Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9244Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Tre. To. En. Klokkens hylende tone skærer igennem Mrs. Watts irriterende stemme, og alle stole bliver skubbet ud. De skraber mod gulvet på den måde der fortæller, at NU har vi fri. Jeg møder Rosas indbydende blik og jeg forsøger at smile sødt tilbage til hende. Da jeg ser bag mig, sidder Elijah oppe på bordet med foldede hænder. Hans forsigtige smil får det til at pirre i hele kroppen.

”Hvad skal du så lave i dag?” spørger han selvsikkert og lægger armene over kors. Han tror vist vi er venner, der spørger hvad hinanden skal – I ved, når man lader som om man interesserer sig for den anden, men i virkeligheden kun gør det for ingenting. Måske er det sådan en slags venner vi er… Men den teori, ser jeg hans forvirrede blik. Al selvsikkerhed er forsvundet fra ham.

”Øh… Være der hjemme, tror jeg,” fremstammer jeg og han nikker. ”Hvad med dig?” spørger jeg, oprigtig interesseret.

”Jeg tror, at jeg skal hjem og male,” fortæller han. Uden at tænke over det, rykker jeg et skridt tættere på ham.

”Hva’ Aadenskatter, skal du ikke hjem til mig i aften?” Rosa kommer bagfra og lægger sine tynde, solbrune arme om mig.

”I aften, måske?” foreslår jeg forvirret, mens jeg skæver over til Elijah. Han ser ned i gulvet.

 

Let på tå går jeg hjem. Jeg glæder mig faktisk til at være sammen med Rosa i aften, det er efterhånden lang tid siden. Vi har været officielt kærester i uges tid nu. Træerne svajer let i vinden og jeg nyder den friske, men varme luft. Da jeg låser mig ind i lejligheden, er der helt stille. Næsten for stille. Mors ting står i entreen, så jeg ved, at hun er hjemme. Men fjernsynet plejer altid at køre i baggrunden eller stereoanlægget med en omgang klassisk og kedelig musik.

”Mor?” kalder jeg, men uden at få et svar. ”Mor?” kalder jeg, denne gang lidt højere. Langsomt åbner jeg døren ind til soveværelset. Der er hun ikke. Hendes nussede, blå dynebetræk ligger på det beskidte gulv. Jeg åbner langsomt døren ud til toilettet. Blod, piller, mere blod og flere piller ligger på gulvet og flyder. Mor ligger i en pøl af blod. 
”MOR!” skriger jeg forarget og vredt. Da hun ikke svarer, sparker jeg blidt til hende. Derefter lidt hårdere. ”For helvede i satan, MOR!” forsætter jeg med at skrige. Nu desperat. Vreden syder og bobler i maven på mig, da jeg indser, hvad hun har gjort. Den egoistiske møgso! Jeg fisker min gamle mobil op ad lommen og ringer efter en ambulance. Jeg går ud fra badeværelset og sætter mig i sofaen. Det at se på hende får mit blod til at koge af raseri. Og sorg.

 

”Hej Elijah… Jeg tænkte på…” Min stemme knækker over, og jeg græder. Der er helt stille i den anden ende af røret. ”Min mor…” prøver jeg at forsætte, men gråden er for stærk.

”Hvad er der sket?” spørger Elijah bekymret. Hans blide stemme får mig til at græde endnu mere. Mig. Aaden. Den hårde fyr – tudbrøler i telefonen. ”

Selvmord… Måske er hun død,” hikster jeg, og Elijah gisper.

”Hvad kan jeg gøre for dig?” spørger Elijah efter en tids gråd.

Jeg skal igen finde ordene frem. ”Kan du måske… Du ved, hente mine søskende og så tage hjem til mig? Jeg kommer hjem fra hospitalet snart,” beder jeg, med brændende kinder. Tænk, at jeg virkelig spørger en klassekammerat om det. På min gamle skole var der INGEN der vidste, hvordan jeg havde det. Hvordan det var derhjemme. Det er der allerede to der ved, her det nye sted. Og faktisk… Så er det dejligt, at jeg bare kan ringe til én, som står klar til at hjælpe.

”Selvfølgelig,” svarer han og lægger på. Jeg lod heldigvis døren stå ulåst, så han kan komme ind i lejligheden. Jeg ser på mor, som ligger i koma. Jeg kaster et sidste blik på hende, fyldt med væmmelse. So.

Bussen bumler hen ad vejen og tankerne flyver i gennem mit hoved. Jeg er ikke selv særligt ked af det. Mor har aldrig været en mor – hun har bare været en biperson i mit liv, som kun har gjort tingene sværere for mig og min elskede søskende. Jeg er mest ked af det på deres vegne. De er jo for små til at forstå, at mor gør noget forkert. At det ikke er sådan, en mor skal være. De vil blive meget kede af det. På en måde er jeg lidt ligeglad med, om hun overlever eller ej. Om hun er der hjemme, eller ikke… Der er sgu ingen forskel. Faktisk er det rarere for mine søskende og mig, når hun ikke er der. Jeg står af bussen og skynder mig op i lejligheden. En dyb indånding, og jeg åbner døren. Elijah er på vej ud i køkkenet, men vender om da han ser mig. Jeg kan høre latter og raslen med poser inde fra stuen. Elijah breder sine arme ud og knuger mig ind til sig. Hans varme strømmer i gennem min krop, og glæden bobler inden mig. Det føles meget intenst, men… Jeg kan faktisk lide det. Det føles så rart at stå her, med armene om hinanden. Jeg kan mærke hans varme ånde mod min hals. Hans krøller kilder mig på kinden. Et højt ping fra mikroovnen får os begge til at kaste os væk fra hinanden, og råbe i kor: ”Jeg ordner det!” Elijah når først derud, så med glohede kinder og en brændende fornemmelse i hele kroppen går jeg ind i stuen. De små sidder og gufler slik i sig. Elijah kommer ind med to skåle, fyldt til randen med varme og duftende popcorn. Keelah smiler varmt og glædeligt til ham. Amal stikker hånden ned i skålen og tager en håndfuld.

”Du behøvede altså ikke at købe alt det her til dem,” mumler jeg til Elijah. Han trækker kort på skulderne.

”Måske burde du fortælle dem det,” sukker Elijah.

Langsomt tager jeg mod til mig. ”Hey, I små… Øh… Mor er på hospitalet. Hun har… Ondt i maven, så de beholder hende i nogle dage deroppe. Men bare rolig. Hun bliver okay igen,” fortæller jeg, mens jeg holder Leelahs lille hånd. Sina ser faktisk ret ligeglad ud. Hun tager en bid af sin mælkechokolade og tygger grundigt, før hun synker. Amal gør som Sina. Milo løber ind på sit værelse. Han smækker ikke døren, græder ikke, skriger ikke – han går bare derind. Leelah og Keelah begynder at græde. Hurtigt hiver jeg dem op på mit skød, og rokker frem og tilbage med dem. Elijah føler sig skidt tilpas og meget malplaceret. Eller, sådan ser han i hvert fald ud. Han redder sig selv ved at spørge Sina og Amal, om de har lyst til at spille et spil.

 

”Hej skat,” hilser jeg, da Rosa åbner døren for mig. Hun omfavner mig og giver mig et stort smækkys på munden. Jeg smider mit overtøj og mine sko, og Rosa hiver mig med ind på sit værelse. Der hænger en del sort-hvide malerier på hendes hvide vægge. Forskellige stykker tøj er malet på dem. Faktisk, så er de ret flotte. ”Jeg har savnet dig,” hvisker hun i mit øre og hiver mig ned i sengen. Hun kysser mig længe og indtrængende.

”Der er noget jeg må fortælle dig…” begynder jeg tøvende. Hun sidder stille og holder mine hænder, mens jeg fortæller om min mor. Om alt. Min fortid, om mine søskende og om ja… Alt. Dog ikke Elijah, og mine underlige følelser for ham. Ikke at jeg har følelser for ham, eller noget. Eller har jeg? På den venskabelige måde har jeg vel. Han har jo hjulpet mig, og han er jo hyggelig at være sammen med.

Rosa holder mig tæt ind til sig, mens hun kører en hånd gennem mit hår. ”Jeg vidste godt at du havde det svært, Aadenskat. Men at det står så slemt til… Det havde jeg ingen anelse om!” siger hun medfølende. Hendes øjne lyser af medlidenhed.

”Jeg bliver så, du ved, trist af at snakke om det her. Skal vi ikke lave noget andet?” spørger jeg hende, og hun lyser op i et hvidt smil. Hendes brune hår falder ind over hendes smukke ansigt, da hun rejser sig.

”Ved du egentlig, hvad min største interesse er?” spørger hun smilende. Jeg ryster på hovedet. ”Min neglelaksamling,” fniser hun og holder en lille kuffert op. Hun åbner den, og der ligger mindst 60 forskellige neglelakker dernede. Jeg ser dumt på hende. ”Det var en joke, skatter,” griner hun og jeg ånder lettet op.

”Det overraskede mig godt nok… ” forsøger jeg og griner lidt. Hun hiver skuffen ud af sit skrivebord. Der ligger en masse små tegninger og nogle blokke dernede. Hun vender skuffen rundt, så alt ryger ud. ”Jeg elsker at designe tøj. Lige fra strømper til kjoler. Mine malerier på væggen har jeg selv lavet,” fortæller hun stolt ,og jeg løfter øjenbrynene.

”Hvorfor har du ikke fortalt det før?” spørger jeg undrende. Hun trækker på skulderne. ”De er faktisk vildt gode,” konstaterer jeg, efter at ha’ kigget alle tegningerne igennem. Hun smiler varmt til mig. Hun tager sit tøj af og hopper ned under dynen. Tegningerne får jeg proppet ned i skuffen igen, og hurtigt ligger jeg ved siden af hende. Dynen er blød og dufter at vaskepulver. Jeg har næsten ikke tænkt på Elijah, mens jeg har været sammen med Rosa. Men nu da jeg ligger meget tæt med Rosa, dukker han alligevel op i mit hoved. Tænk, hvis jeg både kunne have Elijah OG Rosa liggende ved siden af mig. En på hver side… Jeg stivner. Det der, dét tænkte jeg bare ikke.

”Hvad er der?” spørger hun og tager mig kælent op ad maven. Jeg lukker munden på hende med et stort kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...