himle med øjnene og ruske hende, indtil hun kommer til sagen.

”Og Liam Payne. Den søde, også med brunt hår, men uden krøllerne. Ugh, krølle er altså også lækker. Harry. Uhm.” Hende og hendes veninde udveksler et blik, imens den dårlige følelse i min mave bliver tidoblet.

Grace ser på mig igen og åbner munden for at fortsætte, selv om jeg bare gerne vil have hende til at holde kæft, så jeg kan få et øjeblik til at fordøje det her.

I know, det er sikkert ikke sandt. Men bare tanken om, at det er sandt…

Det føles forfærdeligt.

Det minder mig om, at det sikkert kommer til at ske. En eller anden dag vil Eleanor fortælle, at Liam for resten har fået en ny kæreste. Måske vil jeg endda komme til at se dem, hvis de kommer hjem til Eleanor og Louis. I bladene vil jeg sikkert lægge meget mere mærke til billeder af dem, end jeg gjorde, inden jeg vidste, at Liam var Danielles kæreste. Jeg læser jo forhelvede aldrig sådan nogle blade. Men når Liam får en kæreste, så vil jeg sikkert ikke se andet.

Fuck mig, okay. Fuck mit forelskede jeg. Jeg hader det.

”… hun er virkelig også pæn,” siger Grace som slutningen på et eller andet. Jeg ser på hende og prøver at gætte mig frem til, hvad de nu snakker om.

”I know! Hendes krøller er virkelig bare fantastiske! Jeg ville dø for det hår. Han er virkelig heldig at have hende. Eller … hun er heldig at have ham. Okay, de er begge heldige,” siger pigen, som sidder tættest på mig.

Mit hjerte begynder igen at banke hurtigt.

”Hvem er pæn?” spørger jeg så normalt så muligt, selv om min stemme ryster lidt.

”Danielle, selvfølgelig! Liams kæreste. Følg dog med!” siger Grace og laver en tøset bevægelse med hånden, inden hun griner.

Mit hjerte går amok i brystet på mig, imens jeg prøver at holde mit ansigt neutralt.

”Danielle? Men de slog jo op?” siger jeg med en stemme, der ryster endnu mere end før.

”Jaer, men nu er de altså sammen igen,” siger Grace nu lidt utålmodigt uden at kigge på mig.

Jeg ser væk fra hende og ind på mit spejlbillede, der ser alt andet end neutralt ud. Jeg ligner en, der har set et spøgelse. Eller en som lige har fået at vide, at fyren hun kan lide er gået tilbage til sin ex. Eller måske er det bare den manglende makeup. Sikkert hverken det første eller det sidste.

”Undskyld mig,” mumler jeg og tager min taske, inden jeg hurtigt rejser mig og løber væk. Jeg kan høre den irriterende fyr råbe et eller andet efter mig, men jeg er ligeglad. Jeg er nødt til at være alene. Jeg er nødt til at finde ud af, om det er rigtigt. Jeg er nødt til at ringe til Eleanor.

Jeg løber ned af en gang, indtil jeg kommer til toilettet, som jeg låser mig inde på. Jeg sætter mig på det lukkede toilet og tager min taske op på skødet, så jeg kan lede efter min mobil i alt rodet dernede. På trods af mine rystende hænder finder jeg den ret hurtigt. Jeg taster Els nummer ind og tager mobilen op til øret.

Nærmest med det samme lyder hendes stemme i telefonen.

”Hej, Harley,” siger hun glad.

”Hey,” svarer jeg stille og stirrer på den hvide toilet dør.

”Er du okay?” spørger hun straks mere alvorlig. Jeg bider mig selv i læben

”Ja, det er bare… Er Louis der?”

Der er stille lidt, inden Eleanor svarer: ”Ja, eller nej. Han er i køkkenet, så han kan ikke høre os. Hvad sker der?”

Jeg kniber øjnene sammen, inden jeg tager mig sammen.

”Jeg har bare hørt, at Liam er sammen med Danielle igen. Det er sikkert kun rygter, men… Jeg vil bare være sikker.” Jeg bider mig igen i læben, imens jeg stirrer på døren og venter på svar.

I stilheden der følger, læner jeg mig opgivende tilbage på toilettet, inden jeg lukker øjnene igen. Hun behøves ikke engang at svare. Ud fra stilheden kender jeg allerede svaret.

”Harley, jeg…” Eleanor tier stille igen, inden hun fortsætter: ”Det er rigtigt nok.”

____________________________________________________

Undskyld for den utrolig lange ventetid. Jeg hader mig selv for det. Og undskyld det ret crappy kapitel også, men jeg kan bare ikke skrive for tiden. Det kommer ikke rigtigt ned, så sorreeeeh.

Jeg har skrevet det her kapitel på en ny måde - med mere luft. Hvad synes I om det? Er det bedre, eller værre? 

Og som sædvanlig - feel free til at komme med alt det, som I vil have mere af, eller som I virkelig bare gerne vil have ændret. Jeg vil jo gerne have, at min historie blvier endnu bedre.

Endnu engang tuuuuuusind tak for at læse, like og kommentere. Det overrasker mig helt, hvor mange likes der egentlig er kommet, selv om jeg ikke har opdateret. Kommentarerne er altså også bare dejlige. De får mig altid til at smile. SÅ MANGE TAK OK. ok.

Love you. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...