Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9031Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Forelskelse er neurose, og kærlighed er paranoid tilstand

 

Da jeg kommer hjem er jeg fuldstændig mentalt smadret. Der er simpelthen sket så mange ting i dag, at jeg slet ikke kan kapere det. Jeg styrer målrettet mod mit værelse, uden at ænse noget, som en junkie, der trænger til et fix. Må – slappe – af! Jeg gennemroder min skuffe for afslappende cd’er og finder til sidst en wellness-cd  som jeg ikke aner, hvor kommer fra. Jeg sætter den på, og tonerne flyder ud i rummet. Efter at have hentet vand til penslerne og  sat mig ved skrivebordet, mærker jeg hvordan jeg slapper af i skuldrene, og da jeg fører penslen over akvarelpapiret har jeg det allerede meget bedre.

 

”Er du okay?” skriver jeg til Aaden så snart jeg vågner. Han må være syg af bekymring. Imens jeg venter på, at han skal svare, tager jeg tøj på og reder sengen. Jeg tøffer ud på badeværelset, stadig ikke helt vågen. Jeg griber min tandbørste (lilla og meget yndig – mor påstod, at der ikke var i andre farver), da jeg i det samme hører min meddelelseslyd. Jeg smider tandbørsten fra mig og løber tilbage på værelset, hvor der venter mig en besked fra Hannah. Et kort øjeblik føler jeg mig skuffet (men altså, hvad havde jeg regnet med?), men så bliver jeg gal på mig selv. Jeg burde ikke blive skuffet over at få en besked fra den person, der betyder allermest for mig i hele verden.

”Hej, vil du ikke være med til at sove ude i haven i morgen?” står der i beskeden.

”Det lyder fedt,” skriver jeg, ”men du er godt klar over, at det er torsdag, og vi skal i skole, ikke? ;-)”

”Jojo, men der bliver ikke overskyet, så der er masser af stjerner! :D”

”Så gør vi det!”

 

Da det ringer ud til frikvarter, mærker jeg, idet jeg rejser mig, nogens fingerspidser berøre min arm. Jeg snurrer rundt, og stirrer ind i de dejligste.. Og ser ind i Aadens blå øjne, mener jeg.

”Burde jeg ikke se hvordan du bor i dag?” spørger han.

”Du inviterer dig selv hjem til mig?” svarer jeg med løftede øjenbryn, og han smiler skævt." Hvad med dine søskende, skal de ikke passes? Og hvordan har din mor det for resten?”

Da jeg nævner hans mor, bliver hans ansigt pludselig stenhårdt, og hans øjne fjerne og kolde. Men kun et øjeblik, så smiler han igen og svarer: ”Hannah passer dem.”

”Hannah?” spørger jeg dumt. Det har hun da ikke fortalt mig noget om.

”Ja, hun tilbød at tage dem med til Toronto Island igen, så jeg kunne få det hele lidt på afstand,” svarer han.

”Og det gør du ved at være sammen med mig?”

”Selvfølgelig.”

 

”Skal du passe Aadens søskende?” spørger jeg Hannah.

”Ja,” hun sender mig et tindrende smil, ”jeg tænkte, at han måske gerne ville have lidt tid alene, eller måske være sammen med Rosa.. Gad vide om hun ved det.” Hun ser et øjeblik tankefuld ud. ”Vil du for resten med?”

”Desværre, jeg har en aftale,” svarer jeg og flygter ud af døren, før hun kan nå at sige noget. Jeg altså holde op med at flygte på den måde fra alt og alle!

 

”Er dine forældre hjemme?” spørger Aaden, da vi stiger af bussen.

”Nej, heldigvis,” sukker jeg. ”De er vist et eller andet sted med nogle venner.”

Vi går en stund i tavshed. ”Hvorfor er du egentlig ikke sammen med Rosa, nu hvor du har en fridag?” spørger jeg til sidst. Der går så lang tid før han svarer, at jeg er lige ved at tro, at han ikke har hørt det, da han svarer:

”Jeg ved det ikke.. Jeg var sammen med hende i går aftes..”

”Du var også sammen med mig,” påpeger jeg, ”altså ikke i aftes, men du ved hvad jeg mener.”

En let rødmen breder sig over Aadens kinder. Gad vide hvad han tænker på? ”Jamen, jeg ved ikke.. Jeg ved faktisk ikke hvorfor..”

Jeg trækker på skuldrene. ”Nogle gange kan det vel være meget rart at være sammen med folk, der ikke kender noget til én og ens fortid..” Han nikker. ”Så.. hvordan var din fortid egentlig?” Han stirrer på mig. Jeg griner. ”Det var bare en joke. Du behøver ikke fortælle mig noget som helst.” Han smiler taknemmeligt.

 

”Nå, må jeg så ikke se dine malerier?” siger Aaden, da vi kommer ind i stuen. ”Eller det er måske en af dem?” tilføjer han grinende og nikker mod de store malerier på væggen.

”Ja,” svarer jeg.

Han stirrer på mig. ”Seriøst?” Jeg trækker på skuldrene. ”Et skuldertræk? Er det det eneste du har at sige til det? Jeg troede det var Picasso’er eller sådan noget!”

Jeg smiler ufrivilligt. ”Det tager jeg som et kompliment, men tillad mig at betvivle din forstand på kunst.”

Jeg forventer et smil eller et grin, men i stedet træder han et skridt tættere på mig. Jeg vil træde et skridt tilbage, men noget forhindrer mig i det, og jeg bliver stående. Forvirrede tanker og følelser hvirvler rundt i min krop, og jeg uendeligt bevidst om mig selv. Jeg ser ind i de fantastiske blå øjne og hele min krop skriger, at jeg skal give efter. Med bævende hjerte læner jeg mig en millimeter eller to frem. Så mødes vores læber, hans mund er varm og sød, og et eller andet eksploderer inde i mig, giver mig lyst til.. Så bliver jeg pludselig klar over, hvad det er vi laver, og vi springer begge væk fra hinanden. Vi stirrer på hinanden et par sekunder, så hyler Aaden: ”Jeg har været min kæreste utro! Med en dreng!” og jeg skriger, tæt på at græde: ”Mit første kys! Jeg fik mit første kys af en dreng!”

Aadens ansigtsudtryk udtryk skifter. ”Var det dit første kys? Du var da ellers ret god til det af en..”

”Ad-ad-ad,” råber jeg og løber ud på badeværelset.

 

Tavshed. Akavet tavshed. Jeg sidder i den ene ende af sofaen, så langt væk jeg kan komme fra ham, med armene om knæene, mens jeg ihærdigt undgår øjenkontakt. Han er den første, der bryder tavsheden. ”Så.. var det virkelig dit første kys?” Jeg kan ikke tro at han kan finde på at spørge om det – ham!

”Ja.”

Tavshed. ”Så du er altså også jomfru?”

Jeg ser op på ham. ”Hvad tror du selv?”

”Elijah..” Han rykker lidt tættere på, og jeg presser mig længere ind mod armlænet. ”Der er ikke noget forkert i det.. sådan da..”

Jeg stirrer på ham. Nidstirrer ham. ”Du var utro med din kæreste! Det i sig selv er fuldstændig forkert og forskruet, men med en dreng – med mig! – det er da lige før man skal begynde at overveje at rejse fra landet!”

”Er du bange for, hvad folk vil tænke?”

”Nej,” siger jeg, og det er sandt. Jeg har Hannah, og hun vil aldrig vende mig ryggen. ”Men det var forkert.”

Han nikker. ”Hvis du vil, kan vi prøve at banke hovedet i væggen og få hukommelsestab,” siger han med pokerfjæs.

Jeg kommer til at grine. ”Det virker ikke – jeg har prøvet.”

Aaden smiler. ”Men helt ærligt, Elijah, du skal ikke være bekymret, det er jo ikke noget, der sker igen.”

Jeg kan mærke, at jeg slapper af i kroppen, og jeg vover at strække benene ud, så de ligger ved siden af Aadens. ”Nej, det sker ikke igen,” svarer jeg. Så rejser jeg mig og flytter hen ved siden af ham. Jeg lukker øjnene og lader hans mund møde min igen.

 

”Hvad blev der af ”det sker ikke igen”, Elijah?” spørger Aaden drillende og trækker i en af mine krøller.

”Tro mig, jeg er ligeglad nu, jeg hænger mig alligevel i aften,” svarer jeg.

”Åh nej, lad være med det.”

”Desværre.” Jeg rejser mig fra sofaen og tøffer ud i køkkenet. Klokken er halv seks. Lynhurtigt er jeg inde i stuen igen. ”Aaden, mine forældre kommer hjem om et kvarter, og jeg kan ikke se sådan ud!”

”Jeg synes, at du ser fin ud,” svarer han undrende.

”Nej, du forstår det ikke!” Jeg smider en kam hen til ham. ”Kan du ikke rede dit hår?” Han stirrer på mig som om jeg er idiot. ”Ellers.. er du nødt til at gå..” råber jeg over skulderen, mens jeg styrter op ad trappen. Hurtigt flår jeg t-shirten af og udskifter den med en ren skjorte, som jeg stopper ned i bukserne. Jeg finder voksdåsen frem og begynder at rede håret ned, da Aaden i det samme kommer ind ad badeværelsesdøren. Han stopper og stirrer på mig.

”Hvad fanden..?” 

”Hør her, jeg skal virkelig skynde mig, afhold dig venligst fra at spilde min tid ved at kommentere!”

”Hvad gør du dog ved dine krøller?” nærmest råber han, da jeg tvinger dem ned mod min hovedbund.

”Hør,” siger jeg, ”mine forældre tror, at det er sådan jeg går klædt herhjemme, okay? Jeg er ikke engang sikker på, at de har nogen anelse om mine krøller mere!”

Aaden ser bestyrtet på mig. ”Hvorfor stopper du ikke bare med at klæde dig sådan?”

”Fordi jeg ikke har lyst til at give dem et hjertetilfælde! Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, men de tror, at jeg er deres søde, lille dreng, fuldstændig anderledes fra andre teenagere, og jeg lader dem blive i troen. Jeg har i forvejen et lidt anstrengt forhold til dem, men jeg er deres trofæ, som de praler med. Og lad dem det. Om et par måneder er jeg ude af huset – jeg har levet sådan her så længe jeg kan huske, så det kan jeg godt lige klare.”

Aaden står bare helt stille og betragter mig, mens jeg tager vinduesglasbrillerne på. ”Okay,” siger han omsider, ”jeg går nu – men det her skal jeg snakke med dig om på et andet tidspunkt. Og så skal du nok få den fuldstændig ucensurerede udgave af min mening om det!”

”Tak, og det er fint,” varer jeg og smiler lidt anstrengt til ham, ”farvel!”

Han løfter bare øjenbrynene til svar og går ud ad døren. Jeg står stille og lytter efter hans trin på trappen og hoveddøren der smækker. Så ånder jeg lettet op.

 

Næste morgen har jeg det ad helvede til, så det er ikke svært at overbevise mor og far om, at jeg skal blive hjemme. Jeg har den styggeste kvalme, og jeg har stort set brugt hele natten på at æde tandpasta for at få smagen af Aaden ud af min mund. Jeg overvejer stærkt bare at tilbringe resten af mit liv under dynen, men da jeg får to identiske beskeder fra Hannah og Aaden, der skriver: ”Hvor er du? Er du okay?”, indser jeg, at jeg aldrig vil slippe af sted med det. Derfor svarer jeg til dem begge: ”Menstruationssmerter.” Så trækker jeg dynen over hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...