I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48704Visninger
AA

17. Kapitel 16.

 

Liam går ud af hoveddøren og helt ud på gaden. Jeg skynder mig at tage mine sko på for at følge efter ham. Han stopper op på den anden side af hækken rundt om huset, så vi ikke kan ses, hvis de andre beslutter at gå ud. Det er blevet betydeligt meget mørkere, selv om vi umuligt kan have været indenfor i mere end en halv time. Der står en lygtepæl lidt længere nede, men den giver ikke specielt meget lys. Det gør dog ingenting, for Liams øjne lyser mod mig, så jeg ved, hvor han er. Han ser afventende på mig, som om det er op til mig at starte samtalen. Det forvirrer mig, da det jo var ham, der ville have mig med ud. Mit blik flakker lidt rundt, men ender så på Liam igen. ”Det kommer til at blive akavet næste gang, vi ses,” siger jeg hæst, ”når alkoholen er væk.” Liam smiler skævt til mig. ”Det behøves det ikke at være. Vi kan bare glemme det,” siger han. Af en eller anden grund gør det mig ked af det. At han bare vil glemme alt det, jeg har delt og fortalt. Selv om det er forkert, så er det alligevel dejligt, at jeg ikke behøver at skjule det mere. ”Det kan vi jo ikke,” siger jeg lidt dystert. Liam bliver ved med at smile. ”Vi kan lade som om,” bliver han ved. Jeg ser ind i hans brune øjne. Han står ikke særlig langt væk fra mig. Faktisk har vi nok aldrig stået så tæt, hvis man ikke tæller de gange med, hvor vi har krammet.

”Jeg vil bare gerne blive ved med at være venner,” siger Liam og bringer mit fokus tilbage. Han smiler ikke længere. Jeg nikker lidt. ”Jeg ville bare ønske,” siger jeg i et suk og ser væk fra hans varme øjne, ”at vi kunne være mere end venner.” Det er forkert af mig at sige det, virkelig forkert, men jeg kan ikke lade være. Det er nu, jeg har chancen. Det er nu, jeg kan sige alt det, som jeg ikke burde. Mens alkoholen giver mig mod og stadig kan bruges som undskyldning senere. ”Det kan vi ikke,” siger Liam og smiler lidt igen, ”jeg har jo Danielle.” Jeg ser på ham igen. ”Elsker du hende virkelig?” spørger jeg alvorligt. ”Ja,” siger han. ”Vil du være sammen med hende resten af dit liv?” bliver jeg ved. Liam tøver lidt. ”Det ved jeg ikke. Det kan jo ske så meget,” siger han så. Jeg nikker lidt og smiler ufrivilligt ved tanken om, at jeg måske stadig har en chance. Hvor latterligt og usandsynligt det end er, så er det det eneste positive, jeg har at klynge mig til lige nu.

Stilheden hviler over os, indtil Liam bryder den ved at sige: ”Jeg ville aldrig være hende utro. Det vil jeg aldrig gøre mod nogen.” Han siger det med sådan en intensitet og sårbarhed, at jeg virkelig tror ham. Desuden så slår Liam mig langt fra som den type, der kunne finde på sådan noget. Det er kun sådan nogle som mig, hjerteløse og kolde, der kan finde på sådan noget. Folk, der falder for deres venners kærester. ”Det ved jeg godt,” siger jeg lavt til Liam. Hans brune øjne borer sig ind i mine. Et suk forlader pludselig hans læber. ”Hvorfor kan du ikke bare lide Zayn?” spørger han. Jeg rynker panden. ”Det kan jeg bare ikke,” siger jeg og ryster vagt på hovedet, ”man bestemmer ikke selv, hvem man forelsker sig i.” Jeg ser ham i øjnene lidt, inden jeg tilføjer: ”Det ville være det samme som, hvis du valgte mig. Det ville ikke være ægte.” Vi ser hinanden i øjnene i et stykke tid, inden han ser væk og nikker lidt.

Jeg står og kigger på ham, imens han ser ned. Igen ser det ud, som om han tænker over et eller andet, men ikke rigtig kan finde ud af, hvordan han skal sige det. Han når bare ikke at komme frem til det, for pludselig kan vi høre hoveddøren blive åbnet. ”Harley? Liam?” spørger Harrys stemme mørket, da han ikke kan se os for hækken. Liam ser op på mig, inden han træder et par skridt tilbage, så Harry kan se ham. ”Hvad så?” siger han. ”Kommer I ind?” spørger Harry. Liam nikker. ”Lige om lidt,” siger han. Der ser stille lidt og så bliver døren lukket. Liam træder frem mod mig igen. Han smiler lidt til mig. ”Er vi så venner?” spørger han. Jeg smiler lidt og nikker. ”Godt. Kom her,” siger han og åbner armene i et kram. Jeg rynker panden og ryster på hovedet. ”Nej,” siger jeg lidt hæst. Liam bliver ved med at stå med spredte arme og et smil. ”Kom nu. Du vil jo gerne,” insisterer han. Jeg ryster igen på hovedet og smiler lidt, selv om det begynder at prikke i mine øjne som en advarsel for de kommende tårer. ”Liam, lad være,” mumler jeg og blinker med øjnene for at få tårerne til at gå væk. Det er latterligt at begynde at græde over, men jeg kan bare ikke klare at være så tæt på ham, som et kram ville kræve, når det slet ikke betyder det samme for ham, som det gør for mig.

”Kom nu,” bliver Liam ved. Han gør frem i mod mig og lægger armene om mig. Af ren refleks og fordi jeg inderst inde gerne vil, lægger jeg også armene om ham. Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om krammet rent faktisk varer ualmindeligt lang tid, men det stopper i hvert fald mine tårer i at komme. Selv om det er forkert, så kan jeg ikke stoppe glæden i at suse rundt i min krop. Liam trækker sig alt for hurtigt væk. Hans øjne lyser mod mig, da han smiler og lader sine hænder være et øjeblik for meget på mine hofter. ”Lad os gå,” siger han og slipper mig helt, inden han vender sig om og går tilbage. Et øjeblik står jeg bare helt stille, ude af stand til at tro på det, der lige skete. Jeg tager mig så sammen og følger efter ham.

Liam forsvinder ind på Nialls værelse, hvor musikken igen er skruet helt op. Jeg sparker langsomt mine sko af, imens jeg prøver at gøre op med mig selv, om Liam virkelig lod sine hænder hvilke på mine hofter efter vores kram. Det virker for mærkeligt. Hvorfor ville han dog gøre det? Han har jo ikke følelser for mig. Men jeg kan stadig mærke vægten af hans hænder, så det må jo være rigtigt. Jeg bider mig i læben og tvinger mig selv til at glemme det for nu. Mine fødder bærer mig ind på værelset, imens jeg prøver at rydde op i mine tanker. Harry kigger hen på mig, da jeg kommer ind, og følger mig med øjnene, imens jeg går hen til stolene og sætter mig. Jeg lader være med at se på ham, da jeg ikke rigtig er sikker på, hvad mit ansigt afslører lige nu.

Liam og Niall begynder at hoppe rundt i noget, der skal forestille dans. Efter flere minutter opdager Louis det og slår sig til dem. Hans forsøg på at efterligne de andre får selv mig til at grine. Da Louis for gud ved hvilken gang i aften falder ned på gulvet, kan jeg svagt høre hoveddøren gå op. Jeg ser hen på døren til værelset i håbet om, at Zayn kommer ind og er uskadt og okay. Selv om Liam sikkert har nogenlunde styr på, hvor han er, så er jeg alligevel bekymret. Der er et eller andet, der siger mig, at det ikke er godt at gå rundt med alkohol i blodet, når man er vred og såret. Døren bliver dog ikke åbnet af Zayn. Det er derimod Danielle, der træder ind i rummet. Det er som en spand iskoldt vand i ansigtet. Et øjeblik havde jeg helt glemt hende. Jeg have helt glemt, at Liam havde en kæreste. For et øjeblik havde jeg faktisk tilladt mig selv at håbe.

Danielle smiler lidt halvhjertet og dumper ned i sengen ved siden af Harry. Hun sukker opgivende og ser på Liam, der ikke længere danser, men har vendt alt opmærksomheden mod hende. ”Hvad så?” spørger han og smiler, imens han sætter sig ved siden af hende. Hun læner albuerne på sine ben og støtter hoved i hænderne. ”Det gik ikke særlig godt,” mumler hun. Liam lægger en hånd på hendes ryg, og jeg må bide mig selv hårdt i kinden for ikke at se væk eller gøre noget værre, der kan blive mistænkeligt. Niall og Harry ser også på Danielle, imens Louis stadig ligger ned på gulvet. ”Han er bare… Ja, han er slet ikke, som jeg husker ham,” mumler hun igen. Liam ser væk fra hende og rundt på de andre. Han undgår at se på mig. ”Hun skulle møde en af hendes gamle venner,” siger han, hvilket får Harry og Niall til at nikke. Niall smiler og klapper Danielle på låret. ”Op med humøret. Han er ikke det værd,” siger han, inden han går hen og skruer op for musikken igen. Han sætter sig i computerstolen og ser på skærmen. Jeg ser væk og hen på Harry, da Liam og Danielles lavmælte samtale ikke er det, jeg har mest lyst til at se på. Harry ser på mig med en lille rynke imellem sine øjenbryn. Han ser ud, som om han tænker over noget meget alvorligt, så jeg ser væk igen.

Pludselig bliver værelset lysere, da døren bliver åbnet. Zayn kommer ind i værelset og lukker døren efter sig. Vi ser alle sammen hen på ham, og da vi ser hans ansigt, kan ingen af os se væk igen. Der er en flænge i hans læbe og et rødt mærke på hans kind. Han ignorerer vores blikke og sætter sig i stolen ved siden af mig. Musikken bliver slukket, så det eneste, der fylder tavsheden, er lyden af Zayns hektiske vejrtrækning. ”Hvad er der sket?” spørger Niall overrasket. Zayn ser op og hen på Niall, så vi kan se, at hans øjne er helt røde. ”Ikke noget,” mumler han og kører en hånd igennem håret. Der er hudafskrabninger på hans knoer. ”Har du været oppe at slås?” spørger Harry hæst. Denne gang ser Zayn ikke engang på ham. Han trækker bare på skuldrene for bagefter at ryste på hovedet. Det går op for mig, at mit hjerte er begyndt at banke hårdere og hurtigere i brystet på mig. Der er en million spørgsmål i mit hoved, men min mund er som klistret sammen.

Niall rejser sig fra computerstolen og går hen til døren. ”Kom,” siger han til Zayn, idet han åbner døren. Zayn ser på ham med sine brune øjne, der pludselig virker koldere end nogensinde før. Overraskende nok rejser han sig og går ud af døren, som Niall lukker efter dem. Jeg stirrer på døren, som om den kunne fortælle mig alt det, jeg har brug for at vide. ”Wow,” siger Harry. Jeg ser væk fra døren og over på ham. ”Det må du nok sige,” siger Danielle. Liam sidder bare og ser tavst ned i jorden. Måske har han skyldfølelse ligesom mig. Det burde han bare ikke. Hvis det er nogens skyld, så er det min. Min mave trækker sig sammen, imens mine øjne begynder at prikke igen, da det hele vælter ind over mig. Hele aftenens hændelser. Det er for meget. Jeg har brug for at være alene. Jeg har brug for at komme hjem, så jeg kan tænke og reagere, som jeg vil, uden at bekymre mig om noget andet.

Jeg rejser mig lidt for hurtigt, så jeg et øjeblik svajer af ren svimmelhed. De andre ser på mig, imens jeg genfinder balancen. ”Jeg tror, jeg tager hjem,” mumler jeg og går hen til døren. Danielle rejser sig fra sengen. ”Det tror jeg også, at jeg vil,” siger hun og vender sig mod Liam. ”Vi ses i morgen, skat,” siger hun, inden hun giver ham et hurtigt kys. Jeg tager hårdt fat om håndtaget og åbner døren ud til gangen. Heldigvis står Zayn og Niall der ikke, så vi kan komme ud i entréen uden deres blikke. ”Skal vi tage en taxa?” spørger jeg lidt svagt, imens jeg tager mine sko på. Danielle nikker og roder sin taske igennem efter et eller andet. Hun hiver en pung frem og kigger i den. ”Jeg tror ikke, jeg har nok. Har du nogen penge?” siger hun og kigger på mig. Jeg går hen til min egen taske og hiver min pung op. Jeg tager nogle sedler fra den og rækker dem til hende. ”Super,” mumler hun og tager sin mobil frem for at ringe efter en taxa. Jeg tager min jakke på og går udenfor. Danielle følger efter mig, imens hun snakker i telefonen.

Jeg går ud til vejen og sætter mig på kantstenen. Danielle står lidt bag mig, indtil hun lægger på og sætter sig ved siden af mig. ”Der går ca. 10 minutter, så er de her,” siger hun. Jeg nikker lidt og ser på ukrudtet, der vokser i vejkanten. Danielle ser lidt rundt og en gang i mellem på sin mobil, imens jeg bare håber, at hun ikke begynder at snakke med mig. Jeg har ikke lyst til at fortælle hende alt, hvad der sket, og jeg vil heller ikke lyve for hende. Det ville være bedst, hvis vi bare sagde ingenting indtil videre. Det er selvfølgelig for meget at håbe på. ”Var det sjovt, mens jeg var væk?” spørger hun pludselig. Jeg ser op fra ukrudtet og hen på huset overfor os. ”Ja, i starten. Det gik lidt galt til sidst” siger jeg ærligt. Måske vil hun bare tro, at jeg mente det med Zayn. Det gør hun vist, for hun spørger ikke yderligere ind til det. Lyset fra nogle forlygter rammer os, da taxaen drejer ind på Nialls vej. Vi rejser os op og ser på bilen, imens den kommer hen og holder foran os. Danielle giver chaufføren min adresse, imens vi sætter os ind på bagsædet. Jeg kan mærke hendes blik på mig, men jeg holder mit blik mod bilruden, imens Nialls hus forsvinder bag os. Hvis bare problemerne ville gøre det samme. 

__________________________________________________________________________________________

Jeg ved ikke, hvad der sker for tiden, men undskyld for det lidt dårlige kapitel. Bare tænk på de andre kapitler, imens I liker den, så vi kommer op på 130 inden næste kapitel? Det ville være dejligt. ♥

Love you lots. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...