I'm yours - One Direction

Harley Jones er en helt normal pige, som tilfældigvis er venner med Eleanor Calder, den verdensberømte Louis Tomlinsons kæreste. Det har dog aldrig været et problem for de to pigers venskab, faktisk har ingen af dem taget det så tungt. I Harleys øjne er både Eleanor og Louis helt normale mennesker. Hun er dog alligevel lidt skeptisk, da hun bliver inviteret til en fest, hvor resten af One Direction også vil være. Harley har nemlig aldrig haft held i kærlighed på trods af hendes mange kærester. Hun er ikke interesseret i, at et verdenskendt bandmedlem skal blive endnu en dreng til hendes samling. Alligevel får Eleanor overtalt hende, og hun tager med. Som forudsagt får en af drengene et godt øje til hende, men Harley udvikler følelser for en anden på en helt ny måde.

317Likes
460Kommentarer
48697Visninger
AA

13. Kapitel 12.

 

”Hvor er du?!” hviner Danielle i telefonen. De andres stemmer i baggrunden gør ingen forskel, for hun skriger nærmest ind i mit øre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at grine over hende. ”Slap nu af, jeg er på vej,” siger jeg og kigger på landskabet, der passerer forbi toget, jeg sidder i. ”Hvorfor kommer du så sent?” spørger hun lidt mere roligt. Jeg griner igen. ”Jeg har jo allerede sagt, at jeg skulle til fødselsdag. Jeg skulle faktisk have sovet der, men det droppede jeg – for jeres skyld!” Danielle bliver stille, så jeg kan høre latteren i baggrunden. Jeg smiler, da det med det samme går op for mig, at det er Niall. ”Ja. Ja, okay. Skynd dig nu bare, ikke?” siger Danielle efter lidt tid. Jeg ryster svagt på hovedet over hende. ”Ja, ja. Men en eller anden er nødt til at komme og hente mig ved stationen. Jeg ved ikke, hvor Niall bor,” siger jeg. ”Ved du, hvilken station du skal af ved?” spørger hun. Jeg nikker lidt og siger en bekræftende lyd. ”Hey, drenge. Drenge!” siger hun ind i telefonen, selv om det ikke er til mig. Der bliver stille i baggrunden. ”Er der en, der henter Harley på stationen?” spørger hun. De begynder at mumle indbyrdes, men så kan jeg høre Louis melde sig højrøstet. Danielle griner lidt over ham, men siger så til mig: ”Louis kommer og henter dig. Bare skriv til ham, når du er der.” Inden jeg når at svare, har hun lagt på. Jeg ser ned på min mobil med store øjne og et smil. Det lød, som om Nialls fødselsdagsfest allerede var godt i gang.

Jeg sætter musik i ørerne og hører Ed Sheeran resten af tiden. Jeg skruer lidt ned for lyden, da jeg står af for at skifte over til undergrunden, så jeg kan høre, hvad der foregår omkring mig. Der sker meget i gangene til undergrunden, så man skal være opmærksom. Jeg taler af erfaring. Da jeg finder toget, der kører til den station, som Eleanor fortalte mig, at jeg skulle stå af ved, går jeg ind og finder en plads. Der er ikke mange med, da det er ved at være spisetid, hvilket vil sige, at de fleste er hjemme lige nu. Jeg skruer op for lyden igen, imens jeg kigger ud af vinduet overfor mig, så jeg kan se, hvilke stationer vi passerer. Da vi er to stationer fra den, hvor jeg skal af, tager jeg min mobil frem og skriver en sms til Louis. Han svarer med det samme, at han er på vej. Det er i hvert fald det, jeg forstiller mig, at der skal stå. Der er en del stavefejl, hvilket forstærker min mistanke om, at festen allerede er godt i gang.

Jeg putter min mobil tilbage i tasken og rejser mig, da vi kommer til stationen. Jeg går ud af toget og op af rulletrapperne, indtil jeg kommer til forhallen. Jeg stopper op og lader de andre mennesker fra toget komme ud, så jeg bedre kan finde Louis. Han er ikke indenfor, så jeg går helt ud på gaden. Jeg ser rundt og får øje på ham på den anden side af gaden. Han ser på mig og smiler lidt, da jeg løber over, imens der ikke er nogle biler. Nogle piger kommer fnisende hen til ham og rækker ham et stykke papir og en kuglepen. Han smiler til dem og skriver på papiret. Jeg holder mig i baggrunden, indtil de går væk igen, og Louis vender sig om mod mig. Jeg smiler til ham og giver ham et hurtigt kram. Han lugter stærkt af mandeparfume og alkohol. ”Hvor var du?” spørger han stadig med sit svage smil, hvilket er ret mærkeligt. Han plejer altid at smile meget. Nå, lige meget. ”Jeg var til fødselsdag,” svarer jeg sukkende. Jeg har virkelige sagt det til dem alle sammen mindst fire gange hver, men ingen af dem har gidet huske det.

”Nå, ja,” mumler Louis, inden han vender sig om og begynde at gå. Jeg følger efter ham. Jeg ser på ham, mens jeg prøver at finde ud af, hvad der er galt. Han virker anderledes. Som om han tænker mere. Og det er ikke alkoholen, som ellers sagtens kan ses på hans svajende gang. Jeg siger dog ikke noget, for måske tager jeg fejl. Jeg er ikke god til at trøste, og jeg bilder mig ofte ind, at forskellige handlinger og opførsler har en helt anden betydning, end de rent faktisk har. Nogle gange har jeg selvfølgelig ret, men andre gange… Ja, der gik det virkelig bare galt.

Jeg ser på gaderne, der bliver mere og mere mennesketomme, jo længere vi kommer væk fra stationen. Lejlighedskomplekserne bliver hurtigt erstattet af huse, der bliver større og flottere for hvert skridt, vi tager. Jeg prøver at huske, hvilke veje vi gå hen af, da det her sikkert ikke er sidste gang, jeg kommer til at besøge Niall. Louis drejer ned af endnu en vej, som denne gang ender blindt. Han går hen til et hus, som faktisk er mindre end de andre på denne vej. Louis’ egen bil holder i indkørslen sammen med en anden, jeg ikke har set før. Den hvide dør til huset står åben, så man kan høre de højrøstede stemmer. Louis går ind af døren og sparker skoene af så hurtigt, at jeg knap nok er kommet ind af døren, før han forsvinder længere ind i huset. Jeg ser lidt skræmt efter ham, inden jeg tager mig sammen. Det er jo bare Nialls hus. Der er kun mennesker, jeg kender. Der er intet at være bange for. Jeg tager mine sko af og stiller min taske i hjørnet af entréen. Jeg smider min jakke ovenpå, inden jeg går ind i gangen. Der er flere døre, jeg kan vælge at gå ind af, men da stemmerne kun kommer fra den ene, går jeg selvfølgelig ind af den. Alle hovederne bliver drejet mod mig, da jeg træder ind. De sidder i spisestuen rundt om et stort spisebord, hvor der ligger pizza rester på deres tallerkener.

”Harley!” udbryder næsten alle i kor, hvilket får mig til at grine. ”Hej, alle sammen,” siger jeg og sætter mig ved siden af Harry. Eleanor er der ikke, hvilket mindsker mit smil en smule. Jeg troede, hun ville være her. Det sagde hun da til mig i går. Louis har sat sig hen til Zayn, der sidder for bordenden. De er begge to i gang med alkoholen, men Louis ser betydeligt mere påvirket ud end Zayn. Jeg ser på Danielle, der smiler til mig. Jeg sender hende et spørgende blik, men hun opfanger ikke, hvad spørgsmålet er. Det kunne jo også være hvad som helst. Jeg ryster lidt på hovedet til hende og smiler. Hun smiler tilbage, inden hun ser på de andre igen. Det samme gør jeg. Liam sidder imellem hende og Louis, og Niall sidder ved siden af Harry og Zayn. Zayn ser væk fra Louis, der er ved at fortælle ham noget, og møder mit blik. Der går et lille sug af panik i gennem min mave, da hans brune øjne glimter mod mig. Han smiler til mig, så jeg ikke kan gøre andet end at gengælde det.

En anden bevægelse fanger min opmærksomhed. Det er Niall, der har vendt ansigtet mod mig. ”Vil du have noget at spise?” spørger han. Jeg ryster på hovedet og smiler til ham. ”Sikker?” bliver han ved, men jeg ryster bare endnu en gang på hovedet. Han smiler og himler med øjnene, inden han ser på de andre. ”Andre der skal have mere?” spørger han højt, så de andre stopper med at snakke. Ingen siger noget, så Niall tager det som et nej. ”Okay. Så lad os få den her fest startet ordentligt,” siger han og rejser sig. Han går om bag Zayn, hvor der er en halvmur, der skiller køkkenet og spisestuen ad. Vi kan se alt, hvad han laver, da han åbner køleskabet og tager en flaske ud. Han vender sig om og ser på os med et smil. ”Bare gå ind på værelset,” siger han og vifter med hånden i retning af døren. Louis og Harry rejser sig, og Liam følger efter. Jeg stopper Danielle, inden hun også går ud af døren. ”Hvor er Eleanor?” spørger jeg lavt og ser hende i øjnene. Danielle kaster et blik over på Niall og Zayn, der står og skiftevis kigger på os og de drinks, de er ved at lave. Hun tager fat i min hånd og trækker mig ud af døren.

Hun stopper i gangen og kaster et blik hen på en af de lukkede døre, som jeg regner med er Nialls værelse, eftersom de andres stemmer kommer derfra. Hendes øjne bliver igen rettet mod mig. ”Hun og Louis har haft et skænderi,” nærmest hvisker hun. Jeg ryster lidt forvirret på hovedet. ”Og?” Hun himler mildt med øjnene, inden hun siger: ”Det ved du da godt. De skændes jo nærmest aldrig, men når de så gør-” ”Bryder helvede løs,” fortsætter jeg mumlende. Danielle nikker og ser på mig med et lidt trist blik. ”Det er bare ærgerligt,” siger hun, ”drengene tager jo af sted igen i morgen.” Jeg laver store øjne. ”Hvad?!” Hun ser overrasket på mig, men smiler så lidt igen. ”Vidste du ikke det?” spørger hun. Jeg ryster på hovedet. ”Det her er Nialls fødselsdagsfest, men samtidig er det også en slags farvelfest. De kommer først tilbage igen om en måned cirka,” fortæller hun. Jeg fnyser fornærmet og mumler: ”Jeg kan ikke fatte, at de ikke har sagt noget om det.” Danielle slår sin smukke latter op, hvilket får mig til at se på hende igen. Hun smiler overbærende til mig. ”Det har de altså også gjort. Jeg var der selv,” siger hun. Jeg ser bare uforstående på hende, da jeg er sikker på, at de ikke har nævnt det for mig. ”Hjemme hos Louis og Harry, da vi snakkede om festen? Kan du slet ikke huske det?” fortsætter hun lidt overrasket. Jeg ryster lidt på hovedet. Danielle sukker: ”Nå. Men det er i hvert fald bare trist, hvis de ikke bliver venner igen, inden han tager af sted.”

Døren ud til køkkenet bliver åbnet, og Niall og Zayn kommer ud. De kigger på os og smiler. ”Skal I med?” spørger Zayn, imens Niall forsvinder ind på sit værelse med en bakke med fyldte glas. Danielle nikker og går ind af døren, som Zayn holder åben for os. Jeg ser på hendes krøllede hår, da hun forsvinder ind i mørket. Mine øjne glider hen på Zayn, der står med sit charmerende smil og venter på mig. Jeg smiler lidt og ser ned, inden jeg følger efter Danielle ind på værelset. Gardinet er trukket helt for vinduet, så værelset er henlagt i mørke. Det eneste lys kommer fra computeren, som Niall sidder ved. ”Hvad skal vi høre?!” spørger han. Harry rejser sig fra sengen og går hen til computeren for at skrive en sang. Liam og Louis sidder i to lave stole ved den modsatte væg, end den sengen står op af. Louis er allerede gået løs på de drinks, som Niall havde med ind. Liam sidder og ser misbilligende på, som om han ikke er helt tryg ved den mængde alkohol, Louis har indtaget. ”Her,” mumler Zayn tæt ved mit øre. Jeg ser på hans hånd, som holder en drink, og så op på hans brune øjne, der glimter ned til mig. Han giver mig drinken i hånden og smiler til mig, inden han sætter sig i sengen ved siden af Danielle.

Musikken bliver tændt, og drinksene bliver drukket. Der bliver selvfølgelig lavet flere og flere, men Louis får hurtigt udryddet en masse. Det er utroligt, hvor meget han drikker, og hvem ved, hvor meget han drak, inden jeg kom. Det bekymrer mig faktisk ret meget, at han føler trang til at drikke sin tanker væk på den måde. Hans og Eleanors skænderi må have været ret slemt. Det bekymrer mig også, at hun ikke er kommet. Bare fordi hun og Louis er uvenner, betyder det jo ikke, at de andre drenge ikke vil være søde overfor hende. De skal jo nok finde ud af det igen, hende og Louis. Det gør de altid. Det har de jo altid gjort, men måske er det anderledes denne gang? Jeg er nødt til at finde ud af det. Jeg kaster et hurtigt blik på de andre, men de er alle optaget af det ene og det andet. Jeg drikker resten af min nye drink og går så ud af værelset. Jeg lukker omhyggeligt døren efter mig, inden jeg går ud i entréen til min taske for at tage min mobil. Da jeg har fået den frem fra alt rodet, går jeg ind i gangen igen. Jeg ser på de lukkede døre og går hen til den, der er to døre fra Nialls værelse. Jeg trækker ned i dørhåndtaget og ser ind. Der er helt lyst, hvilket skærer lidt i mine øjne, da de havde vænnet sig til mørket. Jeg lukker døren efter mig og sætter mig i sengen, imens jeg ringer Eleanor op.

Der går nogle sekunder, inden jeg kan høre hende tage den. ”Det er Eleanor,” mumler hun lavt. ”El!” siger jeg bebrejdende. Hendes stemme lyser lidt op, da hun siger: ”Harley. Hvad så?” ”Hvorfor er du ikke kommet?” spørger jeg, selv om jeg jo allerede kender svaret. ”Louis og jeg havde et skænderi,” mumler hun igen. ”Der er altså andre mennesker til den her fest end Louis,” siger jeg skarpt, hvilket jeg fortryder. Hun lyder ret trist, så jeg burde ikke skælde hende ud. Men som sagt er jeg virkelig dårlig til at trøste. ”Undskyld, men jeg kan bare ikke klare at se på ham lige nu!” udbryder hun skingert. Jeg prøver at lyde rolig og medfølende, da jeg siger: ”Els. Hvad er der sket?” Jeg kan høre hende sukke trist, hvilket smitter af på mig. Jeg kan næsten mærke mit hjerte synke ned i livet på mig. ”Det er lige meget,” mumler hun mut. Jeg trækker vejret dybt for at give mig til at protestere, men hun er hurtigere end mig. ”Jeg er nødt til at smutte nu. Der kommer en film, jeg skal se. Så vi ses, Harley, love you,” siger hun lynhurtigt og lægger på. Jeg ånder tungt ud og ser på min mobil, som om hun kunne finde på at ringe op igen, selv om jeg godt ved, at det ikke kommer til at ske. Hvis jeg vil høre, hvorfor hun og Louis har været oppe at skændes, er jeg enten nødt til at vente, til hun selv er klar, eller også skal jeg tage noget is med over til hende i morgen. Sidste mulighed er hurtigst, og jeg er ret sikker på, at der ligger en liter stracciatella i min fryser.

Musikken inde fra Nialls værelse bliver pludselig højere. Jeg ser op og hen på døren, hvor Zayn står og kigger på mig. ”Hvad laver du?” spørger han lavt. Jeg trækker på skuldrene og sukker, inden jeg smider mig tilbage i sengen. Zayn lukker døren og kommer hen til sengen, men jeg gør ingenting. Jeg ser bare op på det fine, hvide loft. Jeg kan mærke ham sætte sig i sengen, hvilket får mig til at sætte mig halvt op, så jeg støtter mig på mine albuer. Jeg ser på Zayn, der lægger sig halvt ned på siden, så han kun støtter sig på sin ene albue. Jeg ser tøvende op på hans øjne, der ser ind i mine. Han ligger så tæt på mig, at vores lår rører ved hinanden. Hans øjne, der glimter mere end de dyreste diamanter, tager et øjeblik vejret fra mig. Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og min mave trækker sig sammen i protest. Før jeg ved af det, har jeg sat mig op, og dermed revet mig væk fra Zayn. Jeg rejser mig og går hen til døren, hvor jeg vender mig om mod Zayn, der ikke har rykket sig en centimeter. Selv hans blik er på det sted, hvor mit hoved var før. Der er et smil på hans læber, men det er ikke et rigtig smil. Det er et såret, sarkastisk smil, som får mig til at hade mig selv, fordi jeg er grunden til det. ”Kom,” siger jeg svagt, ”lad os gå tilbage til de andre.” Zayn ser langsomt hen på mig, men gør ikke mine til at rejse sig. Han ser ned og stopper med at smile, selv om det bestemt ikke hjælper. Det får ham bare til at se endnu mere trist og såret ud. ”Zayn,” siger jeg, inden jeg går hen til sengen og tager fat i hans hånd, så jeg kan trækker ham op at stå. ”Lad os gå ind til de andre,” gentager jeg. Zayn tager ordentligt fat i min hånd og følger efter mig hen til døren. Da vi er kommet ud, og han vender sig mod døren for at lukke den, river jeg blidt min hånd ud af hans. Denne gang ser jeg ikke tilbage på ham, for jeg er for fej til at se ind i hans sårede øjne igen. 

______________________________________________________________________________________

I er de bedste læsere nogensinde! Skal vi se, om vi kan få den op på 90, inden næste kapitel? Det kunne være fantastisk. ♥♥♥

Love y'all. xx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...