I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
49456Visninger
AA

3. Kapitel 2.

 

Jeg åbner bildøren til Masons bil og sætter mig tungt ind på forsædet ved siden af ham. Da døren smækker efter mig, puster jeg ud og sætter min taske ned mellem mine ben, inden jeg vender mig mod ham og smiler. ”Hej,” siger jeg. Han ser på mig med et hævet øjenbryn. ”Du ser godt ud,” siger han så. Jeg bliver ved med at smile, da jeg siger: ”I lige måde.” Han griner højt og starter bilen. Jeg smiler lidt mere ved hans latter, selv om det irritere mig, at han bare griner af mig, når jeg siger, han ser godt ud. For det gør han virkelig! Han har mørkt kort hår, det er sat med voks, og hans ansigt er virkelig pænt. Hans øjne er grå og lysende. Han er måske ret tynd, men det gør ikke særlig meget. Han ser godt ud. Jeg opgiver dog hurtigt at diskutere det med ham. Vi har gjort det så mange gange før, og vi ved begge, at ingen af os kommer til at skifte mening lige foreløbig.

Efter vi har kørt i et kvarter, ser jeg på ham igennem de solbriller, han har givet mig lov til at låne. Jeg smiler, som jeg altid gør i hans selvskab. ”Mason?” spørger jeg. Han mumler en bekræftende lyd, men ser ikke væk fra vejen. ”Ved du egentlig overhovedet, hvor vi skal hen?” Han bliver ved med at se på vejen i et par sekunder, men vender så sit ansigt mod mig. Han ser på mig, gravalvorligt, og ryster på hovedet. Jeg bryder ud i grin. ”Hvor er vi så på vej hen?” spørger jeg fnisende. Mason smiler lidt over mig, men ser igen på vejen. ”Nordpå. Det er det eneste, jeg ved. Nordpå lidt uden for London,” siger han. Jeg griner endnu mere, men finder min mobil frem, så jeg kan få Eleanor til at skrive den præcise adresse. Efter et par minutter, hvor jeg stadig fniser, kommer det velkendte bibben fra min mobil. Jeg ser hurtigt på den, inden jeg rækker mobilen til Mason. Han tager den og ser på den. Han brummer lidt og giver mig mobilen tilbage, inden han med et smil tænder for sin GPS.

”Gud, hvor er jeg sulten!” klager jeg højlydt og trækker mig væk fra vinduet, som jeg har siddet med hovedet ud af som en hund. Det er sindssygt varmt, så jeg var nødt til det. ”Ifølge GSP’en er der kun 5 minutter, indtil vi er der,” mumler Mason. Jeg nikker og ser ud af vinduet. Efter mindre end to sekunder kigger jeg igen på ham. ”Har du egentlig mødt Louis før?” spørger jeg ham og kniber øjnene sammen på grund af solen, selv om jeg allerede har solbriller på. Mason ser hurtigt på mig, inden han kigger på vejen igen. ”Ja. Eleanor bad mig engang om at køre hende hen til lufthavnen, da han og bandet skulle mellemlande i Heathrow, inden de skulle videre. De skulle vente i lufthavnen i et time eller sådan noget, så El ville tilbringe så meget tid sammen med ham som muligt. Han og Harry kom ud til os, men jeg gik ud i bilen kort efter, da det var ret kedsommeligt at glo på dem. De havde en del at få indhentet, hvis du forstår, hvad jeg mener.” Han sender mig et frækt smil, inden vi begge to begynder at grine. ”Men han virker som en meget flink fyr,” tilføjer han.

Jeg ser på ham igennem solbrillerne. ”Hvad med Harry? Det er ham med krøllerne, ikke?” spørger jeg. Mason griner over mit spørgsmål og nikker. ”Jo, det er det. Ved du ikke engang, hvem af dem, der er hvem?” spørger han vantro og smilende. ”Det gør du måske? Du er vel ikke fan?” driller jeg. Han griner igen. ”Nej. Men jeg ved, hvem der er hvem. Jeg så dem dengang i X-factor. Jeg stemte dog ikke på dem,” siger han. Jeg nikker og smiler lidt, inden jeg ser ud af vinduet igen. Jeg har aldrig mødt nogle af de andre fra One Direction. Jeg har kun mødt Louis, men hvis de bare minder det mindste om ham, så er de vel fine nok. Jeg håber bare, at de kan styre sig.

Mason drejer op af en vej til en masse sommerhuse. Jeg ser ud af vinduet på dem og udbryder så: ”Der! Det er det der! Mason, stop. Det var det!” Jeg sænker min pegende finger og ser på Mason, der bare ubekymret kører videre. Han ser på mig og smiler bedrevidende. ”Der er ingen parkeringspladser der, søde ven,” siger han. Jeg himler med øjnene og ser smilende ned på min taske. Jeg tager fat i stroppen og låser min sele op. Mason får parkeret bilen et stykke oppe af vejen, så vi bliver nødt til at gå tilbage igen. Jeg er bare lykkelig over, at jeg ikke tog højhælede på. Fortovet er helt skævt, og der er fantastisk mange huller. ”Wow. Der er godt nok mange biler,” bemærker Mason med blikket på en Porsche. Jeg ser på den og på sommerhuset, den holder ud for. ”Måske er det sommerhusets ejeres. Eleanor sagde i hvert fald, at det ikke var en specielt stor fest,” mumler jeg pludselig bekymret for, at der kommer helt vildt mange mennesker, og det bliver en vild fest. Det har jeg bestemt ikke lyst til. Mason bliver ved med at se på bilen og mumler imponeret: ”Det er altså en dyr bil.” Jeg sukker og tager fat i hans arm, så han ikke stopper op og begynder at beundre den.

”Harley!” udbryder Louis glad, da vi kommer ind af havelågen, ned af en lille trappe og om i haven, hvor vi kan høre en masse mennesker. Eleanor vender sig om, så hun kan se os, og smiler. I mellemtiden er Louis kommet hen til os. Han trækker mig ind i et kram, som jeg lidt overrasket, men grinende gengælder. Han løfter mig lidt op fra græsset, inden han slipper mig og ser på mig. ”Det er længe siden,” siger han smilende. Jeg nikker og svarer: ”Alt for længe siden. Men sådan er det jo, når man er verdenskendt, ikke?” Han smiler skævt og nikker. ”Livet er hårdt,” joker han, inden han vender sig mod Mason for at hilse. Eleanor krammer mig bagfra, så jeg kommer med et lille forskrækket udbrud, inden jeg begynder at grine. ”Tak fordi du kom,” siger hun ud for mit øre. Jeg smiler og vender mig om mod hende, så jeg kan give hende et ordentligt kram. Jeg ser derefter rundt i haven. ”Hvor er her hyggeligt,” siger jeg med øjnene på de kulørte lyskæder, der hænger mellem træerne. Jeg ser på Eleanor, der smiler stolt. ”Tak. Jeg har gjort det hele selv. Okay, med hjælp fra Danielle,” tilføjer hun smilende. Jeg åbner munden måbende og smiler så kæmpe stort. ”Er hun her?!?!” nærmest hviner jeg og ser mig igen omkring efter hende.

Det er virkelig lang tid siden, jeg har set hende. Hun har været på tour med LMFAO i en måned eller sådan noget, og inden det var hun med Liam, hendes kæreste, endnu et medlem af One Direction som jeg ikke har mødt, på tour i en uge. Jeg har det med Danielle, som jeg har det med Mason. Hun har samme sindssyge humor som mig, så vi har det virkelig sjovt sammen. Jeg kan ikke snakke med hende, som med El eller Mason, men jeg har heller ikke kendt Danielle i ligeså lang tid. Jeg har kendt hende i højst et halvt år, efter en anden fest hvor Eleanor introducerede os for hinanden.

El griner ved siden af mig og tager fat i min arm. Jeg følger efter hende, mens jeg stadig spejder efter Danielle. ”Hun er i køkkenet,” siger Eleanor stadig grinende. Hun fører mig hen til en dør, hvor vi næsten går ind i en fyr. Han har fladt brunt hår, der går lidt til den ene side, men ikke som Louis’, der stritter lidt. Fyren smiler sødt og træder til side, så vi kan komme forbi. Eleanor stopper op for at snakke med ham og vinker mig op af trappen med en forsikring om, at køkkenet er lige deroppe. Jeg ser væk fra fyren, der stadig smiler sødt til mig, og går videre op af trapperne. Jeg ender i en gul, blomstret gang. Jeg ser til venstre, hvor døren står åben til noget, der kan ligne et køkken. En nynnen kommer fra det, og jeg smiler, da det lyder som Danielle.

Jeg går ind i køkkenet og ser på Danielle, der står med ryggen til og ordner noget på køkkenbordet. ”Det var godt nok hurtigt,” mumler hun med et smil i stemmen, inden hun vender sig om og ser, det er mig. Jeg når kun lige at tænke, at hun sikkert troede, jeg var den brunhårede fyr nede ved døren, før hun bryder ud i grin og styrter hen til mig for at trække mig ind i et stort og varmt kram. Jeg griner også og puster noget af hendes krøllede hår væk fra min mund. Hun lægger vidst ikke mærke til det, men trækker sig bare lidt væk, så hun kan se ordentligt på mig. ”Hvor er du pæn,” siger hun storsmilende. Jeg hæver øjenbrynene og giver hende elevatorblikket, inden jeg siger: ”Og du er smuk som sædvanlig.” Hun ryster på hovedet og vender tilbage til køkkenbordet. ”Sludder. Hvordan har du haft det?” spørger hun. Jeg går hen til køkkenbordet på den anden side af vasken, så vi står på hver sin side. Jeg begynder at skære det salat ud, som lå på skærebrættet, imens Danielle og jeg snakker om alt og intet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...