I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48702Visninger
AA

18. Kapitel 17.

 

”Vi ses,” siger jeg til Danielle og sender hende et halvhjertet smil, da taxaen stopper op. Hun smiler sødt til mig og nikker, inden hun pludselig trækker mig ind i et kram. ”Du kan altid snakke med mig,” siger hun ud for mit øre, inden hun slipper mig og ser smilende til, imens jeg ret overvældet over hendes ord åbner døren og stiger ud af bilen. Jeg ser på hendes smilende ansigt bag ruden, da taxaen kører videre. Hendes ord giver genlyd i mit hoved, da jeg går ind i bygningen og hen til elevatoren. Det er jo ikke, fordi hun ved, hvorfor jeg var så mut til sidst. Det er ikke, fordi hun ved, at jeg er nødt til at fortælle hende noget vigtigt, som hun ikke vil høre, når det først er sagt. Og det er det, der gør så ondt. Det er, fordi hun er en god ven. Fordi hun bekymrer sig om mig og holder af mig. Og hvordan betaler jeg tilbage? Ved at falde for hendes kæreste. Jep, sådan er det, når man bliver venner med Harley Jones. Jeg tager alt, hvad jeg kan få fingre i og mere til, men jeg giver intet tilbage.

Jeg sukker dybt, men det bliver overdøvet at plinget, da elevatoren stopper, og dørene åbner sig for mig. Jeg går ud i opgangen og hen imod døren til min lejlighed, men så ændrer jeg retning, da det går op for mig, at jeg ikke vil være alene, og at jeg heller ikke er nødt til det. Hun har alligevel været oppe at skændes med Louis, så måske har hun heller ikke lyst til at være alene. Mine fødder bærer mig hen til Eleanors lejlighed, og før jeg ved af det, har jeg ringet på døren. Der går noget tid, hvor jeg ikke kan høre andet end mit eget hjerte, der af en eller anden grund banker hårdt i brystet på mig. Jeg ringer på igen, men kommer så pludselig i tanke om, at det må være ret sent. Hun sover sikkert. Jeg har praktisk talt besluttet mig for at gå hen til min egen lejlighed, da jeg kan høre skridt på den anden side af døren. Døren bliver låst op og åbnet. Eleanors ansigt kigger lidt irriteret på mig, men ændrer sig hurtigt, da hun ser, at det er mig. ”Harley,” siger hun lidt spørgende, inden hun træder til side og åbner døren. Måske kan hun se det i mit ansigt, eller også kender hun mig så godt, at hun ikke stiller spørgsmål, men bare lukker mig ind klokken lort om natten. Uanset hvad så har jeg utrolig meget lyst til at kramme hende.

Jeg sparker mine sko af og smider skødesløst min taske på gulvet, inden jeg går ind i hendes soveværelse, som er det eneste rum, der kommer lys fra undtagen gangen. Eleanor slukker lyset efter sig derude og kommer også ind på soveværelset. Hun sætter sig på sengen og putter et bogmærke ind i den bog, som hun tilsyneladende lå og læste i. Imens tager jeg mine bukser og trøje af, så jeg stadig har min tynde, sorte top på, inden jeg kryber ind under dynen i den anden side af sengen. Eleanor lægger bogen på natbordet og lægger sig også ind under dynen. Vi lægger os på siden med ansigterne mod hinanden, så hendes øjne – fulde af spørgsmål – borer sig ind i mine. Det er lang tid siden, vi har gjort det her – sovet sammen. Det plejer vi kun at gøre, når noget er galt. ”Hvad skete der mellem dig og Louis?” spørger jeg lavt for at få opmærksomheden væk fra mig. Eleanor ser ned, men jeg bliver ved med at kigge på hende, så hun til sidst bliver nødt til at møde mit blik igen. ”Vi var oppe at skændes,” siger hun tøvende og forsigtigt. Jeg smiler lidt. ”Det siger du ikke,” siger jeg sarkastisk. Eleanor bliver bare ved med at se trist ud, så jeg tilføjer: ”Louis var i hvert fald virkelig nede over det, tror jeg. Han drak i hvert fald ualmindeligt meget. Han var helt væk.” Hun ser lidt opmuntret ud, da hun spørger: ”Virkelig?” Jeg nikker og ser ind i hendes brune øjne for at få hende til at fortælle.

”Hm. Altså… Okay,” mumler hun og vender sig, så hun ligger på ryggen og kigger op i loftet. Jeg bliver ved med at ligge på siden og kigge på hende. ”Louis spurgte mig, om vi skulle flytte sammen. Jeg blev selvfølgelig glad og sagde ja, men så kom jeg i tanke om, at de jo tager af sted igen i morgen. Så jeg sagde, at vi måske skulle gøre det, når de kom tilbage, men så blev han bare virkelig sur. Det var totalt uretfærdigt, men han blev bare ved med at sige alt muligt med, at det måske alligevel ikke betød så meget for mig, og til sidst gad han slet ikke flytte sammen alligevel. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg synes, det var bedre, hvis vi havde tid til at vænne os til det, inden han bare tog af sted igen, men han ville ikke lytte. Han stormede bare ud herfra efter at have sagt de værste ting.” Eleanors efterhånden rystende stemme dør ud, da tårerne presser sig på. De pibler frem i øjnene på hende, selv om hun arrigt tørrer de væk. Jeg tager fat i hendes hånd og fletter mine fingre ind i hendes. Hun vender hovedet lidt mod mig og smiler meget svagt. Det er nok mere for min skyld end sin egen.

”Han var sikkert bare nervøs for, at du ville sige nej,” siger jeg roligt og tørrer en vildfaren tåre væk fra hendes kind. Hun nikker lidt. ”Han burde stadig ikke flippe sådan ud. Jeg sagde jo ja,” mumler hun. ”Du har ret. Han burde ikke behandle dig sådan, men jeg er sikker på, at han ikke gjorde det for at såre dig. Han gjorde det sikkert for ikke selv at blive såret,” siger jeg blidt og ser ind i hendes øjne. Hun slår blikket ned og nikker igen, men denne gang kommer hun ikke med indvendinger. Enten har hun ikke flere, eller også gider hun bare ikke snakke mere om det. ”Lad os snakke videre om det i morgen, okay? Så kan det også være, at han ringer og siger undskyld,” foreslår jeg. Eleanor nikker og vender sig om mod natbordet, så hun kan slukke lyset. I mørket kan jeg se hendes øjne lys mod mig igen. ”Så skal du også fortælle, hvad der er sket,” siger hun lavt, men fast. Jeg stirrer lidt på hende, men nikker så. ”Fint,” mumler jeg. Eleanor smiler svagt tilfreds, inden hun vender sig om og lægger sig til at sove.

* * *

Jeg vågner op helt fugtigt og klæbende. Dynen smyger sig om mig, som var den klistret fast til min hud. Jeg tager hånden op til håret for at stryge det væk fra ansigtet, men opdager i stedet, at min pande er helt varm og svedig. Jeg stønner irriteret og sparker dynen af mig, så jeg kan sætte mig op. Solen rammer mig i ansigtet igennem de store utildækkede vinduer. Jeg kniber øjnene sammen og stirrer lidt ud af dem, imens jeg prøver at tage mig sammen til at vågne ordentlig op. Eleanor mumler bag mig, hvilket får mig til at se mig over skulderen på hende. Hun gaber med lukkede øjne, inden hun rynker panden og langsomt åbner øjnene, som om hun allerede ved, at lyset er skarpt i rummet. Jeg smiler lidt og rejser mig for at gå ud på toilettet for at tage et hurtigt bad.

Da jeg kommer tilbage ind i soveværelset, ligger Eleanor stadig i sengen og døser. Hun knuger dynen ind til sig og åbner øjnene for at se på mig. Jeg smiler skævt. ”Hvordan kan du holde ud at sove med sådan en tyk dyne, når det er så varmt?” spørger jeg og dumper ned i sengen ved siden af hende igen. Eleanor gaber igen og trækker på skuldrene. ”Må jeg lige minde dig om, at det ikke plejer at være så varmt i september-måned?” siger hun og hæver øjenbrynene, inden hun smiler og tilføjer: ”Desuden så fryser jeg næsten altid, når jeg sover, uanset hvor varmt det er.” Jeg ryster lidt på hovedet og mumler: ”Ufatteligt.” Eleanor smiler lidt og tager sin mobil fra natbordet. Hun ser lidt på skærmen, inden hendes ansigt lyser helt op. ”Har han ringet?” spørger jeg og læner mig over mod hende, så jeg kan se skærmen. Hun nikker og ser smilende på mig. ”Ring tilbage!” siger jeg utålmodigt og griner lidt. Eleanor smiler og trykker på skærmen, inden hun tager mobilen op til øret. I takt med at sekunderne bliver flere og flere, bliver hendes ansigt også mindre og mindre glad. Til sidst sænker hun mobilen og lægger på.

Hun ser trist på mobilen i et stykke tid, og da hun endelig ser op på mig, er hendes øjne igen fyldt med tårer. ”Han gider ikke snakke med mig,” siger hun og presser læberne sammen. Jeg ryster på hovedet og siger: ”Nej. Eleanor, nej. Han har sikkert bare tømmermænd, okay? Du så ham ikke i går. Han har helst sikkert tømmermænd, alt andet er umuligt. Han har sikkert bare ringet til dig i sin brandert, og nu er han faldet i søvn eller sådan noget. Lad nu være, ikke? Jeg er sikker på, at det ikke er så slemt.” Jeg prøver at lyde så overbevisende som muligt, men tårerne bliver ved med at hobe sig op i hendes øjne. Da de begynder at glide ned af hendes kinder, rækker jeg ud og tørrer dem væk for hende, imens hun stirrer hjælpeløst ned på mobilen. Jeg bliver ved med at mumle nogle trøstende ord til hende, indtil hun holder op med at græde. Hun snøfter lidt og ser på mig. ”Er du sikker?” spørger hun svagt. Jeg nikker indtrængende. Eleanor sukker og nikker lidt, som om hun godtager mine ord og vælger at tro dem. Jeg håber virkelig, at jeg har ret. Ellers kommer Louis til at betale for ikke at ville snakke med hende.

Jeg tager fat i Eleanors hånd og giver den et klem, hvilket får hende til at se på mig igen. ”Gå ud og tag et langt bad, okay?  Et karbad med musik og bare virkelig forkæl dig selv. Så går jeg ud og køber morgenmad,” siger jeg roligt. Eleanors øjne borer sig ind i mine et øjeblik, inden hun nikker svagt og lægger armene om mig i et kram. ”Tak,” hvisker hun ind i mit hår, inden hun holder ekstra stramt om mig og derefter slipper mig for at gå ud på badeværelset. Jeg smiler lidt, rejser mig fra sengen og tager mit tøj på igen. Jeg går derefter ud i gangen, hvor mine sko og taske står præcis, hvor jeg efterlod dem. Jeg stikker hurtigt fødderne i skoene og svinger tasken over skulderen, inden jeg går ud af døren og ud i opgangen. I løbet af ingen tid er jeg inde i min lejlighed. Denne gang tager jeg min taske med ind i stuen, hvor jeg smider den i lænestolen. Jeg skynder mig ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt finder noget rent tøj frem og tager det på. Jeg redder derefter mit hår igennem og tørrer det, da det stadig er vådt efter mit bad hos Eleanor. Jeg lader det hænge løst, da jeg ikke magter at gøre noget ved det nu. Mit ansigt lader jeg også bare være naturligt. Jeg går ind i stuen og tager min pung op af tasken. Der er stadig nogle sedler tilbage, så jeg svinger tasken over skulderen igen og går ud i gangen for at tage sko på. Tilfreds med mig selv og min hurtighed begiver jeg mig ud for at købe morgenmad.

* * *

Da elevatoren stopper på 4. sal, går jeg direkte ind i Eleanors lejlighed, da det vil være rent tidspild at gå ind til mig selv først. Jeg går ud i køkkenet og stiller min taske og poserne med morgenbrød og æg og bacon på køkkenbordet, inden jeg går ud i gangen igen for at tage skoene af. Der kommer ikke lyde fra badeværelset, så Eleanor er sikkert allerede i gang med at tage tøj på. Det kan dog godt tage lang tid, og hvis hun også skal ordne sit hår, så har jeg stadig god tid til at lave mad. Jeg går ud i køkkenet igen og stiller min taske ned på gulvet, så den ikke er i vejen. Jeg tænder så for komfuret, imens jeg finder pander og alt det, jeg kommer til at få brug for frem. Jeg ved allerede, hvor alt er, da Eleanor og jeg har gjort det her tusind gange før. En gang var det næsten en tradition, at vi spiste morgenmad sammen en gang om ugen, men af en eller anden grund blev det sjældnere og sjældnere, og nu gør vi det kun, hvis der er sket noget stort – godt og dårligt.

Jeg anbringer bacon og æg på hver vores tallerken og stiller dem ind i stuen. Der er ikke rigtig plads til et køkkenbord i køkkenet, så stuen er det eneste sted, vi kan spise. Jeg tager brødkurven, mælk og pålæg med ind og stiller det på sofabordet. I samme øjeblik kommer Eleanor ind i stuen – smuk og velduftende. Jeg ved ikke, om det er hendes creme eller parfume, men den er i hvert fald tusind gange bedre end baconlugten, som hænger ved mig. Hun sender mig et smil og ser på maden på sofabordet. ”Det ser godt ud,” siger hun og sætter sig i sofaen. Jeg smiler og nikker. ”Det gør du også,” siger jeg og blinker til hende, hvilket får hende til at grine. Jeg sætter mig ved siden af hende i sofaen og tager en bolle over på min tallerken. ”Nå,” siger Eleanor og stikker til sine æg, ”hvordan var festen i går?” Jeg skærer min bolle over og trækker på skuldrene. ”Den var fin. Det var sjovt, indtil de sidste par timer,” siger jeg og prøver at lyde så ligeglad som muligt. Eleanor putter et stykke bacon ind i munden og vender sig mod mig. ”Fortæl,” siger hun og ser på mig med store øjne. Jeg sukker lidt og smører min bolle.

”Du lovede, at du ville fortælle, hvad der var sket,” siger hun alvorligt efter et stykke tid, hvor jeg ikke har sagt noget. Jeg himler med øjnene, men vender mig så helt mod hende, så jeg kan se hende ordentligt. Eleanor ser spændt ud og lægger sine hænder i sit skød. ”Altså… Okay, jeg har ikke fortalt dig det, men… Jeg kan lide Liam,” siger jeg tøvende. Eleanors ansigts udtryk ændrer sig ikke til at starte med, men så bliver hendes øjne pludselig store. ”Lide? Altså sådan lide-lide?” spørger hun næsten forskrækket. Jeg bider mig i læben og nikker forsigtigt. Hun ser ud, som om hun skal til at spørge om et eller andet, men bider det så i sig. ”Okay. Hvad skete der så?” spørger hun. Jeg tager en dyb indånding og fortæller det hele så godt, som jeg kan. Eleanors ansigtsudtryk ændrer sig i takt med historien, men hun afbryder ikke. Da jeg er færdig, sidder hun bare og stirrer lidt på mig. ”Wow,” siger hun endelig. Hun ser væk fra mig og hen på bordet. Hendes hånd rækker ud efter endnu et stykke bacon, som hun stille putter i munden.

Efter lidt tid ser hun igen på mig. ”Så du kan lide Liam?” spørger hun og rynker panden på en sjov måde, som får mig til at smile lidt. Jeg nikker. ”Hm… Hvad… Hvorfor?” spørger hun forvirret, ”jeg mener, jeg ville aldrig kunne se Liam som andet end en ven. Han er bare, du ved… Han er bare Liam,” ender hun med at sige. Jeg fniser lidt over hendes mislykkede formulering. ”Jeg ville bedre forstå det, hvis det var Zayn eller Harry. De er jo hammer lækre,” siger hun og smiler sigende til mig. Jeg griner igen. ”Og Niall,” fortsætter hun, ”Niall er bare en lille charmetrold. Ham ville jeg faktisk heller aldrig kunne se som en kæreste. Han er lidt som en lillebror, men det er han jo ikke for dig. Men Liam… Han er jo bare…” hun ryster lidt på hovedet i mangel på ord, ”han er jo Liam!” Hun ser på mig med et smil, da jeg igen griner. ”Forklar mig det lige,” beder hun og tager halvdelen af min bolle, da jeg ikke selv har gjort mine til at spise den endnu.

Jeg trækker lidt på skuldrene og ser håbløst på hende, da hun tager en bid af bollen. ”Jeg ved ikke. Det er bare…” begynder jeg, men sukker så. Jeg tænker lidt, inden jeg fortsætter: ”Når jeg er sammen med drenge, så føler jeg ikke altid helt, at jeg er god nok. Men i specielle tilfælde møder jeg en, som får mig til at føle mig smuk. Udenpå. I Liams tilfælde føler jeg mig slet ikke smuk eller god nok. Men når han så smiler til mig eller siger noget til mig eller bare ser på mig, så føler jeg mig pludselig speciel. Så føler jeg mig god nok og smuk, men ikke udenpå. Jeg føler mig smuk inden i.” Jeg stopper med at snakke og ser på Eleanor. ”Giver det over hovedet nogen mening?” spørger jeg igen håbløst. Eleanor nikker svagt. Hun sænker hånden med bollen, så den ligger på hendes lår. Et sælsomt smil breder sig på sine læber. ”Du er virkelig forelsket i ham,” siger hun lavt, men alligevel tydeligt. Jeg laver store øjne og ryster bestemt på hovedet. ”Nej. Ikke forelsket. Jeg kan bare godt lide ham. Et crush. En svaghed. Ikke mere,” siger jeg hurtigt. Eleanors smil bliver større, men hun siger ikke noget. Jeg vælger at ignorer det, da jeg helst bare vil væk fra emnet.

Jeg hoster lidt og vender mig mod min tallerken igen. ”Så, øh. Har du tænkt dig at ringe til Louis?” spørger jeg og tager den sidste halvdel af bollen. Jeg kaster et hurtigt blik på Eleanor, der pludselig ikke smiler længere, inden jeg koncentrerer mig om bollen. ”Jeg ved ikke,” mumler hun usikkert og lægger sin bollehalvdel på sin tallerken. ”Åh, kom nu,” siger jeg og ser på bollen i min hånd, ”du er nødt til at ringe til ham. Du vil jo gerne flytte sammen, og det vil han også. I er bare lige nødt til at være modne og glemme jeres latterlige skænderi.” Jeg ser på Eleanor og tilføjer: ”Som han unødvendigt startede,” da hun ser ret sur ud. Hendes blik mildnes, og hun ser ned på sine hænder. ”Du har vel ret,” mumler hun igen. Jeg smiler og ser på hende. ”Selvfølgelig har jeg ret. Spis nu din mad, så du kan få ringet til ham, og vi bagefter kan komme ud at shoppe!” siger jeg og slutter af i et begejstret tonefald. Eleanor lyser lidt op ved ordet ’shoppe’ og vender sig hurtigt mod sin mad, hvilket får os begge to til at grine. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...