I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48699Visninger
AA

23. Kapitel 22.

 

If I fall for you, I'll never recover

If I fall for you, I'll never be the same

Love me today, don't leave me tomorrow

 

“Liam. Hvad laver du?” spørger jeg med besvær, da det føles, som om jeg ikke kan trække vejret. Det hele føles så urealistisk. Jeg har drømt om det her. Jeg har forstillet mig det så længe. Jeg har virkelig ønsket, at det skulle ske. Men nu hvor det er virkeligt, er det bare ikke rigtigt. Det føles forkert. Jeg tror, det er alkohollugten, som blander sig med Liams duft, og det faktum at han afviste mig for nogle uger siden. Han kan jo ikke skifte mening så hurtigt. Kan han? Eller havde Eleanor ret? Har han virkelig haft følelser for mig hele tiden? Droppede han Danielle for min skyld? Men… Han lød ikke sådan, den dag til Nialls fest. Han lød trist, men jeg tror ikke, det var, fordi han undertrykte sine følelser for mig. Det var nok nærmere, fordi han synes, det var synd for mig. Måske synes han også, det er synd for mig nu. Måske savner han bare en kæreste. Måske fortryder han, at han droppede Danielle, og så søger han trøst hos mig.

”Ikke noget,” mumler Liam og ser på mig med sine magiske brune øjne. Min krop ville sikkert have gået helt amok over hans sexede, hæse mumlen, hvis ikke det var, fordi mine tanker bliver ved med at kredse om, hvorfor det her sker. Tanken om, at det er på grund af medlidenhed eller fortrydelse eller savn er ikke til at bære. For så er det jo ikke på grund af mig. Så vil han ikke have mig. Han vil have det, jeg kan give ham, og gud, hvor har jeg virkeliv lyst til at give ham det. Men jeg kan ikke. Jeg vil gerne, men ikke på den her måde. Jeg vil have Liam, og jeg vil have, at Liam vil have mig, men ikke sådan her. Det er forkert. Det er på grundlag af de forkerte ting. Det er bare ikke rigtigt.

Jeg tvinger mig selv til at ignorere hans guddommelige duft og dejlige varme omkring mig. For at få ham lidt væk fra mig, da hans nærvær gør det svært at trække vejret ordentligt og får mit hjerte til at banke ualmindeligt hurtigt, lægger jeg mine hænder på hans skuldre og skubber ham lidt væk. Men han presser bare sin krop endnu mere ind mod mig. Jeg føler mig ualmindeligt svag, da mine forsøg for at få ham på afstand totalt mislykkedes. ”Liam,” mumler jeg og ser på min hånd, da hans brune øjne sikkert bare vil få mig under skovlen, ”lad nu være.” Han bøjer sit hoved lidt ned mod mig, så jeg kan mærke hans varme ånde på min hals. Jeg strammer mit greb om hans skuldre, da mine ben pludselig føles som det rene ingenting. ”Du vil jo gerne,” hvisker han ind mod min hals. Jeg kan mærke hans varme overalt på min krop, og jeg er sikker på, at hans læber er få millimeter fra at ramme min hud på min hals. Men han lader det blive sådan. Han rykker sig ikke – hverken væk eller tættere på. Jeg ville ønske, han ville gøre noget, for ventetiden føles som tortur. Lysten har for længst vundet, og lige nu vil jeg bare gene mærke hans læber. Min hud brænder allerede efter ham. Som om han læser mine tanker, trækker Liam sig væk, så jeg kan se hans ansigt og det smil, der pryder hans læber. Jeg bider mig ærgerlig i læben, men jeg kan ikke stoppe mit eget smil. Han har vundet. Jeg kan ikke stå imod – slet ikke når han smiler.

”Indrøm det,” siger han lavt og borer sine øjne ind i mine, imens han bliver ved med at smile. Jeg synker en klump og prøver at ignorere det brændende punkt på min hals, hvor hans læber næsten rørte. ”Ikke sådan her,” hvisker jeg. Liam stopper langsomt med at smile og ser blidt på mig. ”Hvad mener du?” spørger han. Hans øjne glider hen over mit ansigt for til sidst at stoppe ved mine øjne igen. ”Du kan jo ikke lide mig,” hvisker jeg. Det overrasker mig lidt, hvor trist min stemme lyder, da ordene forlader mine læber. Det overrasker mig endnu mere, hvor meget jeg længes efter, at han modsiger mig. Liam ser ned og trækker sig lidt væk, så han ikke står så tæt op af mig, men så jeg stadig med lethed kan mærke hans krop og varme. ”Jeg ved ikke, om jeg kan lide dig,” mumler han. Jeg rynker panden lidt. Det var, hvad jeg forventede, men ikke hvad jeg ønskede at høre.

Jeg slipper mit greb om hans skuldre og lægger mine hænder på hans bryst, så jeg kan skubbe ham væk igen. Denne gang lykkedes det. Liam slipper sit greb rundt om mit liv, men stiller sig foran mig, så jeg ikke kan gå væk. ”Liam,” siger jeg så bestemt som muligt. Liam ser på mig med et trist og bedende blik, der giver mig lyst til at kramme ham, indtil han smiler igen. ”Harley. Lad være med at gå,” beder han stille og borer sine øjne ind i mine. Jeg siger ingenting, men bliver alligevel stående. Jeg kan ikke gå. Ikke når han ser sådan på mig. Jeg kan ikke være grunden til det triste og bedene i hans blik. Jeg kan for helvede ikke afvise eller gøre noget som helst negativt mod ham.

Det triste i hans blik forsvinder, da han lukker afstanden mellem os og lægger sine arme om mig igen. Af ren refleks lægger jeg mine arme rundt om hans nakke. Han ser på mine øjne og læber i et par minutter, inden han læner sit hoved ind mod mit, indtil vores pander møder hinanden. Jeg lukker øjnene og fokuserer på min egen vejrtrækning i frygt for, at jeg pludselig stopper. Det føles sådan. Det føles som om jeg ikke en gang behøver at trække vejret. Som om Liam er nok til at holde mig i live. Jeg ved godt, at det ikke er sandt. Men min krop er mærkelig. Jeg stoler ikke på den, når Liam er så nær. 

Det føles så mærkeligt, at Liam står så tæt op af mig. På den ene side vil jeg bare gerne have ham. Jeg vil mærke hans læber mod mine og overalt på min hud. Jeg vil køre mine hænder igennem hans hår. Jeg vil flette mine fingre ind i hans. Jeg vil mærke hans hænder under min bluse. Jeg vil mærke hans varme mod mit hjerte. Jeg vil have ham så tæt på, at han ikke kan komme tættere. Jeg vil have ham så tæt på, at jeg begynder at blive i tvivl om, hvor jeg begynder, og han slutter. Jeg vil have ham tættere end nogen anden. Jeg vil have ham så meget, at det gør ondt. Men på den anden side vil jeg gerne bare væk. Jeg vil ikke have, at det her sker, hvis det betyder ingenting for Liam. Jeg vil ikke vågne op i morgen uden ham. Jeg vil have ham helt – nu og for evigt. Det skal ikke bare være hurtigt og flygtigt. Det skal være rigtigt.

Jeg tvinger mit selv til at åbne øjnene og møde hans blik. Hans øjne er så tæt på, at jeg et øjeblik taber pusten. Mit hjerte går om muligt endnu mere amok. Hvis han ikke kunne mærke eller høre det før, så kan han i hvert fald nu. Hans læber bevæger sig langsomt op i et smil, men inden han når at smile helt, siger jeg: ”Liam, jeg-” Jeg når ikke at blive færdig, før jeg kan mærke noget blødt mod mine læber. Det var så hurtigt, at jeg et øjeblik er usikker på, om det skete. Men det gjorde det. Liam kyssede mig. Hans læber rørte mine. Overraskende nok går min krop ikke amok over det. Faktisk føles det, som om den er gået i chok sammen med resten af mig. Jeg bliver bragt tilbage til den rigtige verden, da jeg blidt kan mærke Liams ånde mod mit ansigt.

”Liam,” prøver jeg igen, men jeg bliver endnu engang afbrudt. ”Jeg ved ikke, om jeg kan lide dig… Men jeg ville ønske jeg kunne,” siger han og ser mig håbefuldt i øjnene. Som om det ville hjælpe på det hele. Jeg ryster lidt på hovedet. ”Det er ikke nok,” hvisker jeg. Liam sukker langsomt og trækker mig helt ind til sig i et kram. Han bøjer sit hoved ned, så det næsten lægger på min skulder. Jeg strammer mit greb rundt om hans nakke og presser mine læber ind mod hans hud, hvor hans skulder møder hans hals. Det her er sikkert sidste gang, jeg har ham så tæt på. Det her er min sidste chance for at mærke hans hud. Og præcis som forventet, føles den perfekt mod mine læber. Han er varm og blød og dejlig, og jeg har bare lyst til aldrig at give slip. Jeg ville så inderligt ønske, at han havde følelser for mig. Så vi kunne stå sådan for evigt. Eller endnu bedre – vi kunne kysse for evigt. Hell, vi kunne gøre alt for evigt – lige hvad vi ville. Der ville ingen grænser være.

Liam trækker sig lidt væk igen, og jeg lægger igen mine hænder på hans bryst. ”Hvis jeg kunne lide dig-” ”Men det kan du ikke,” afbryder jeg ham. Jeg har ikke lyst til at høre ham sige det mere. Jeg vil bare gerne ud herfra. Jeg har brug for at være alene. Det føles ikke virkeligt, alt det der er sket. Og når det på et tidspunkt går op for mig, at det er rigtigt, så ved jeg ikke, hvordan jeg vil reagere. Men det er nok bedst, at det ikke er foran Liam. ”Men måske kan jeg,” siger Liam. Jeg møder hans blik og bliver et langt øjeblik opslugt af hans brune øjne. ”Lad os snakke om det på et andet tidspunkt,” siger jeg lavt, inden jeg glider forbi Liam og går hen til døren. Han lader mig gøre det. Jeg tager fat i dørhåndtaget og åbner døren. Jeg tvinger mig selv til ikke at se tilbage, inden jeg hurtigt går ud af døren og ned ad gangen.

Jeg nærmest løber hele vej igennem lejligheden, indtil jeg kommer ud i opgangen og hen til min egen dør. Det er først der, det går op for mig, at musikken er stoppet, og alle menneskerne er væk. Jeg tager rystende mine nøgler op af lommen, imens jeg prøver at finde mening i det hele. Mit hoved er et kæmpe kaos. Jeg var slet ikke forberedt på alt det her. Først Zayn, og så Liam. Det var ikke meningen, at alt det skulle ske. Det var ikke meningen, at Zayn skulle blive fuld og indrømme sine følelser. Det var ikke meningen, at Liam skulle blive beruset og … hvad det end var, der skete. Det var bare meningen, at vi skulle have det sjovt. Jeg drak mig ikke fuld denne gang, fordi jeg ikke ville have, at alle mine følelser skulle spilde ukontrolleret ind ligesom sidste gang. Vi skulle bare have det sjovt. Jeg skulle prøve at score Liam. Ordentligt. Han skulle ikke prøve at … hvad han nu end prøvede. Arg, jeg har virkelig ingen anelse om, hvad der skete inde i det værelse. Jeg forstår ikke, hvorfor Liam var sådan. Han kan ikke lide mig. Det sagde han. Eller han kan måske lide mig… Men hvorfor har han ikke sagt noget? Og hvorfor var han så frembrusende i værelset?

Før jeg når at svare på mine egne spørgsmål, tager nogen fat i min skulder og vender mig om med en rivende bevægelse. Jeg kigger overrasket ind i Louis’ grå øjne. ”Hvad laver du?” spørger han og smiler lidt, selv om hans greb rundt om min skulder er så stramt, at det gør ondt. Jeg vrider mig løs og ser rundt på gangen. Der er ikke andre end os, men døren ind til Eleanor er åben. Måske var der alligevel nogen derinde. Jeg møder Louis’ blik igen. “Låser min dør op,” siger jeg og kigger ned på mine nøgler, som jeg stadig har i min hånd. Jeg putter dem ind i nøglehullet og drejer dem rundt, så døren bliver låst op. ”Tager du allerede hjem?” spørger han mindre glad. Jeg nikker og ser op på ham igen. Han kigger på mig i et par sekunder, inden han får en lille rynke imellem øjenbrynene. ”Er du okay?” spørger han lavt og alvorligt. Mit blik flakker lidt, men han lægger mærke til det. ”Hvad er der sket?” spørger han bliver ved med at se på mig med sine skarpe, grå øjne, der borer sig ind i mig. Jeg ser på min dør, men Louis tager fat i dørhåndtaget og afskærer mig fra min flugtmulighed. ”Harley,” bliver han ved. Jeg ser op på ham igen.

”Det er ingenting,” siger jeg og smiler falsk. Louis rynker brynene lidt mere. ”Skal jeg hente Eleanor?” spørger han. Jeg overvejer det kort, men ender med at ryste på hovedet. Hun vil ikke forstå det. Især ikke når hun er fuld. ”Er du sikker?” spørger han. Jeg nikker og kigger ned på gulvet. Pludselig tager han fat i mine skuldre og tvinger mig til at se på ham ved at tage sit ansigt helt tæt på mit. Jeg holder vejret og stirrer ind i hans grå øjne. ”Harley,” siger han alvorligt, ”hvad er der sket?” Af en eller anden grund får det tårerne frem i mine øjne. Jeg ryster lidt på hovedet og prøver at se væk fra Louis, men det er umuligt, når han står så tæt på. ”Er det Liam?” spørger Louis. Jeg nikker lidt og blinker med øjnene for at få tårerne væk. Louis slipper min ene skulder og lægger en finger under min hage, så han kan skubbe mit ansigt lidt op. Jeg stopper med at blinke, da hans øjne fanger mig. ”Hvad har han gjort?” spørger Louis blidt. Jeg snøfter dæmpet og ser lidt på ham, inden jeg mumler: ”Han kyssede mig.” Et øjeblik ser Louis forvirret ud, men så får han et hårdt udtryk i ansigtet og slipper mig. ”Det gjorde han bare ikke,” siger han for sig selv, så jeg vælger ikke at svare. Jeg ser bare på ham, da det ser ud til, at han tænker som en gal over et eller andet. Efter lidt tid ser han på mig og smiler lidt, men jeg kan tydeligt se, at det er falsk. ”Kom ind til de andre, okay. Jeg skal lige snakke med Liam,” siger han blidt og tager fat i min hånd. Jeg ser lidt forvirret på ham, men følger med ham.

Louis fører mig ind i stuen, hvor alle de andre sidder – alle bortset fra Liam. Eleanor sidder og snakker med Niall, men da vi kommer ind, ser de begge to hen på os. Zayn kaster et hurtigt blik på mig, men vender så sin opmærksomhed tilbage på sofabordet. Harry smiler uvidende til mig og siger: ”Har du set, at du er i New!” Jeg ser forvirret på ham og sætter mig i sofaen ved siden af Eleanor. ”I bladet. Der er blevet taget billeder af dig, mig og Liam dengang, vi var i parken. Kan du ikke huske det?” spørger han til sidst lidt skuffet. Jeg nikker hurtigt og smiler lidt til ham. ”Selvfølgelig kan jeg huske det. Hvad står der?” Jeg læner mig lidt frem mod ham. Han rækker mig et blad, der allerede er slået op på nogle sider, hvor der er en del billeder af mig, Liam og Harry. Jeg skimmer dem hurtigt, men der er ikke nogle, hvor jeg ser bestemt dum ud. Faktisk er Harry den eneste, der er blevet taget et dårligt billede af. ”Har du set det her? Du har is i hele hovedet,” siger jeg smilende og peger på billedet. Eleanor læner sig ind mod mig og ser på billedet, indtil hun begynder at grine. Harry himler med øjnene og hiver bladet ud af mine hænder. ”Jeg ser sku da stadig godt ud med is i ansigtet,” mumler han og ser på billedet.

Zayn og Niall læner sig ind mod Harry og ser på billederne. Det trækker lidt i Nialls mundvige, men han formår at lade være med at grine. Zayns øjne løber hen over alle billederne, inden han presser læberne sammen og rejser sig. Han mumler et eller andet, jeg ikke opfanger, og går ud mod gangen til hoveddøren. Harry og Niall ser efter ham, inden de udveksler et fælles blik. Niall rejser sig så og følger efter Zayn. ”Hvad gik det ud på?” spørger Eleanor. Harry ser op på hende og ryster lidt på hovedet med et smil. ”Ikke noget. Zayn er bare lidt moody for tiden,” siger han med et ret så falsk smil. Harrys øjne glider over på mig i et par sekunder. Jeg tør sværge på, at de er fulde af velfortjente bebrejdelser. Men han ser så hurtigt væk igen, at jeg ikke er helt sikker. Eleanor nikker og lader det ligge. Jeg vrider bare mine fingre og beder til, at kuglen af skyldfølelse i min mave forsvinder meget snart.

”Hvor gik Louis hen?” spørger Eleanor og ser sig omkring. Harry ser op fra bladet og trækker på skuldrene. ”Han skulle snakke med Liam,” siger jeg og prøver at ignorere den boblende fornemmelse i min mave ved Liams navn. Eleanor ser på mig og hæver øjenbrynene lidt. ”Om hvad?” spørger hun. Jeg ser over på Harry, der er fordybet af bladet. ”Bare… ting,” siger jeg dumt. Jeg kunne sparke mig selv langt væk for min ikkeeksisterende kreativitet. Eleanor kniber øjnene lidt sammen og ser mistænkeligt på mig.

Hoveddøren bliver åbnet og lidt efter lukket igen. Eleanor og jeg ser begge to hen mod gangen for at se, hvem det er, selv om der ikke er forfærdeligt mange muligheder. Niall kommer ind, og efter ham kommer Zayn. De siger ikke noget, men sætter sig bare hen i sofaen igen. ”Hvad sker der?” spørger Niall glad og uanfægtet, som om intet var hændt. Zayn derimod ser ud, som om han har lyst til at slå på et eller andet. Jeg bider mig lidt i læben og prøver at se væk fra ham, men jeg kan ikke. Jeg kan jo forstille mig præcis, hvordan Zayn har det. Det ville være det samme som, hvis jeg så Liam med en eller anden pige i et blad. Faktisk er det værre for Zayn. Han har ikke bare set mig med en eller anden dreng. Han har set mig med Liam, hans bedsteven, hans bandmedlem. Det kan næsten ikke blive værre.

I samme øjeblik kommer Louis tilbage. Han går hen til sofaen, som Eleanor og jeg sidder i, og sætter sig ved siden af mig. Jeg kigger afventende på ham, men han siger ikke noget. Jeg kan se på hans kæber, at han bider tænderne hårdt sammen, så jeg regner ud, at det nok ikke er noget, han har lyst til at fortælle, imens Zayn er her. ”Hvad så?” spørger Eleanor uvidende om. Hvis bare hun vidste, hvor ufatteligt akavet og ondt det ville være, hvis vi snakkede om Liam og jeg, imens Zayn er her. Men hun ved selvfølgelig ikke, hvad Zayn føler for mig. Tror jeg. Faktisk kan jeg ikke huske, om jeg har fortalt hende det. Det tror jeg ikke. Jeg har faktisk ikke fortalt det til nogen. Så Louis burde heller ikke vide det, hvilket han tydeligvis gør, for ellers ville han bare plapre ud med alt det, som han og Liam lige har snakket om. Zayn kan selvfølgelig have sagt det til ham. Jeg mener, selvfølgelig har han det. De er jo bedstevenner hele bundtet. De fortæller vel alting til hinanden. Så Louis ved sikkert også, om Liam er vild med mig. Eller vent, det gør jeg jo også. Liam kan ikke lide mig, det sagde han jo. Eller teknisk set sagde han, at han ikke vidste det, men det var sikkert bare for ikke at såre mig. Men hvorfor ville han så kysse mig? Det vil jo også såre mig. Måske ved han virkelig ikke, om han kan lide mig… Arg, jeg trænger virkelig til at være alene med mine tanker.

Louis ser på Eleanor, så på Niall og Zayn og til sidst på mig. Han gør en bevægelse med hovedet mod køkkenet, inden han rejser sig op og går derud. Jeg følger efter ham. Han stopper om ved køkkenbordet og vender sig om mod mig. ”Han siger, han ikke kan huske det,” siger han hurtigt. Jeg hæver øjenbrynene og ser dumt på ham. ”Hvad?” spørger jeg lidt efter. Louis sukker lidt. ”Liam siger, at han ikke kan huske, hvad I lavede,” forklarer han lidt nærmere. Jeg knytter næverne, da det gør mig vred. Det var Liam, der gjorde alt det, der skete inde i det værelse. Jeg gjorde ingenting. Jeg så bare til. Det var alt sammen hans skyld, men nu får han det til at lyde, som om det er min skyld. Som om det er noget, jeg har fundet på. ”Det skete altså!” siger jeg sammenbidt og stirrer på Louis, selv om mine øjne begynder at prikke. Om det er fordi jeg glemmer at blinke, eller fordi jeg er på kanten til at græde, ved jeg ikke. Højst sandsynlig det sidste.

Louis tager hænderne op i en forsvarende position. ”Hey, jeg tror på dig. Liam er bare… Han er fuld. Han plejer ikke at drikke overhovedet, så…” Jeg sukker og ser væk fra Louis., der stopper med at snakke. ”Men det skete jo lige før. Han kan umuligt have glemt det allerede,” siger jeg mest for mig selv. Louis lægger en hånd på min ryg. ”Jeg skal nok snakke med ham, okay. Måske siger han det bare for ikke at såre nogen. Du kender Liam,” siger han blidt. Jeg ser op på hans grå øjne og nikker lidt. ”Gå ind til de andre, og så kommer jeg på et tidspunkt,” tilføjer han. Jeg sukker og går ud af køkkenet og ind i stuen igen. Eleanor er den eneste, der ser hen på os. Hun rejser sig og går hen til Louis, der stopper bag mig. Jeg fortsætter tøvende hen til sofaen. Harry sidder stadig fordybet i bladet, og Niall er ved at fortælle en uopmærksom Zayn et eller andet. Eleanor stemme begynder at blive skinger, så jeg ser hen på dem. De skændes lavmælt, så jeg kan ikke høre, hvad de siger, jeg kan kun høre Eleanors lyse stemme. Til sidst laver Louis en opgivende bevægelse og trækker hende med hen til gangen, hvor det ekstra værelse ligger.

Jeg sukker lidt og kigger på de andre igen. Jeg fanger Zayn i at kigge på mig, men da jeg møder hans blik, ser han på Niall igen. Jeg bider mig i læben og ser ned på mine hænder. Tiden går ualmindeligt langsomt, imens jeg sidder der og venter på Louis. Jeg kan ikke komme over, at Liam sagde, at han ikke kan huske det. Jeg kan ikke tro det, men hvad nu hvis det er rigtigt? Han virkede ikke  fuld, men jeg har jo aldrig oplevet Liam fuld før. Det kan jo også forklare hans frembrusende opførsel. Så mente han slet ikke noget af det. Det var bare alkoholen. Han vil slet ikke have mig – hverken psykisk eller fysisk.

Harry ser op fra bladet og begynder at snakke til mig, men jeg følger kun halvhjertet med i vores samtale, fordi jeg er så optaget af mine tanker. Jeg kan mærke gråden sidde helt oppe i halsen, men jeg nægter at græde, før jeg er alene. Det skal Liam ikke have. Ikke fordi han vil have mig til at græde. Han er jo så fandens sød og kærlig og venlig og god og så skide elskværdig. Hans ansigt er så pisse velsignet af guderne, og hans hjerte må være det pureste guld. Han er så irriterende perfekt, at man ikke kan andet end at elske ham. Danielle må være den heldigste pige på jorden. Selv om de ikke er sammen mere, så kan hun stadig påstå, at hun for en stund havde et lille stykke af paradis.

”Harley,” siger Louis’ stemme og bringer mig tilbage til virkeligheden. Jeg ser på ham og Harrys ansigter, der kigger lidt fornøjede på mig. Bag dem kan jeg se Eleanor trække Zayn og Niall med ud i køkkenet. Jeg kigger på Louis igen. ”Hvad så?” spørger jeg. Igen overrasker det mig, hvor meget jeg vil høre Louis modsige alt det, han fortalte mig tidligere. At Liam godt kan huske, hvad der skete. At han har følelser for mig. Og at vi kommer til at leve åh så lykkeligt til vores dages ende. Louis sætter sig i mellem mig og Harry, der åbenbart er kommet over i den samme sofa som mig. Jeg ser kort på Harry, der bare kigger interesseret på Louis. Faktisk har jeg ikke noget i mod, at Harry ved alt det her. Han er en sød dreng, og desuden finder han vel alligevel ud af det hele. Han er jo også bedstevenner med Liam.

”Han løj, da han sagde, at han ikke kunne huske det,” siger Louis. ”Hvorfor?” spørger jeg, inden han kan nå at fortsætte. Louis rynker panden en lille smule og ser lidt rundt. ”Fordi han troede, det var det bedste. På grund af Zayn og Danielle og dig og-” Jeg afbryder ham endnu engang: ”Mig?” Louis ser igen på mig. ”Hvis I fandt sammen, vil det ikke blive let, Harley. Jeg ved ikke, om Eleanor og Danielle har fortalt dig det, men det er ikke let at blive forfulgt af kameraer, få rygter slynget i hovedet om alt muligt, som ikke har den mindste grand af sandhed, og få sendt hate fra… Ja, vores fans. Der er selvfølgelig også en masse mennesker, der støtter dig og sender dig gode ord og ting, men vi mennesker har tendens til at fokusere på det negative,” siger Louis. Harry nikker bag ham, så hans krøller hopper op og ned. Jeg mumler en bekræftende lyd for at få Louis til at fortsætte.

”Nå, okay. Men han blev ved med at sige, at han ikke rigtig ved, hvad han føler, men…” Han kaster et hurtigt blik på Harry, inden han fortsætter: ”Jeg tror altså, at han godt kan lide dig. Han har aldrig været sådan her før. Og i starten da de andre lige havde lært dig at kende, kunne han næsten ikke snakke om andet.” Jeg kan mærke mine læber bevæge sig op i et smil, og jeg gør intet for at stoppe det. ”Virkelig?” spørger jeg. Louis nikker, og Harry smiler bag ham. ”Men hvorfor har han så ikke bare sagt det?” spørger jeg og stopper med at smile. Louis åbner munden, men Harry kommer ham i forkøbet. ”På grund af Danielle og Zayn - mest Zayn. Han vil ikke såre ham. Han vil ikke miste ham, og han vil ikke ødelægge bandet,” siger han. Jeg ser lidt forvirret på dem. ”Men hvorfor vil I så såre Zayn?” spørger jeg. ”Tro mig, vi elsker Zayn ligeså meget som Liam. Vi vil have, at de begge to skal være lykkelige. Men en af dem er nødt til at være trist, for at den anden kan være glad. Liam valgte, at Zayn skulle være glad, men siden du ikke kan lide Zayn, er det jo spildt, for så er de begge to ulykkelige. Hvis dig og Liam ender sammen, så er Liam glad.” Jeg ryster lidt forvirret på hovedet. ”Men så er Zayn jo trist?” siger jeg. Louis kniber øjnene lidt sammen, inden han siger: ”Hvis det var omvendt; hvis du kunne lide Zayn, så ville Liam have, at Zayn skulle være glad. Han ville lade jer være sammen, selv om det betød, at han selv ville være knust. Det ved Zayn godt, og når han lige får lidt tid til at tænke det igennem, så vil han acceptere det.” Jeg bider mig lidt i læben og nikker langsomt. ”Det er bare synd for Zayn,” mumler jeg. Louis smiler sødt til mig. ”Det er da også synd for dig og Liam, hvis I ikke kan være sammen,” siger han roligt. Jeg ser på ham og kan ikke lade være med at smile lidt.

Efter lidt tid hvor Louis, Harry og jeg sidder og snakker, kommer Niall tilbage fra køkkenet. Jeg havde næsten glemt, at han, Eleanor og Zayn var derude. Han smiler til os og dumper ned i den anden sofa. ”Er Zayn gået hjem?” spørger Louis. Niall ryster på hovedet og tager en håndfuld slik fra en skål på bordet. ”Nej, han er ude i køkkenet med Els,” siger han, inden han propper slikket i munden. Harry og jeg smiler lidt over ham, og Louis nikker lidt. Efter et par minutter rejser han sig og går ud i køkkenet. Jeg ser efter ham, men min opmærksomhed bliver hurtigt rettet hen mod gangen, da Liam kommer ud.  Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid han har været inde på det værelse, men det må efterhånden være ret lang tid. Han møder mit blik og smiler lidt skævt, imens han langsomt går hen til os. Jeg kan mærke mine egne læber bevæge sig op i et smil, og varmen bølger allerede rundt i min krop, men jeg har intet imod det efter det, som Louis fortalte. Hvis han virkelig mente, hvad han sagde – og det gør han helt sikkert – så  Liam have følelser for mig.

Jeg ser væk fra Liam og hen på Harry, der sidder og smiler til mig som en gal. Jeg tager hånden op til min kind, og som forventet er den helt varm. Jeg må ligne en tomat. Mindst. Harry griner lydløst og hæver øjenbrynene et par gange. Jeg må virkelig kæmpe for ikke at give ham et slag, hvilket han vist kan se, for hans lysløse latter bliver mere voldsom. Jeg ser smilende væk fra ham, og automatisk ender mit blik på Liam igen. Da han allerede sidder og kigger på mig, begynder jeg at smile igen. Han smiler på samme tid, og i et par sekunder sidder vi bare og kigger på hinanden. Eleanor, Louis og Zayn kommer tilbage, men jeg tager ikke øjnene fra Liam, der også bliver ved med at kigge på mig. De andre begynder at snakke højlydt med hinanden om, hvor de skal sidde, og midt i forvirringen gør Liam tegn til, at jeg skal følge efter ham. Han rejser sig og forsvinder ud i gangen igen. Jeg rejser mig og ser på Zayn, der i samme øjeblik kigger på mig. Der er noget i hans blik, der med det samme erstatter den varme og boblende følelse i min mave med en kold og tung følelse. Jeg kanter mig forbi de andre, imens Zayn følger mig med blikket. Jeg river blikket væk fra hans brune øjne og går videre ud i gangen, hvor Liam forsvandt.  

Døren ind til Eleanors – og nu også Louis’ – værelse bliver åbnet, så jeg kan se Liam. Den varme følelse i min mave vender straks tilbage ved synet af hans smil. ”Hey,” siger han og åbner døren for mig. ”Hey,” siger jeg og går langsomt ind af døren. Jeg sørger for, at min krop strejfer hans, da jeg passerer ham. Han lukker døren og tager fat i min hånd, så jeg vender mig om mod ham. Endnu en gang skubber han mig op af væggen og presser blidt sin krop ind mod min. Denne gang har jeg ikke noget imod det. Han hæver hånden og lader langsomt sine fingre glide hen over min hals, inden han begraver sine fingre i mit hår, så hans hånd ligger på min kæbe, og hans tommelfinger glider hen over min kind. Hans ansigt er så tæt på mit, at jeg kan mærke hans ånde. Hans øjne fokuserer skiftevis på mine læber og mine øjne. 

"Undskyld,” hvisker han lavt. Jeg ser på hans brune øjne, der glimter ned mod mig. ”Hvorfor?” hvisker jeg åndeløst, da hans perfekte ansigt igen tager pusten fra mig. Mit hjerte banker som sædvanlig hårdt og hurtigt under min bluse. Liam stopper med at se på mine læber og borer sine øjne ind i mine. ”Fordi jeg sagde alt det der. Fordi jeg forvirrede dig,” svarer han. Jeg bider mig i læben og ser ned. Han lægger sin finger under min hage på præcis samme måde som Louis, men denne gang er det anderledes. Denne gang føles det, som om min hud brænder der, hvor han rører mig. Han stirrer alvorligt på mig i et par sekunder, der sætter farten på mit hjerte endnu mere op. ”Du har virkelig smukke øjne,” mumler han, inden han lægger sine arme rundt om livet på mig igen. Jeg lægger mine arme rundt om hans hals og ser lidt på ham, inden jeg begynder at smile. ”Du er fuld,” siger jeg med grin i stemmen. Han lyser op i et af sine fantastiske smil. ”Og?” Jeg lader et lavt grin undslippe mine læber. ”Du mener ikke det, du siger,” hvisker jeg derefter og stopper langsomt med at smile. Liam ser hurtigt ned på mine læber, inden han igen kigger på mine øjne. ”Hvad hvis jeg gør?” spørger han trodsigt og bliver ved med at smile. Jeg smiler lidt og ser ned, imens jeg ryster lidt på hovedet. ”Hey,” siger han lavt, så jeg kigger op på ham igen. ”Det gør du ikke,” hvisker jeg og gør mine arme lidt mere slappe omkring hans hals. Liam presser bare sin krop endnu mere ind mod min. ”Jo, jeg gør,” hvisker han intenst lige ud for min mund. Jeg ser på hans smukke øjne, der møder mine med sådan en seriøsitet, at jeg næsten tror på ham. ”Lad os snakke om det i morgen eller sådan noget. Hvis du stadig har det, som du har det nu, så tror jeg på dig,” siger jeg. Liam nikker lidt og smiler til mig.

Der går en kuldegysning igennem min krop, da jeg kan mærke hans fingre liste sig op under kanten af min bluse. Jeg smiler og ser ned på hans læber, der også former et smil. ”Hvad skal vi så lave nu?” spørger han hviskende. Jeg strammer mit greb om hans hals, så hans hoved kommer længere ned mod mit, men jeg stopper så mig selv. Liam lader et lille grin undslippe sine læber. ”Hvad laver du?” spørger han lavt. Jeg ser op på hans øjne og bider mig lidt i læben. ”Ikke noget,” mumler jeg. Han griner lidt igen og lader sine fingre glide hen over min lænd under blusen. ”Du skulle til at kysse mig,” hvisker han drillende og ser ned på mine læber. Jeg ser skiftevis på hans øjne og læber, inden jeg nikker lidt. Han smiler bare og læner sig langsomt længere og længere ned mod mig, indtil vores læber mødes.

Automatisk lukker jeg øjnene og trækker ham lidt længere ind mod mig. Liam stopper med at nusse min lænd og presser sine læber en lille smule hårdere mod mine, inden jeg skiller hans læber med min tunge. Han lader hurtigt og blidt sin tunge møde min, imens han lader sine fingre glider op langs min hud på mine sider. Da han kommer til min BH, tager han hans hænder ud fra min bluse og op til mine skuldre og videre til mine overarme, så han kan presse mine arme tilbage mod væggen. Et lille støn undslipper mine læber, så Liam trækker sit ansigt lidt væk, så vi begge to kan få vejret. Liam ser på mig med et blik, jeg kun kan nyde, imens han lader sine hænder glide op langs mine arme, indtil de når mine hænder, og han fletter sine fingre ind i mine. Jeg smiler til ham, og han smiler tilbage, inden han igen bevæger sit ansigt tættere og tættere på mit. Da vores læber er få centimeter fra hinanden, stopper han op og ser bare på mig med sine fantastiske øjne. Jeg møder hans blik i et par lange sekunder, inden jeg bukker under for lysten og fjerner de sidste centimeter mellem vores læber ved at presse mine mod hans.

Efter nogle minutter går nogle skridt forbi ude på gangen, så Liam og jeg hurtigt trækker os væk lidt fra hinanden og ser hen på døren. Personen fortsætter dog bare, hvilket får os til at se på hinanden og fnise lidt. ”Harley? Liam!” er der nogen, der råber inde fra stuen. Jeg ser på Liam og himler lidt med øjnene, hvilket får ham til at grine lavt. ”Vi må nok hellere gå ind,” siger han lavt. Jeg nikker lidt og fugter mine læber. Ingen af os gør mine til at gå. Jeg begynder langsomt at smile, hvilket smitter af på Liam. Han går derefter helt hen til mig igen og lægger langsomt sin hånd på min kind, inden han blidt presser sine bløde læber mod mine. Jeg gengælder hans kys, selv om det slutter alt for hurtigt. Han fjerner sin hånd fra min kind og fletter i stedet sine fingre ind i mine. ”Kom,” hvisker han med et smil og går hen til døren. Jeg følger smilende efter ham med en følelse af, at jeg kunne flyve, hvis jeg ville.

Vi går ud af døren, og stille lukker Liam den efter os. Jeg begynder at gå hen af gangen mod stuen, men Liam trækker mig tilbage. Han trækker mig helt hen til sig igen og ser på mig med et skævt smil. ”Ikke sig det her til nogen,” siger han lavt. Jeg rynker brynene lidt og ser forvirret på ham. Den varme, boblende glæde i min mave – der er blevet tidobblet efter, hvad der skete inde i værelset – bliver dæmpet lidt, da det faktisk gør mig lidt trist, at han vil holde det hemmeligt. Jeg ved ikke engang, om jeg kan holde det hemmeligt. Jeg føler mig mere glad end nogensinde før, så det kommer nok til at blive lidt svært at skjule. Alligevel nikker jeg til Liam, men smilet er forsvundet fra mine læber, og Liam lægger mærke til det. Han bliver stående og holder fast i min hånd, da jeg vender mig om for at gå, men jeg slipper ham og går videre. Da jeg ikke kan høre ham gå efter, vender jeg mig alligevel om mod ham. Han står og ser på mig med et lidt trist udtryk i hans smukke ansigt. ”Kommer du?” spørger jeg lavt. Han nikker lidt og begynder at gå efter mig.

Louis kommer frem i døråbningen til stuen, lige da vi skal til at gå igennem. Han ser skiftevis på Liam og mig, inden han begynder at smile. ”Hvad så?” spørger han med dårligt skjult begejstring. Harry kommer traskende bag ham og lægger en arm på Louis’ skulder, inden han også ser afventende på os. Jeg ser på Liam, der bare smiler til mig. Jeg smiler og ser på Louis og Harry igen. ”Hvad mener I?” spørger Liam. Louis ser på ham og hæver øjenbrynene. ”Er I kærester eller hvad?” Jeg griner lidt og ser på Liam, der også ser ret fornøjet ud. ”Nej,” siger jeg og kigger på Louis, ”det kan man vist ikke ligefrem sige.” Louis ser lidt skuffet ud, mens Harry bare ser på os med et mærkeligt glimt i øjet. Jeg smiler bare til dem begge to, inden jeg går forbi dem og hen til sofaerne, hvor Eleanor, Niall og Zayn stadig sidder. De ser på mig, da jeg slår mig ned ved siden af Eleanor. ”Hvad så?” spørger jeg og smiler stort til dem. Zayn ser lidt på mig, mens Niall og Els smiler tilbage. ”Ikke rigtig noget,” siger Eleanor og griner lidt. Jeg smiler bare til hende.

”Hvad er klokken?” spørger Zayn og ser på Niall, der kigger på sit ur. ”Halv 2,” svarer han og ser på Zayn. ”Skal vi så ikke snart tage hjem?” spørger Zayn. Niall nikker lidt og ser op. Harry kommer hen og hopper over sofaryggen, så han lander oven på Zayn og Niall, der udbryder nogle lyde og begynder at grine. ”Tager I hjem?” spørger han og lægger hovedet i Zayns skød. Zayn smiler lidt ned til ham og nikker, mens Niall stadig prøver at stoppe med at grine. ”Tager I mig med?” spørger Harry nuttet og ser på Zayn med bedende øjne. Hvis ikke mit hjerte allerede var smeltet over Liams perfekte ansigt, så ville det smelte nu. Zayn griner lidt og nikker. Liam og Louis kommer hen til sofaerne og ser smilende på Zayn, Niall og Harry. Liam sætter sig ved siden af mig, da det er den eneste ledige plads, mens Louis beder Eleanor rejse sig op. Hun gør, som han siger, og sætter sig bagefter på hans skød, da han har sat sig.

”Tager I hjem?” spørger Louis de andre. Niall nikker og bøjer sig frem efter noget mere slik fra skålen på bordet. ”Hvem kører?” spørger Liam ved siden af mig. Zayn trækker på skuldrene og ser ned på Harry. ”Det er nok bedst, hvis du kører,” siger han. Harry nikker og sætter sig ordentligt op. ”For en gangs skyld er du mest ædru,” mumler Niall for sig selv og tager et stykke slik ind i munden. Harry slår Niall på skulderen og begynder så at grine. Jeg smiler lidt over dem og rejser mig op. ”Nå, men jeg tror, jeg tager hjem. Vi ses,” siger jeg og smiler ned til dem. Eleanor rejser sig smilende op og giver mig et kram. Louis gør det samme. ”Vi ses,” siger han og sender mig et smil, som jeg gengælder. Niall kommer hen med slik i hånden og giver mig et halvt kram. Han sender mig et undskyldende smil og putter noget af slikket i munden. Jeg griner lidt over ham og vender mig mod Harry, der dovent rejser sig fra sofaen. ”Vi ses, Hayhay,” smiler han og giver mig et kram. ”Hayhay?” spørger jeg grinende. Han slipper mig og ser på mig. ”Ja, hvorfor ikke?” spørger han og smiler stort. Jeg griner bare som svar og vender mig om mod Zayn. Et øjeblik står alting i stå, men så tager jeg mig sammen og går hen til ham med et lille smil. Inden han kan nå at protestere, lægger jeg armene om ham  i et kram. Han gengælder det tøvende. ”Jeg lover, at jeg ikke ignorerer dig denne gang,” hvisker jeg hurtigt ud for hans øre, inden jeg slipper ham. Jeg vender mig hurtigt væk fra ham og ser hen på Liam, som er den eneste, jeg mangler. Jeg begynder automatisk at smile, da han åbner sine arme mod mig. Jeg går ind i hans favn og nyder det, da han holder mig ekstra tæt ind til sig. ”Vi ses,” hvisker han ind i mit hår, inden han giver slip. Jeg smiler til ham, inden jeg vender mig om mod de andre også. ”Hej hej,” siger jeg og griner lidt, inden jeg vender mig om og går hen til døren og ud i opgangen.

Jeg går hen til min dør og trækker ned i dørhåndtaget, da døren jo allerede er åben. Jeg går ind i mørket og tænder lyset på væggen, inden jeg smækker døren i og låser den. Jeg sukker dybt og begynder at tage mit tøj af, imens jeg går ind på mit værelse. Jeg smider det på gulvet derinde, da jeg ikke vil tage stilling til det nu. Jeg vil bare gerne have lov til at nyde det, der er sket i aften. Jeg lader tungen glide hen over mine læber, som formes i et smil, da jeg stadig kan smage Liams kys. Det føles så magisk og fantastisk, at det næsten ikke kan være sandt. Men det er det. Det er jeg 100 % sikker på. Drømme kan umuligt få den følelse frem i mig, som summer rundt i hele min krop. Drømmen, hvor jeg kyssede Liam, var selvfølgelig dejlig, men det er ingenting i forhold til det her; det jeg føler nu; det som den rigtige Liam bragte frem i mig. Med lidt held kunne jeg have den her følelse hver aften, når jeg gik i seng. Måske endda en endnu bedre én.

* * *

Da jeg vågner næste dag, lægger jeg mig ind på sofaen og ser tv. Jeg har ikke lyst til at lave noget andet end at svælge i min egen lykke. Næsten som om tv’et kender mine følelser, finder jeg straks en kærlighedsfilm. Jeg lader filmen køre, da jeg alligevel ikke følger rigtigt med. Lige nu er virkeligheden meget bedre, end en plat kærlighedsfilm. Det er ikke tit, det sker for mig, så jeg har tænk mig at nyde det. Jeg føler mig ikke en gang som en idiot, selv om jeg ligger helt alene og smiler ualmindeligt meget over mine minder fra i går. Det er selvfølgelig næsten kun minderne fra værelset, da Liam og jeg var derinde.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da min mobil vibrerer på sofabordet. Jeg tager den og ser på skærmen. Automatisk begynder jeg at smile, da jeg ser Liams navn. Men da jeg ser starten på beskeden, falmer mit smil igen. Mit hjerte begynder at banke hurtigt, men denne gang er det ikke på den gode måde. Jeg skynder mig at gå ind på beskeden:

#Jeg har fået at vide, at jeg har sagt, at jeg kan lide dig, og at jeg har kysset dig, men jeg kan virkelig ikke huske det. Jeg ved, at du bliver ked af det, men jeg har ikke gjort det med vilje. Jeg er virkelig ked af det, for jeg kan ikke lide dig, og jeg ved ikke, hvorfor jeg er så dum at gøre/sige sådan noget. Du må virkelig undskylde, men jeg har ikke følelser for dig. Undskyld, Harley. xx#

_____________________________________________________________________________

For det første: Undskyld for det ekstremt lange kapitel. Men nu er det hele skrevet, og så kan I lige så godt få det hele, hahaha.

For det andet: Jeg ved godt, at Liam ikke drikker på grund af, at han kun har en nyre, men det ville ikke give rigtig mening, hvis han ikke var lidt fuld. 

For det tredje: Den her historie er baseret på noget, der rigtigt er sket, så...... Eh, ja

Anyway: Skriv, hvad I synes? Noget jeg kan gøre bedre? Noget jeg skal gøre mere af? Noget jeg helt skal holde op med? Anything. Just bring it, og så vil jeg se, om jeg kan se, hvad du mener, hahahah. Lol, nej. Bare.... Kommenter og like, ok

Peace, love, rubber gloves. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...