I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48697Visninger
AA

15. Kapitel 14.

 

Jeg presser mig ind mod Zayn, da varmen og mørket er meget bedre end alt andet lige nu. Jeg vil bare have ham til at holde om mig for evigt, nu hvor Liam ikke vil. I hvert fald ikke på den måde jeg vil have ham til. Jeg kan høre Zayn sige til de andre, at de skal gå ind, mens jeg presser mine øjne helt sammen og gemmer mit ansigt ved hans bryst. Jeg snøfter lavt og lader Zayn føre mig lidt væk fra hoveddøren. Han tager fat i mine arme og prøver at holde mig lidt ud fra sig, så han kan se mig ordentligt, men jeg vil ikke lade ham gøre det. Jeg vil ikke lade ham se mine tårer, selv om han kan mærke dem igennem sin skjorte. Jeg vil bare mærke hans arme omkring mig. ”Hey. Rolig nu. Slap af, Harley,” mumler han og lader mig få min vilje. Han lægger armene om mig igen og aer mig blidt over håret. Det går op for mig, at jeg ryster som en vanvittig. Jeg ved ikke, om det er af kulde, eller om det er alle mine følelser, men Zayns varme hjælper på det. ”Det er okay,” mumler han beroligende og stryger mig på ryggen. Jeg åbner øjnene og ser på mønstret på hans skjorte. Jeg er stoppet med at græde, men jeg snøfter stadig en gang imellem. Zayn må kunne mærke det på mig, for jeg kan fornemme, at hans blik er på mig. Jeg kan mærke hans læber mod min pande og derefter ud for mit øre. ”Hvad sker der?” spørger han hviskende. Jeg trækker først mit hoved lidt væk, men da det går op for mig, hvad det egentlig er, jeg har gjort, trækker jeg mig helt væk.

Zayn ser på mig med rynket pande. Han ser såret og bekymret ud. To ting jeg ikke vil have, han skal være. Ikke på grund af mig. Jeg ser væk fra ham og ned på fliserne, inden jeg langsomt går lidt væk fra ham. ”Harley,” hvisker han intenst, hvilket bringer tårerne frem igen. Jeg lukker øjnene for at lukke dem inde, selv om det kun er midlertidigt. Zayn træder lidt frem og tager blidt fat i min hånd. ”Tal til mig,” hvisker han og lægger en finger under min hage, så mit ansigt er vendt mod ham. Jeg tvinger mig selv til at åbne øjnene og se på ham. Alle følelserne i hans glimtende diamantlignende øjne brænder sig fast på mig og svider sig igennem min hud. Det er forfærdeligt at vide, at de skyldes mig. Det er forfærdeligt at vide, at det er sådan, det er nødt til at være. Jeg kan ikke lyve for ham. Jeg kan ikke lade, som om at jeg har følelser for ham. Han fortjener ikke at blive leget med. Han fortjener sandheden.

”Jeg kan bare ikke mere,” siger jeg hviskende og hæst. Tårerne hober sig op i mine øjne igen, hvilket får mig til at smile irriteret over, hvor svag jeg er. Zayn træder et skridt frem mod mig, så jeg træder et bagud og vender mig halvt væk fra ham. Jeg tørrer mig igen under øjnene. ”Jeg er træt af at være alene,” tilføjer jeg lavt. Zayn fatter vist, at jeg ikke vil have ham tæt på, for han bliver stående lidt væk fra mig. ”Du er ikke alene,” siger han hviskende og intenst. Jeg vender hovedet mod ham og smiler igen, men det er falsk og sarkastisk. Jeg ér alene. ”Hør her,” siger han og går hen til mig igen. Han trækker mig ind til sig, og jeg lader ham gøre det.  Jeg ved, det er forkert. Jeg ved, det sender de forkerte signaler. Men varmen og trygheden er alt for stor en fristelse for mig i det øjeblik. ”Harley. Jeg kan godt lide dig,” hvisker han ind i mit hår, hvilket bringer tårerne frem igen. Jeg udstøder et lille klynk, inden jeg lægger hænderne på hans bryst og skubber mig lidt væk. Han ser på mig med sine brune øjne. ”Jeg kan godt lide dig, Harley,” gentager han lavere. Min mave krymper sig sammen ved tanken om, at jeg bliver nødt til at fortælle sandheden til ham. ”Det ved jeg,” mumler jeg og snøfter, ”men jeg kan ikke lide dig. Jeg kan lide Liam.”

Jeg når ikke at se Zayns reaktion, for i samme øjeblik som ordene forlader min mund, hører vi hoveddøren gå op og musikken blive højere. Vi ser begge to hen mod garageåbningen, da vi har bevæget os halvvejs ind i garagen. ”Liam, kommer du ind?” spørger Niall alvorligt og sløret på den anden side af garagemuren. Nogen tysser, sikkert Liam, og så bliver døren lukket igen. Jeg lukker øjnene i ren håbløshed og irritation, da det går op for mig: Liam har gemt sig herude hele tiden. Han har hørt vores samtale. Han har hørt, hvad Zayn har sagt, og endnu værre: Han har hørt, hvad jeg har sagt. Jeg åbner øjnene igen og ser op på Zayn, der igen kigger på mig. Der er noget i hans øjne, der får det til at gøre ondt inden i, men der findes ikke ord nok til at beskrive så meget sorg. Han åbner munden og siger et eller andet, men det er først, da Liam kommer frem henne ved garageåbningen, at det går op for mig, at han kaldte på Liam. Jeg bider tænderne sammen og bliver ved med at stirre på Zayn, selv om jeg ud af øjenkrogen følger alle Liams bevægelser. Han kigger ikke på mig, hvilket faktisk gør endnu mere ondt end smerten i Zayns blik. Hvis han gengældte mine følelser, så ville han da kigge på mig. Ikke?

”Hvad så?” spørger Liam normalt, som om intet var hændt. Jeg bider tænderne endnu hårdere sammen i vrede. ”Hvad hørte du?” spørger Zayn og vender hovedet hen mod Liam. Jeg gør det samme, da jeg vil se, om han lyver, når han svarer. Liam synker en klump, inden han lavere end før svarer: ”Alt.” Hans blik flakker et kort øjeblik over på mig. Jeg holder vejret og lukker øjnene, da gråden vælter op. Jeg får en kæmpe klump i halsen, og min hjerte banker hurtigere og hurtigere. Jeg har lyst til at skrige, græde og ødelægge et eller andet. Jeg føler mig vred, trist, forrådt, såret og brugt. Jeg vil skrige alle mine tanker og følelser ind i hovedet på Liam, men jeg kan ikke tåle at se ham lige nu. Rettere sagt: Jeg kan ikke tåle at lade ham se de tårer, som er sekunder fra at oversvømme mit ansigt. Jeg skubber mig forbi Zayn og traver ud af garagen. Jeg er få meter fra hovedøren, få meter fra friheden til at græde, da nogen tager fat i min skulder og hårdt river i den, så jeg er tvunget til at vende mig om. Jeg ser ind i nogle irriterende smukke, brune øjne.

Zayn borer sine øjne ind i mine, så jeg ikke kan se væk. Jeg bider mig i læben og kæmper for at holde tårerne inde, mens jeg står der. Liam står lidt bag Zayn og kigger chokeret og skyldigt på mig. ”Liam,” mumler Zayn vredt til ham uden at tage blikket fra mig, ”gå ind.” Liam gør straks, som han siger. Jeg trækker mig væk fra døren, så jeg ikke er tæt på ham, da han går hen til den. Jeg går hen til en havestol, hvor der af en eller anden grund ligger et tæppe. Jeg tager det op, sætter mig på stolen og gemmer mit ansigt bag tæppet. Jeg lukker øjnene og lader tårerne få frit løb. ”Er hun okay?” kan jeg høre Liam mumle til Zayn. Det får mig bare til at hulke, selv om det faktisk ikke gør mig trist. Det gør mig kun vred. Hvad fanden regner han med? Er han dum? Kan han ikke se, hvad han har gjort? Zayn svarer ikke Liam, men jeg kan høre nogle skridt gå nærmere. Jeg håber inderligt, at det er Zayn. Han er den mindste af to onder lige nu.

”Hvad er der galt?” mumler Liam igen. Det får mig helt op i det røde felt. Jeg sænker tæppet og rejser mig hurtigt fra havestolen. ”Hvad fanden tror du?” råber jeg af ham, ”hvad fanden tror du, der er galt? Kan du ikke se, at det er dig?!” Han ser på mig, overraskende nok mere trist end bange. Zayn tager fat i min arm og ser på Liam. Hans greb er stramt, men jeg tror faktisk ikke, at han selv er klar over det. ”Gå nu bare,” mumler han opgivende. Liam ser skiftevis på Zayn og mig, inden han ryster usikkert på hovedet. ”Nej,” siger han så med lidt mere selvsikkerhed. Zayn åbner munden for at sige noget, men inden de første ord forlader hans læber, har jeg revet min arm fri fra hans greb. ”Det er lige meget,” vrisser jeg og går forbi Liam ind af hoveddøren. Ingen af dem følger efter mig, så jeg stopper op i gangen og kigger på døren til Nialls værelse og døren til det rum, hvor jeg ringede til Eleanor. Der kommer grin og snak fra Nialls værelse, hvilket sikkert ville være det bedste valg. Så kunne jeg glemme alt det, der er sket, og måske endda blive glad igen. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg har lyst til at være alene med mine tanker og svælge i selvmedlidenhed. Det er ikke specielt dejligt, men det fortjener jeg.

Jeg lukker omhyggeligt døren efter mig, da jeg ikke vil have, at nogen skal vide, hvor jeg er. Jeg vil ikke have noget til at forstyrre mig. Jeg vender mig om mod sengen og sukker lidt, inden jeg smider mig i den. Jeg lægger mig på ryggen, så jeg kan stirre op i loftet. Mit hjerte banker stadig så hurtigt, at man skulle tro, jeg havde løbet maraton. Jeg lukker langsomt øjnene, mens jeg fokuserer på min vejrtrækning og at få den under kontrol. Da min krop begynder at slappe af, begynder tårerne at glide ud af mine lukkede øjne og ned mod dynen. Jeg er ligeglad, men kommer så i tanke om, at det ikke er særlig sødt overfor Niall at efterlade makeuppletter på hans sengetøj. Jeg tørrer dem væk og snøfter en enkelt gang. Mine tanker får frit løb, da jeg alligevel ikke kan holde dem under kontrol. Ikke med alle de følelser og den alkohol, som sikkert stadig kører rundt i mit blod.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg bare ligger der, men det føles som alt for kort tid, da nogen åbner døren og lader lyset fra gangen oplyse værelset. Jeg åbner øjnene og ser hen på døren, men jeg kan kun se en silhuet, da mine øjne ikke har vænnet sig til lyset endnu. Jeg går ud fra, at det er Harry ud fra hans hår. Han lukker døren efter sig og kommer hen til mig i sengen Han smider sig i den, så den gynger. Jeg læner mig tilbage igen og betragter ham i mørket. Han lægger sig helt op i sengen, så vores hoveder er ud for hinanden, men der stadig er lidt afstand mellem os. Han lægger sig på ryggen og folder hænderne over hans mave. Hans læber smiler ikke, men hans ansigt ser alligevel glad ud på en eller anden måde. Selv om jeg ligger og direkte stirrer på ham, så ser han bare op i loftet. Det er rart, at han ikke siger noget, men det er kun, fordi han vil have mig til at starte. Så han ved, hvor langt han kan gå. Hvad han må og ikke må spørge ind til. Jeg sukker. ”Hvorfor er kærlighed så svær?” hvisker jeg hæst. Harrys ansigt bliver straks lidt mere mørkt. Han trækker lidt på skuldrene.

Jeg vender hovedet, så jeg kan se op i loftet igen. Ud af øjenkrogen kan jeg se ham kigge på mig. ”Måske,” siger han tøvende, ”måske ville det ikke være så specielt, når man endelig finder den rigtige, hvis det ikke var så svært.” Mine læber bevæger sig lidt op i et svagt smil, inden jeg lukker øjnene. Harry bevæger lidt på sig, inden han siger med grin i stemmen: ”Jeg er ikke så god til det. At trøste og du ved, hjælpe.” Der er stille lidt, inden han vagtsomt tilføjer: ”Måske skulle du snakke med Danielle?” Jeg åbner øjnene med et sæt. Bare hendes navn får mit hjerte til at banke hurtigere i af ren skyldfølelse. Harry har ret. Jeg må snakke med Danielle, men ikke af de grunde som han tror. Medmindre… Jeg vender hovedet mod ham og ser ind i hans grønne øjne. Medmindre han ved, hvad der skete. Hans øjne funkler alvorligt mod mine, inden han smiler lidt. Jeg smiler skævt for hans skyld og ser op i loftet igen. Det giver et lille sæt i mig, da hans hånd lægger sig oven på min. Jeg ser på ham og smiler over hans gavtyveagtige smil. ”Kom med ind til de andre?” siger han og sætter sig op. Jeg nikker lidt og sætter mig også op. Jeg skal jo snakke med Danielle på et tidspunkt. Jeg kan ligeså godt gøre det nu, så jeg bagefter kan drikke alle mine tanker væk. Harry bliver ved med at holde min hånd, da han trækker mig op at stå og ud af døren.

Jeg tvinger mig selv til at trække vejret normalt, da Harry åbner døren ind til Nialls værelse. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, om jeg kan ser hverken Zayn eller Liam i øjnene mere. Men jeg er nødt til at gå derind. Jeg er nødt til at snakke med Danielle. Harry slipper min hånd, da jeg stopper op for at lukke døren efter mig. Jeg vender mig så om og ser rundt, men da jeg ser, at hverken Danielle, Liam eller Zayn er der, rynker jeg panden. ”Hvor er de andre?” spørger jeg højt. Alles øjne vendes mod mig. ”Øh. Danielle er stadig ude,” siger Niall og smiler, ”og Zayn og Liam er vel stadig udenfor. Jeg ved det ikke, du var derude sidst.” Jeg ser på Harry. Hvordan vidste han, at jeg var inde på det andet værelse, hvis Liam eller Zayn ikke har sagt noget? Han kan da umuligt have hørt mig. Harry smiler uskyldigt, men jeg orker ikke at spørge ham. Det er alligevel ikke særlig vigtigt, og desuden er jeg nødt til at sikre mig, at de andre er okay. Zayn var ret vred, da jeg forlod dem, og der vil være god grund til, at han lod det gå ud over Liam. Jeg vender mig om mod døren igen, der i samme øjeblik bliver åbnet af Liam. Han ser på mig med store øjne, inden han træder lidt tilbage. Jeg ser på ham og så på Zayn, da han kommer lidt bagefter. ”Har I været oppe at slås?” spørger jeg hurtigt. Liam ser på Zayn og smiler, hvilket Zayn også gør. ”Nej, hvorfor skulle vi det?” siger Liam og griner lidt. Jeg ser skiftevis på dem og slapper så lidt af, da det heller ikke ser ud, som om de har været oppe at slås. ”Åh,” mumler jeg pludselig forlegen over, at jeg troede, de havde været oppe at slås over mig, ”ikke for noget.”

Liam stopper med at smile og ser hurtigt på mig, inden han stikker hovedet ind af døren. ”Vi smutter, drenge. Vi er tilbage om lidt,” siger han. De andre drenge nikker og virker ikke synderligt interesserede. Jeg ser igen skiftevis på Liam og Zayn. Zayn ser bare ned på sine hænder, mens Liam trækker sig væk fra døren. ”Hvad skal I?” spørger jeg. Liam ser på mig, mens Zayn ikke engang løfter hovedet. ”Vi skal hente Danielle,” siger Liam hurtigt og begynder at gå tilbage mod hoveddøren. Jeg går efter dem. ”Jeg vil med,” siger jeg, både fordi jeg vil holde øje med dem, men også fordi jeg virkelig er nødt til at snakke med Danielle. Nu, imens jeg har modet. Zayn ser endelig på mig. Hans øjne er røde. ”Nej,” siger han bestemt, ”du skal ikke ud nu. Det er for sent. Bliv her, vi har styr på det.” Jeg ryster på hovedet og går ud af hoveddøren. Liam og Zayn udveksler et blik, men følger så efter mig. Vi går på række ud på gaden og ned af vejen. Stilheden, akavetheden og det, at jeg går i midten, får mig til at føle mig utilpas og malplaceret. Et øjeblik er jeg ved at skifte mening, men jeg tvinger mig selv til at fortsætte. Jeg er nødt til at snakke med Danielle. 

______________________________________________________________________________________

I er virkelig fantastiske!! Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er virkelig urealistisk med så mange likes. Uanset hvad: TAKTAKTAKTAKTAK. I er SÅ dejlige. ♥♥♥

♥ 2 u all xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...