I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48657Visninger
AA

21. Kapitel 20.

 

* 2 uger efter *

”Okay, så klokken 7 er fint med dig?” spørger Mason. Jeg nikker og tager et bid af mit æble uden at tage blikket fra tv-skærmen. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at Mason sidder og taster vildt på sin mobil. Det får mig til at smile lidt. Han skriver med Anthony. I aften skal vi ud og spise med ham. Som i for første gang. Det er ikke noget stort. I hvert fald ikke så stort at man burde få et panikanfald, som jeg er ret sikker på, Mason er tæt på at få. Men sådan er Mason. Han gør ofte noget småt til noget stort. Han elsker drama. Han er jo bøsse for guds skyld. Ikke fordi alle bøsser er som Mason. Faktisk er jeg ret sikker på, at Mason er den eneste af sin slags. Men det er derfor, jeg elsker ham. ”Okay. Vi kommer og henter dig kl. 19.00 sharp,” siger han og tillader sig selv at smile lidt, inden han læner sig tilbage i sofaen og slapper af.

Jeg ser væk fra tv’et og hen på ham. ”Du ved godt at klokken er 3, ikke?” siger jeg med et smil, da jeg tvivler på, at han ved det. Hans øjne bliver ualmindeligt store, inden han lynhurtigt rejser sig op. ”Hvad?!” nærmest spytter han ud. Jeg griner af ham. ”Klokken er 3,” gentager jeg roligt. Han snurrer forvirret rundt om sig selv en enkelt gang, inden han sukker dybt og gemmer sit ansigt bag sine hænder. ”Slap nu af. Du ser jo fin ud,” siger jeg grinende og tager endnu en bid af æblet. Mason sætter sig tungt i sofaen igen og ser ondt på mig. ”Fint er ikke godt nok, okay,” vrisser han og ryster lidt på hovedet. Jeg griner lidt højere end før. ”Du ser fantastisk ud. Formidabel! Og Anthony elsker dig jo allerede, så der er ingen grund til at prøve at imponere ham yderligere. Hvis han har fundet sig i dig indtil nu, så kan han sikkert også klare dig med krøllede bukser og sjusket hår,” siger jeg og ser på tv’et igen.

Mason mumler et eller andet utydeligt, som jeg ikke lægger mærke til, da der kommer nogle høje lyde ude fra opgangen. Det lyder, som om en stor ting blev stillet tungt på gulvet. Jeg ser mærkeligt på Mason, der smiler over min grimasse. ”Det er sikkert bare nogle af Eleanors flyttemænd,” siger han og trækker lidt på skuldrene. Jeg nikker mig enig og fortsætter med mit æble. Mason fokuserer igen på sin mobil, men ikke så hektisk og ophidset som før. ”Det er bare en afslappet middag, ikke? Jeg behøver ikke skifte til min balkjole, vel?” spørger jeg og ser på Mason. Han smiler skævt og ryster på hovedet. Hans blik glider op og ned af mig en enkelt gang, inden han siger: ”Du behøver faktisk ikke at skifte. Du ser perfekt ud lige nu.” Jeg himler med øjnene, men mine læber bevæger sig stadig op i et lidt forlegent smil. ”Det gør du også,” siger jeg, men Mason ryster straks på hovedet. ”Nej, jeg skal hjem og skifte. Uanset hvad du siger, så har jeg altså nogen at imponere. Hvilket du ikke har,” siger han og hæver øjenbrynene en enkelt gang, inden han ser ned på sin mobil igen. Jeg smiler bedrevidende for mig selv og åbner munden for at protestere og fortælle ham om Liam, da jeg overraskende nok ikke har delt den nyhed med ham endnu, men jeg bliver afbrudt af dørklokken.

Mason ser op fra sin mobil og hen på døren, inden han ser på mig. ”Skal du ikke lukke op?” spørger han. Jeg ser på ham og så på døren, inden jeg nikker lidt og rejser mig op. Personen udenfor bliver utålmodig og banker endnu en gang, imens jeg bevæger mig hen og tager fat i dørhåndtaget. Jeg åbner døren og ser ud på Harrys og Liams smilende ansigter. ”Hej,” siger de i kor. De sender hinanden et blik, inden de begynder at grine. Jeg ser bare mærkeligt på dem. ”Øh, hej,” siger jeg lavt, så de igen kigger på mig. ”Vi var ved at hjælpe turtelduerne med deres møbler, men nu er de i gang med deres første skænderi som roomies, så vi tænkte, at vi ville tage flugten, inden de begynder at smide med tingene,” siger Harry overraskende hurtigt i forhold til hans normale tempo. Jeg hæver øjenbrynene lidt med et smil og ser over hans skulder på Eleanors dør. I stilheden kan jeg godt høre nogle dæmpede stemmer råbe i munden på hinanden bag døren. Jeg åbner min egen dør helt op, så de kan komme ind, og laver en svingene bevægelse med armen. ”Jamen kom inden for, de herrer,” siger jeg overdrevet høfligt og ser på Liam, idet han går ind af døren efter Harry. ”Tak, milady,” siger han og letter på en usynlig hat. Jeg griner lidt og lukker døren efter ham.

Drengene sætter sig hen i sofaerne og hilser på Mason, der er knap så optaget af sin mobil, nu hvor to medlemmer af det ultra lækre boyband, One Direction, er kommet – som han ville have sagt det. ”Vil I have noget at drikke?” spørger jeg og peger med tommeltotten over min skulder i retning af køkkenet. Liam ryster på hovedet, og Harry nikker. Jeg smiler over dem og går ud i køkkenet, hvor jeg tager en sodavand fra køleskabet. ”Her,” siger jeg til Harry, da jeg kommer ind i stuen igen, og sætter den foran ham, inden jeg sætter mig tilbage i sofaen ved Mason. ”Hvordan ser det så ud derovre?” spørger jeg og ser skiftevis på Harry og Liam – mest på Liam. Han trækker lidt på skuldrene med et smil. ”Rodet. Alle Louis’ ting står bare rundt omkring, fordi Eleanor ikke ved, hvor hun vil have dem,” siger han. Harry ser knap så glad ud, da han tilføjer: ”Alle Louis’ forslag duer ikke, og El vil heller ikke ofre nogle af sine ting, fordi de åbenbart betyder mere… Han burde bare komme hjem igen.” Jeg prøver at lade være med at grine over hans triste stemme og udtryk, men det er svært. Liam vender sig smilende om mod ham og klapper ham på ryggen. ”Vores lille dreng er blevet stor, Haz. Han er nødt til at flyve fra reden,” siger han blidt, som om Harry var et barn. Harry udstøder et lyd, der minder om gråd, og gemmer sit hoved ved Liams skulder. ”Jamen behøves det virkelig være nu?” mumler han ind Liams trøje.

 Liam ser på mig og ryster lidt på hovedet, hvilket gør det endnu sværere at lade være med at grine. Han klapper Harry lidt på ryggen igen og ser ned på hans krøllede hoved. Jeg kigger på Mason, der også sidder og holder på et grin. ”Du har ret,” mimer han, ”de er virkelig skøre.” Jeg nikker voldsomt og smiler endnu større. Mit smil blegner dog en smule, da Mason langsomt rejser sig op fra sofaen og går hen til sine sko. ”Går du allerede?” spørger jeg. Mason ser på mig med et smil og nikker lidt. ”Ja, jeg skal hjem og skifte,” siger han og tager sin jakke på. Jeg rejser mig og går hen til ham. ”Okay, vi ses senere. Hils Anthony,” siger jeg igen med et smil, inden jeg krammer ham. Han gengælder mit kram og smiler glad til mig. ”Skal jeg nok,” siger han og går hen til døren. ”Vi ses, drenge,” tilføjer han og kigger hurtigt på Liam og Harry, inden han lukker døren efter ham.

Jeg sætter mig tilbage i sofaen og tager mit æble fra bordet, hvor jeg lagde det, inden jeg åbnede døren. Harry, der igen er kommet frem fra sit skjul ved Liam skulder, og Liam ser skiftevis på mig og hinanden med et lidt bekymret blik. ”Hvad?” spørger jeg til sidst og ser på dem, imens jeg prøver at holde masken, da de ser forskrækkede ud på grund af mit udbrud. ”Er det på grund af os, at han gik?” spørger Harry så, da han kommer sig. Jeg smiler og ryster lidt på hovedet. ”Nej, da. Hvorfor skulle det være det?” spørger jeg. Liam og Harry ser kort på hinanden, inden de ser på mig igen. ”Han gik bare så pludseligt,” siger Liam. Jeg griner og vinker afvisende med hånden. ”Det har overhovedet ikke noget med jer at gøre. Sådan er Mason bare. Han elsker dramatiske entréer og exiter. Han er bøsse for guds skyld,” forklarer jeg grinende. Harry og Liam slapper lidt af og smiler, hvilket får mig til at grine endnu mere. De kigger bare på mig med større og større smil. ”Hvor er I dog søde,” siger jeg fnisende og lader mit blik hvile på Liam lidt ekstra. Hans brune øjne møder mine. Varmen og glæden i dem overrasker mig, selv om jeg har set dem så mange gange før. Det er, som om hans øjne smitter og sender den samme varme og glæde rundt i min mave.

”Nå, hvad skal vi lave?” spørger Harry, så Liam ser på ham og dermed ikke ser på mig mere. Jeg puster lydløst ud, da jeg havde siddet og holdt vejret, og tager hånden op til min ene kind, som føles varm. Jeg må være helt rød i hovedet. Jeg ser over på Harry og Liam, men det ser ikke ud, som om de lægger mærke til det. Måske er mine kinder ikke så røde alligevel. Det går op for mig, at mit hjerte banker hurtigt i brystet på mig. Jeg bider mig lidt i læben og beder til, at der ikke er nogle ydre tegn på det, som Liam frembragte i mig. ”Harley?” spørger Harry og ser sjovt på mig. Jeg ser lidt forvirret på ham. ”Hvad?” spørger jeg. Han griner lidt, mens Liam kun smiler. ”Hvad skal vi lave?” gentager han. Jeg ser på Liam, men han møder ikke mit blik denne gang. Jeg ser på Harry igen og trækker på skuldrene. ”Skal vi gå udenfor?” spørger jeg og ser hen på vinduet for at tjekke vejret. Der er ret mange skyer, men nogle få steder titter den blå himmel frem. Jeg ser på Harry og Liam igen. De nikker begge to, hvilket får mig til at smile. ”Lad os tage ned i Hyde Park. Det er lang tid siden, jeg har været der,” siger jeg og går hen til mine mørkerøde converse, som jeg hurtigt får på. Drengene følger efter mig, men står bare og kigger på mig, da de ikke tog deres sko af, da de kom ind. Jeg tager min jakke fra knagerækken og ser på dem. ”Skal I ikke have jakker med?” spørger jeg. De kigger ned af sig selv og deres langærmede trøjer, inden de ser på mig igen. Liam smiler, mens Harry hæver det ene øjenbryn. ”Synes du selv, det er nødvendigt?” spørger han flabet. Jeg himler med øjnene og skubber blidt til hans skulder. Han begynder at grine sammen med Liam, så jeg heller ikke kan lade være med at le.

* * *

”I burde bære mig, så mine sko ikke bliver våde,” siger jeg for sjov og kigger ned på mine sko, der står på den fugtige asfalt. Jeg ser op på Harry og Liam, der står på hver sin side af mig og stadig kigger ned på mine sko. Synkront kigger de på hinanden og smiler listigt. Jeg smiler langsomt og skal til at protestere, men før jeg ved af det, har de taget fat i hinandens hænder under mig, så jeg sidder oven på deres hænder. Jeg griber fat i deres skuldre og begynder at grine. ”Drenge. Det var ikke seriøst ment,” siger jeg igennem latteren. De smiler bare og begynder at gå over vejen til parken. Folk kigger på os, hvilket bare forstærker mit grin. ”I må gerne sætte mig ned nu,” siger jeg og klapper Liam let på skulderen. Han ser op på mig med et blændende smil. ”Der er mudder her. Det er ikke godt for dine sko,” siger han og borer sine glimtende øjne ind i mine, så jeg stopper med at grine. Jeg smiler stadig, kan jeg mærke. Det er nemlig umuligt at stoppe, når Liam ser sådan på mig. ”Så kan du selv bære hende,” siger Harry og slipper Liams hænder for at skubbe mig lidt længere hen mod ham. Liam holder fast i mig, så jeg ikke falder ned på jorden, men i stedet ligger i hans arme. Jeg lægger blidt armene om hans hals, men jeg holder ikke rigtigt fast i ham. Det er der ikke brug for. ”Er du ikke bange?” spørger han og ser ned i mine øjne. Jeg ryster lidt spørgende på hovedet, da jeg ikke kan finde ord lige nu. Ikke når stjernerne – også kaldt hans øjne – glimter sådan mod mig. ”For at falde. Rettere sagt: At jeg lader dig falde?” tilføjer han. Jeg smiler lidt og ryster på hovedet. ”Det kunne du aldrig finde på. Jeg stoler på dig,” siger jeg. Hans perfekte læber bevæger sig op i et smil, som straks smitter af på mig. Ikke uden på, men derimod inden i. Min mave krymper sig kort sammen for bagefter at sende stød af glæde og begejstring rundt i min krop. Det bliver dog mindsket lidt, da Liam ser væk og rundt i parken.

Jeg følger hans blik og opdager, at Harry ikke er at se nogle steder. ”Han er godt nok hurtigt,” siger jeg og ser op på Liam igen. Han smiler og nikker lidt, inden han drejer rundt med mig i armene for at se, om han måske er bag ved os. Det er han ikke. ”Liam?” siger jeg blidt. Han ser opmærksomt ned på mig. ”Du behøver ikke at bære mig mere,” griner jeg. Han bider sig lidt i læben og nikker lidt, inden han sætter mig ned på jorden. ”Det vidste jeg godt,” siger han og smiler til mig. Jeg nikker ironisk til hans kommentar og ser på hans øjne, der glider rundt på vores omgivelser. Pludselig møder han mit blik. Et øjeblik ser han bare alvorligt på mig, indtil han endnu en gang sender mig et af de der smil, som får min mave til at gå amok. Jeg kan mærke varmen sprede sig rundt i min krop, selv om det er i slutningen af september, og den sidste rest af den blå himmel er forsvundet bag nogle mørke skyer. Det er, som om hele verden trækker sig sammen, indtil den kun er Liams smukke ansigt, der stråler mod mig.

”GUYS!” råber Harrys stemme og trækker mig ud af mine tanker. Liam ser væk og i retningen af Harrys stemme, så magien forsvinder helt. Jeg ser hen på Harry, der kommer løbende, så krøllerne hopper omkring hans ansigt. ”Hvad så?” spørger Liam, da Harry stopper foran os. Han trækker vejret dybt et par gange, inden han retter sig op og ser smilende på os. ”Ikke noget,” siger han og kigger skiftevis på os. Jeg rynker panden lidt og ser på Liam, der ser mindst ligeså forvirret ud som mig. ”Hvor var du henne?” spørger Liam og smiler forvirret. Harry trækker på skuldrene. ”Bare … omkring,” siger han mystisk og smiler fjollet. Jeg himler med øjnene og ryster på hovedet, men jeg kan alligevel ikke lade være med at smile, da jeg begynder at gå hen af stien, og Harry og Liam følger efter mig. ”Helt seriøst. Hvor var du henne?” bliver Liam ved. Harry griner ondskabsfuldt, men det ender med at være en rigtig latter. Jeg ser op på ham og smiler, da hans latter er ret sjov, når han virkelig griner meget. Han lægger mærke til mit blik og stopper langsomt med at grine. ”Okay. Jeg var henne for at købe en is,” siger han overgivende. Jeg ser på hans hænder. ”Hvor er den så?” spørger jeg og kigger op på hans ansigt igen. Han smiler skævt. ”Jeg kunne ikke finde nogen isboder,” mumler han.

Jeg lader hurtigt blikket glide rundt, og præcis som jeg huskede, er der en kiosk forenden af stien, som fører ud til den rigtige gade med biler og fodgængere. Jeg hæver min arm og peger på den. ”Harry,” siger jeg. Han følger min finger og smiler forlegent, da han ser kiosken. Liam begynder at grine højt. ”Har du stadig lyst til is?” spørger jeg og stopper pludseligt op. Harry stopper også op. Han kigger lidt på mig med sit skæve smil, inden han nikker. Liam står ved siden af ham og ser interesseret på mig. Jeg smiler større og større, indtil jeg siger: ”Jamen okay. Den, der kommer sidst, giver.” Inden de kan nå at fatte budskabet, sætter jeg i løb hen mod kiosken. Jeg kan høre dem grine og råbe bag mig, inden lyden af deres løbende fødder blander sig med fuglenes sang rundt omkring i træerne. Jeg smiler og griner lydløst, imens jeg sætter farten op. Skridtene lyder nemlig tættere og tættere på.

Jeg ser tilbage på Liam, der nu løber mindre end en meter bag mig. Han ser koncentreret ud, indtil han opdager, at jeg kigger på ham, og så begynder at smile. Jeg griner kort igen, inden jeg ser frem og prøver at løbe endnu hurtigere. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke kan løbe hurtigere, eller om det er fordi, Liam også sætter farten op, men han løber i hvert fald lige ved siden af mig nu. Jeg ser skiftevis på ham og kiosken, der kun er få meter væk. Jeg begynder at bremse og tager hånden frem, så jeg kan nå muren til kiosken, da vi når frem. Jeg når ikke at se, om Liams hånd rammer først, men det er i hvert fald tæt løb. Jeg stønner forpustet og vender mig om, så jeg læner mig med ryggen mod muren. Harry løber overraskende langt væk. Nu hvor jeg ser nærmere, så hopper han faktisk mere end han løber. Hans ene ben er bøjet, så hans fod ikke rammer jorden – hans fod uden sko. Jeg begynder at grine højt, og få sekunder efter slår Liam sig til mig.

Vi griner stadig, da Harry kommer hen til os. Han ser irriteret på os, men smilet på hans læber ødelægger det lidt. ”Hvad skete der?” spørger jeg grinende om. Harry støtter sig til muren, så han nemmere kan holde balancen på en fod. ”Min sko sad fast i noget mudder,” siger han og ser ned på sin fod, hvor hans strømpe er helt beskidt, trods hans forsøg på ikke at lade den røre jorden. ”Hvorfor løb du ikke tilbage efter den?” spørger Liam. Harry ser op på ham, som om det først går op for ham nu, at han kunne have gjort det. Han skærer tænder og ser ned på sin fod igen. ”Det… Det ved jeg ikke,” siger han ærgerlig. Jeg griner igen. ”Hvor er du dum, Harry,” fremkvækker jeg under latteren. Jeg høster et knap så overbevisende dræberblik fra ham. ”Hvis jeg løber tilbage efter den, bestiller I så is imens?” spørger Liam og ser på mig. Jeg smiler sødt og nikker. Harry mumler en bekræftende lyd, men ser kun på sin strømpe. Liam sender mig et smil, inden han begynder at løbe tilbage hen af stien. Jeg ser efter ham, indtil Harry stiller sig ind foran mig og blokerer mit syn. Jeg ser på ham, men han kigger ikke på mig. Han kigger på en eller anden brunette, der står et stykke fra os. Jeg begynder at grine, inden jeg går rundt om muren, så vi kan komme ind af døren på den anden side. Harry følger efter mig.

”Hvilken is skal Liam have?” spørger jeg og ser ned i køledisken. Harry vifter lidt med hånden, men jeg forstår ikke, hvad han prøver at sige, så jeg ser op på ham. Han kigger ud af vinduet, så jeg følger hans blik. Der overrasker mig ikke, at det er brunetten, jeg ender med at kigge på. Jeg ser på Harry igen, der stadig kigger betaget på hende. Jeg stikker en albue i siden på ham. ”Av!” udbryde han tøset og ser surt på mig. Jeg griner bare. ”Hvilken is skal Liam have?” spørger jeg. Harry dropper sit sure blik og tager to is op, som jeg regner med er hans og Liams. Han går hen i køen og tager nogle sedler op fra sin lomme. ”Har du tænkt dig at score hende?” spørger jeg og ser ud igennem vinduet på brunetten, der svinger håret over den ene skulder og ser rundt. Jeg ser igen på Harry, der smiler ned til sin pung. ”Måske,” siger han og ser op. Det bliver vores tur, så jeg lægger isene på disken. Ekspedienten taster dem ind. ”6£,” siger hun og kigger på Harry, da det er ham, der står med pengene. Hendes blik glider op og ned af ham en enkelt gang, inden hun kniber øjnene lidt sammen. Et øjeblik tror jeg, hun skal til at sige noget med One Direction, men hun lader være. Harry giver hende pengene og tager sin egen is, så jeg tager Liams og min egen.

Vi går ud af kiosken og om til muren, vi stod op af før. Eller jeg gør. Harry følger ikke med, så jeg regner med, at han gik efter brunetten. Liam står op af muren lidt længere nede og ser ud over parken. Jeg smiler lidt ved synet af ham. ”Hey,” siger jeg, så han kigger på mig, ”er den her fin nok?” Jeg hæver isen og går hen til ham. Han går lidt ud fra muren og smiler. ”Ja, det er min ynglings,” siger han og tager isen, som jeg rækker ham. Jeg åbner min egen is og putter den langsomt i munden. Liam gør det samme og smiler til mig med øjnene, da hans mund er optaget af isen. Han tager mit ispapir og vender sig om for at smide det ned i en skraldespand, jeg ikke har lagt mærke til før nu. Jeg ser bare på ham og hans krop, imens han bevæger sig. Jeg kan mærke mine kinder blusse op, da det går op for mig, hvad det er, jeg har gang i. Liam ser på mig igen og smiler bare, da han sikkert ser mine røde kinder. Jeg ser ned og prøver at lade være med at smile, men det er umuligt. Da jeg ser op igen, ser Liam stadig på mig. ”Kom,” siger han lavt og smiler til mig, inden han langsomt begynder at gå ind i parken igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...