Aerach

Den dag, Aaden første gang trådte ind i klasseværelset, begyndte tingene for alvor at ske. Jeg begyndte at stille store spørgsmål omkring min identitet og religion, jeg fik et anderledes syn på mennesker, og fandt ud af, at alle livets veje er uransagelige. Måske ville man sige, at jeg har mistet mere, end hvad jeg har fået, men sådan har jeg det ikke. Jeg ved nu, at jeg traf det rigtige valg, og om end det var smerteligt, var det det hele værd. Men der gik lang tid, før jeg nåede dette punkt.

120Likes
138Kommentarer
9031Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Et liv uden en ven er det sammen som et vindue uden glas - fuldstændig meningsløst.

 

”Hej Elijah. Hvor er det bedste sted at tage hen med mine søskende? Jeg kender jo ikke området så godt endnu… Aaden”.

Jeg læser beskeden flere gange. Han kan rent faktisk stave – og starte med stort bogstav! ”Prøv Toronto Island, det vil de elske – man tager færgen derover.”

Jeg overvejer lidt om jeg skal sætte en smiley. Bare sådan en venlig vi-er-venner-og-snakker-og-skriver-godt-sammen-uden-at-blive-seriøse-eller-noget-smiley. Men måske mener han ikke, at vi er nået det stadie endnu. Burde jeg egentlig ikke også starte med et ”Hej”, og afslutte med et ”Elijah”? Eller hvad? Er der overhovedet regler for sådan noget? Vent.. Han gjorde det bare fordi han sendte åbningsbeskeden, ikke? For at være høflig. Han vil tro, at jeg er mærkelig, hvis jeg gjorde ligeså. Hvor har han i øvrigt mit nummer fra?

”Elijah?”Jeg farer sammen og trykker hurtigt send. ”Vi er næsten ovre nu!”

Jeg stopper mobilen i lommen, og går sammen med Hannah henover færgedækket og ned ad trappen. Toronto Island Park må være mit absolutte yndlingssted i hele verden. Hannah og jeg har månedskort til færgen, så vi er tit derovre. Der er fuldstændig idyllisk, forelskede par går hånd i hånd ned ad stierne med træerne som et grønt tag over dem, børn leger i græsset, aktive turister udforsker det hele på cykel, og andre prøver nede ved søen at skubbe vennerne ud af kajakkerne.

 

Efter at være gået i land slår vi ind på den sædvanlige sti. På venstre hånd har 8-10 familier bevæbnet med madkurv og tæppe slået sig ned, og på højre summer bierne mellem de mange blomster. Himlen er blå og skyfri, og alt er fuldstændig idyllisk og perfekt, ja, der kunne skrives utallige smukke digte om det. Det eneste lillebitte irritationsmoment er, at Hannah konstant gaber. ”Er du træt?” spørger jeg, for jeg bekymrer mig jo selvfølgelig først og fremmest om hendes velbefindende.

”I den grad,” sukker hun, og jeg bløder lidt op. ”Jeg vågnede i nat med en sang i hovedet, og så skulle jeg jo lige nedskrive den. Bagefter kunne jeg ikke sove, så jeg lavede te og satte mig til at male. Og så kom jeg pludselig på en melodi til sangen, og så spillede jeg lidt for Ostemis. Du må høre den en dag – sangen altså, ikke Ostemis, ham hører du så tit.” Hvor jeg dog hader multikunstnere. Hvad sker der for, at nogle folk skal være så meget bedre til alt muligt end andre? Altså, jeg er selv rimelig god til at male (bedre end hende, faktisk), men musikalsk, det er jeg ikke.

 

Vi sætter os et lidt afsides sted, et stykke væk fra stien. Det vil sige, jeg sætter mig, hun lægger sig i græsset med hovedet i mit skød. ”Du havde ikke tænkt dig at spørge om lov, havde du? Hovedpuder har også følelser,” siger jeg. Hun griner og kigger op. ”Helt ærligt Elijah, du tror da vel ikke, at du overhovedet har noget at skulle have sagt i denne sammenhæng, vel?” Jeg ser ned på hende. ”Kom nu, jeg er så træææt,” siger hun, og jeg sukker opgivende. Hun lægger sig mageligt til rette og lukker øjnene. Jeg ser smilende på hende. ”Sov godt.”

 

Uf, hvor er det varmt. Jeg ser på Hannahs allerede brune ben. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg også kunne gå i lårkorte shorts.

Dét tænkte jeg bare ikke!

 

Mit ben sover! Hvis jeg nu bare kunne flytte det lidt…

 

Hvad mon klokken er?

 

Noo, min mobil er løbet tør for strøm!

 

Kunne jeg bare nå Hannahs taske…

 

Yes! Lad os se.. kode? 3-0-0-4.

11.47? Hendes ur må gå forkert! Det kan ikke kun være en halv time siden vi kom!

 

Det her bliver min død!

 

 

”Hannah,” hvisker jeg og rykker blidt i en blå fletning.

Hun åbner øjnene og sætter sig op. ”Åh nej Elijah, du skulle ikke have ladet mig sove så længe! Dine ben må være fuldstændig smadrede, og du er sikkert også ved at få hedeslag!” Hun ser bekymret på mig.

”Det var ikke så slemt..” svarer jeg, ”og du havde brug for lidt søvn.”

Hun lægger sig ned i græsset igen og breder armene ud. ”Er her ikke bare vidunderligt?”

”Jo,” siger jeg og rejser mig, ”lad os købe en is eller noget.”

”Årh, det er så hårdt!” beklager hun sig. Jeg ruller med øjnene og begynder at gå. ”Elijah! Du er nødt til at hjælpe mig op! Jeg er alt for svag!”

Jeg stopper op og ser grinende på hende. ”Du er simpelthen for ynkelig!”

”Help! I need somebody, help! Not just anybody, help! You know I need someone, heeeelp!” begynder hun at synge.

“When I was younger, so much younger than todaaaay, I never needed anybody’s help in any way. But now these days are gone, and I’m not so self assured, now I find I’ve changed my mind I’ve opened up the doors,” synger jeg med og hjælper hende op.

 

Vi går syngende ned ad stien, solen bager og folk smiler venligt til os. Pludselig standser Hannah op.

“Help me if you can, I’m feeling dooown,” synger jeg videre alene.

“Se,” siger Hannah og hiver mig i t-shirten. ”Er det ikke Aaden?” Jeg vender mig rundt og ser Aaden sidde i græsset med to nuttede, lyshårede piger, der ikke kan være mere end fire år, to lidt ældre drenge og en pige på omkring 10. Han betragter os, og det har han vist gjort et stykke tid, at dømme ud fra hans ansigtsudtryk. Vi går hen mod ham.

”Overvejer I at stille op i X Factor eller noget?” spørger han med et skævt smil.

”Faktisk, ja,” svarer Hannah med pokerfjæs, ”vi mangler faktisk endnu et medlem til gruppen. Kunne du være interesseret i at være med?”

Aaden ser forvirret på hende. ”Det.. Jeg er ikke så.. Måske en anden gang.” Han ansigtsudtryk er så komisk, at jeg begynder at grine. Hannah slutter sig til, og til sidst Aaden. De to små piger griner også, men jeg tvivler på, at de ved hvorfor.

”Er det dine søskende?” spørger jeg og sætter mig på hug i græsset.

”Ja, det her er Leelah og Keelah,” svarer han og nikker mod pigerne, ”og det her er Milo, Amal og Sina.”

Sidstnævnte kommer hen til mig og giver pænt hånd. ”Hej Sina, jeg er Elijah,” smiler jeg.

”Må vi slå os ned her?” spørger Hannah.

”Selvfølgelig,” svarer Aaden, mens han ser på mig. Det gør mig lidt – meget – utilpas. ”Såå,” han flytter blikket, ”kommer I tit her?”

Vi nikker begge. ”Ja, vi kommer her en del – mindst en gang om ugen – her er så dejligt – alle er altid i så godt humør – her er jo ingen trafik, heller,” snakker vi i munden på hinanden. Han smiler ad os. Han har faktisk et ret pænt smil. Sådan et, der virkelig når op til øjnene. De kønne, blå øjne, der minder mig om havet og giver mig lyst til at sejle derind i en lille båd og…

”Elijah?” Hannah vifter mig foran ansigtet, og jeg glipper forvirret med øjnene. ”Er du faldet i staver?”

”Ja, jo, det er jeg nok,” svarer jeg og kigger hen på Aaden, der pludselig sidder og leger med tvillingerne. Hun kigger bebrejdende på mig (hvorfor?) og rejser sig så. ”Jeg finder lige et toilet.. Skal jeg tage de små med?”

”Joh, men skal jeg så ikke gå med?” spørger Aaden og rejser sig.

”Nej, det er okay, jeg har styr på dem – og Sina kan hjælpe mig, ikke Sina?” Sina nikker, men Aaden ser stadig tvivlende ud. ”Jeg kidnapper dem altså ikke, Aaden!”

”Tro mig, hun har styr på det. Hun er god til børn,” bidrager jeg. Han lader sig omsider dumpe ned i græsset, og Hannah går med børnene.

”Du er vist ret glad for dine søskende, hva’?” spørger jeg.

Han nikker. ”Ja, de er det allervigtigste. Jeg har vist altid haft et ret stærkt bånd til dem…”

”Din mor er ikke så meget hjemme, vel?” spørger jeg.

Han ser et kort øjeblik overrasket på mig. ”Nej,” han kører en hånd gennem håret, ”hun.. arbejder meget.”

”Bare jeg havde søskende,” sukker jeg og lægger mig på ryggen i græsset.

”Du har Hannah.”

”Ja, det er rigtigt.” Jeg ruller om på maven og ser på ham, ”og hvad skulle jeg dog gøre uden hende?”

”Hun er ret speciel.. og – misforstå mig nu ikke – ret køn.”

”Ja.”

”Hvor længe har I kendt hinanden?”

”Snart femten år.”

Han stirrer på mig med et udtryk, der ligner en blanding af beundring og overraskelse. ”Så lang tid? Og der er aldrig opstået andre følelser? I har altid bare været venner?”

Jeg rynker brynene. Denne samtale bliver mere og mere mærkelig. Jeg skal lige til at svare, da jeg ser Hannah komme gående hen ad stien hånd i hånd med de to små, og de andre dansende ved siden af. ”Når man taler om solen..” siger jeg højt.

”…Så skinner den,” afslutter hun og går hen over græsset. ”Se,” siger hun anvendt til Aaden, ”jeg kom tilbage med dem, og de har ingen blå mærker!”

 

Vi bliver siddende til sent på eftermiddagen (kun afbrudt af besøg til iskiosken), og vi har det rigtig hyggeligt. Aadens søskende er simpelthen søde, og mens de leger, snakker vi. Ind i mellem deltager vi i deres leg, og Hannah lærer dem at synge ”If you’re happy and you know it, clap your hands” – tænk, at de ikke kendte den!

 

Da vi omsider skilles igen, siger jeg til Aaden: ”Vi må finde en dag.” Så bliver jeg rød i kinderne og skynder mig efter Hannah, før han når at svare. Da vi drejer om hjørnet, kigger jeg mig over skulderen, og får lige et glimt af et par blå øjne der ser efter mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...