I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48671Visninger
AA

24. Kapitel 23.

I don't know where to start, I'm just a little lost

I wanna feel like we're never gonna ever stop

I don't know what to do, I'm right in front of you

Asking you to stay, you should stay, stay with me tonight

 

Jeg strammer mit greb om mobilen og skal til at læse beskeden igen, men jeg stopper mig selv. Det skal han ikke have. Han skal ikke få mig så langt ned. Jeg vil ikke være den pige, der går helt ned bare på grund af en sms. Jeg vil ikke læse beskeden igen og igen. Jeg vil ikke analysere hvert ord for gemte betydninger. Jeg vil ikke sætte mig over i hjørnet og græde som den ynkelige lille pige, jeg føler mig som. For jeg har lyst til at gøre alt det. Jeg har lyst til at græde så hårdt, så meget og i så lang tid, at jeg umuligt kan græde mere. Men jeg gør det ikke. Jeg er ikke en gang tæt på at græde, selv om det er det, jeg har lyst til. Jeg burde føle mig knust, vred, skuffet, men det eneste jeg kan finde i mit hjerte er tomhed. Jeg føler mig fuldstændig, helt og aldeles, komplet tom. Det eneste tegn på, at min krop ved, hvad der lige er sket, er mit hjerte. Det banker stadig på livet løs i brystet på mig. Men ikke på den gode måde. Ikke på den begejstrede og forventningsfulde måde, som det gjorde, da Liam stod helt op af mig.

Jeg bider tænderne hårdt sammen, da hans navn lyder i mine tanker. Med rystende hænder lægger jeg min mobil på sofabordet igen, hvorefter jeg kigger på tv’et igen. Den irriterende kærlighedsfilm kører stadig, så jeg skifter kanal, selv om jeg alligevel ikke har tænkt mig at følge det mindste med i det nye program. Ikke fordi jeg tænker på … ham. Faktisk tænker jeg ikke på noget. Eller jo, nu tænker jeg på, at jeg ikke tænker på noget. Ugh, det kan faktisk også være lige meget, for i virkeligheden tænker jeg jo på Liam. Men ikke noget ondt, da det jo for helvede er umuligt at sætte hans velsignede ansigt sammen med noget negativt. Jeg burde være sur på ham, det ved jeg godt, men det er jeg ikke. Jeg er sur på mig selv. Fordi jeg tillod mig selv at tro på ham. Fordi jeg lukkede op for hans løgne. Fordi jeg bildte mig ind, at han rent faktisk kunne lide mig. At der rent faktisk var en chance for, at jeg ville få ham. Mig. Lille Harley ville få selveste Liam Payne. Ja, jeg troede faktisk på det.

Jeg burde have sagt mig selv, at dette ville ske. Jeg burde have set det komme. Jeg burde have lært af mine fucking erfaringer. Intet varer evigt. Slet ikke når det er så fandens fantastisk. I hvert fald ikke for mig. Det er derfor, at jeg ikke lader mig selv falde for folk. Det er derfor, jeg ikke rigtigt har været forelsket før. Jeg har haft kærester; jeg har været på tonsvis af dates, men aldrig har nogen dreng fået mig til at føle, som Liam gjorde. Som Liam gør. Men det er jo heller ikke ligefrem, fordi jeg selv valgte at falde for Liam. Det var slet ikke meningen, at det skulle ende sådan her. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle falde sådan for Liam. Det var ikke meningen, at Zayn skulle falde for mig. Og selv om det måske ikke var min skyld, så var det ikke meningen, at Liam skulle droppe Danielle.

På trods af at tanken, om at de to var sammen og gjorde alle de ting, som jeg vil med Liam, får det til at gøre ondt helt dybt inde, hvor jeg ikke en gang viste, det kunne gøre ondt, så er Danielle en sød pige. Selv om Liam ikke er vild med mig og ikke droppede Danielle for mig, så kan jeg alligevel ikke lade være med at føle, at det er min skyld. Hvis jeg ikke var kommet ind i drengenes liv, så havde alt måske været godt. Så havde Liam måske ikke mistet sine følelser så pludseligt for Danielle, Zayn ville have det helt perfekt, og jeg ville ikke føle mig så … tom, som jeg er nu.

Det giver et sæt i mig, da min mobil igen vibrerer på sofabordet. Mit hjerte begynder automatisk at banke hurtigt igen. Måske er det Liam. Måske mente han ikke, hvad han skrev. Eller måske vil han bare gnide endnu mere salt i såret. Eller måske var det bare en af hans venner, der skrev sms’en for sjov. Jeg bider tænderne hårdt sammen over min egen ynkelighed, men jeg rækker alligevel ikke ud efter mobilen. Jeg er ikke klar til at se Liams navn på min telefon igen. Jeg er ikke klar til at læse, hvad han har skrevet. Måske er det noget godt, men mit hjerte fortæller mig, at det er det ikke. Det er noget dårligt. Men kan det helt seriøst blive værre, end det er nu?

Jeg tager en dyb indånding, inden jeg tager mig sammen og tager min mobil fra bordet. Jeg låser skærmen op og ser med tilbageholdt åndedræt på skærmen. Det er ikke Liam. Det er Mason. Jeg puster dybt ud. Jeg ved ikke rigtig, om jeg er lettet eller skuffet. Var der virkelig en lille del af mig, der igen troede på, at Liam og jeg ville leve lykkeligt sammen til vores dages ende? At han virkelig ikke mente, hvad han skrev, og i stedet havde skrevet en lang og sød besked, som ville rode bod på det hele? Måske…

For at få mine tanker om Liam væk, går jeg ind på Masons sms. Jeg læser hurtigt teksten og lader et lille suk glide over mine læber. Han spørger, om han må komme over. Jeg stirrer lidt på sms’en, men jeg ender med at skrive ja. Jeg er jo nødt til at lave noget. Jeg kan ikke ligge her og have ondt af mig selv, selv om det nu lyder som en meget god idé. Men eftersom jeg ikke kan græde – hvilket er det, jeg har lyst til – er det nok bedst at få mine tanker lidt væk fra den forfærdelige besked, der stadig ligger i min indbakke. Et øjeblik overvejer jeg at slette den, men jeg lader være. Hvis jeg senere får brug for et kickstart til at tude, så det nok meget godt at gemme den.

Jeg rejser mig op fra sofaen og smider min mobil hårdt ned i sofaen. Faktisk lidt for hårdt, for den springer tilbage og lander nede på gulvet. Jeg kigger lidt på den, men beslutter at lade den ligge. Det føles af en eller anden utrolig mærkelig grund godt at lade den ligge. Som om det vil lære Liam ikke at såre mine følelser… Fuck, jeg er latterlig.

Jeg tramper ind på mit værelse og river mit tøj af, inden jeg går ud i badet og tænder for vandet. Jeg er ligeglad med mit snavsede tøj, der ligger hulter til bulter inde på mit værelse. Jeg er ligeglad med min kuffert, som jeg stadig mangler at få pakket ud. Jeg er ligeglad med, at jeg ikke har lagt rent undertøj frem eller et håndklæde. Jeg er ligeglad med, at vandet er mindst 100 grader under frysepunktet, da det rammer min krop. For som jeg står der under de hårde stråler, går det rigtigt op for mig, hvad det er, der er sket. Hvad beskeden virkelig betyder. Det går op for mig, hvor meget jeg egentlig burde græde.

Liam kan ikke lide mig. Overhovedet. Han har slet ikke nogle følelser for mig. Hvis han havde, ville han ikke skrive sådan. Det er for ondt. Han burde vide, hvor ondt det ville gøre. Det ville han ikke udsætte mig for, hvis han virkelig kunne lide mig. Så Louis tog fejl. Helt og aldeles fejl. Liam holdt sig ikke tilbage på grund af Zayn eller mig eller nogen anden. Han holdt sig tilbage, fordi han ganske enkelt ikke ville have noget med mig at gøre. Men jeg troede på ham. Jeg troede virkelig på Louis. Jeg troede virkelig, at Liam kunne lide mig. Jeg troede, at der lå mere bag vores kys. At det ikke kun var mig. Jeg troede, det var specielt. Men det var ingenting.

Jeg kan mærke gråden samle sig, men jeg tvinger den tilbage. Jeg vil ikke græde. Jeg ikke græde. Liam skal ikke få mig så langt ned. Jeg vil ikke lade ham vinde så meget. Bare fordi jeg er knust inden i, betyder det ikke, at jeg behøver at vise det udenpå. Selv om der ikke er nogen, der kan se mig græde nu, så betyder det stadig noget, for jeg vil se mig selv græde. Og det er ligeså slemt, som hvis det var nogen anden. Jeg er nødt til at være stærk. Jeg er nødt til at holde hovedet højt og komme videre. Liam var bare et crush. En svaghed. Endnu en streg i regningen. Han skal bare væk. Ikke? Jo. Jo, han skal bare glemmes. Hans fantastiske brune øjne, hans bløde brune hår, hans dejlige varme hud, hans glædesspredende smil. Det skal alt sammen glemmes. Det hører ikke til i mit hoved. Det gjorde det ikke før, og det gør det heller ikke nu.

Jeg går ud af badet og hen til håndvasken for at tage et af håndklæderne, der ligger i skabet under. Jeg tørrer min krop, imens jeg ærgrer mig over, at jeg ikke satte noget musik på, så jeg kunne prøve at få tankerne hen på noget andet end Liam, som irriterende nok sidder fast i mine tanker. Jeg smider håndklædet i vaskekurven, inden jeg svøber et nyt håndklæde om mit hår. Hurtigt går jeg ind i stuen og sætter min mobil til højtalerne, inden jeg tænder for musikken på fuld skrue. Med et tilfredst smil går jeg ind på mit værelse igen, hvor jeg tager nogle blå jeans og en sort trøje med et eller andet print på. Uden at vide egentlig hvor lang tid, der er gået, siden jeg skrev til Mason, at han bare kunne komme over, går jeg ud på toilettet og tørrer mit hår. Min tidssans er ikke forfærdelig god, især ikke når jeg forsvinder i mine tanker, hvilket jeg desværre gør alt for tit. I princippet kunne der være gået en time, og jeg ville ikke have nogen anelse om det.

Jeg reder mit hår igennem en sidste gang, inden jeg går ind i stuen igen. Jeg orker ikke at tage makeup eller noget som helst andet på. Det er ikke det værd. Det er jo bare Mason. Hvis jeg ser helt forfærdelig ud eller lugter, så kommer han måske med en snobbet kommentar, men jeg ved jo, at det bare er for sjov. Desuden ville det være spild, for Mason går sikkert alligevel efter et par timer, og så er det kun mig, tv’et og min nødpakke med is i fryseren.

Jeg går hen til højtalerne og slukker for musikken, så jeg kan tage min mobil med hen i sofaen, hvor jeg også tager fjernbetjeningen og skifter kanal, da det gamle program var blevet erstattet af endnu en latterlig kærlighedsfilm. Tv’et slår over på Friends, som jeg et øjeblik stopper ved. Men da det går op for mig, at det er et af de afsnit, hvor Ross og Rachel ikke kan have hinanden, fordi den ene er sammen med en anden, skifter jeg kanal igen. Jeg når ikke at finde en ordentlig kanal, inden dørklokken lyder i hele lejligheden. Jeg ser hen på døren, inden jeg lægger fjernbetjeningen og rejser på for at gå hen og åbne op. Masons ansigt smiler til mig, og hans hånd hæver sig for at vise mig et blad. Jeg kigger på det og opdager, at det er det samme blad, som Harry viste mig i går. Det med billederne af ham, mig og Liam. Jeg sukker mentalt ved tanken om det.

”Har du set det? Du er i fucking New! Du er praktisk talt kendt nu,” siger Mason begejstret. Jeg trækker lidt på skuldrene og åbner døren for ham, så han kan gå ind. Han smider bladet over i sofaen, inden han hurtigt sparker sine sko af og bagefter smider sig ned at ligge i sofaen. Han tager bladet igen og begynder at bladre igennem det med sådan en målfasthed, at han kun kan lede efter noget bestemt. Da jeg jo allerede har set billederne, sætter jeg mig bare på hans fødder og kigger på tv’et igen. ”Her,” siger han og rækker mig bladet, der er slået op på siderne med billederne af mig og drengene. Mine øjne når lige at se Liams smilende ansigt, inden jeg skubber bladet tilbage i favnen på Mason. ”Jeg har set det. Det er ikke noget særligt. Man kan knap nok se, det er mig,” mumler jeg uinteresseret og beder til, at han lader det ligge. Men det er selvfølgelig for meget forlangt.

Mason kigger kort på mig, inden han begynder at smile igen og lægger bladet på mit skød. ”Nej, se det her. Det er mega sødt. Dig og Liam ser så glade ud,” siger han og peger på det billede, hvor Liam smiler, og hvor man kan se halvdelen af mit smilende ansigt. Jeg ser på det og bider mig hårdt i læben for at tage fokus væk fra smerten i mit hjerte. For det gør faktisk ondt at se Liam så glad, når jeg selv føler mig så fandens trist og vred, at jeg kunne smadre mit tv. Og jeg elsker virkelig mit tv. Det ville sikkert også være fint bare at smadre et eller andet, men alle de ting jeg har, har jeg brug for. Jeg kan ikke smadre noget uden at skulle erstatte det, og det bare ikke det værd at ødelægge det, for så mange penge har jeg altså heller ikke.

”Ja, Harry fortæller nogle gode jokes,” siger jeg og river mit blik væk fra bladet. Jeg ser op og møder Masons grå øjne, der kigger undersøgende på mig. Jeg sender ham et smil, inden jeg river bladet ud af hans hænder og lægger det på sofabordet. Jeg ser på Mason igen, der kigger på bladet med en lidt fornærmet mine og ser ud, som om han er på nippet til at protestere. ”Nå, er der sket noget nyt?” spørger jeg hurtigt, inden han begynder at snakke. Han ser på mig et øjeblik, inden han begynder at smile. ”Nej, ikke det store. Jeg har bare været på arbejde og været sammen med Anthony. ”Jeg nikker lidt og smiler over, at det lykkedes at distrahere ham. ”Uh, han har for resten inviteret os med til en eller anden fest, som han har fået adgang til via sit arbejde!” tilføjer han og ser på mig med et kæmpe smil. ”Hvornår?” spørger jeg og smiler tilbage, men langt fra så meget som Mason. ”I aften,” svarer han hurtigt og ser afventende på mig.

Jeg bider mig selv i læben igen for ikke at slippe et suk ud. Jeg magter ikke til fest i aften. Uanset hvor meget jeg har brug for at lade være med at tænke på Liam, så har jeg ikke lyst. Jeg vil bare gerne være alene med mit tv, selv om det sikkert kun vil vise alle mulige latterlige kærlighedsfilm for at stryge ekstra salt i såret. Men det er lige meget, for det kan umuligt gøre lige så ondt at se på, som hvis jeg – hvilket jeg med garanti ville – fik øje på et eller andet par, der råsnavede til festen – præcis som Liam og jeg i går. Det tror jeg bare ikke, jeg vil kunne klare at se. Og med alkohol i blodet vil mine tårer aldrig stoppe, når først de begyndte at komme.

”Har han ikke nogen venner, han kan tage med?” spørger jeg måske lidt for hårdt, da Masons glade udtryk på et splitsekund ændrer sig til fornærmet. ”For det er ret ærgerligt, at han spilder billetten på mig, fordi han måske tror, at han ikke er accepteret, hvilket han er, for jeg kan godt lide ham, rigtig meget faktisk,” tilføjer jeg hurtigt med et overdrevet sødt smil. Mason kniber øjnene lidt sammen, inden han lader et smil pryde sine læber. ”Godt reddet,” siger han lavt. Jeg nikker lidt og smiler ægte for første gang i dag.

”Hvis du ikke vil med, så bare sig det,” siger Mason blidt. Jeg ser ind i hans øjne lidt, inden jeg sukker. ”Jeg skal nok tage med. Eller… Er der alkohol?” Mason lukker et lille grin ud, inden han nikker. ”Okay, så skal jeg nok tage med,” siger jeg og smiler skævt. Han smiler taknemmeligt tilbage. ”Tak. Det bliver Anthony glad for,” siger han. Jeg nikker lidt og skæver ned til bladet igen. Liams kønne ansigt smiler op til mig, så jeg læner mig frem og lukker bladet. Jeg kigger hurtigt på Mason, men han kigger med rynket pande på tv’et, så jeg vender opmærksomheden tilbage på det irriterende blad. Jeg har lyst til at rive det fra hinanden, men det kan jeg ikke, mens Mase er her. Men hvis han nu lader det blive, så…

”Wow,” afbryder Mason mine tanker. Jeg ser forskrækket op på ham. ”Dit hår dufter vildt godt!” udbryder han og lader sine fingre løbe igennem det. Jeg ser mærkeligt på ham, inden jeg lader et lille grin undslippe mine læber. ”Tak?” siger jeg og kigger lidt på ham. Han ser mig i øjnene og smiler lidt undskyldende, inden han igen kigger på mit hår. ”Har du lige været i bad?” spørger han. Jeg nikker lidt og fniser over betagelsen i hans ansigt. Han kigger hurtigt på sit armbåndsur med en rynke imellem øjenbrynene. ”Åh, fordi du har været ude at løbe,” mumler hans derefter, nok mest for sig selv, inden rynken forsvinder. Jeg ryster på hovedet, hvilket får Mason til at se undersøgende på mig.

Overraskende nok bliver han ved med at kigge på mig, hvilket får mig til at krympe mig under hans blik. ”Hvad?” nærmest piber jeg, da tavsheden bliver for meget. Jeg kan vel godt skippe min løbetur bare i dag? Det er vel ikke så slemt, at han behøver at nedstirre mig, indtil jeg ender nede imellem sofahynderne. Mason ryster lidt på hovedet, men bliver ved med at stirre. ”Hvad er der sket?” spørger han efter yderligere et par sekunder med smertefuld stilhed og stirren. Jeg sender ham et forvirret blik. ”Du har ikke været ude at løbe, du smiler ikke ægte, du er komplet upåvirket af, at du er i fucking New!-magazine, og så sidder du og ser…” han kaster et blik på tv’et, inden han fortsætter: ”Et haveprogram! Det er ikke dig, Harley. Så hvad sker der?”

Jeg ser overrasket på ham, da jeg ikke troede, at han ville lægge mærke til alle de ting. Jeg lagde ikke engang selv mærke til, hvad det var, jeg sad og så. Det burde dog ikke komme som en overraskelse. Mason kender mig bedre end nogen anden. Hvis der er nogen, der kan se på mig, hvornår der er noget galt, så er det ham. Han er jo min bedsteven. Jeg kan fortælle ham alt. Men alligevel har jeg ikke fortalt ham om Liam endnu. Ikke hvad der er sket i dag og i går, men heller ikke at jeg har følelser for ham. Så jeg burde nok tage mig sammen og fortælle det nu.

Jeg ser op og møder Masons blik, der er blevet lidt hårdere end før. ”Det er Liam,” siger jeg lavt. Masons blik bliver forvirret, men han siger ikke noget. ”Jeg er… Jeg har følelser for ham,” fortsætter jeg og ser på Mason efter en reaktion. Først sker der ikke noget, så jeg åbner munden for at fortsætte, men jeg bliver afbrudt. ”Hvor lang tid?” spørger han ildevarslende roligt. Jeg bider mig kort i læben, inden jeg mumler: ”Det ved jeg ikke. En måned eller to.” Det lyder mærkeligt, men det er rigtigt, selv om det føles som mindst et helt år. Mason presser læberne helt sammen, så de næsten bliver hvide, og jeg kan se på hans brystkasse, at hans vejrtrækning bliver hurtigere.

”Du siger altså, at du har holdt det hemmeligt for mig i to måneder?” spørger han med en stemme, der nærmest ryster af indetrængt vrede. Jeg kan også se det i hans øjne. Det er ikke okay, det jeg har gjort. Skyldfølelsen skyller allerede ind over mig. ”Det var ikke med vilje, Mase. Jeg tænkte ikke over det. Der var bare aldrig et rigtigt tidspunkt at fortælle det på. Jeg tænkte altid på noget andet, når jeg var sammen med dig,” siger jeg hurtigt og undskyldende, men jeg kan nærmest se det prelle af på ham. Han rejser sig op fra sofaen uden at kigge på mig og går hen mod døren. Jeg skynder mig efter ham, så jeg kan tage fat i hans arm og stoppe ham. Han vender sig om, så hans ansigt er få centimeter fra mit, og jeg kan se alt vreden i hans blik. ”Slip mig,” hvæser han lavt, så jeg forskrækket over hans tone slipper ham.

Han går hen mod døren igen, men jeg skynder mig hen og læner mig mod den, så han ikke kan åbne den. ”Harley,” siger han irriteret, men jeg ignorerer ham. ”Hvorfor er du så vred over det?” spørger jeg lidt skingert. Det går mig på, at han bliver så sur over det. Jeg ved godt, at jeg burde have sagt det for længst, men han kunne i det mindste lige høre min forklaring. Jeg har brug for ham nu. Han kan ikke bare gå. ”Fordi du ikke stoler på mig,” siger Mason med den irriterede stemme. Han ser ned på gulvet, som om han ikke kan klare synes af mig. ”Jo, jeg gør så!” protesterer jeg barnligt. Mason ryster opgivende på hovedet. ”Tydeligvis ikke, siden du ikke fortæller mig noget så vigtigt og bruger hver given chance for at komme af med mig,” siger han spydigt Jeg ser på ham i et par sekunder, inden jeg med svag stemme spørger: ”Hvad mener du?”

Mason ser op fra gulvet og møder mit blik med så meget vrede, at jeg næsten ikke kan få vejret i ren forskrækkelse. ”Du tilbringer jo for helvede alt din tid med One Direction!” Måden, han siger deres navn på, giver mig kuldegysninger. ”Det gør jeg jo ikke,” siger jeg svagt og ikke specielt overbevisende. ”Jo, du gør så. Du tilbringer så meget tid med dem, at selv pressen kender dig nu. Det ville ikke gøre mig så meget, hvis det ikke også var, fordi de afbrød vores tid sammen. Jeg kan jo overhovedet ikke få dig for mig selv. Du tænker kun på dem!” siger han højere og højere, så det ender med, at han råber. Jeg knytter mine hænder så hårdt sammen, at mine negle nærmest borer sig ind i min hud, men jeg kan ikke stoppe vreden i at erstatte den dårlige skyldfølelse. ”Det ved du godt ikke er sandt. Jeg tænker ikke kun på dem! Og jeg bruger ikke kun min tid på dem. Jeg er kun sammen med dem en gang om ugen eller sådan noget. Hvis jeg er heldig,” vrisser jeg af ham. Han ruller bare med øjnene og kommer med en provokerende lyd. "Ja ja, Harley. Hvad end du har brug for at fortælle dig selv,” siger han ligegyldigt, inden han skubber til mig, så jeg mister balancen og falder ned på gulvet. Han skænker mig ikke engang et blik, inden han åbner døren og forsvinder ud i opgangen. Jeg får lyst til at skrige og slå på alting, fordi jeg føler mig så uretfærdigt behandlet. Den måde han bare skubbede mig på og ikke engang lyttede ordentligt til det, jeg sagde. Urg, hvor kunne jeg dog slå ham lige nu. Heldigt for ham at han gik.  

Jeg rejser mig op fra gulvet med rystende bevægelser, fordi jeg ser så vred, men ikke har nogen måde at lukke det ud på. Jeg smækker døren alt, alt for hårdt i, inden jeg går hen til sofabordet og tager fjernbetjening, så jeg kan slukke for det åndsvage haveprogram. Jeg hamrer fjernbetjeningen tilbage på bordet, men stopper så op, da mine øjne fanger det latterlige blad, der stadig ligger på bordet. Med rystende hænder tager jeg det op og bladrer igennem det, indtil jeg finder billederne. Mine øjne glider hen over vores glade ansigter og stopper ved billedet af Liam, der smiler op til mig. Jeg trækker vejret tungt et par gange, inden jeg river bladet over, så Harry og jeg bliver revet fra hinanden på et af billederne. Det ville have været mere passende, hvis det var Liam og mig, men det er lige meget. Det er alt sammen lige meget. Liam er væk, Mason er væk. Alt det gode er væk. Jeg har intet tilbage udover den is, der stadig venter på mig i fryseren. Jeg smider resterne af bladet på bordet igen, inden jeg går ud i køkkenet til min elskede is, som heldigvis er fuld af kalorier. For helt ærligt, det kan jo være lige meget.  

______________________________________________

Tak for jeres dejlige kommentarer. Det ville være skønt med endnu flere! Og husk at like, babes.

Love. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...