I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48704Visninger
AA

14. Kapitel 13.

 

Jeg kniber øjnene lidt sammen, da vi igen kommer ind i mørket, og sætter mig igen hen på sengen ved siden af Danielle. Hun ser hurtigt på mig og smiler. Zayn sætter sig ved siden af mig. Igen sidder vi så tæt, at vores lår rører ved hinanden. Jeg ser ned på vores ben, der næsten går i et med hinanden i den dunkle belysning. Endnu en gang trækker min mave sig sammen i dårlig skyldfølelse. Jeg rejser mig op og går hen til det lave bord ved siden af de lave stole, som Liam og Louis sidder i. På bordet står der nogle dåser, flasker og glas. Jeg tager en sodavandsdåse og sætter mig tilbage i sofaen. Jeg sørger for, at der denne gang er lidt afstand mellem Zayn og jeg.

”Nå, men jeg smutter,” siger Danielle pludseligt og putter sin mobil i lommen, imens hun rejser sig. Jeg ser væk fra Harry, som jeg snakkede med, og kigger overrasket på hende. ”Hvad skal du?” spørger Zayn for mig. Danielle ser på ham og derefter på os andre, da alle nu har vendt opmærksomheden mod hende. ”Øh. Ud,” siger hun bare og trækker på skuldrene med et smil. Jeg lægger mærke til, at hun kigger meget i Liams retning, men jeg ser ikke på ham efter hans reaktion, da jeg i forvejen har kigget alt for meget på ham. Jeg vil ikke have, at nogen skal fatte mistanke om mine tåbelige følelser. ”Helt seriøst. Hvad skal du?” presser Harry på. Danielle himler med øjnene og går langsomt hen mod døren, som om hun bare gerne vil væk fra alle spørgsmålene, men samtidig ikke vil være uhøflig eller uvenlig. ”Jeg skal bare snakke med nogen,” siger hun undvigende. ”Er hun lækker?” spørger Harry alvorligt, men samtidig med et glimt i øjet. Danielle sukker og tager fat i dørhåndtaget. ”Han er en sød fyr,” siger hun skarpt, inden hun åbner døren til gangen. ”Vi ses om lidt,” mumler hun, inden hun forsvinder ud i lyset.

Der bliver stille i værelset, da sangen på computeren slutter i samme øjeblik, som Danielle smækker hoveddøren i. Jeg lader blikket glide rundt på alle de andre, som alle sammen kigger på Liam. Det er en lettelse, da det betyder, at jeg ikke var den eneste, der så Danielles blikke til Liam. Jeg gør som de andre og kigger på ham, men han sidder bare og kigger ned i gulvet. Stilheden bliver mere og mere akavet, indtil Niall pludselig bryder den ved at rulle hen til computeren på sin kontorstol. ”Nå. Nogen forslag?” spørger han og ser på skærmen. Louis rejser sig fra stolen, men når ikke en gang at tage et skridt, før han falder igen. Han prøver ikke engang at tage fra med hænderne, hvilket resulterer i, at han lander med ansigtet lige ned i gulvet. Jeg gisper højt og ser på ham, mens alle drengene stivner omkring mig. Ingen af os gør noget, da det skete så hurtigt. Det eneste, vi kan gøre, er at stå og se på Louis, der ligger helt udstrakt på gulvet. ”Av,” mumler han ned i gulvtæppet efter nogle sekunder. Niall udstøder et fnis, som udvikler sig til et voldsomt grin. Som sædvanlig smitter det på os andre, der slapper af og også selv smiler over Louis’ kommentar. Zayn sætter sig ned på hug ved siden af Louis og lægger en hånd på hans ryg. Han smiler stort, som om han er sekunder fra at bryde ud i grin. ”Er du okay, Lou?” spørger han med rystende stemme, da det sikkert er svært at lade være med at grine. Jeg kan forstille mig det, men jeg er for længst selv bukket under for latteren. Louis mumler noget mere ned i gulvtæppet, men jeg kan ikke høre det, da Harry har fundet en sang, der nu dunker ud i værelset.

Zayn læner sig ned mod Louis’ hoved, da han sikkert heller ikke kan høre, hvad han mumler. Jeg ser væk fra dem, da Niall sætter sig i sengen på min højre side, hvor Danielle sad før. ”Hvad drikker du?” spørger han og nikker ned mod min sodavand. Jeg holder dåsen lidt op, så han kan læse mærkatet. ”Hindbærbrus,” siger jeg og ser på Niall, der nikker lidt. ”Kedeligt,” konstaterer han så og sender mig et skævt smil. Jeg griner lidt og trækker på skuldrene. ”Smag og behag,” siger jeg drillende og blinker til ham. Han lægger ikke mærke til det, da han har rejst sig for at gå hen til bordet med drikkevarerne. Han kommer tilbage med en masse farverige flasker. ”Prøv og bland den med nogle af de her,” siger han og sætter flaskerne for vores fødder. Jeg hæver øjenbrynene og læner mig lidt frem, så jeg kan betragte flaskerne. ”Hvilken en skal jeg tage?” spørger jeg og ser på Niall igen. ”Alle sammen!” siger han begejstret og smiler stort. Jeg griner lidt. ”Det kommer jo ikke til at smage godt,” siger jeg moragtigt, hvilket får Niall til at grine. ”Så tag nogle flere sodavand og bland en med hver,” foreslår han. Jeg smiler imponeret, da det lyder som et godt forslag. ”Okay. Hent lidt nogle flere så,” siger jeg og ser ned på flaskerne igen.

Niall henter en masse forskellige sodavand, som jeg tvinger ham til at drikke lidt af, så der er plads til noget mere. Da jeg først kommer i gang, er det faktisk sjovt at lege bartender. Nogle af mine blandinger smager selvfølgelig rædselsfuldt, hvilket bare får Niall til at flække af grin, mens andre faktisk smager ret godt. Det er bare ærgerligt, at Niall hentede så mange sodavand, for da der ikke er flere tilbage, og vi prøver at huske hvilke dåser, der indeholdt de gode blandinger, kan vi ikke huske det. Derfor bliver vi nødt til at smage på dem alle sammen igen, hvilket betyder, at jeg efterhånden har fået ret meget at drikke. Nialls latter bliver oftere og mere hysterisk, og det smitter selvfølgelig af på mig, så til sidst sidder vi op af hinanden og griner over et eller andet, vi ikke kan huske, som bare får os til at grine endnu mere.

Vi bliver afbrudt af Harry, der lægger en hånd på hver vores skulder, og ser på os med et smil. ”Skal I med ud og trække noget luft, I to?” spørger han kærligt, som om vi var to børn. Jeg fniser og kigger på Niall, der også ser på mig med svømmende øjne. Han kniber øjnene lidt sammen, da han fniser. Jeg smiler og ser igen på Harry, inden jeg nikker. ”Okay, så kom,” siger han med den kærlige stemme. Han tager fat i min hånd, men da jeg rejser mig og er lige ved at falde over Louis, der stadig ligger på gulvet, tager han fat i min arm med begge sin hænder. ”Pas på, smukke,” siger han grinene og slipper mig, da jeg finder balancen. Jeg smiler taknemmeligt til ham og ser på Louis. ”Skal han ikke med?” spørger jeg. Harry ser lidt bekymret efter Niall, der vakler ud af den åbne dør til gangen, inden han også kigger ned på Louis, der ser ud, som om han sover. Harry griner lavt. ”Nej. Jeg tror ikke engang, han er i stand til at stå op, hvis han ville,” siger han og begynder at gå hen mod døren. Jeg kigger lidt mere på Louis, inden jeg vender mig om og følger efter Harry. ”Hvor er de andre?” mumler jeg og kniber øjnene sammen, da vi kommer ud i gangen, hvor lyset skærer sig ind i mine øjne. Harry griner igen, da han kaster et blik over sin skulder for at se på mig. ”De er udenfor, søde ven. De venter på os,” siger han.

Han tager fat i min hånd og trækker mig med ud i entréen, da jeg sikkert gik for langsomt. Han får hurtigt sine sko på, men han venter alligevel tålmodigt på mig, da jeg fumler med mine. Jeg ser tilfreds op på ham, da det endelig lykkedes. Han griner endnu engang af mig og åbner døren for mig, så jeg kan gå ud. Jeg bliver lidt overrasket, da det faktisk stadig er forholdsvis lyst udenfor. ”Hvad er klokken?” spørger jeg og går forsigtigt for ikke at falde hen til Zayn, Liam og Niall, der nu står og kigger på mig. Niall mister hurtigt interessen og giver sig til at gå hen til en fodbold, der ligger på græsplænen. Zayn ser alvorligt på mig med øjnene knebet lidt sammen, selv om det slet ikke er så lyst, at det kan skære i hans øjne. Liam er meget dejligere at se på, da han smiler sødt til mig. Jeg smiler tilbage til ham og ignorerer Zayn, da han ser på Liam og mig og så Liam igen. ”8,” siger Liam med sin varme stemme. Jeg stopper op, da jeg kommer hen til dem, og giver mig til bare at kigge på Liam, der bliver ved med at smile sødt til mig.

”Niall, spil!” siger Harry og kommer løbende bag mig. Han løber hen på græsplænen, hvor Niall går et par skridt tilbage fra bolden, så han kan tage tilløb. Jeg ser på Zayn, der ser på Liam. Jeg ser så på Liam, der har vendt sig lidt, så han kan se på Niall og Harry. Jeg ser igen på Zayn, der nu også kigger på mig. Den måde, han har knebet øjnene sammen på, får ham til at se ond ud. Han ser ud, som om han skyder skylden på mig. Som om det er min skyld, at han er følelser for mig, og jeg har følelser for Liam. Det får mit hjerte til at banke lidt hurtigere i ren vrede, da det ikke er min skyld! Jeg kan ikke gøre for, at det altid ender helt forkert. Det er ikke min skyld noget som helst. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg kan aldrig gøre for det!

Jeg bider tænderne sammen og går forbi Zayn og Liam ud på vejen. Jeg standser op og ser mig til begge sider. Der, hvor jeg troede, vejen endte blindt, er der en passage mellem en høj hæk og muren til en garage. Den anden side fører ud til vejene med alle de fine og dyre huse. Jeg vælger at gå hen til passagen, da jeg ikke ved, hvad der gemmer sig bag den. Måske farer jeg endda vild, hvis jeg går igennem den. Det kunne være dejligt. Så kunne jeg tænke på noget andet end Zayns irriterende øjne, der får mig til at hade mig selv. Jeg er nået hen til passagen, da jeg hører mit navn blive råbt. Jeg ser mig over skulderen. Harry er begyndt at gå efter mig, mens Zayn står og slår ud med armene, mens han snakker med nogen, som jeg ikke kan se, for hækken rundt om Nialls grund.

Jeg ser fremad igen og giver mig i ren panik til at løbe. Jeg vil ikke have, at Harry overhaler mig og får mig tilbage under Zayns dømmende blik. Jeg vil ikke tilbage, så jeg kan blive fanget under Liams fortryllelse. Jeg vil bare gerne væk. Jeg drejer rundt om hjørnet af muren, da passagen ender. Den fører bare ud til en stor vej, hvor der kører en masse biler. Jeg løber op af den mod et lyskryds. Mit navn bliver igen råbt, og da jeg ser mig over skulderen igen, kan jeg se, at Harry også har sat i løb. Jeg sætter farten op. Jeg er allerede forpustet, men jeg tror mest, at det er på grund af alkoholen og desperationen. Harry kommer nærmere og nærmere, men jeg bliver stædigt ved med at løbe. Ved lyskrydset drejer jeg igen rundt om hjørnet, så jeg løber ned mod vejen, der fører ind til Nialls vej. Det er dumt, da jeg bare ender, hvor jeg startede, men jeg tænker mig ikke om lige nu. Det eneste, jeg kan tænke på, er, at jeg vil væk.

Jeg drejer igen rundt om hjørnet, hvilket kun bringer mig tættere på Nialls hus. Jeg ser mig over skulderen og bliver lidt overrasket, da Harry er alt for tæt på. Jeg sukker og stopper med at løbe. Det er alligevel håbløst. Jeg ser ned i jorden og prøver at få min vejrtrækning under kontrol. Harry hiver efter vejret og tager fat i min arm. ”Hvad laver du?” spørger han med et grin i stemmen. Jeg rynker brynene og bliver ved med at se ned på fortovet, da jeg pludselig får den klump i halsen, der varsler om tårer. ”Harley?” spørger Harry mere alvorligt og giver min arm et klem. Jeg river min arm væk fra ham og sætter farten lidt op, selv om han bare følger med alligevel. Fortovet drejer, da vejen med Nialls hus begynder. Jeg kan høre drengenes stemmer, da de sikkert har fået øje på Harry og jeg. Jeg går i den modsatte retning af huset, men jeg kan ikke komme ret langt, da vejen kun drejer en vej, og det er op mod Nialls hus.

Jeg stopper op foran busken til at stort, flot hus med en busk ud til gaden. Jeg giver mig til at pille blade af busken, mens jeg kan høre nogle skridt komme løbende ned mod os. Harry står stadig bag mig. ”Hvad er der galt?” spørger han blidt. ”Jeg kan bare ikke mere,” hvisker jeg ned til bladene på busken. ”Hvad kan du ikke?” spørger Harry lavt, da skridtene kommer nærmere. ”Alt,” hvisker jeg håbløst. Skridtene er nu kommet hen til os. Jeg snøfter lidt og tørrer mig under øjnene, da et par tårer har sneget sig ud. ”Hvad sker der?” kan jeg høre Liam spørge Harry, der bare siger ingenting. Jeg bliver trodsigt ved med at pille ved busken, selv om jeg endnu engang får lyst til bare at løbe væk. ”Harley,” siger Liam trøstende og blidt, hvilket bare gør mig sur igen. Jeg vil ikke trøstes af Liam. Han forstår det ikke. Han forstår ikke, hvor ondt det gør, at jeg aldrig kan få ham. Der er kun en, der ved, hvordan det er.

Jeg tørrer mig hurtigt under øjnene igen, inden jeg vender mig om mod Harry og Liam, der ser afventende på mig. Jeg sætter et falsk smil på. ”Skal vi gå tilbage til de andre?” spørger jeg med påtaget glæde. De rynker synkront panderne og udveksler et blik, men de når ikke at sige eller gøre andet, før jeg begynder at gå op af vejen. Jeg kan høre dem følge efter mig. Jeg bider mig i læben og ser ned på vejen, imens jeg går. Der sidder en knude i mit bryst, og jeg ved ikke, om den skyldes vrede, sorg eller noget helt tredje. Uanset hvad, kan jeg ikke lide den, og jeg vil have den til at forsvinde. Hvis bare jeg vidste, hvad der var grunden til den. Eller hvem.

Jeg ser op, da jeg endnu engang hører mit navn blive sagt. Niall begynder at gå ud mod gaden, mod mig, men mit blik bliver ikke længe ved ham. Det er Zayn, der står bag ham, der fanger min opmærksomhed. Han står og ser bekymret ud. Selv om han ikke går ud mod mig, så kan jeg se på ham, at han har mindst ligeså meget lyst til det som Niall. Jeg drejer ind i indkørslen. Niall kommer snakkende gående mod mig, men jeg ignorerer ham. Jeg sætter farten op og begynder at løbe hen mod Zayn, hvis ansigt løsner sig fra det bekymrede ansigtsudtryk, der hærgede hans kønne ansigt før. Jeg styrter hen til ham og lægger armene om hans hals. Jeg gemmer mit ansigt mod hans skjorte, da tårerne begynder at strømme ud. Zayn lægger armene om mig. Han er overrasket, men jeg føler mig alligevel tryg i hans arme. Det er fuldstændig forkert at udnytte ham og hans følelser, men jeg kan alligevel ikke lade være med at nyde hans varme. 

_________________________________________________________________________________

ASDFGHJKL, vi er så tæt på 100, at jeg bare kunne give mig til at skrige af glæde. I har virelig ingen anelse om, hvor glad  hvert eneste lille like og kommentar gør mig. Det er utroligt, så tusind, millioner, milliarder tak til jer alle sammen for at gøre min dag udholdelig. ♥

Much love to you all. xoxoxoxoxoxoxoxoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...