I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48674Visninger
AA

16. Kapitel 15.

 

Jeg tager mig sammen og bryder tavsheden efter flere minutter: ”Hvad er klokken?” Zayn propper hænderne ned i lommerne, men ikke for at tage sin mobil op. Han sætter farten lidt op, imens Liam hæver armen og ser på sit ur. ”Halv 10,” siger han og sænker armen igen. Jeg kan mærke hans blik på mig, men jeg fokuserer på Zayns ryg. Han går hurtigere og hurtigere væk fra os, så jeg får følelsen af, at han ikke kan lide, at Liam og jeg snakker sammen, eller i det hele taget bare er i nærheden af hinanden. Jeg skubber dog tanken fra mig igen, da den får mig til at føle mig egoistisk. Alt handler jo ikke om mig. ”Harley,” begynder Liam i et tonefald, der får mig til at afbryde ham. ”Hvorfor ville I hente Danielle?” spørger jeg lidt højt og ser på ham. Han ser på mig med en lille rynke i mellem sine øjenbryn, inden han sukker næsten lydløst og giver mig min vilje ved at holde sig til mit emneskift. ”Hun bad os om det. Eller mig, men så foreslog Zayn, at han ville tage med,” siger han og ser fremad på Zayn, der nu er så mange meter foran os, at man kun lige kan se hans skikkelse i det begyndende mørke. Han går og sparker skødesløst til hække, skilte og lygtepæle. Jeg bider tænderne sammen. Måske skulle jeg ikke have gået med. Det var sikkert meningen, at de skulle have snakket sammen, og nu er Zayn sur igen.

Jeg ser på Liam ud af øjenkrogen. Han har et bekymret blik i øjnene, hvilket forsikrer mig om, at det ikke er noget, jeg bilder mig ind. Zayn er vred. Det er derfor, han er gået væk fra os Det er derfor, han sparker til alting. En af os burde sikkert løbe op til ham, men ingen af os tager initiativet til det. Liam ser ned på fortovet, inden han spørger: ”Hvorfor ville du med?” Noget i hans tonefald giver mig igen følelsen af, at jeg har afbrudt dem i noget vigtigt. Det er bare ærgerligt, at det er for sent at vende om. ”Jeg har bare virkelig brug for at snakke med hende,” siger jeg sandfærdigt. Liams øjne lyser mod mig, da han vender hovedet og ser på mig. Jeg ser stålfast fremad. Han kan vel regne ud, hvad jeg vil snakke med hende om. Behøver han virkelig at se på mig for at få det bekræftet?

Vi går i stilhed lidt. Vi ser begge to ned i fortovet, indtil jeg ser op igen for at tjekke, om Zayn stadig er okay. Jeg kniber øjnene lidt sammen, men jeg tager ikke fejl. Han er væk. ”Kan du se ham?” spørger jeg lavt Liam. Han ser op og ryster så på hovedet lidt efter. ”Han er sikker bare drejet ind af en af vejene,” mumler han og sætter farten op. Jeg følger efter ham og ser ind af alle vejene, vi passerer, men Zayn er der ikke. Rynken mellem Liams øjenbryn bliver tydeligere. Han løber foran for at tjekke den næste vej. Jeg kører en hånd igennem håret i frustration. Hvis Zayn er væk, hvis han er kommet til skade, så er det min skyld. Det er mig, der har knust hans hjerte. Det er mig, der er faldet for min venindes kæreste. Der mig, der drak mig så fuld, at jeg ikke kunne holde mine følelser under kontrol. Det er alt sammen mig.

”Harley! Han er her!” råber Liam længere fremme. Jeg ser op og hen på ham. Han vinker til mig og ser ind af en vej til en virksomhed eller sådan noget. Jeg løber op til ham og ser Zayn sidde på en betontrappe. Jeg begynder at gå hen mod ham, og Liam er lige bag mig. ”Hvad laver du?” spørger jeg og stopper op foran ham. Han bliver ved med at se ned på sine hænder i tavshed. Jeg kaster et hurtigt blik på Liam, inden jeg ser på Zayn igen. ”Kommer du ikke med?” spørger jeg lidt blidere. Zayn ser ikke op fra sine hænder, men i det mindste ryster han på hovedet som svar. Jeg bider mig lidt læben, inden jeg tager fat i hans hånd og hiver i ham. ”Kom nu. Lad os nu gå, okay?” Zayn river sig ikke løs fra mit greb, men han er meget stærkere end mig, så han rykker sig ikke det mindste. ”Lad nu være,” mumler han, men jeg bliver ved med at trække i ham, selv om det er håbløst. ”Vil I ikke nok bare gå?” siger han lidt højere og hårdere. Han ser endelig op og møder vores blikke. Jeg stopper med at hive i ham, men jeg slipper ham ikke.  ”Nej. Vi efterlader dig ikke. Kom nu med,” bliver jeg stædigt ved. Han river sin hånd væk fra mig og rejser sig op. ”Lad mig nu være alene. Jeg gider ikke snakke med jer,” siger han. Jeg ser op på ham og rynker panden. ”Nej,” siger jeg bestemt, ”vi efterlader dig ikke. Kom nu bare. Vi går tilbage til de andre, okay? Så kan du snakke med Niall. Ham vil du gerne snakke med.” Jeg prøver igen at tage fat i hans hånd og trække ham med, og overraskende nok følger han med denne gang. Han river sig løs fra mig, men han følger efter lidt bag os.

Liam og jeg går ved siden af hinanden tilbage mod Nialls hus, mens Zayn, igen sparkende til alting, følger efter os. Jeg ser mig jævnligt over skulderen for at være sikker på, at han følger med. Liam derimod ser bare ned i fortovet. Han har et koncentreret udtryk i ansigt, som om han prøver at finde ud af et eller andet. Jeg snakker ikke til ham, da jeg ikke vil afbryde ham. Han ser pludselig op og hen på mig. Han trækker vejret dybt, som om han skal tage tilløb til at sige, hvad han vil sige. ”Så. Du kan lide mig?” siger han og hæver øjenbrynene lidt. Mit hjerte synker lidt, da det ikke ligefrem var det, jeg havde håbet på. Jeg bider tænderne lidt sammen, men nikker til hans spørgsmål. Han sukker lidt, som om det heller ikke var det, han havde håbet at høre.

Han ser kort ned på fortovet, inden han igen møder mit blik. ”Jeg har en kæreste, og-” begynder han, men jeg afbryder ham. ”Det ved jeg,” siger jeg og kaster et blik over skulderen på Zayn, så han ikke ser, at mine øjne bliver fugtige. Zayn er heldigvis langt væk nok til, at han ikke kan høre os. Han sparker stadig til småsten og hække. Jeg blinker et par gange og ser på Liam igen, der åbner munden et par gange, som om han ikke ved, hvad han skal sige. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du kan lide mig,” ender han med at mumle. Jeg smiler skævt. ”Seriøst?” siger jeg og hæver vantro øjenbrynene. Liam ser på mig og nikker alvorligt, selv om han ser lidt mere opmuntret ud, nu hvor jeg smiler i stedet for at græde. Jeg slår en lille latter op, der lyder hul og ikke helst som min egen. ”Der er jo ikke noget dårligt ved dig,” siger jeg så og ser ind i hans brune øjne. Han smiler sarkastisk, som om jeg lavede sjov, men da jeg bliver ved med at smile blidt, stopper han. ”Hvad mener du?” spørger han og får igen en lille rynke imellem øjenbrynene.

Jeg ser mig igen over skulderen på Zayn. Han går normalt nu med hænderne dybt i lommerne og blikket limet til fortovet. Jeg ser væk fra ham igen. ”Du har det hele,” siger jeg og kigger på Liam, ”du er ikke kun den søde fyr. Du er også den sjove, den hjælpsomme, den mærkelige og ikke mindst den flotte.” Liam griner lidt over det sidste, hvilket får mig til at smile, men kun fordi han ser så sød ud, når han griner. ”Jeg mener det,” siger jeg så alvorligt, jeg kan. Liam ryster lidt på hovedet for sig selv. ”Millioner af piger synes, du er så lækker, at de vil se på billeder af dig dag ud og dag ind,” fortsætter jeg og hæver øjenbrynene, da jeg kommer i tanke om noget andet. ”Og ved du, hvad min mormor sagde, da Harry og Niall var gået? Hun sagde, du var en flot fyr. Dig og ikke de andre. Min mormor. En flot fyr! Det er altså store ord,” siger jeg. Liam griner igen. ”Nå, ja. Hvis din mormor siger det, så er det jo straks noget andet,” siger han og smiler stort. Jeg kan ikke lade være med at smile og nyde, at det endeligt er normalt igen. Okay, måske ikke normalt, men i hvert fald ikke akavet. Det er udholdeligt.

Liam stopper pludselig op og vender sig om. Jeg ser efter ham. Han kigger på Zayn, der er stoppet op ved en lygtepæl. Jeg kan ikke se, hvad han laver, men det ser ikke godt ud. Liam ser på mig med et bekymret ansigtsudtryk. ”Bliv her. Jeg snakker lige med ham. Vent her, så er jeg tilbage om to minutter,” siger han hurtigt og løber ned til Zayn. Jeg læner mig op af et rækværk rundt om et hus og ser ned på dem. Der er for langt væk til, at jeg kan høre dem, men det ser ud, som om de snakker nogenlunde roligt. Zayn har vendt sig væk fra lygtepælen og om mod Liam. Jeg ser rundt omkring os, men der er ikke nogle mennesker udover os. Der kommer nogle biler kørerne, men ellers er vi alene. Det er også ved at være sent, og desuden er vi i et villakvarter. Der sker vel ikke så meget.

Jeg står i meget mere end to minutter og venter. Det bliver mørkere og mørkere, og jeg begynder at fryse, men jeg bliver stående. Jeg vil ikke afbryde deres samtale, og jeg vil heller ikke bare gå. Jeg tvivler desuden på, at jeg overhovedet vil kunne finde tilbage. For at få varmen – eller holde på den, jeg har tilbage – slår jeg armene om mig selv og prøver at gøre mig så lille som muligt. Nogle skridt får mig til at se op fra fortovet igen. Liam kommer gående i mod mig, men Zayn er ikke med. Jeg ser over Liams skulder, men han er heller ikke ned ved lygtepælen. Han er væk igen. Jeg ser spørgende på Liam, der bare ryster lidt på hovedet og begynder at gå videre mod tilbage mod Nialls hus. ”Han kommer ikke,” siger han med en lidt dyster stemme, ”han tager en anden vej.” Jeg ser tilbage endnu en gang, inden jeg følger efter Liam.

* * *

Da vi drejer ned af vejen med Nialls hus, ringer Liams mobilen. Han tager den op, ser på skærmen og rynker panden lidt. Han vinker mig videre, inden han tager opkaldet og går lidt tilbage. Jeg hiver øjnene væk fra ham og ser fremad. Niall kommer mig i møde. Han ser mere ædru ud, end da vi tog af sted. ”Hvad sker der?” spørger han lidt ophidset. Jeg kaster et hurtigt blik tilbage på Liam, inden jeg tankeløst plaprer ud med det hele: ”Zayn sagde, at han kunne lide mig, og så sagde jeg, at jeg kunne lide Liam, og så tog vi ud for at finde Danielle, og så blev Zayn sur, og så snakkede Liam og Zayn, og så gik Zayn, og nu snakker Liam med nogen.” Jeg hiver efter vejret, da jeg sagde det hele uden at trække vejret. Niall ser på mig med store øjne. ”Er du vild med Liam?” spørger han overrasket. Jeg ser lidt irriteret på ham. Er det virkelig det vigtigste lige nu? ”Ja,” mumler jeg og går ind af hoveddøren, da vi kommer til huset. Jeg sparker mine sko af i entréen og går ind på Nialls værelse, hvor der gudskelov er dejligt varmt.

Louis og Harry ser hen på mig, da jeg kommer ind, og bryder ud i smil. I Louis’ tilfælde tror jeg nok, at det er det, det skal forstille. Han er bestemt ikke mere ædru, end da vi tog af sted. ”Hvor var I?” spørger Harry glad. Jeg sætter mig i sengen ved siden af ham og smiler lidt for hans skyld. ”Bare ude at gå,” siger jeg og ser på Louis, der kigger ned på gulvet, som om det er det mest fascinerende, han nogensinde har set. Han ser op og hen på døren, da Liam kommer ind. ”Hvor er Zayn?” spørger Harry, da Liam lukker døren efter sig og sætter sig i de lave stole ved siden af Niall. Jeg ser på Liam, men han værdiger mig ikke et blik. ”Han kommer snart,” siger han kortfattet. Harry og Niall ser på ham, som om de ved, at noget er galt, men de spørger ikke ind til det. Jeg rømmer mig lidt. ”Hvad har I lavet, imens vi var væk?” spørger jeg for at udfylde stilheden. Niall bryder ud i et smil og ser på Louis, der igen stirrer på gulvet. ”Sørget for Lou,” siger Harry næsten opgivende, men samtidig med et smil. Jeg griner lidt. ”Ja, han er helt væk,” siger jeg og kigger på Louis, der slet ikke har nogen idé om, at vi sidder og snakker om ham. Niall griner endnu mere. ”Tro mig, han har været endnu værre. Meget værre!” Jeg smiler over hans latter og lader blikket glide over på Liam igen. Overraskende nok ser han også på mig. Han gør et vip med hoved mod døren. Jeg nikker lidt og rejser mig for at gå over til døren. Liam gør det samme. Jeg kan mærke Harrys og Nialls blikke i ryggen, da vi forsvinder ud af døren sammen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...