I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48750Visninger
AA

22. Kapitel 21.

 

I really wanna love somebody

I think about you every single day

I know we're only half way there

But you can take me all the way

 

Elevatordørene åbner sig for mig, og i samme sekund bliver jeg mødt af duften af røg og lyden af en masse stemmer og høj musik. Jeg træder ud i opgangen med blikket på Eleanors lukkede dør. På trods af det massive egetræ kan bassen og røgen stadig mærkes helt herude. Det lyder også, som om det er nærmest halvtreds mennesker derinde, hvilket ikke kan passe. Jeg er ikke sikker, men sådan som Eleanor fik det til at lyde, var det vist bare en lille fest. Ligesom den Niall holdte. Man kan vel knap nok kalde det en fest, men det er hyggeligt og sjovt, og jeg kan godt lide, at der ikke er så mange mennesker. Det er hundrede gange bedre kun at være sammen med nogle få personer, som man virkelig kan lide, i stedet for en helt masse som man kun lige kan holde ud, eller som man faktisk ikke gider være sammen med. Så er folk som Eleanor og Liam meget bedre.

Jeg trækker min kuffert hen til min dør og putter min nøgle i nøglehullet for at låse døren op, inden jeg åbner den og går ind i det kolde mørke, der fylder min lejlighed. Jeg har ikke været hjemme i fire dage, og min lejlighed virker allerede livløs. Jeg tænder lyset i stuen og kører hurtigt min kuffert ind på mit værelse. Jeg har ikke tid eller lyst til at tage mig af den nu. Jeg har en fest, jeg skal til; mennesker jeg skal se. Med mennesker mener jeg Liam. Jeg har faktisk savnet ham. Jeg har ikke set ham i en uge, men det kribler allerede i min krop bare ved tanken om at se hans smil. Det irriterer mig grænseløst, at jeg føler sådan, men jeg kan ikke gøre for det. Det er forfærdeligt, men alligevel kan jeg godt lide det. Jeg kan lide, at han kan få mig til at føle mig så ufatteligt glad og speciel bare ved at kigge på mig, smile til mig eller røre mig ved mig. Det er ufatteligt at så små ting, kan betyde så meget. Alt er bare så fucking dejligt, når Liam har noget med det at gøre.

Jeg trasker ud på badeværelset og kigger på mit spejlbillede. Mit mørke hår er blevet krøllet af en professionel, så alle hårprodukterne har holdt det godt. Det er stadig pænt. Min makeup har jeg selv lavet, da makeupartister har det med at overdrive en smule. Det ser også pænt ud, men kun til photohoots og runways. Til en normal fest kan jeg bedst lide min egen makeup. Jeg genopfrisker den hurtigt og smiler så tilfreds til mig selv i spejlet, inden jeg husker at sprøjte lidt parfume på. Ikke fordi det kommer til at holde særlig længe med alt den røg, der ser ud til at være inde hos Eleanor. Jeg sukker lidt ved tanken. Jeg hader røg. Jeg hader folk, der ryger. Det er klamt og usundt. Jeg forstår ikke, hvorfor folk begynder på det. Det er kun, fordi de tror, der så er sejt. De kunne ikke tage mere fejl. Jeg finder dem virkelig utiltrækkende.

Jeg slukker lyset efter mig og går ud i stuen igen. Synet der møder mig der, får mig til at stoppe op og rynke panden. Et tæt omslynget par står presset op af væggen. De står og vrider sig op af hinanden. Jeg kan nærmest ikke se, hvor den ene begynder, og den anden ender. De er så optagede af hinanden, at de ikke en gang kigger op, da jeg hoster for at få deres opmærksomhed. ”Hallo!” siger jeg højt. Pigen giver et lille hvin fra sig og river sig væk fra fyren for at kigge over på mig. Fyren ser lidt på hende, inden han opfatter, at de ikke er alene, og kigger på mig. ”Hvad så?” siger han med en irriterende doven og hæs stemme. Jeg fnyser og himler med øjnene. ”Ud,” siger jeg og går hen mod døren. Jeg tager fat i den og kigger på dem, men de bliver bare stående med blanke udtryk i ansigtet, som om de ikke rigtig kan forstå, hvad jeg siger.

”Ud!” siger jeg lidt hårdere og stirrer vredt på dem. ”Men der er så mange mennesk-,” begynder pigen. Jeg sætter en hånd i siden og ser snobbet på hende, hvilket får hende til at holde kæft. Drengene tager fat om livet på hende og fører hende ud af døren, inden jeg begynder at råbe af dem igen. De går ind i Eleanors lejlighed, så musikken og stemmerne bliver højere, da lydene ikke behøver at gå igennem den tykke trædør, da parret åbner den. Jeg sukker og ser ind af døren på de mennesker, som jeg kan ane. Det bliver nok ikke så roligt og stille, som jeg havde regnet med. Måske får jeg ikke engang chancen for at snakke med Liam. Jeg smækker min egen dør i og bider mig læben, imens jeg låser døren. Jeg er nødt til at snakke med Liam. Jeg kan ikke klare den her uvidenhed meget længere.

Jeg går ind ad døren til Eleanors lejlighed og lukker den stille bag mig. Det er utroligt, så mange mennesker der er herinde, når man tænker på, hvor lille lejligheden er. Jeg er nødt til at mase mig igennem en helt masse fuldstændig fremmede mennesker – som må være Louis’ venner, da jeg kender de fleste af Eleanors – for at komme ind i stuen, hvor jeg kan høre Louis’ stemme. Han sidder i sofaen med Eleanor på skødet og drengene og nogle andre mennesker omkring sig. Harry får øje på mig og smiler stort til mig, hvilket får Eleanor til at se sig over skulderen på mig. Da hun får øje på mig, rejser hun sig fra Louis og går hen til mig med et grin. Hun siger et eller andet, som jeg ikke kan høre for musikken, og giver mig et kram. ”Kom,” siger hun højt ud for mit øre og tager fat i min hånd, så hun kan trække mig over til de andre. Louis og Harry hilser på mig, da Eleanor placerer mig mellem dem, inden hun sætter sig på Louis igen. Liam, Zayn og Niall sidder på den anden side af sofabordet. Liam er den eneste, der kigger hen på mig, men før jeg kan nå at smile til ham, ser han væk igen. Jeg ser over på Niall og Zayn, der allerede ser ud, som om de er ret fulde. Nu hvor jeg tænker over det, så Eleanor også ret fuld ud. Mit blik glider over på Louis, men han ser nogenlunde ædru ud. Det er i hvert fald ingenting i forhold til, hvad han var til den fest hos Niall. Nu ligner han bare en, der er let beruset og har det sjovt. Det gør hr. SmileHulOgKrølleHår også.

Harry lægger sin arm på sofaen bag os og læner sig lidt ind på mig, så han kan snakke ud for mit øre. ”Vil du have noget at drikke?” spørger han og trækker sig væk igen for at se på mig. Jeg smiler til ham og skal til at ryste på hovedet, da Eleanor tager fat i mit lår og give det et lille klem. ”Ja! Jeg har noget, du skal prøve. Vent her, så kommer jeg med den. Den er virkelig god. Igås?” Hun ser rundt på de andre, der sidder rundt om sofabordet, men venter ikke på svar, inden hun forsvinder i blandt menneskene. Louis griner og ser efter hende med et ømt blik. Jeg ser rundt på de andre og smiler, da jeg finder en, jeg kender. Ella. Eleanors og min veninde fra lang tid tilbage. Hun smiler til mig og mimer: “Det er ikke godt.” Jeg griner lidt og sender hende et forvirret blik. Hun griner også, men når ikke at forklare, før Eleanor kommer tilbage og stikker en drink i hånden på mig.

Hun ser begejstret på mig og nikker mod glasset. ”Drik nu!” kvidrer hun. Jeg griner lidt over hendes begejstring, som kun kan skyldes alkohol, inden jeg tager glasset op til læberne og drikker lidt. Jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at spytte det ud i hovedet på Eleanor igen. Det smager forfærdeligt, men jeg holder igen udelukkende på grund af Eleanors søde, uskyldige ansigt, der stråler glad mod mig. ”Hvad synes du?” spørger hun. Louis griner lydløst bag hendes ryg, imens han kigger afventende på mig. Jeg kan også mærke Harrys blik i ryggen, og Ella er ved at dø af grin lidt længere nede af bordet. ”Det er godt,” kvækker jeg og smiler falsk til Eleanor. Hun smiler stort og ser på glasset. ”Så drik resten,” siger hun og griner. Jeg ser ned på glasset og hen på Louis, der virkelig kæmper med at holde sin latter på et lydløst niveau. Jeg ser på Eleanor igen, der ser spændt på mig med sine funklende brune øjne. Jeg tager glasset op til munden og drikker lynhurtigt resten. Desværre var det bare ikke hurtigt nok. Jeg kunne stadig smage det. Jeg bider tænderne hårdt sammen og smiler lidt til Eleanor. Hun smiler stort tilbage og ser på Louis igen, der lynhurtigt stopper med at grine for at se normalt på hende.

Jeg ser med foragt på glasset og stiller det på bordet, nu hvor Eleanor ikke kigger. Harry bryder ud i grin bag mig, så jeg kigger på ham. ”Du kunne godt have advaret mig,” knurrer jeg. Han bliver bare ved med at grine sin vidunderlige latter, der smitter ligesom Nialls. Han hiver efter vejret og tager fat i min skulder. ”Undskyld, Harley. Det er bare…” Han når ikke at sige mere, før han igen flækker af grin. Jeg vrider min skulder fri fra hans greb og prøver at lade være med at grine. ”Det er ikke sjovt,” siger jeg og ser rundt efter noget at drikke, som kan tage den afskyelige smag væk fra min mund. ”Hvis du havde set det fra min synsvinkel, så ville du også synes, det var sjovt,” griner Harry ved siden af mig. Jeg finder en uåbnet sodavand på den anden side af bordet, men da jeg ikke kan nå den, giver jeg mig til at vinke til fyren, der sidder lige ud for sodavanden. Han ser væk fra sin ven og hen på mig. Jeg peger på sodavanden og så på mig. Han smiler og nikker, inden han rækker mig dåsen. Jeg mimer tak og vender opmærksomheden mod Harry igen. Han er endelig stoppet med at grine. ”Skal vi gå ud og hente nogen ordentligt at drikke?” spørger han og smiler til mig. Jeg nikker og rejser mig op.

Vi maser os igennem mængden af mennesker og går ud i køkkenet, hvor der overraskende nok ikke er særlig mange mennesker. Man kan rent faktisk høre sig selv tænke herude, fordi musikken også bliver dæmpet lidt. ”Hvad vil du have?” spørger Harry og ser på køkkenbordet, hvor der står alverdens alkohol. Jeg stiller min sodavand foran ham. ”Hvad end der passer godt med den her,” siger jeg. Harry griner, sikkert fordi han bliver mindet om Eleanors ringe evner som bartender. Jeg trækker på smilebåndet, fordi det faktisk er sjovt. Og fordi Harrys grin er uimodståeligt. Harry er faktisk en uimodståelig dreng. Hans smilehuller, hans krøllede lokker, hans øjne. Han er en køn dreng. Han har den der flirtende tendens, som alle piger sikkert falder for. Jeg har bare aldrig været den type, der falder for den, som alle vil have. Jeg vil ikke have en som Harry. Det er for let – for let at få og for let at miste. Det er ikke det, jeg vil have. Jeg vil have noget at kæmpe for. Noget der er værd at kæmpe for. Noget unikt og specielt. Jeg vil ikke bare være endnu en.

Det er nok derfor, det er så mærkeligt, at jeg er faldet for Liam, en verdenskendt popstjerne, som millioner af piger har forelsket sig i. Det ligner ikke mig. Det ligner faktisk overhovedet ikke mig at falde sådan for nogen. Selvfølgelig har jeg kunne lide dem, jeg har datet, men ikke sådan her. Jeg har ikke følt sådan, som Liam får mig til at føle. Jeg har ikke følt mig så glad og svag før. For det er jeg – glad og svag. Glad når Liam smiler. Svag fordi det kan få mig helt ned, hvis han ikke smiler. Som lige før hvor han knap nok kiggede på mig. Han kunne have sagt hej. Han kunne have sendt mig et smil. Men jeg fik intet. Det burde ikke bekymre mig så meget, men det gør det. Især fordi han også gik så pludseligt den dag i parken. Harry var kommet lige, da vi var begyndt at gå tilbage ind i parken. Brunetten havde ikke været noget alligevel. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor, men pludselig skulle Liam gå. Det var hurtigt og mærkeligt, og jeg har ikke kunne tænke på andet lige siden. Gjorde jeg noget forkert? Skulle jeg have gjort mere? Hvad kunne jeg have gjort? Jeg har fundet tusind ting, som jeg skulle og ikke skulle have gjort, men det er nytteløst, for jeg kan ikke ændre, hvad der skete. Jeg må bare leve med mine fucking paranoide og desperate tanker, indtil Liam smiler til mig, så mit hjerte smelter, og jeg kan dø lykkelig og desperat.

”Harley?” siger Harry. Jeg blinker med øjnene og ser på ham. ”Mm?” mumler jeg og klør mig lidt forvirret i håret. Hvor lang tid har vi stået herude? Harry ser granskende på mig, inden han begynder at smile. Jeg vælger at ignorere det. ”Skal vi gå tilbage?” spørger jeg og vender rundt på hælen, inden han kan nå at svare. Jeg gå hen mod døren til gangen, men stopper brat op, da jeg ser Zayn gå svajende hen mod døren og ud i opgangen. Han ser ud, som om han har drukket nærmet dobbelt så meget og er blevet dobbelt så fuld, som han var inde i stuen. Hvilket vil sige alt for meget. Jeg ser tilbage på Harry, der har fået en bekymret rynke i panden. Han ser på mig, inden han går forbi mig og hen mod døren. Jeg følger efter ham. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke nogen grund til det. Jeg holder af Zayn, han er min ven, men vi har ikke snakket sammen det mindste siden Nialls fest. Jeg har ikke en gang set ham, siden han kom tilbage med skrammer på hænderne og i ansigtet. Jeg kan ikke huske, om han stadig havde dem inde i stuen. Det var for mørkt og for meget røg. Desuden kan han også have dækket det med makeup.

Vi går ud i gangen og hen til Zayn, der er på vej mod elevatoren. ”Zayn!” siger Harry og løber de sidste meter hen til ham, så han kan få fat i hans skulder og trækker ham lidt tilbage. ”Hvad laver du?” spørger han og ser på Zayn, der kigger rundt med et sløret og desorienteret blik. Hans blik stopper på mig i et par sekunder, inden det bliver lidt mere fokusereret, og han kigger på Harry. Han hæver hånden og peger med tommelfingeren på elevatoren. ”Jeg skal ned,” siger han lavt. Jeg går hen ved siden af Harry, så jeg står så tæt på Zayn, at jeg kan lugte hans parfume og voks. Det minder mig om vores kram i garagen. Da det eneste jeg kunne fokuserer på, var hans duft og hans varme omkring mig. Nu er han ikke varm. Han er helt kold. Ikke bogstavligt, men billedlig talt. Han kigger kun på Harry, selv om jeg står lige ved siden af. ”Det er nok bedst, at du bliver. Du er alt for fuld,” griner Harry. Zayn ser bare på ham med et blik, jeg ikke lige kan identificere. Så går det op for mig, at det er trist. Hans øjne er røde, men det er ikke på grund af alkoholen. Han har brug for at komme væk, fordi han vil være alene. Hvor ingen kan se ham og hans følelser.

Jeg lægger min hånd ovenpå Harrys og fjerner den fra Zayns skulder. ”Jeg skal nok gå med ham,” siger jeg lavt og kigger på Zayns øjne, der møder mine. Hans ser ikke en gang overrasket ud. Han ser heller ikke ud, som om han har noget imod det. Han vender sig bare om og går med sikrere skridt end før hen mod elevatoren. Jeg kan høre ham trykke på knappen, imens jeg ser på Harry, der bare ser forvirret ud. Jeg forsøger at sende ham et opmuntrende og beroligende smil, der kan forsikre ham om, at jeg har styr på det, men det lykkedes ikke. For jeg har ikke styr på det. Men jeg er nødt til at gå med Zayn alligevel. Jeg er nødt til at snakke med ham. Jeg vil gerne være venner med ham igen. Jeg vil være i stand til at være i samme rum som ham uden at det bliver akavet, fordi han kan lide mig, og jeg kan lide hans ven. Hvis jeg er heldig, kan han måske ikke engang lide mig mere. Måske var det bare et hurtigt crush. Han er forhelvede verdenskendt. Hvad vil han med mig? Han kan få alle. Han kan sikkert få fucking Beyonce, hvis han bare blinker med sine glimtende øjne længe nok. Okay, jeg er nødt til at stoppe med at bande. Jeg er begyndt at bande alt for meget. Liam kan ikke lide folk, der bander. Niall bander, og Liam retter altid på ham. Fuck det! Nej… Glem det. Jeg må ikke tænke på Liam nu. Fokusér, Harley fucking Jones!

Jeg går ind i elevatoren til Zayn, der trykker på knappen, så dørene lukker sig foran os. Hans hånd fanger mit blik. Der er stadig skrammer på knoerne. Jeg vender mig mod ham og ser på hans ansigt. Det røde mærke på hans kind er blevet gult, så man næsten ikke kan se det. Det kan sagtens dækkes med makeup, hvilket sikkert også er blevet gjort til deres interviews og alt det andet, som de skal til. Flængen i hans læbe derimod er lidt sværere at dække. Det er sikkert muligt. Hvad ved jeg. Jeg er ikke makeupartist. Zayn flytter sine diamantglimtende øjne hen på mine. ”Hvad skete der?” spørger jeg og nikker mod hans hånd. Han tager den op og ser lidt på den, inden han trækker på skuldrene. Jeg bliver ved med at kigge på ham, da jeg vil have et ordentligt svar. Han prøver at ignorerer mig, men til sidst kan han ikke lade være. ”Jeg kom op at slås, okay. Det ved du jo også godt,” siger han. Jeg trækker på den ene skulder. ”Jeg vidste det ikke. Jeg kunne gætte mig til det,” mumler jeg. Zayn himler med øjnene, hvilket jeg vælger at ignorerer. ”Hvad skulle det gøre godt for?” spørger jeg og hentyder til slåskampen. Zayn ignorerer mit spørgsmål og ser på dørene, da de går op. Han går ud, mens jeg bliver stående. Vi er ikke nede på gadeplan. Vi er på en ad de andre etager. ”Hvad skal vi her?” spørger jeg og følger efter Zayn. Han går ned af gangen, men sætter sig så op af muren, da hans ben svajer under ham. Han er ikke lige så fuld som før, men han er stadig langt fra ædru. ”Det ved jeg ikke. Vi skal jo tilbage til de andre senere, og det er nok bedst, hvis der ikke er nogen, der ser os,” mumler Zayn, inden han gemmer sit ansigt bag sine hænder. Jeg stiller mig foran ham og ser på dørene ind til lejlighederne. Der er ikke nogle af navnene, der får en klokke til at ringe, men jeg har heller aldrig været speciel snakkesalig overfor de andre beboere i bygningen.

”Hvad laver du?” spørger Zayn. Jeg ser ned på ham. Han gemmer ikke længere sit ansigt, men han ser ned i gulvet, så jeg stadig ikke kan se det. Han har trukket sine ben op, så han kan læne sine arme på sine knæ. ”Hvad mener du?” spørger jeg. Han ser op på mig. ”Hvad laver du her? Med mig?” Jeg ser lidt rundt, inden jeg møder hans blik igen. ”Snakker med dig,” siger jeg stilfærdigt. Han ryster lidt på hovedet. ”Nej. Du har ikke snakket med mig i flere uger,” siger han ned til sine knæ. Jeg bider mig i læben. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. ”Du havde masser af chancer,” fortsætter Zayn, ”alle de gange hvor jeg hjalp Louis og Eleanor med at flytte. Du ignorerede mig bare.” Skyldfølelsen vælter ind over mig, for han har ret. Jeg har ikke snakket med ham overhovedet. Jeg ville gerne, men jeg kunne aldrig finde de rigtige ord. ”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige,” siger jeg lavt. Det ser ikke ud, som om det hjælper på Zayns humør. ”Du snakkede heller ikke til mig,” tilføjer jeg. Zayn ser op på mig med et lidt vredt blik. ”Det er ikke det samme,” siger han. Jeg sukker lidt. Han har ret igen. Det var mig, der sårede ham. Der var mig, der ikke kunne lide ham. Det var op til mig, men jeg gjorde ingenting.

Jeg sætter mig ned på gulvet foran ham. Han kigger fortsat på sine knæ. ”Undskyld, Zayn,” siger jeg. Han kigger stadig ikke på mig. ”Jeg er virkelig ked af det, okay. Men…” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg vil gerne gøre det godt igen, men jeg kan ikke gøre dét, som Zayn vil have mig til. Jeg kan jo ikke lide ham. Jeg ville ønske, jeg kunne. Så behøvede jeg ikke såre ham og mig selv. Så behøver ikke tænke på Liam og hans forvirrende signaler. Så kunne jeg bare have Zayn. ”Du forstår det ikke,” siger Zayn og lukker øjnene. ”Jo, jeg gør,” mumler jeg lavt, men han hører det alligevel. Han åbner øjnene og ser på mig. Jeg er fuldstændig sikker på, at vi tænker på det samme i det øjeblik. At vi begge to er vilde med en, der ikke gengælder det. At vi forstår hinanden bedre end nogen anden, men at vi ikke kan udnytte det, fordi det er for tæt på. Hvis Zayn var vild med en anden, så kunne vi dele vores smerte, men ikke sådan her. Ikke når det hele er så tæt filtret sammen.

Zayn lukker øjnene igen. ”Der er ikke nogen, der kan lide mig. Jeg er ikke god nok. Jeg er aldrig god nok. Jeg burde bare … springe ud fra en bro,” mumler han. Jeg ser på ham med store øjne, inden jeg impulsivt tager fat i hans hånd. Han åbner øjnene igen og ser på mig. ”Du tager fuldstændig fejl. Alle kan lide dig. Du er fantastisk, okay. Man kan ikke andet end at lide dig. Du har bare ikke fundet den rette endnu. Og Zayn, du må aldrig hoppe ud fra en bro. Det er spild. Du er så god,” siger jeg hurtigt og ser intenst på ham. Han ser tvivlende på mig. ”Jeg ved godt, at det er hårdt lige nu. Men det bliver bedre. Det bliver altid bedre. Du må bare… kæmpe videre,” fortsætter jeg. Zayn lukker blidt sine fingre om min hånd, og jeg nænner ikke at tage min hånd til mig. Det er forkert at give ham falske forhåbninger, men jeg kan ikke få mig selv til det. ”Det er derfor, jeg elsker dig. Du forstår det. Du forstår mig. Du er så smuk og dejlig og kærlig. Du er bare…” Hans stemme svinder ud, men jeg er for optaget af hans øjne til at svare. De er stadig røde, men nu er de også fugtige. Jeg kan se tårerne pible frem i hans øjenkroge. Det gør ondt at se. Det gør ondt at vide, at det er på grund af mig. Det gør ondt at vide, at han elsker mig… For det var det, han sagde. Han elsker mig. Jeg troede ikke, at det var så stort.  Jeg troede bare… Jeg vidste det ikke.

Det går op for mig, at jeg sidder og kigger Zayn dybt i øjnene lige efter, at han har sagt, han elsker mig. Jeg mener, det kan hurtigt betyde mere for ham end for mig. Jeg trækker mig hurtigt væk fra ham og op at stå. ”Kom,” siger jeg og ser på alt andet end ham, ”lad os gå tilbage.” Han bliver siddende uden at sige et ord. Jeg ser ned på ham og rækker ham min hånd. ”Kom nu, Zayn,” beder jeg. Han tager fat i min hånd og hiver sig selv op at stå. ”Jeg skal på toilettet,” mumler han, imens han går hen mod elevatoren. Jeg går lidt bag ham og ser på ham. ”Så er det jo også en god idé, at vi går tilbage,” konstaterer jeg for at udfylde stilheden, imens vi går ind i elevatoren. Han nikker lidt og trykker på knappen, så elevatoren begynder at køre. Musikken møder os igen, da vi kommer op på min etage. Menneskene har bredt sig ud i gangen, så døren ind til Eleanors lejlighed står åben, og musikken dermed bliver højere. Vi går i tavshed hen til døren og ind i lejligheden.

Nogen går ind i mig og tager fat om mine håndled. ”Harley,” siger Eleanor. Hun står helt op af mig og kigger på mig med sine brune øjne, der af en eller anden grund er fulde af tårer. ”Hvad sker der?” spørger jeg og trækker hende lidt væk fra døren, så folk kan komme forbi os. El snøfter lidt. ”Undskyld,” piber hun og aer mig over håret, ”undskyld, at jeg har været sådan en dårlig veninde. Det var ikke med vilje. Siden Louis og jeg begyndte at date, har vi ikke været særlig meget sammen, og jeg har det virkelig dårligt med det. Det var jo ikke meningen, at det skulle være sådan. Undskyld, Harley.” Hun snøfter lidt mere og ser på mig. En tåre triller ud af hendes øjenkrog og ned af hendes kind. Jeg smiler lidt, fordi det her udelukkende sker, fordi hun er så fuld, og tørrer tåren væk. ”Det er okay, Els. Det går nok. Du har jo ikke tid til det hele, vel,” siger jeg. Hun smiler til mig og snøfter igen. ”Mener du det?” spørger hun. Jeg nikker og tager fat i hendes hånd, inden jeg trækker hende med ud mod toilettet. ”Undskyld, at jeg græder,” siger Eleanor bag mig, ”Louis er bare ret irriterende. Han griner hele tiden af mig, og han bliver ved med at gå væk fra mig.” Hun snøfter lidt mere, og da jeg ser tilbage på hende, er endnu flere tårer kommet frem. Jeg ser fremad igen, da vi kommer til toilettet. Jeg banker på døren, men der er ikke nogen, der svarer. Jeg troede, Zayn ville være der, men måske er han allerede væk igen.

Jeg trækker Eleanor med ud på toilettet og låser døren efter os. Hun sætter sig på toilettet og tørrer sine øjne. ”Hvorfor vil han ikke være sammen med dig?” spørger jeg og ser på hende. Hun snøfter lidt og trækker på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Måske er jeg bare kedelig,” siger hun og skylder papiret ud. Jeg smiler til hende. ”Det er du jo ikke. Måske vil han bare gerne tilbringe lidt tid med sine venner, nu hvor I har været så meget sammen,” siger jeg blidt. Hun smiler lidt og rejser sig. ”Måske. Du har nok ret. Jeg må hellere gå ud til ham,” siger hun og går ud af toilettet. Jeg ser lidt på døren, inden jeg sukker og låser den. Det er typisk Eleanor, når hun er fuld. Hun kan sikkert ikke engang huske det her i morgen. Måske kan Zayn heller ikke huske det, der skete, i morgen. Han var ret fuld. Hvis jeg nu er heldig… Who am I kidding. Jeg er ikke specielt heldig for tiden.

 Jeg går hen til toilettet og sætter mig på det. Musikken er dæmpet herude, og der er ikke nogen udenfor toilettet, så det her er nok det sted, hvor der er mindst larm lige nu. I samme øjeblik lyder der et dump lige udenfor døren. Jeg ser hen på den med rynket pande, men det var ikke nogen, der bankede på. Det lød nærmere, som om nogen faldt. Jeg går hen til spejlet og kigger på mig selv. Jeg ser stadig nogenlunde ud. Jeg låser døren op og åbner den, så jeg kan se ud i gangen. Der er ingen mennesker bortset fra ham, som ligger nede på gulvet. Jeg ser ned og hæver øjenbrynene, da det går op for mig, at det er Liam. Han åbner øjnene og ser op på mig. ”Hvad laver du?” spørger jeg og smiler lidt. Helt seriøst. Hvad fanden laver han på gulvet? Han smiler, da jeg smiler, og lukker øjnene igen. ”Liam,” siger jeg og går helt ud i gangen. Han kigger på mig igen, stadig med sit bedårende smil. ”Her,” griner jeg og rækker ham min hånd. Han tager den og kommer med besvær på benene. Han læner sig ind mod mig og ser på mig med det der smil, der gør mig helt blød i knæene. Mit hjerte begynder at banke hurtigere og hårdere. Hans hånd glider ned til min og lukker sig om mine fingre. ”Kom,” hvisker han og trækker mig blidt med ned af den menneskeløse gang. Hvor er alle folk egentlig henne? Der var en million folk før, og nu er der ingen. De kan da ikke alle sammen være ude på gangen og inde i stuen. Måske er de taget hjem. Hvad er klokken egentlig?

Liam åbner en dør ind til et værelse, som Eleanor nærmest aldrig bruger. Kun som opbevaringsrum til alt og intet. Liam trækker mig ind og hen til væggen bag døren, som han lukker. Lyset er tændt herinde, så der må have været nogen herinde før. Liam går hen til mig og lægger armene om livet på mig. Han står utrolig tæt på mig. Jeg kan mærke hans krop mod min; hans varme igennem hans og mit tøj. Da jeg ser op på hans ansigt, er hans læber lige ud for mit ansigt. Hans brune øjne kigger skiftevis på mine øjne og mine læber. Hans parfume, eller måske endda hans naturlige duft, sidder i luften omkring os. Hans fingre glider roligt og blidt hen over min lænd, imens han presser resten af sin krop ind mod min. Han står så tæt på mig, at jeg er sikker på, at han kan mærke mit hjerte banke med en million slag i minuttet.

___________________________________________________________________________________

Like og kommenter. Hvad synes I? Mere beskrivelse? Mindre? Flere samtaler? Færre? Flere tanker? Færre? Noget jeg kan gøre bedre? Anything? Just bring it.

Lots and lots and lots of love. xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...